dinnesen.com

 Af Ingolf Mortensen 

I et gammelt nummer af Vestkysten fandt jeg en artikel "Man rettede ridefoged for bonde". Den fortæller om fæstebonden Frands Jessen i Tude, der kom for skade at dræbe en bror til Peder Jensen i Novrup. Ved hjælp af nogle tingbogsnotater kan beretningen føres videre til sin tragiske slutning. Det blev ikke ridefogeden, men bonden, der blev rettet.
   Den lange og indviklede sag begyndte ved juletid 1634. På en gård i Tude i Skads Sogn - nær den nuværende Korskro - boede på den tid en fæstebonde ved navn Frands Jessen. Han var fæster under godset Krogsgaard i Tjæreborg Sogn.
   Et par dage før jul havde han været en tur i Ribe, og på hjemvejen i den korte decemberdag bedede han i kroen ved Gredstedbro sammen med andre af egnens gode mænd, bl.a. Jep Jensen fra Fåborg ved Varde, en svigersøn af herredsfogden, Niels Olufsen i Tjæreborg og bror til ovennævnte Peder Jensen i Novrup.
   Der var nok at snakke om, mens man tøede op ved kromandens brændevin. Det var jo kun et par måneder siden, den voldsomme stormflod natten mellem den 11. og 12. oktober havde sat det meste af Ribe under vand, ja havde raseret hele vesteregnen lige fra Esbjerg Klev til langt ned i det frisiske og bragt død og fordærv over folk og fæ i stort tal.
   Da krogæsterne havde nydt nogle genstande, kom Jep Jensen og Poul Therkelsen fra Sadderup i heftigt skænderi om betalingen, og efter adskillige nedsættende bemærkninger parterne imellem trak det op til håndgribeligheder. Uvejret drev dog over i første omgang, men da Jep Jensen lidt efter ville stige til vogns for at begive sig hjemefter, kom Poul Therkelsen løbende med en fork og truede ham til at standse for at slås.
   I det samme kom Frands Jessen ud fra krostuen, og da han blev klar over, hvad der foregik, ville han lægge sig imellem og forsøge at tale de stridende parter til rette.
   Men pludselig tog sagen en alvorlig vending, idet Jep Jensen trak sin kniv og stak den i brystet på Frands Jessen. Denne råbte op om, at han var "hjertestukken", men han var dog ikke mere medtaget, end at han nåede at trække sin kårde og hugge Jep Jensen eftertrykkeligt i hovedet og armen. Der er jo da grænser for, hvad man skal lade sig byde.
   Det var almindeligt, at bønder dengang gik med dolk eller kårde, for det var urolige tider, og den sidste besættelse af Wallensteins kejserlige tropper stod endnu frisk i erindringen.
   Frands Jessen blev imidlertid behandlet for sin skade af bartskærer Erik Hansen i Tjæreborg. Lægen erklærede siden, at den sårede havde fået "en farlig skade, som var igennem klæder og skjorte. Han var meget blodig og beklagede sig, at Jep Jensen i Fåborg stak ham uden al skyld og årsag".
   Jep Jensen var det dog værre fat med. Han lå julen over i Gredstedbro, hvorefter han døde af sine sår. Juleaften havde han fortalt nogle besøgende, hvorledes overfaldet var sket. Hans version gik ud på, at han var blevet slået ned af Poul Therkelsen og derefter, mens han lå på jorden bag sin vogn, hugget i hoved og arm af Frands Jessen. "De gjorde ham det begge uden skyld og brøde". Det knivstik, han selv tilføjede Frands Jessen, nævner han slet ikke.
   Den dræbtes bror Peder Jensen fra Novrup var eftermålsmand i sagen, d.v.s. at han som nærmeste mandlige slægtning havde ret og pligt til at retsforfølge drabet. Han sendte derfor bud til ridefogden på Krogsgaard, som Frands Jessen jo var fæster under, og bad om garanti for, at "manddraberen ville blive til stede, til loven var fuldendt eller om tilladelse til at lade ham tage og sætte på en ret", et ønske, der var en naturlig følge af de anklagedes tilbøjelighed til at gøre sig usynlige.
   Peder Jensen fik ikke sit ønske opfyldt, idet godset, der var interesseret i at beskytte sine gode fæstere, nægtede ham sin støtte med det resultat, at Peder Jensen klagede til de højere myndigheder, som derpå krævede, at godsejeren skaffede drabsmanden til veje eller - dersom han allerede var forsvundet - gjorde ridefogden ansvarlig for hans flugt.
   Teoretisk var der iflg. Jyske Lov ikke dødsstraf for drab begået i nødværge, men i praksis var man ret utilbøjelig til at anerkende nødværge som lovligt. Og det vidste Frands Jessen alt om. Han var nemlig den, der boede nærmest ved Skads Herreds Tingsted, og han er sikkert mødt op på tinghøjene de fleste tirsdage året igennem, når da ikke vejret var så dårligt, at det ikke var til at samles under åben himmel, for så blev tinget holdt på selve Tudegården.
   Med baggrund i dette kendskab til tidens retspraksis har Frands Jessen hurtigt følt jorden brænde under sine fødder, og trods velvilje fra herskabets side har han ikke turdet blive hjemme på gården længere. Han rømte sønderud og tog ophold vistnok i Husum, hvorfra han i nogenlunde sikkerhed kunne afvente rettens kendelse, mens kone og børn passede bedriften derhjemme.
   Imidlertid gik sagen sin gang på herredstinget, men trods vægtige vidneudsagn om, at Frands Jessen kun havde handlet i nødværge, gik dommen ham imod, hvilket resultat, han jo også selv havde frygtet, siden han forsvandt fra egnen. Han blev nu erklæret fredløs, mens den egentlige ophavsmand til drabet, Poul Therkelsen, slap med sin bøde eller erstatning på 40 mark, som han udbetalte til Peder Jensen på herredstinget. Og hermed er Poul Therkelsen ude af billedet.
   Det siger sig selv, at Frands Jessens tilværelse som udstødt af samfundet har været i høj grad usikker og lidet misundelsesværdig, og man forstår, at han har længtes tilbage til den vante, trygge livsform som bonde på sin gård, og endelig har han vel ikke kunnet se det retfærdige i den dom, der var overgået ham.
   I hvert fald søgte han efter et års tids forløb kongen, Kristian den Fjerde, om tilladelse til at få sagen taget op på ny, denne gang ved en højere instans: Landstinget i Viborg, idet han gjorde gældende, at "tovsmændene, d.v.s. sandemændene - de faste, kongevalgte nævninge - ikke ret havde betragtet den sag", og i februar 1636 fik han oprejsningsbrev og "bevilling til igen at rejse påtale i sagen, dog at han selv i egen person fører sagen".

Frands Jessens oprejsningsbrev fra 1636, hengivet fra 'Kancelliets Brevbøger 1635-1636' udgivet ved E. Marquard af Rigsarkivet, 1940. [ronlev.dk]

 
Men fredløs var han jo, og som sådan turde han trods bevillingen ikke uden videre begive sig ad Viborg til, da han, "dersom sagen gik ham imod, straks ville blive taget ved hovedet og henrettet".
   I maj 1636 fik han derfor af kongen et brev, der tilsagde ham frit lejde "så længe, at han kunne indstævne sagen for Danmarks Riges Råd, dersom han begærede det".

Frands Jessens lejdebrev fra 1636, hengivet fra 'Kancelliets Brevbøger 1635-1636' udgivet ved E. Marquard af Rigsarkivet, 1940. [ronlev.dk]

 
Nu dukkede Frands Jessen så omsider frem igen i ly af sit lejdebrev og stævnede mod Viborg. Men herredsfogden, den dræbtes svigerfar, Niels Olufsen fra Tjæreborg, mødte også frem.
   På landstinget blev alle sagens akter gennemgået på ny. Der blev fremlagt tingsvidner fra de pågældende herredsting i Gørding, Skads og Kalvslund herreder, uden at det dog ser ud til, at der er kommet noget nyt frem. Anklagerens vidner hævder stadig, at Jep Jensen blev slået til jorden af Poul Therkelsen og derefter hugget i hoved og arm af Frands Jessen, mens han lå på jorden bag sin vogn. Der lægges vægt på, at han var så hårdt såret, at han ikke selv var i stand til at gå ind på kroen. At Frands Jessen først bliver stukket i brystet betragtes som noget uvæsentligt. Han døde jo ikke af det. Her overfor fremhævede forsvarets vidner, at Frands Jessen havde villet mægle, men var blevet meget alvorligt såret, hvorefter han i nødværge huggede til Jep Jensen, der stod op bag sin vogn og siden selv kunne gå ind.
   Man kan vist godt gå ud fra, at det har været så som så med freden og fordrageligheden blandt hovedpersonerne i retssagen. Bølgerne har sikkert gået højt, og det har muligvis været svært for Frands Jessen at hamle op med den retskyndige og tingvante Niels Olufsen. Endelig har sagtmodighed nok heller ikke været anklagedes største dyd. Hans blod har måske været hedt og hans sind stridbart. Men hvordan det nu end hænger sammen, så slutter sagen ved landstinget brat med en kort notits i justitsprotokollen om, at herredsfogden Niels Olufsen den 22. juni 1636 blev ihjelstukket i Viborg af Frands Jessen, Tude.
   Hvad der ligger til grund for denne dramatiske vending i sagen, kan man så forsøge at gætte på. Men det kan af nogle bemærkninger i Skads Herreds tingbog ses, at det nu var ude med Frands Jessens forhåbninger om frifindelse eller lempelse i dommen. Med to drab på samvittigheden var der næsten kun een udgang. Han blev på Viborg Byting dømt til hjul og stejle, og kort efter blev dommen eksekveret. Nu var det på den tid sådan, at de forurettede selv skulle bekoste henrettelsen, og mestermanden arbejdede langt fra gratis. I bøddeltaksterne fra Varde i slutningen af 16-hundredtallet hedder det bl.a.: For et hoved med sværd at afhugge - 10 rdl. For en hel krop at lægge på stejle og hjul og pælen at nedgrave og sætte - 7 rdl. Derfor blev de dræbtes efterladte på herredstinget efter gammel skik tilkendt en afgift på 2 skilling af hver mand, der havde hest og vogn, til delvis dækning af deres store udgifter i forbindelse med sagen i Viborg, idet de: "- havde været forårsaget en fange og misdædere, nemlig Frands Jessen af Tude at lade stejle og afrette, eftersom han til Viborg Byting er dømt til stejle og hjul".
   Der er et skifte i tingbogen efter Frands Jessen den 20. april 1637, og det viser, at han ikke har været så ringe stillet, idet der til enken og de 7 børn blev 340 daler til deling. Det lyder måske ikke at meget, men beløbet tager sig straks større ud, når man hører, at en god ko vurderedes til 8 daler.
   Frands Jessens efterfølger i ægteskabet og på gården rejste et års tid efter henrettelsen til Husum for at hente det lidet, han havde efterladt sig der - en hest og et par tæpper. Man kan næsten fornemme, hvor ensom og fattig den fredløse må have følt sig i det fremmede.
   Og hermed slutter beretningen om de tragiske begivenheder, der for mere end tre århundreder siden satte sindene i bevægelse hos egnens befolkning.
 
Efterskrift: Ovennævnte artikel har jeg fået af pensioneret overlærer, Ingolf Mortensen, L.V. Jensensallé i Esbjerg. Artiklen har tidligere været bragt i dagbladet Vestkysten lørdag den 26.januar 1974 s.3 af samme.