I sommeren 1984, under det andet af juli måneds skybrud
over Århus, havde min søn på fem år besøg af en kammerat. De sad og legede,
mens tordenen buldrede og lynene blitzede udenfor. Det var den eftermiddag,
himlen blev så blysort og undergangsagtig, at den kom på forsiden af Stiften
næste dag. »Måske får vi et lyn i hovedet«, sagde den ene af knægtene. »Nej«,
beroligede den anden. »De rammer mest ned i bjergene. Oppe på Jelshøj,
sikkert. Det er nemlig Danmarks højeste bjerg!«
Helt det højeste er Jelshøj nu ikke – endsige
selvfølgelig noget bjerg – selv om højen godt nok topper et område, der fra
gammel tid kaldes Holme Bjerge. Jelshøj er en gravhøj fra bronzealderen, med
det øverste punkt 128 meter over havet.
Århus Amt er et af landets fattigste på oldtidsminder.
Alligevel er der nok at se på: l alt 182 »interessante forhistoriske
lokaliteter« i følge Amtsfredningskontorets rapport 1.2. fra 1982. Men de er
ujævnt fordelt med flest syd for Mariager Fjord, på Djursland og inde mod
Midtjylland ved Silkeborg. Lige omkring Århus er der ret få – og næsten
ingen syd for byen mod Odder og Hov. Jeg kom til at spekulere over det
en dag sidste sommer, da jeg var på cykeltur netop på de kanter. Pludselig
slog dét mig, at jeg havde kørt hele dagen uden at se en eneste gravhøj. Det
var underligt, syntes jeg. Normalt ser man jo mindst én på hver anden
bakkekam. Der havde været masser af andet at studere, men pludselig savnede
jeg højene, og måske var det årsagen til, at jeg på hjemturen lige nord for
Mårslet tog bestik efter »Nordlige Bjergevej«, som der stod på kortet. Det
lød jo forjættende – hvis det da ikke bare var lokalpatriotisk pral.
Men den var god nok. Opad og opad gik det, og pludselig
kunne jeg rigtig mærke dagens kilometer i benene. Samtidig begyndte jeg at
tænke på, at det aldrig skulle undre, hvis der et eller andet sted heroppe
var placeret netop en gravhøj. Og ganske rigtigt: Pludselig dukkede den op
lige foran mig, på det allerøverste sted. De havde sans for dét, de gamle!
Jeg steg af cyklen og studerede hastigt det kort, som fredningsmyndighederne,
eller hvem det nu var, havde anbragt for enden af en stor, i øjeblikket øde,
parkeringsplads. »Jelshøj«, læste jeg ud for min pegefinger.
Så gik jeg op mod højen, mens udsigten åbnede sig
drastisk til alle sider. De sidste skridt foregik nærmest i spring, nu kunne
jeg ikke vente, til jeg var helt oppe. Og hvor var det flot! En vid, vid
udsigt; ind til byen og helt op til Studstrup, Kalø Vig og Mols; ud over
vandet til Tunø og Samsø; langt ind i landet både mod syd og vest, forbi
Beder, Tranbjerg og hele Brabrand Sø og mindst ud til bakkedragene ved
Solbjerg Sø og Borum. Neden for højen lå en flok sortbrogede køer og gumlede,
uden at ænse hverken omgivelserne eller min entusiasme. Hvem mon var
begravet her? Hvornår? Hvordan? Hvad havde man fundet af oldsager her?
Ingenting vidste jeg, udover at det garanteret ikke var nogen hvem som helst,
der havde fået sat dette utrolige monument.
Resten af sommeren valfartede jeg tit til Jelshøj og
fortalte gladelig alle og enhver om det fantastiske sted, jeg havde »opdaget«.
Blandt andet havde vi besøg af en amerikaner, der, da han ankom, naturligt
nok ikke havde det mindste begreb om Danmarks oldtid (bortset fra
vikingetiden, som han havde set udsat for Hollywood og Kirk Douglas). En af
de første dage viste vi ham Hærvejen, og på vej derover udpegede jeg en
gravhøj. »Hvad tror du, det er?« spurgte jeg. »Aner det ikke«, svarede han.
»Det er en gravhøj«, fortalte jeg så. »Den er over 3000 år gammel«. Han
stirrede vantro på mig; »You’re kidding me!« – Dagen endte selvfølgelig på
Jelshøj, hvor vi nåede at se solen gå ned midt i Jylland.
Siden er jeg kommet endnu tættere på Jelshøj, idet jeg
i foråret flyttede til Sadelmagertoften i den alleryderste udkant af Århus,
ved foden af Holme Bjerge. Nu kan jeg se højen fra vinduet i mit
arbejdsværelse på 1. sal – og cykle derop på få minutter.
Jelshøj, februar 2004. Eget foto.
Hvad højen gemmer er stadig en gåde. Jelshøj har nemlig aldrig været
udgravningsmæssigt undersøgt, viser det sig – utroligt nok, når den nu
ligger så spektakulært. Helge Søgaard fortæller i sin bog »Det ældste Århus«,
at Jelshøj første gang omtales skriftligt i en præsteindberetning fra 1623,
og han mener desuden, at forstavelsen »Jels« kommer af »jarl«, således at
navnet skulle betyde jarlens, fyrstens eller høvdingens høj. Jarlen af
Jelshøj. Men man ved ingenting med sikkerhed, heller ikke på Moesgaard, hvor
jeg også har spurgt. Kun at højen, at dømme efter størrelse og beliggenhed,
sandsynligvis er en gravhøj fra ældre bronzealder, dvs. fra mellem 1800 og
1000 før Kristus. Formodentlig rummer den derfor en eller flere døde,
gravsat i egekister, klædt i deres bedste tøj, indhyllet i nyflåede
oksehuder og forsynet med våben, smykker eller forskellige rituelle
genstande. Det ved man fra andre lignende høje, som har været åbnet, for
eksempel Borum Eshøj nordvest for Århus. Den blev udgravet for ca. 100 år
siden, da bonden, som ejede marken, ville sløjfe højen og derved stødte på »beboerne«:
To mænd og en kvinde i hver sin kiste hulet ud af kløvede egestammer – det
hele utroligt velbevaret på grund af et heldigt allag, som naturen (og
forsynet) i tidens løb havde lagt som en skal over de døde.
Guderne må vide, om Jelshøj gemmer noget lignende – og
om bevaringstilstanden i givet fald er lige så god. Den har som sagt aldrig
været undersøgt, »men der er gravet så meget i den, at det vides, at den er
stenfyldt«, oplyser et privat skrift fra 1960 om slægten på Jelsbakgaard. I
bronzealderen dyrkede danskerne jorden og holdt kvæg. De foretrak de lettere
jorder i blandt andet Midtjylland – og det er derfor, der er forholdsvis få
gravhøje i området syd for Århus, hvor jorden er leret og tung. Fra fund og
udgravninger kan man danne sig et ret nuanceret billede af datidens levevis:
Både hvad menneskene levede af, og hvordan de boede, gik klædt og var i
forbindelse med andre kulturer. Desuden ved man, at de dyrkede Solen som
guddom. Et berømt fund i den forbindelse er solvognen fra Trundholm, og et
indblik i de ceremonier, der fandt sted, fås blandt andet fra
helleristninger og andre afbildninger, som desuden viser forskellige
frugtbarheds-symboler og understreger betydningen af okser og plove, skibe
og heste. Nogle mener ligefrem, at selve højenes form – på bakkekammen mod
en blå himmel – er en afbildning af solskiven, netop som den dukker op over
horisonten.
Månen står op bag Jelshøj. Sadelmagertoften, 1990. Eget foto.
Umiddelbart kunne man tro, det kun var de rige og mægtige, der fik bygget
sig en gravhøj – alene fordi det var betydelige ressourcer, der skulle til.
Ud over store sten rundt langs randen er højene omhyggeligt opbygget af
græstørv, og til en af Jelshøjs størrelse, 22 meter i diameter og 5½ meter i
højden, er gået tørv fra et 2-3 tønder land stort område, som derefter i
lange tider har været uanvendeligt til græsning. Men ud over høvdinge og
troldmænd må det også have været almindelige dødelige, der blev højsat. Det
vidner alene antallet om: Der har været over 30.000 høje fra ældre
bronzealders første cirka 500 år, hvoraf knap en tredjedel er bevaret.
Desuden er det sjældent større rigdomme, man finder i gravene. Somme tider
er udstyret endda direkte sparsomt. Et stykke våben, et smykke og måske en
kam; aldrig arbejdsredskaber.
Anlæggene er altid placeret på højderygge og tæt ved de
øverste punkter, og sandsynligvis har de gennem generationer derefter
fungeret som helligdomme og kultsteder ved solfester og lignende. De har
kunnet ses viden om, for landet var ret åbent i bronzealderen. Senere i
historien, efter at soldyrkelsen for længst var forladt (i hvert fald som
religion), gav kæmpehøjene anledning til alskens sagn og myter, og om
Jelshøj fortaltes historier om både gloende pæle, nisser og selveste trolden
fra Jelshøj.
Blandt andet tilknyttes til højen et sagn, der også
vedrører Borum Eshøj ved Sabro cirka 16 km mod nordvest. Det beretter om den
lokale sagnhelt Svend Felding, og sagnet er også gengivet i Anna Lindebo
Leths guide om »Fortidsminder i Århus-området«, som citeres her: »Svend
Felding blev født i Falling og tjente som karl på gården Åkær. Han var en
vældig kæmpe, og engang kom trolden fra Jelshøj og bad Svend Felding om at
hjælpe sig i kampen mod bjergtrolden fra Borum Eshøj. Svend Felding
indvilligede i at hjælpe, for han mente at han både var stærk og dygtig nok.
Trolden ville imidlertid først prøve hans kræfter, og det foregik på den
måde, at han rakte Svend Felding en svær jernstang, men den magtede han ikke
at løfte. Derpå rakte trolden ham et horn, han skulle drikke af. Da han
havde drukket lidt, lykkedes det ham at løfte stangen, men først da han
havde drukket hele hornet ud, var han i stand til at svinge stangen ganske
ubesværet. Drikken havde givet ham 12 mands styrke. Trolden forklarede nu
Svend, at han på vejen ville møde en rød og en sort tyr, der kæmpede mod
hinanden og han fik den besked, at han skulle afgøre kampen til fordel for
den røde. Svend Felding drog af sted, og som forudsagt mødte han de to tyre.
Den sorte, som var trolden fra Borum Eshøj, blev jaget væk, mens den røde,
som var Jelshøjtrolden, fik lov at blive tilbage. Som tak for indsatsen fik
han lov at beholde de 12 mands styrke.«
Engang var Jelshøj, på grund af forskellige overgreb og
tidens tand, ved at gå til. En kvinde ved navn Kuk-Maren gravede ligefrem
sit hus ind i den ene af højens sider; hun boede der efter sigende i 16 år,
indtil 1840. Desuden havde plovfurer og kvæg efterhånden undermineret kanten,
som derved flyttede sig op ad siderne, og en trappe til toppen, som blev
anlagt i forbindelse med kong Frederik den Syvende og grevinde Danners besøg
i 1856, udviklede sig snart til en veritabel hulvej. Men på
Naturfredningsforeningens initiativ blev højen sidst i 1940’erne ført
tilbage til sin oprindelige form, samtidig med at et større areal omkring
foden blev fredet.
Så i dag, som for 3.000 år siden, kan Jelshøj stadig
ses langvejs fra – selv om det nok er de færreste, der bemærker det. Står
man for eksempel i nordbyen og ser ned over Århus, behøver man kun at løfte
blikket en anelse for at se højen præcis på horisontlinien bag byen. Et
vartegn af den anden verden.
”Jarlen af Jelshøj” blev
oprindelig trykt som kronik i Aarhuus Stiftstidende den 27.9.1984. Denne udgave,
med nogle få korrektioner af den scannede originaltekst, er redigeret i
efteråret 2004 - og udsendt i nyt layout i februar 2014.