dinnesen.com

Seneste ændring: 31. marts 2024

  Segesta på Sicilien, den 18. maj 2023

Seneste nyt

31. marts 2024: I påsken har vi lånt en bil af koldingerne og er på tur til Vesterhavet fra fredag den 29. til søndag den 21. marts. Den direkte anledning er at se Laurits Tuxens og de øvrige Nymindegabmaleres værker på Nymindegab Museum, men også Nørre Nebel og andre steder på egnen har gode oplevelser at tilbyde. Her er en fotoserie fra turen.

Nymindegab og Nr. Nebel fra 29. til 31. marts

28. marts 2024: Vi tager et smut til København fra den 25. til den 26. marts. Mandag er der Keb' Mo' i Amager Bio og tirsdag Giacometti på Statens Museum for Kunst. Begge er sublime.

Keb' Mo' og Giacometti i København

18. marts 2024: Inspireret af at have fundet SKYHAVET tager jeg en tur mere til Moesgaard Strand mandag den 18. marts. Mellem klokken 11 og 12 er der ekstremt lavvandet, og det er derfor nemmere at komme omkring de sten, der ellers ligger i eller tæt ved vandkanten. 21 af de 23 sten er synlige denne dag. HUMBOLDTS HAV og DET SYDLIGE HAV, som begge ligger tæt ved skrænten, er skjult under lerskred.

Måne Hav Sten - 18. marts 2024

15. marts 2024: Min artikel om Astrid Gjesings værk 'Måne Hav Sten' på Moesgaard Strand ved Fiskerhage er opdateret med udvidet tekst og nye fotos. Anledningen er, at jeg den 15. marts 2024 har fundet den sidste af de 23 månesten, SKYHAVET. Stenen ses kun sjældent og er nu dukket op for første gang i mere end 5 år.

Måne Hav Sten tekst   Måne Hav Sten fotoserie

18. februar 2024: I ugen fra den 10. februar er Gunnar i 5 dage på vinterferie hos Farmor og Farfar. Vi er på ture hver dag, til Hajer i Storcenter Nord, Lille Frø på Godsbanen, Egypterne på Moesgaard Museum og Hajer i Kattegatcentret.

Gunnar på vinterferie hos Farmor og Farfar

1. februar 2024: Fra torsdag den 25. til mandag den 29. januar besøger vi vores unge mennesker og børnebørn i Sollentuna. Der er tid til en tur til Gamla Stan om fredagen, og lørdag spiser vi hotdogs i solen og sneen ved Torpet i Vaxmora. Der er semifinaler ved håndbold EM om fredagen og finalekampe søndag eftermiddag.

Sollentuna fra 25. til 29. januar

9. november 2023: Fra mandag den 6. til onsdag den 8. november er vi på tur til København sammen med Birthe. Vi bor på Hotel Steel House tæt ved Vesterport Station, og vores mål er at se Carlsbergbyen om mandagen, Anna og Michael Ancher på Ordrupgaard om tirsdagen og Marie Krøyer i Den Hirschsprungske Samling om onsdagen. VI når det hele og meget mere.

Tur til København sammen med Birthe

3. november 2023: I den svenske efterårsferieuge, uge 44, har vi besøg af Sten, Iben, Malin og Jonas fra søndag til tirsdag. Højbjerg er præget af efterårsfarver, og vi har nogle fine ture i Skåde Bakker om mandagen og i Mindeparken og Rømerhaven om tirsdagen.

Sten, Iben, Malin og Jonas på besøg

20. oktober 2023: På Facebook udsender jeg med mellemrum små tekster. Opslagene går hurtigt i glemmebogen, og jeg samler derfor nogle af dem her på hjemmesiden. Samlingen er nu ført ajour med 18 nye tekster fra 2023.

Facebook tekster - oversigt

29. september 2023: Jonas er til jubilæum med sin gymnasieklasse, og Sten er et par dage på ferie hos Farmor og Farfar. Vi er blandt andet på Steno Museet, i Den Gamle By og på udkig i Salling Rooftop.

Sten og Jonas i september

29. august 2023: Min artikel om Astrid Gjesings værk 'Måne Hav Sten' på Moesgaard Strand ved Fiskerhage er opdateret med blandt andet nye fotos. Anledningen er en rundvisning ved Astrid Gjesing den 27. august i anledning af værket 25 års jubilæum.

Måne Hav Sten tekst   Måne Hav Sten fotoserie

24. august 2023: I august er vi en uge ved Adriaterhavet i Kroatien. Vi flyver fra Aarhus til Zadar, og bor de første fire dage sammen med Jonas, Malin, Edith, Iben og Sten i feriebyen Sveti Filip i Jakov 100 meter fra vandet. De sidste tre dage er vi i byen Primosten lidt længere mod syd og stadig tæt ved stranden. Der er varmt i Kroatien.

Kroatien i august med Jonas, Malin, Edith, Iben og Sten

9. august 2023: I ugen fra den 31. juli er Gunnar i 5 dage på sommerferie hos Farmor og Farfar. Vi er på ture hver dag, til Vikingemarked ved Moesgaard, Den Gamle By, Moesgaard Museum, Randers Regnskov og kæmpehøjen Jelshøj.

Gunnar på sommerferie hos Farmor og Farfar

27. juli 2023: I midten af juli besøger vi familien i Sollentuna. Vejret er fremragende, og vi har nogle gode ture og udflugter til vikingelandsbyen Birka og skærgårdsøen Stora Saxeren. Undervejs tager vi en masse fotos, og jeg vælger at opdele billederne i tre serier. Der er links til disse albummer her.

Sollentuna og Stockholm i juli

12. juni 2023: I forrygende dansk sommervejr er vi med koldingerne på sommerhusweekend i Grønhøj ved Løkken. Her er vores fotoalbum fra turen.

Sommerhusweekend ved Løkken fra 9. til 11. juni

29. maj 2023: Fra den 10. til den 24. maj er vi på Sicilien. Den første uge bor vi i byen Trapani, og i den anden uge er vi rundt forskellige steder i lejet bil. Vi holder os hele tiden til den vestlige del af Sicilien og undgår dage med lange køreture. Vi har en fantastisk ferie. Linket nedenfor fører videre til flotte  fotoalbummer fra turen.

Sicilien i maj 2023

4. maj 2023: I dagene omkring den 1. maj besøgte vi svenskerne i Sollentuna, og fra søndag til mandag var vi på tur til skærgårdsøen Stora Saxaren, hvor familien har et fantastisk og nyt sommerhus. Her er vores fotoalbum fra turen.

Sollentuna og Stora Saxaren omkring 1. maj

27. april 2023: I påsken lånte vi en bil af koldingerne og var fra mandag den 3. april til torsdag den 6. april på tur til Limfjorden og Thy. Vi overnattede i Løgstør, Stenbjerg og Harboøre og havde fine oplevelser mange forskellige steder. Her er mit fotoalbum fra turen.

Limfjorden og Thy i påsken 2023

12. marts 2023: Morfar Niels Møller Jensens krønike Mølleren af Han Herred er blevet opdateret med nye oplysninger og nye illustrationer fra de ældste kirkebøger. De ældste kirkebøger fra mange sogne i både Vester Han og Øster Han er i februar 2023 udsendt af Rigsarkivet i flot nyscannet udgave i farver og høj opløsning. 

Mølleren af Han Herred

11. november 2022: Der er nye oplysninger om korporal Peter Westerberg af Fredericia. Han tager sin afsked fra regimentet i 1798, og tidligere har jeg troet, at han med hustruen Kirstine Hansdatter og børnene forlader Fredericia, måske for at rejse tilbage til Sverige, hvor Peter og Kirstine kommer fra. Men det er ikke tilfældet. 

Westerberg af Fredericia

29. september 2022: På Facebook udsender jeg med mellemrum små tekster. Opslagene går hurtigt i glemmebogen, og jeg samler derfor nogle af dem her på hjemmesiden. Samlingen er nu ført ajour og består af 120 tekster. 

Facebook tekster - oversigt

19. september 2022: I løbet af indeværende år har vi allerede her i september måned besøgt en række smukke steder i Danmark og taget flotte billeder. Her er en fotoserie, der begiver sig lidt rundt om Danmark 2022.

Rundt om 2022

9. august 2022: Fra lørdag den 23. juli til lørdag den 30. juli er vi på sommerferie med vores unge mennesker og børnebørn. Vi bor i to huse på Syrenvej i Fuglslev og er sammen til alle hovedmåltiderne i huset på Syrenvej 15. Hver dag er vi på udflugt og besøger i løbet af ugen Ebeltoft og Fregatten Jylland, Grenaa, Djurs Sommerland, Kalø Slotsruin, Mols Bjerge og Tre Høje, Sletterhage Fyr og Vibæk Strand ved Ebeltoft.

Djursland sommer 2022

15. juli 2022: Fra mandag den 11. juli til onsdag den 13. er vi på udflugt til de gamle købstæder på Sydfyn, Assens og Faaborg. Målene er Willemoes i Assens og Fritz Syberg og Kai Nielsen i Faaborg.

Assens og Faaborg i juli

20. juni 2022: I weekenden fra den 17. til den 19. juni er vi på besøg på Fanø. Aase har et sommerhus på den dejlige ø, og vi bor sammen med Aase og Karl Aage, og Jette, i huset ved Rindby Strand.        

Fanø med Aase og Karl Aage og Jette.

6. juni 2022: Fra søndag den 29. maj til torsdag den 2. juni besøger vi Bornholm sammen med Gunhild og Gert. Vi bor i Svaneke, hvor vi har en stor lejlighed på adressen Storegade 32 kun få hundrede meter fra centrum af den lille købstad.         

Bornholm med Gunhild og Gert

15. april 2022: Vi er på udflugt til Odsherred på Sjælland og købstaden Bogense på Fyn. Solveig fik et gavekort af svenskerne og koldingerne til ophold på Dragsholm, da hun gik på pension i august 2021. Fra Dragsholm kører vi den næste dag over Storebæltsbroen og kommer til Bogense. På byens torv ligger to rækker af fornemme gamle byhuse over for hinanden i hele pladsens længde. Det er et flot syn.              

Dragsholm og Bogense i april

21. marts 2022: I weekenden fra den 18. til den 20. marts er vi med koldingerne på tur til Grønhøj og Løkken i Nordjylland, hvor Sifs forældre har et dejligt sommerhus.        

Med koldingerne i Grønhøj og Løkken

16. marts 2022: Inspireret af nye oplysninger har jeg i krøniken 'Andersen af Erritsø' opdateret afsnittene om anerne for musketer Carl Christian Nielsen f. 1793 i Fredericia. Carl Christians forældre er Niels Madsen Kejser f. 1739 og Arengoth Sophia Basse f. 1756 i henholdsvis Fredericia og Bogense på Fyn.        

Kejser af Fredericia og Basse af Bogense

17. februar 2022: Mormor Dortheas oldemor Anne Marie Bauer f. 1775 er datter af parret Hans Henrich Bauer og Anne Jensdatter, et af Mormor Dortheas 8 tipoldeforældrepar. Da Anne Jensdatter dør i 1821, nævner kirkebogen, at hun er 'fød i Weilbye Sogn i Fyen'. Dermed har jeg et spor til at lede efter Annes forældre.      

Anne Jensdatter af Vejlby på Fyn

7. december 2021: Arbejdet med soldater-slægterne i Fredericia har medført en udvidelse af afsnittet om Niels Paulsen, mangeårig musketer ved Fynske Infanteriregiment. Blandt andet viser det sig, at Niels Paulsen deltager i Slaget på Reden i 1801 og efter kampen får tildelt hædertegnet i sølv for sin indsats.  

Musketer Niels Paulsen af Fredericia

29. oktober 2021: Inspireret af materiale, jeg har fået tilsendt af slægtsforsker Peter Sandbøl, har mormor Dortheas krønike 'Andersen af Erritsø' fået tilføjet en mængde nye oplysninger og detaljer. Materialet indeholder mange spændende detaljer om efterkommere af Westerberg- og Nielsen-slægterne i Fredericia. Nogle af oplysningerne er lagt ind i krøniken, andre er vedlagt i to seperate bilag. 

Westerberg og Nielsen af Fredericia

22. oktober 2021: I starten af oktober drager vi for første gang i lang tid afsted på ferie i det store udland. Turen går til Kreta, og vi køber flyrejse og hotelophold i 14 dage ved stranden i Agia Marina hos TUI for 2.600 kr. Midtvejs i ferien lejer vi en bil i fem dage og finder overnatning fire forskellige steder på den store ø. Vejret er med os hele vejen. Dagtemperaturen er over 20 de fleste dage, og fornemmelsen er hele tiden en dejlig forlængelse af sommeren. Her er en fotoserie fra 14 dage på Kreta fra den 3. til den 17. oktober.

Kreta i oktober

29. september 2021: I weekenden fra den 23. til den 27. september er vi på besøg hos vores unge mennesker og børnebørn i Sollentuna. Fra fredag til lørdag passer vi børnene, mens forældrene er ude af huset. Sten er på legepladsen, Edith er til svømning, og Iben tegner med Farmor.

Sollentuna i september

15. september 2021: I weekenden den 11.-12. september passer vi børnebørn i Kolding, mens deres forældre er til koncert i København. Lørdag er vi i Geografisk Have og søndag i Legeparken.

Gunnar og Niels-Bo i september

29. august 2021: Fra den 24. til den 31. juli er vi med de unge mennesker og vores børnebørn en uge i sommerhus nær Ulricehamn og Gällstad i Sydverige cirka en time øst for Göteborg. Huset er helt nyt og har alt, hvad vi har brug for. Naturen er smuk, og få hundrede meter fra vores Villa Blåbär er der en fin badestrand i Rånnavägssjön. Vejret er suverænt de første dage, men derefter er det køligere med regnbyger.

Villa Blåbär juli 2021

20. august 2021: Fra den 18. til den 20. august er vi på udflugt til Fanø, hvor Aase har sommerhus på Sønder Kirketoft ved Rindby Strand. Vejret er ikke det bedste, men vi har alligevel fine ture til Nordby, Sønderho, Kikkebjerget og Rindby Strand.

Fanø i august 2021

23. juli 2021: En dag i sommerferien tager vi med Sten - som snart fylder 4 - på tur til Randers Regnskov. 

Med Sten i Randers Regnskov

6. juli 2021: I denne uge passer vi barnebarn med skoldkopper. Niels Bo har det bedre i dag tirsdag, og i formiddag har vi været på tur og har kørt med en kæmpestor gul bus. 

Niels Bo kører i bus

24. juni 2021: Inspireret af materiale, jeg har fået tilsendt af slægtsforsker Peter Sandbøl, har mormor Dortheas krønike 'Andersen af Erritsø' fået tilføjet en mængde nye oplysninger og detaljer. Peter Sandbøl nedstammer ligesom jeg fra Susanne Henriette Westerberg og Carl Christian Nielsen, han fra parrets datter Sophie Kirstine Caroline f. 1822, jeg fra Johanne Frederikke f. 1824. Materialet indeholder mange spændende detaljer om efterkommere af Westerberg-slægten. 

Westerberg af Frideritz

3. maj 2021: Kapitlet i min farmor Matheas slægtskrønike om anerne i Kalvslund sogn i Haderslev amt syd for Kongeåen er blevet opdateret med nye oplysninger. Det har vist sig, at en træramme med inskription, som opbevares i Kalvslund kirke, er gravramme over farmor Matheas 6xtip oldeforældre Anna Nielsdatter f. 1585 og Poul Jensen Bartskjær. Poul Jensen deltog som fredløs (for et begået mord) den 1. juli 1644 i søslaget ved Femern på skibet Trefoldigheden, hvor han forbandt den sårede kong Christian 4.'s øje.       

Aner i Lintrup og Kalvslund sogne

27. marts 2021: Arbejdet med morfar Niels Møllers krønike - 'Mølleren af Han Herred' - er fortsat ind i marts. Navnlig er afsnittene om Peder Pedersen og Maren Nielsdatter på gården Nørgaard i landsbyen Trustrup i Kettrup sogn gået efter i sømmene - og senest er det i Hjortdal sogn helt sensatonelt lykkedes at finde anerne til Maren Nielsdatter f. 1733. 

Peder Nørgaard af Kettrup og Maren Nielsdatter af Hjortdal

26. februar 2021: Arbejdet med morfar Niels Møllers krønike - 'Mølleren af Han Herred' - er fortsat ind i februar. Navnlig er afsnittene om Peder Pedersen og Maren Nielsdatter på gården Nørgaard i landsbyen Trustrup i Kettrup sogn gået efter i sømmene. 

Nørgaard af Kettrup sogn

25. januar 2021: Morfar Niels Møllers krønike - 'Mølleren af Han Herred' - har fået et nyt løft, navnlig i afsnittene om Christen Bentsen og Berthe Jensdatter på gården Vestergaard i landsbyen Øslev i Kettrup sogn. 

Mølleren af Han Herred

23. december 2020: Et særligt kapitel i min farmor Matheas slægtskrønike er historien om anerne i Lintrup og Kalvslund sogne i Haderslev amt syd for Kongeåen. Inspireret af en tur til disse egne i maj måned har jeg revideret afsnittet og indsat en række nye fotos. I august fik jeg på Rigsarkivet i Aabenraa adgang til at se de ældste kirkebøger fra Lintrup sogn. Jeg affotograferede nogle opslag og har nu indsat nye klip fra kirkebøgerne i krøniken.     

Holden og Jeng på kanten af kongerigsk

19. november 2020: Efteråret er på en måde en trist tid, fordi årstiden lægger op til, at det snart bliver mørkt og koldt. Men når solen skinner, er efterårsfarverne på skovens træer funklende smukke. Vi har en vandrerute omkring Forstbotanisk Have og Kirkeskoven, hvor vi i både forår og efterår kan følge udviklingen i skovens farver. Ruten tager omkring halvanden time, og vi går tit den tur.    

Efterårsfarver 2020

28. oktober 2020: Lørdag den 24. oktober var jeg på udflugt med natours.dk til Nationalpark Vadehavet for at opleve fænomenet sort sol. Efter stop ved Kammerslusen, på Rømø-dæmningen og ved Højer Sluse, gjorde vi ved 17-tiden holdt i Aventoft lige syd for grænsen. Her stod vi det helt rigtige sted og så i løbet af en time flere hundrede tusind stære samles i rørskoven lige foran os.   

Nationalpark Vadehavet og sort sol

19. oktober 2020: I efterårsferien passer vi børnebørnene i Kolding i dagtimerne mandag-tirsdag-onsdag, mens forældrene er på arbejde. Vi går ture i kvarteret, går på opdagelse i en lille skov, læser bøger, besøger legepladsen med gynger og rutsjebane og spiser pandekager med syltetøj. 

Koldingerne i efterårsferien

8. oktober 2020: Vi er i Sollentuna fra lørdag til torsdag og passer børnebørnene et par dage, mens forældrene er på tur sammen. Den nærliggende Törnskogen er et slaraffenland for svampejægere, og i løbet af dagene finder vi flotte Karl Johan svampe, som vi spiser til frokost eller tager med hjem.

Sollentuna Törnskogen Sigtuna

2. september 2020: Jeg er med toget fra Horsens til Silkeborg. Eller rettere, toget kører ikke i dag, så jeg er på cykel i stedet. Faktisk har toget ikke kørt her i mange år. Banen blev nedlagt i 1968, og nu er der en cykel- og vandresti, hvor der før var skinner. Der er 63 km til Silkeborg. Her er mine fotos fra turen.

Horsens-Bryrup.Silkeborg cykeltur på den gamle jernbane

25. august 2020: Min morfar Niels Møllers krønike - 'Mølleren af Han Herred' - har fået et løft i afsnittene om landmåler/ møller/ husmand Anders Mortensen Pallesen og hans hustru Ellen Cathrine Lucassen i Nim og Skørring sogne. Blandt andet har jeg besøgt landsbykirken i Nim og tilføjet fotos af kirkens indre. 

Mølleren af Han Herred

17. august 2020: Jeg har været på øhop i Horsens Fjord til Hjarnø og Alrø. Jeg cyklede jeg fra Horsens til Snaptun Færgehavn på sydsiden af fjorden. Overfarten til Hjarnø tager 10 minutter, og på Hjarnø havde jeg halvanden time, inden cykelfærgen til Alrø kl. 12:30. Alrø er gennem en dæmning landfast med nordsiden af fjorden, så fra landingspladsen cyklede jeg via Odder hjem til Højbjerg.

Hjarnø og Alrø den 16. august

10. august 2020: Før Rømø holdt vi en uges sommerferie fra søndag den 12. juli. Rejsen til Italien var aflyst, og i stedet for Sicilien og Puglien besøgte vi Fur og Nationalpark Thy. Selv om vejret ikke var det bedste, havde vi nogle herlige og afvekslende dage. 

Nordjylland fra 12. juli

7. august 2020: I ugen fra lørdag den 25. juli var vi med alle vores unge mennesker en uge på Rømø. Vi boede i et stort hus i Kongsmark tæt ved øens østkyst. Vejret var med os noget af vejen, om vi var afsted på forskellige ture hver af dagene. Her er fotos fra ugen på Rømø. 

Ferieuge på Rømø

29. maj 2020: På en varm forårsdag den 26. maj tog jeg cyklen med regionaltoget mod Esbjerg og besøgte nogle af stederne for slægtens rødder i Haderslev amt syd for Kongeåen - herunder Hunderup, Jernved, Villebøl, Kalvslund, Ravning og Lintrup. Jeg startede cykelturen i Bramming og sluttede i Brørup, og da vinden var i vest, havde jeg medvind hele dagen. 

Hunderup Jernved Villebøl Kalvslund Lintrup

15. maj 2020: På Facebook udsender jeg med mellemrum små tekster. Opslagene går hurtigt i glemmebogen, og jeg samler derfor nogle af dem her på hjemmesiden. Samlingen er nu ført ajour og består af 92 tekster. 

Facebook tekster - oversigt

7. maj 2020: Inspireret af turen forleden til nogle af stederne for slægtens rødder i Ribe amt har jeg igen gået farmor Matheas krønike efter i sømmene. Der er justeret og tilføjet en mængde detaljer og nye illustrationer.    

Farmor Matheas aner

4. maj 2020: I går søndag gik vi en længere tur fra den gamle herregård Moesgaard gennem parken og ned til Skovmøllen ved Giber Å. Fra Skovmøllen fortsatte vi gennem bøgeskoven til Fiskerhuset ved Moesgaard Strand. Her blomstrer et væld af gule mælkebøtter på det åbne græsstykke op mod skovbrynet. Her er et par fotos fra turen.  

Forår i Moesgaardskoven

27. april 2020: På en lun forårsdag den 22. april tog jeg cyklen med regionaltoget mod Esbjerg og besøgte nogle af stederne for slægtens rødder i Ribe amt - herunder Aastrup, Vejrup og Skads. Jeg startede cykelturen i Holsted og sluttede i Esbjerg, og da vinden var i øst, havde jeg medvind hele dagen. 

Aastrup Vejrup Skads

25. marts 2020: På Facebook udsender jeg med mellemrum små tekster. Opslagene går hurtigt i glemmebogen, og jeg samler derfor nogle af dem her på hjemmesiden. Samlingen er nu ført ajour og består af 84 tekster. 

Facebook tekster - oversigt

23. marts 2020: Krøniken om min farfars aner i Ribe amt blev udsendt i en revideret udgave i november 2019. Nu har jeg tilføjet et par nye illustrationer - inspireret af, at arkivalieronline.dk har lagt nye scanninger af de danske kirkebøger ud på nettet, også kirkebogen for Oksenvad sogn i Haderslev amt.

Farfar Johannes' aner

7. marts 2020: Min tekst skrevet i januar 2019 om Astrid Gjesings installation ved Moesgaard Strand, er blevet opdateret flere gange, senest med revideret tekst og nye billeder i marts 2020. Værket Måne Hav Sten består af 23 sten, som har fået indgraveret navnene på de såkaldte månehave.

Måne Hav Sten tekst  Måne Hav Sten fotoserie

25. februar 2020: Også den fjerde og sidste af mine slægtskrøniker - om farmor Matheas aner i Ribe amt - er gået efter i sømmene. Denne krønike fik senest en grundig behandling i november 2018 og har nu fået tilføjet yderligere en del detaljer og nye illustrationer.    

Farmor Matheas aner

9. februar 2020: Vi passer vores tre børnebørn i Sollentuna i weekenden fra den 24 januar, mens deres forældre er ude af byen et par dage. Vi tager en udflugt til Uppsala om fredagen og besøger de øvrige dage den smukke skov Törnskogen tæt ved søen Norrviken.  

Sollentuna i januar

10. januar 2020: Også min morfar Niels Møllers krønike - 'Mølleren af Han Herred' - er nu gået efter i sømmene, og der er tilføjet en del detaljer og mange nye illustrationer. 

Mølleren af Han Herred

3. december 2019: Arbejdet med at finde anerne for musketer Carl Christian Nielsen f. 1793 gav ideen til en gennemgang af hele krøniken om min mormor Dotheas slægt i Fredericia og omegn. Historien er gået efter i sømmene, og der er tilføjet en del detaljer og mange nye illustrationer. 

Andersen af Erritsø

23. november 2019: På Facebook udsender jeg med mellemrum små tekster. Opslagene går hurtigt i glemmebogen, og jeg samler derfor nogle af dem her på hjemmesiden. Samlingen er nu ført ajour og består af 72 tekster. 

Facebook tekster - oversigt

15. november 2019: Her er en serie efterårsbilleder taget med iPhone på vandreture rundt om Forstbotanisk og Kirkeskoven i oktober og november måned.

Efterår 2019

14. november 2019: Et af mysterierne i mormor Dortheas krønike 'Andersen af Erritsø' har længe været anerne for musketer Carl Christian Nielsen, gift med Susanne Henriette Dorthea Westerberg. Ved et tilfælde fik jeg forleden et hint til, hvor og hvornår Carl Christian er døbt, og nu har jeg med sikkerhed fundet både hans forældre og bedsteforældre. Historien er spændende.

Carl Christian Nielsen f. 1793

9. november 2019: Smørpøt-historien omtalt nedenfor inspirede til en gennemgang af hele krøniken om min farfars aner i det midtjyske, ikke mindst Ribe amt. Hele dokumentet er blevet gået efter i sømmene, og der er tilføjet en del detaljer og mange nye illustrationer.

Farfar Johannes' aner

20. september 2019: I et hjørne af slægten på min farfars side er der nogle aner, som omkring år 1700 er fæstere af Smørpøt mølle i Skads sogn. Jeg tænker derfor, om dett måske er muligt at lokalisere den pågældende mølle. Jeg kontakter Skads sognearkiv, som snart efter sender en kopi af de optegnelser, der findes i arkiverne. Der er ingen billeder af møllen, fordi den blev nedlagt i starten af 1800-tallet, men farfar Johannes' aner har i flere generationer sat deres præg på møllen.

Smørpøt mølle

5. september 2019: I weekenden fra fredag den 30. august til søndag den 1. september er vi på familieudflugt til Sydsjælland og Møn. Her oplever vi herligt sommervejr og får syn for sagn med hensyn til Skovtårnet ved Rønnede, Villa Gress ved Marienborg gods, Møns klint og Elmelundemesterens kalkmalerier.     

Weekend på Møn

21. august 2019: Inden ferierejserne i juli måned havde jeg en lidt hektisk uge på farten. Onsdag den 26. juni var der koncert med Bob Dylan i Globen i Stockholm, torsdag den 27. rejste jeg med toget via Malmö og København hjem til Aarhus, og lørdag-søndag den 29.-30. juni passede vi tre børnebørn i København.    

I løbet af ugen

16. juli 2019: Sommerferierejsen gik i år til Mallorca. Vi startede med to dage i Palma og havde derefter en lejet bil i syv dage. Vi boede først tre dage i Cala Sant Vicenc i nord og derefter fire dage i Puerto de Sóller ved vestkysten, begge steder på hotel ved stranden. Til slut havde vi endnu en overnatning i Palma.   

Mallorca i juli

20. maj 2019: Så har jeg oplevet det med. Jeg har været i London fra mandag til fredag som passager i en kørestol. Onsdag aften havde vi billetter til Eric Clapton i Royal Albert Hall. Her er en fælles fotoserie fra turen. 

London i maj

3. maj 2019: Da jeg i efteråret 2017 opretter en Facebook-profil, begynder jeg at udsende små tekster som opslag på siden. På Facebook går ting hurtigt i glemmebogen eller forsvinder i mængden af øvrigt materiale, og jeg samler derfor nogle af mine opslag her på hjemmesiden. Samlingen er nu ført up-to-date og består dermed af 55 tekster. 

Facebook tekster - oversigt

25. april 2019: Jørgen Dinnesen galleriet her på hjemmesiden indeholder nu 58 billeder. Det seneste maleri fik jeg tilsendt forleden af en kvinde, som bor i Grindsted. Billedet er signeret J. Dinnesen 1930, og der er ingen tvivl om, at maleren er min oldefar. Bag på billedet er der med blyant skrevet ’fra Marselisborg Skov’. Det er interessant, synes jeg, fordi jeg selv bor i Højbjerg tæt ved Marselisborg Skov.

Jørgen Dinnesen galleriet

8. april 2019: Vi har været afsted på en sviptur til Malta fra mandag til fredag i den første uge af april. Vi har fire overnatninger og tre fulde dage på Malta. Hjemmefra har jeg valgt tre større seværdigheder: Hovedbyen Valletta med ridderordenen Knights of St John’s store katedral, Europas bedst bevarede middelalderby Mdina på et højdedrag midt på øen og stenaldertemplerne Hagar Qim og Mnajdra ved Den Blå Grotte på vestkysten.

Malta i april

6. marts 2019: For en aarhusianer er Fiskerhuset på Moesgaard Strand et kendt landmærke. Går man langs stranden sydpå mod Fiskerhage, ser man i vandkanten nogle sten med markante inskriptioner. ØERNES HAV står der på en, STORMENES OCEAN på en anden. Inskriptionerne er en del af værket Måne Hav Sten skabt af kunstneren Astrid Gjesing i 1998. Værket består af 23 sten, som har fået indgraveret navnene på de såkaldte månehave. I starten af april har jeg set 22 af de 23 sten.

Måne Hav Sten tekst  Måne Hav Sten fotoserie

24. januar 2019: En af mine forfædre i lige fædrene linje, Dynnes Larsen f. 1798, har længe været et mysterium i slægtskrøniken. Dynnes dør som kun 22-årig i 1821, kort efter sønnen Lars Dynnesen er født, men jeg har i mange år ikke kunnet finde registreringen af hans død i kirkebogen. Det er nu lykkedes. Mens han er indkaldt til militærtjeneste, dør Dynnes af galdefeber i Garnisons sogn i København den 30. september 1821.        

Dynnes Larsen dør i København 1821

18. januar 2019: Jeg opdagede, at et link på hjemmesiden til min mors beretning om sit liv, var forsvundet i forbindelse med ændring af layout for siderne. Nu er linket tilbage. Samtidig har jeg tilføjet et link til hendes beretning fra en rejse til familiejul i Canada i 2001. Se nederst på siden dinnesen-galleriet.      

Dinnesen-galleriet

31. december 2018: Malins morfar Frans Allan Nilsson er efter sigende født i Danmark. Det bliver bekræftet af hans dåbsattest dateret den 3. juni 1927. Morfar Frans Allan Nilsson er født i København den 2. december 1917 og bliver døbt i Kristkirken på Enghave Plads den 3. februar 1918. Her er hans historie.    

Frans Allan Nilsson af Hedebygade

9. november 2018: Farmor Matheas slægtskrønike er blevet revideret, blandt andet med en omredigering af afsnittet om Vedsted-degnene i Vester Nykirke, Michael Vedsted f. 1715 og hans søn Peder Vedsted f. 1744. Desuden er tilføjet nye billeder fra en tur til Vester Vedsted, Grimstrup og Endrup den 6. november.  

Farmor Matheas slægtskrønike

17. oktober 2018: Fra lørdag den 6. oktober tilbragte vi en uge i storbyen New York City. Ugen bød på mange store oplevelser, og fotoserien er sammensat af bidrag fra mange kilder. Museumsbesøg, musicals, gensyn med gamle venner, shopping, sejltur til Liberty Island, morgenmad i parken og aftensmad på restaurant, walking tour i East Harlem. 

New York City i oktober

2. oktober 2018: Sammen med Jette, Aase og Karl Aage er vi på tur til Vesterhavet fra fredag den 28. september til søndag den 30. september. Vi besøger Strandingsmuseet i Thorsminde, den gamle købstad Ribe, Vadehavscentret i Vester Vedsted og bunker-museet Tirpitz ved Blåvand. Lørdag aften oplever vi ved vejen mod Kammerslusen nær Ribe fænomenet sort sol med titusinder af stære.

Tur til Vesterhavet i september

18. august 2018: Vi var i Kroatien på sommerferie i 10 dage fra den 1. juli. Her kommer fotos fra tredje del af turen: Rovinj, Novigrad og Pula.

Rovinj, Novigrad, Pula

3. august 2018: Den sidste uge af juli tilbragte vi på den store svenske ø Gotland - sammen med vores sønner, svigerdøtre og børnebørn. Her er link til en side med fotoserier fra turen.

Gotland i juli

20. juli 2018: Vi var i Kroatien på sommerferie i 10 dage fra den 1. juli. Her er billeder fra anden del af turen: Naturparken Plitvice og bjerg-landsbyen Groznjan.

Plitvice, Groznjan

16. juli 2018: Vi var i Kroatien på sommerferie i 10 dage fra den 1. juli. Her er billeder fra første del af turen: Split, Trogir, Zadar.

Split, Trogir, Zadar

13. juni 2018: Jeg var på hærvejscykeltur fra Padborg til Viborg fra den 5. til den 7. juni. Turen er beskrevet på Facebook, og der er link til hele teksten fra denne tur under Facebook tekster her på siden. Nedenfor følger et link til min fotoserie fra turen.

Hærvejen på cykel

27. maj 2018: Serien 'Hack Kampmann og Aarhus' (se link under 4. maj nedenfor) er opdateret med nye billeder - og jeg har lavet en ny serie, der fokuserer på kun en af Kampmanns bygninger, Toldboden ved havnen.

Hack Kampmann og Toldboden

11. maj 2018: Her er billeder fra en slægtsforsknings-cykeltur til Skørring, Krogsbæk og Søby på Djursland. Morfar Niels Møllers oldefar Anders Mortensen Pallesen var møller i Skørring fra 1785 til 1797.

Skørring, Krogsbæk og Søby

4. maj 2018: Arkitekten Hack Kampmann har tegnet overraskende mange af de mest markante byninger i Aarhus, herunder Aarhus Teater, Toldboden og Marselisborg Slot.

Hack Kampmann og Aarhus

29. april 2018: Der er mange nye tekster i facebook-arkivet - opslag og små historier fra min facebook-side. 

Facebook tekster

10. februar 2018: Her er billeder fra en gåtur i frisk vintersol gennem Forstbotanisk Have og Kirkeskoven.

Forstbotanisk i februar

I dag har jeg sat kameraet op på et stativ og zoomet ind på en foderautomat i haven med frø til fuglene. Det er frostvejr denne tirsdag, så nogle gange er der kø ved automaten. 

Fugle i februar

 Flag Counter
   

Praktiske oplysninger

Hjemmesidens design er baseret på en skabelon lavet af svenske Andreas Viklund. I august 2018 er forsiderne opgraderet til at bruge templaten Origo 1.1, som er en Freestyle skabelon baseret på det oprindelige andreas01 design.

Websiderne er redigeret med programmet Microsoft Expression Web 4, som er gratis. Til publicering af filerne bruger jeg FTP programmet FileZilla, der også er gratis.

Domænet dinnesen.com har fra oprettelsen i 2002 boet hos enavn.dk. De årlige omkostninger for domæneafgift og et lille webhotel med 5 Gb diskplads er cirka 800 kroner.

Da jeg efterhånden er ved at løbe tør for lagerplads, spørger jeg enavn om prisen for en forøgelse. Et medium webhotel med 15 Gb plads koster 118 kr. om måneden, og det bliver for dyrt til mit formål.

En alternativ leverandør er one.com. Her er prisen pr. år for domæneafgift og et webhotel med 100 Gb lagerplads cirka 500 kroner, altså under det halve af prisen hos enavn.

Jeg vælger derfor i august 2018 at skifte hotel fra enavn til one.com. Flytningen af domænet sker den 13. august. Ved samme lejlighed opgraderer jeg som nævnt hjemmesidens forsider til templaten Origo 1.1 Freestyle.

Niels J. Dinnesen

14. august 2018

Præsentation:

Dette er hjemmesiden for familien Dinnesen, som bor i Højbjerg ved Aarhus. Der er ikke begrænset adgang, men meget af indholdet har kun relevans for familie og venner.

Praktiske oplysninger om hjemmesiden ses her: DINNESEN.COM.

Links:

nordicway.dk
google
jalbum