Jarlen af Jelshøj

I sommeren 1984, under det andet af juli måneds skybrud over Århus, havde min søn på fem år besøg af en kammerat. De sad og legede, mens tordenen buldrede og lynene blitzede udenfor. Det var den eftermiddag, himlen blev så blysort og undergangsagtig, at den kom på forsiden af Stiften næste dag. »Måske får vi et lyn i hovedet«, sagde den ene af knægtene. »Nej«, beroligede den anden. »De rammer mest ned i bjergene. Oppe på Jelshøj, sikkert. Det er nemlig Danmarks højeste bjerg!«
     Helt det højeste er Jelshøj nu ikke – endsige selvfølgelig noget bjerg – selv om højen godt nok topper et område, der fra gammel tid kaldes Holme Bjerge. Jelshøj er en gravhøj fra bronzealderen, med det øverste punkt 128 meter over havet.
     Århus Amt er et af landets fattigste på oldtidsminder. Alligevel er der nok at se på: l alt 182 »interessante forhistoriske lokaliteter« i følge Amtsfredningskontorets rapport 1.2. fra 1982. Men de er ujævnt fordelt med flest syd for Mariager Fjord, på Djursland og inde mod Midtjylland ved Silkeborg. Lige omkring Århus er der ret få – og næsten ingen syd for byen mod Odder og Hov.  Jeg kom til at spekulere over det en dag sidste sommer, da jeg var på cykeltur netop på de kanter. Pludselig slog dét mig, at jeg havde kørt hele dagen uden at se en eneste gravhøj. Det var underligt, syntes jeg. Normalt ser man jo mindst én på hver anden bakkekam. Der havde været masser af andet at studere, men pludselig savnede jeg højene, og måske var det årsagen til, at jeg på hjemturen lige nord for Mårslet tog bestik efter »Nordlige Bjergevej«, som der stod på kortet. Det lød jo forjættende – hvis det da ikke bare var lokalpatriotisk pral.
     Men den var god nok. Opad og opad gik det, og pludselig kunne jeg rigtig mærke dagens kilometer i benene. Samtidig begyndte jeg at tænke på, at det aldrig skulle undre, hvis der et eller andet sted heroppe var placeret netop en gravhøj. Og ganske rigtigt: Pludselig dukkede den op lige foran mig, på det allerøverste sted. De havde sans for dét, de gamle! Jeg steg af cyklen og studerede hastigt det kort, som fredningsmyndighederne, eller hvem det nu var, havde anbragt for enden af en stor, i øjeblikket øde, parkeringsplads. »Jelshøj«, læste jeg ud for min pegefinger.
     Så gik jeg op mod højen, mens udsigten åbnede sig drastisk til alle sider. De sidste skridt foregik nærmest i spring, nu kunne jeg ikke vente, til jeg var helt oppe. Og hvor var det flot! En vid, vid udsigt; ind til byen og helt op til Studstrup, Kalø Vig og Mols; ud over vandet til Tunø og Samsø; langt ind i landet både mod syd og vest, forbi Beder, Tranbjerg og hele Brabrand Sø og mindst ud til bakkedragene ved Solbjerg Sø og Borum. Neden for højen lå en flok sortbrogede køer og gumlede, uden at ænse hverken omgivelserne eller min entusiasme. Hvem mon var begravet her? Hvornår? Hvordan? Hvad havde man fundet af oldsager her? Ingenting vidste jeg, udover at det garanteret ikke var nogen hvem som helst, der havde fået sat dette utrolige monument.
     Resten af sommeren valfartede jeg tit til Jelshøj og fortalte gladelig alle og enhver om det fantastiske sted, jeg havde »opdaget«. Blandt andet havde vi besøg af en amerikaner, der, da han ankom, naturligt nok ikke havde det mindste begreb om Danmarks oldtid (bortset fra vikingetiden, som han havde set udsat for Hollywood og Kirk Douglas). En af de første dage viste vi ham Hærvejen, og på vej derover udpegede jeg en gravhøj. »Hvad tror du, det er?« spurgte jeg. »Aner det ikke«, svarede han. »Det er en gravhøj«, fortalte jeg så. »Den er over 3000 år gammel«. Han stirrede vantro på mig; »You’re kidding me!« – Dagen endte selvfølgelig på Jelshøj, hvor vi nåede at se solen gå ned midt i Jylland.
     Siden er jeg kommet endnu tættere på Jelshøj, idet jeg i foråret flyttede til Sadelmagertoften i den alleryderste udkant af Århus, ved foden af Holme Bjerge. Nu kan jeg se højen fra vinduet i mit arbejdsværelse på 1. sal – og cykle derop på få minutter.
 

Jelshøj, februar 2004. Eget foto.  
 
Hvad højen gemmer er stadig en gåde. Jelshøj har nemlig aldrig været udgravningsmæssigt undersøgt, viser det sig – utroligt nok, når den nu ligger så spektakulært. Helge Søgaard fortæller i sin bog »Det ældste Århus«, at Jelshøj første gang omtales skriftligt i en præsteindberetning fra 1623, og han mener desuden, at forstavelsen »Jels« kommer af »jarl«, således at navnet skulle betyde jarlens, fyrstens eller høvdingens høj. Jarlen af Jelshøj. Men man ved ingenting med sikkerhed, heller ikke på Moesgaard, hvor jeg også har spurgt. Kun at højen, at dømme efter størrelse og beliggenhed, sandsynligvis er en gravhøj fra ældre bronzealder, dvs. fra mellem 1800 og 1000 før Kristus. Formodentlig rummer den derfor en eller flere døde, gravsat i egekister, klædt i deres bedste tøj, indhyllet i nyflåede oksehuder og forsynet med våben, smykker eller forskellige rituelle genstande. Det ved man fra andre lignende høje, som har været åbnet, for eksempel Borum Eshøj nordvest for Århus. Den blev udgravet for ca. 100 år siden, da bonden, som ejede marken, ville sløjfe højen og derved stødte på »beboerne«: To mænd og en kvinde i hver sin kiste hulet ud af kløvede egestammer – det hele utroligt velbevaret på grund af et heldigt allag, som naturen (og forsynet) i tidens løb havde lagt som en skal over de døde.
     Guderne må vide, om Jelshøj gemmer noget lignende – og om bevaringstilstanden i givet fald er lige så god. Den har som sagt aldrig været undersøgt, »men der er gravet så meget i den, at det vides, at den er stenfyldt«, oplyser et privat skrift fra 1960 om slægten på Jelsbakgaard. I bronzealderen dyrkede danskerne jorden og holdt kvæg. De foretrak de lettere jorder i blandt andet Midtjylland – og det er derfor, der er forholdsvis få gravhøje i området syd for Århus, hvor jorden er leret og tung. Fra fund og udgravninger kan man danne sig et ret nuanceret billede af datidens levevis: Både hvad menneskene levede af, og hvordan de boede, gik klædt og var i forbindelse med andre kulturer. Desuden ved man, at de dyrkede Solen som guddom. Et berømt fund i den forbindelse er solvognen fra Trundholm, og et indblik i de ceremonier, der fandt sted, fås blandt andet fra helleristninger og andre afbildninger, som desuden viser forskellige frugtbarheds-symboler og understreger betydningen af okser og plove, skibe og heste. Nogle mener ligefrem, at selve højenes form – på bakkekammen mod en blå himmel – er en afbildning af solskiven, netop som den dukker op over horisonten.
 

Månen står op bag Jelshøj. Sadelmagertoften, 1990. Eget foto.   
 
Umiddelbart kunne man tro, det kun var de rige og mægtige, der fik bygget sig en gravhøj – alene fordi det var betydelige ressourcer, der skulle til. Ud over store sten rundt langs randen er højene omhyggeligt opbygget af græstørv, og til en af Jelshøjs størrelse, 22 meter i diameter og 5½ meter i højden, er gået tørv fra et 2-3 tønder land stort område, som derefter i lange tider har været uanvendeligt til græsning. Men ud over høvdinge og troldmænd må det også have været almindelige dødelige, der blev højsat. Det vidner alene antallet om: Der har været over 30.000 høje fra ældre bronzealders første cirka 500 år, hvoraf knap en tredjedel er bevaret. Desuden er det sjældent større rigdomme, man finder i gravene. Somme tider er udstyret endda direkte sparsomt. Et stykke våben, et smykke og måske en kam; aldrig arbejdsredskaber.
     Anlæggene er altid placeret på højderygge og tæt ved de øverste punkter, og sandsynligvis har de gennem generationer derefter fungeret som helligdomme og kultsteder ved solfester og lignende. De har kunnet ses viden om, for landet var ret åbent i bronzealderen. Senere i historien, efter at soldyrkelsen for længst var forladt (i hvert fald som religion), gav kæmpehøjene anledning til alskens sagn og myter, og om Jelshøj fortaltes historier om både gloende pæle, nisser og selveste trolden fra Jelshøj.
     Blandt andet tilknyttes til højen et sagn, der også vedrører Borum Eshøj ved Sabro cirka 16 km mod nordvest. Det beretter om den lokale sagnhelt Svend Felding, og sagnet er også gengivet i Anna Lindebo Leths guide om »Fortidsminder i Århus-området«, som citeres her: »Svend Felding blev født i Falling og tjente som karl på gården Åkær. Han var en vældig kæmpe, og engang kom trolden fra Jelshøj og bad Svend Felding om at hjælpe sig i kampen mod bjergtrolden fra Borum Eshøj. Svend Felding indvilligede i at hjælpe, for han mente at han både var stærk og dygtig nok. Trolden ville imidlertid først prøve hans kræfter, og det foregik på den måde, at han rakte Svend Felding en svær jernstang, men den magtede han ikke at løfte. Derpå rakte trolden ham et horn, han skulle drikke af. Da han havde drukket lidt, lykkedes det ham at løfte stangen, men først da han havde drukket hele hornet ud, var han i stand til at svinge stangen ganske ubesværet. Drikken havde givet ham 12 mands styrke. Trolden forklarede nu Svend, at han på vejen ville møde en rød og en sort tyr, der kæmpede mod hinanden og han fik den besked, at han skulle afgøre kampen til fordel for den røde. Svend Felding drog af sted, og som forudsagt mødte han de to tyre. Den sorte, som var trolden fra Borum Eshøj, blev jaget væk, mens den røde, som var Jelshøjtrolden, fik lov at blive tilbage. Som tak for indsatsen fik han lov at beholde de 12 mands styrke.«
     Engang var Jelshøj, på grund af forskellige overgreb og tidens tand, ved at gå til. En kvinde ved navn Kuk-Maren gravede ligefrem sit hus ind i den ene af højens sider; hun boede der efter sigende i 16 år, indtil 1840. Desuden havde plovfurer og kvæg efterhånden undermineret kanten, som derved flyttede sig op ad siderne, og en trappe til toppen, som blev anlagt i forbindelse med kong Frederik den Syvende og grevinde Danners besøg i 1856, udviklede sig snart til en veritabel hulvej. Men på Naturfredningsforeningens initiativ blev højen sidst i 1940’erne ført tilbage til sin oprindelige form, samtidig med at et større areal omkring foden blev fredet.
     Så i dag, som for 3.000 år siden, kan Jelshøj stadig ses langvejs fra – selv om det nok er de færreste, der bemærker det. Står man for eksempel i nordbyen og ser ned over Århus, behøver man kun at løfte blikket en anelse for at se højen præcis på horisontlinien bag byen. Et vartegn af den anden verden.
 
”Jarlen af Jelshøj” blev oprindelig trykt som kronik i Aarhuus Stiftstidende den 27.9.1984. Denne udgave, med nogle få korrektioner af den scannede originaltekst, er redigeret i efteråret 2004 - og udsendt i nyt layout i februar 2014.