Tur i Vejle Ådal

 

Onsdag den 8. juli er vi på tur i Vejle Ådal og området omkring Egtved. En kollega på Rigsarkivet i Aabenraa har anbefalet Bindeballe Købmandsgaard som et sjovt stop, hvis man er i nærheden, og med købmandsgården som udgangspunkt planlægger jeg en tur med ophold ved flere af egnens større og mindre seværdigheder. Vejlemuseerne har lavet glimrende brochurer, der kan findes på nettet.

 

 

En halv time fra Kolding gør vi holdt ved Egtvedpigens Verden, der åbnede den 6. juni år i år og dermed er en helt frisk oplevelse. Udstillingen er fremragende, og dette sted er i sig selv en rejse værd. Egtvedpigens grav blev fundet af gårdejer Peter Platz i 1921. Han modstod fristelsen til at åbne den velbevarede kiste og kontaktede i stedet Nationalmuseet. Derfor er hele indholdet af graven intakt.

 

Egtvedpigen døde omkring år 1370 f.v.t. Hun blev begravet i en egekiste dækket af en gravhøj. Af selve pigen er kun hår, hjerne, tænder, negle og lidt hud tilbage. Hendes tænder afslører, at hun var 16-18 år, da hun døde. På kroppen bar hun en kort trøje og et knælangt skørt lavet af snore. På maven havde hun en bælteplade af bronze udsmykket med spiraler. I bæltet havde hun en kam af horn. Om hver arm var en ring af bronze, og en spinkel ring også af bronze sad i hendes venstre øre.

 

 

En nyanlagt vej fører hen til gravpladsen. Tæt ved højen er opført en flot og imponerende cirkelformet bygning, der rummer en stor tidsplanche og fornemme kopier af Egtvedpigens egetræskiste og hendes mirakuløst bevarede klædningsstykker, smykker og andre genstande. Udstillingen er smuk, enkel og oplysende. Forbilledlig, faktisk. Egtvedpigens Verden er i høj grad et besøg værd.

 

Langs Hærvejen mellem Egtved og Randbøl findes mange bevarede gravhøje, en af dem ses på kirkegården ved Randbøl kirke. Her er ifølge sagnet bronzealderkongen Kong Ran begravet. Han udkæmpede et blodigt slag i Kongsdalen ved Gødding, og fire af hans faldne stormænd blev stedt til hvile i hver sin høj i nærheden af kirken. Stedet kaldes Firhøje og kan opleves på et stykke fredet hedejord tæt ved vejen. Flere af højene er tilgroet med frodige blåbærplanter.

 

 

Næste stop er Bindeballe Købmandsgård, der er grundlagt i 1897 og i dag er indrettet som klassisk købmandsbutik med varer opstillet på hylder i butikslokalet og bag disken. Stedet er på en gang museum med udstillinger af originale varer og gamle emaljeskilte og en levende butik, hvor der kan købes friske købmandsvarer.

 

Den velbesøgte købmandsgård har en café, og da vejret er sommervarmt, spiser vi frokost og deler en flaske koldt kildevand ved et bord i solen. Vi får smørrebrød og en halv bolle med ost.

 

 

Over for købmandsgården ligger Bindeballe Station som en tidslomme fra en epoke, hvor jernbanen løb gennem ådalen fra Vejle til Vandel. Banen åbnede i 1897, og den nye station var dengang grundlaget for åbningen af købmandsgården. Stationsbygningen og nogle meter af de gamle skinner er bevaret sammen med et par historiske togvogne. Vandelbanen blev nedlagt i 1957.

 

Harald Blåtand havde i slutningen af 900-tallet brug for at få transporter og soldater tørskoede over ådalen, og ved lokaliteten Ravning er der i 1972 fundet rester af en mægtig bro over det sumpede område. Broen målte 760 meter i længden og fem meter i bredden og var dermed tosporet. Årringsanalyser af bevarede egepæle viser, at broen er anlagt omkring 980, mens Harald var konge i Jelling.

 

 

Da broen blev fundet i 1972, kendte man ikke Haralds palisade omkring Jelling-monumenterne, ellers havde broen været en meget stor sensation. Palisaden i Jelling blev først opdaget og udgravet i 2006. Der er sandsynligvis en tæt sammenhæng. I en periode har Jelling-anlægget været så stort og mægtigt, at der forsyningsmæssigt blandt andet var brug for den imponerede bro over ådalen.

 

På stedet findes rekonstruktioner af broenderne nord for åen og ved et dambrug syd for dalen. Her ligger også Ravning Station, der ligesom Bindeballe Station indtil 1957 var holdeplads på Vandelbanen. Stationsbygningen rummer en temmelig støvet og forældet udstilling om Ravningbroen.

 

 

Der findes en moderne rekonstruktion af Ravningbroen i nedskaleret udgave. Den oprindelige bro var 760 meter lang, pælebroen bygget i 2019 kun 140 meter. Den er af en eller andet grund ikke opført nær den oprindelige bro over Vejle Å, men over et vandløb ved Albertslund, hvor den forbinder Koppedal Museum med Vikingelandsbyen.

 

At placere en rekonstruktion af Ravningbroen på Sjælland langt væk fra Vejle Ådal er i mine øjne en skandale. Vejlemuseerne må træde i karakter og få lavet en rekonstruktion det rigtige sted.

 

Tørskind Grusgrav er en skulpturpark ved Vejle Ådal, 4 km nord for Egtved. Parken er sidste stop på dagens rundtur. Anlægget er en tidligere grusgrav, der i årene 1986 til 1991 af Robert Jacobsen og hans franske elev Jean Clareboudt blev omdannet til skulpturpark med 9 store værker udført i stål, kæmpe granitsten og træ og beton. Grusgraven er blevet restaureret af Vejlemuseerne og alle værkerne er i god stand.

 

 

Skulpturerne med titler som ’Saturns hår’, ’Store Tycho Brahe’, ’Tørskind-mand’ og ’Udsigt’ gør den gamle grusgrav til et unikt sted, der i høj grad er et besøg værd. Det tager lidt tid at finde alle værkerne, for eksempel ligger Clareboudts ’Skrå i bunden’ skjult i en fordybning bag en bakketop, men området er smukt, og opholdet en fornøjelse.

 

Det moderne dambrug ved Ravningbroen og Ravning Station har navnet Ådal Ørred og er økologisk certificeret. Vi tænker, der måske kan købes et stykke røget ørred med hjem til aftensmaden, men det er desværre ikke muligt. Adrian oplyser i telefonen, at man ikke sælger til private. Han henviser venligt til et par lokale gårdbutikker, og sidst på dagen køber vi i Skotsgård Gårdbutik i Bredsten et dybfrosset stykke af ådalens økologiske røgede ørred. Fra Bredsten er der en halv time hjem til Dalby.

 

Sammen med nye kartofler, lidt salat og en creme fraiche dressing med hakket radise, skalotteløg og krydderurter får vi som afslutning på en dejlig tur i det midtjyske et himmelsk måltid.

 

Turen i Vejle Ådal kan anbefales.

 

 

11.7.2026