dinnesen.com

 

 

Vi sidder med vores aften-cappuccino på en fortovscafé i den gamle middelalderby Agrigento på sydsiden af Sicilien. Klokken er snart halv ni allerede, solen er på vej ned, og lyset på byhusene bygget af grove kampesten begynder at falme fra gyldent til mørkegråt. Uden for byen langs kilometerlange Via Sacre troner i majestætisk række en serie på otte græske templer på skråningen ned mod havet, iblandt dem det fænomenale gyldenbrune Tempio della Concordia med samtlige 34 udvendige doriske søjler og det meste af gavlene, sidestykkerne og tagkonstruktionen bevaret i fuld højde.

 

 
Vi startede turen denne sommer i Amalfi syd for Napoli, hvor vi boede i tre dage og nød byen og omgivelserne og var på udflugt til Pompeji og Vesuv. Pompeji er et vidtstrakt og imponerende område, hvor man kan få et indtryk af dagliglivet for travle bymennesker som os selv for to tusind år siden. Store oprejste sten for enden af de brolagte gader, der leder frem til handelskvarteret, agoraen, sætter en effektiv stopper for vognhjul og kørende trafik og afsikrer markedspladsen som uforstyrret område forbeholdt de gående.

 

 

Bag byen troner den slumrende vulkan Vesuvio truende mod den blå himmel. En snoet vej fører næsten op til toppen, og vi gik resten af vejen derop til en sti, der balancerer næsten hele vejen rundt på selve randen af det store og dybe sorte krater. Når proppen i bunden af denne port til underverdenen en dag springer, så skælver med garanti jorden.

 

 
Det er til at forstå, at Amalfi-kysten her i Campania i mindst det seneste århundrede har været et populært rejse- og feriemål. Den stejle klippekyst kranset af en smal og evigt bugtende asfaltvej og beplantet fra gammel tid på tilsyneladende ufremkommelige terrasser med oliven og citrus er i sig selv et flot syn – og hver af de små byer og mindre flækker i bugterne langs havstokken har deres eget unikke særpræg, der stammer fra mange år i relativ isolation, før den moderne vej blev anlagt for kun et halvt århundrede siden. Henrik Ipsen kom på disse kanter. Wagner, John Steinbeck.

 

 

I dag er byen Amalfi i sommermånederne præget af mange besøgende, der nyder et køligt glas eller en herlig kop italiensk kaffe på en af de mange cafeer rundt om byens torv ved foden af den fornemme brede trappe, der fører op til byens store katedral, som troner over sceneriet. Indvendigt er kirken pakket med skumle og gyselige levn fra formørkede tider – men udefra er Duomo di Sant’ Andrea en smuk bygning med en imponerende facade og buegange og søjler bygget i en glad og spraglet kombination af lyse og mørkegrå marmorsten.
 

 

På vej sydover fra Amalfi stoppede vi i Paestum udenfor Salerno for at se de tre mesterlige græske templer – nogle af de allerbedst bevarede overhovedet og ligesom Concordia her i Agrigento i mindst samme klasse som selveste Parthenon i Athen. I et par timer havde vi stort set hele området for os selv og kunne i fred og ro tage de fabelagtige monumenter i øjesyn og nyde farvespillet på de gamle sten, vekslende fra gyldent og hen imod orange til gråt og nærmest sort, når lyset skiftede, og solen kom frem eller forsvandt bag en af de drivende skyer på en varm og smuk italiensk sommereftermiddag.

 

 

Vi havde planlagt at finde vores næste base i en af byerne syd for Maratea ved kysten i Calabria, men som vi kørte længere og længere ned ad Hovedvej 18 langs Middelhavet, så vi kun vidtstrakte og kedelige sommerhusområder og store tomme strande og absolut ingenting, hverken byer eller noget som helst, som gav os lyst til at standse. Så køreturen fortsatte og blev meget længere, end vi havde tænkt, og det blev helt mørkt og klokken næsten ti om aftenen, før vi nåede byen Tropea på Capo Vaticano – og var så heldige lige med det samme at finde et ledigt værelse tæt ved byen og med udsigt over strand og vand neden for den karakteristiske høje klint mod havet.

 

 
Efter et par dage i solen og på standen i Tropea er vi nu i turens anden uge på Sicilien, hvor vi har boet to dage i gamle Cefalù (bygget på en klippe op ad havet) mod nord og andre to dage i Giardini-Naxos mod syd. Højt på Monte Tauro lidt nord for Giardini-ved-havet ligger den berømte lilleby Taormina – og fra de øverste rækker på det gamle amfiteater, omgivet af høje klippesider foroven og det blå Middelhav dybt nede, kan man på én gang nyde selve den svævende symmetri af den herlige arena og indånde bag scenen som fænomenalt bagtæppe for hele sceneriet det svimlende syn af 3300 meter høje ulmende og dampende Monte Etna.

 

 

Det første teater på dette sted skyldes grækerne – men de fleste af de stadig betydelige rester, man ser i dag, stammer fra romertiden nogle århundreder senere. Taormina har til alle tider virket dragende på eventyrer og rejsende, blandt andre har Goethe lagt vejen forbi og senere forfatteren D.H. Lawrence. Faktisk blev Lawrence så betaget, at han slog sig ned her og boede tre-fire år i et hus øverst på klippen i bunden af kløften bag teatret. Taorminas Teatro Greco – som der står på alle skiltene, der leder herop – er stadig i brug. Jeg så på en plakat nede i Giardini, at Diana Ross var her i går aftes – og jeg kan huske, at Bob Dylan optrådte her med sit band i 2001, lige efter det seneste spektakulære og voldsomme udbrud af vulkanen Etna var startet. Jeg legede dengang med tanken om at tage herned, men vi var i Grækenland den sommer og nøjedes med at fange Dylan en måned før Taormina en midsommeraften i den botaniske have Trädgårdsföreningen i svenske Göteborg. Men hvilket show det må have været, efter solnedgang, med den lava-glødende og eksploderende store vulkan som fænomenalt bagtæppe...

 
Videre på vejen, gennem de bløde og høstfarvede gyldne bakker i det indre af Sicilien, og med en overnatning i bjergbyen Enna tæt ved midten af den store smukke ø – med stejle og smalle brolagte gader som alle disse gamle byer – er vi nu nået til Agrigento nær ved sydkysten. Her på Restaurant Concordia på Piazza San Francesco ved hovedgaden Via Atenea tror jeg, jeg bestiller antipasto miste til forret og derefter måske cozze eller vóngole, blåmuslinger eller de mindre venusmuslinger, med stegte grønsager og frisk basilikum. Og drikkevarer? Jo, først og fremmest masser af køligt vand, naturale – per favore, og desuden en flaske af den fremragende sicilianske rødvin – enten Nero d’Avola... eller i dag måske den dér helt sublime Passomaggio Merlot 2002, som vi allerede har smagt én gang for et par aftener siden i Cefalù. Sicilien og det meste af Syditalien ligger for vore fødder, resten kan vente.

Skrevet 2005

 

 
Flere fotos fra rejsen findes her: Italia 2005.