Kirsten Klein i Holstebro

 

Kirsten Klein er landets bedste fotograf, intet mindre. Det har jeg ment i mange år, og vi har et af hendes signerede billeder hængende i glas og ramme hjemme på Severins Vej. 'Bifrost ved Hellig Sø. Thy', er titlen.

 

 

I anledning af, at kunstneren i 2025 fyldte 80, viste Munkeruphus i efteråret udstillingen SFÆRISK med et meget stort udvalg af fotografier fra en lang periode, faktisk fra 1960’erne til for ganske nylig. Der indgår over 150 værker, de fleste fra steder i Danmark, men suppleret med fotos fra rejser til Afrika, Grækenland og Irland.

 

I år vises udstillingen på Holstebro Kunstmuseum fra januar måned til 30. august, og tirsdag den 21. juli, da vi er på vej til sommerhusferie i Blokhus, gør vi holdt ved det fine museum i Holstebro. Det er en suveræn udstilling, der anbefales til alle, der er i Jylland inden den 30. august.

 

Sammen med min ven Edvin besøgte jeg for 20 år siden Kirsten Klein i hendes spændende kunstnerhjem på Mors. Vi havde kontaktet kunstneren og aftalt en tid, så hun tog venligt imod os, fortalte om sin karriere og arbejde, svarede på spørgsmål og viste rundt i det store atelierlokale på første sal. Her opbevarer hun negativer og bunker af fotos, og i et hjørne er der et udvalg af indrammede billeder til salg.

 

 

Lokalet rummer også fotografens mørkekammer og et værksted, hvor hun laver passepartouter og rammer til billederne. Billederne forsynes med titel og kunstnerens signatur efterfulgt af hendes logo, der består af to røde K’er med ryggen mod hinanden. I vinduekarmene ligger fornemme stenalderøkser, pilespidser og kornsegl, som hun har fundet under sine vandringer på markerne og bakkerne på Mors. ‘Signaturen med de to K’er kom med inspiration fra min formningslærer i skolen’, fortæller hun.

 

Bogen om Mors var udkommet et par år tidligere, og vi fik en snak om både den og om rejser til Irland. Jeg havde været i Irland for nylig, og vi var begge begejstrede for det unikke landskab The Burren. Klein er til analog foto og oftest sort-hvid. I 2004 var det stadig filmruller, fremkaldevæsker og negativer, der talte hendes sprog, og det er det samme nu i 2026. Klein skifter ikke til digitalt.

 

 

Suverænt sete landskaber, naturfænomener og lysvirkninger på navnlig Mors og Thy er baggrund for mange af Kirsten Kleins mesterværker. Jeg køber det indrammede og signerede billede ‘Bifrost over Hellig Sø i Thy’. Det er et yndlingsbillede, og det er med her på udstillingen i Holstebro.

 

Edvin vælger to favoritbilleder, som han finder i bunkerne i atelietet. Et med karakteristisk Klein motiv fra den store klint Hanklit på spidsen af Mors og et andet med køer i en vandkant. Edvin er vild med maleren Theodor Philipsens køer på øen Saltholm, og jeg tror, han i Kleins foto ser et slægtsskab mellem de to kunstnere. Edvins billeder er ikke indrammet, men Kirsten Klein laver passepartouterne og rammerne, mens vi ser det.

 

Hos Kirsten Klein i hendes kunstnerbolig midt i naturen på Mors har vi en fantastisk eftermiddag, og hun har i talrige udstillinger og bogværker givet mange store visuelle oplevelser gennem årene. Udstillingen SFÆRISK er den hidtil største samling af hendes værker. Den udstilling skal ses.

 

 

Ved museets udgang spørger jeg, om jeg kan købe udstillingskataloget. ‘Desværre’, siger de to kvinder bag skranken. ‘Det er ikke kommet endnu. Du kan købe det i vores webshop i august. Vi har sådan set ventet på det siden februar’.

 

22.7.2026