Som frivillig fotograf på Rigsarkivet i Aabenraa kører jeg om onsdagen med toget fra Kolding til Rødekro. Første stop efter Kolding er Lunderskov, hvor jeg fra toget har set interessante eksempler på street art, blandt andet i tildækkede døråbninger på pakhuset ved siden af den gamle station.

En sammenslutning af kunstnere, der kalder sig West Station Gallery, har til huse i stationsbygningen og åbner en gang imellem dørene til en udstilling.
For to år siden i maj 2023 arrangerede gruppen en Street Art Festival i Kolding og Lunderskov. Internationale graffitikunstnere blev inviteret, og lokale mæcener bidrog med støtte, som var med til at finansiere nogle imponerende kunstværker, blandt andet på Lunderskov station og andre steder i den lille by.
En dag vi besøger Ejstrup lidt uden for Kolding, gør vi holdt i Lunderskov og ser nogle af værkerne. Nærbilledet af en ung kvinde med ring i næsen er signeret XOLAKA, også kendt som Angel Caballero Rioja fra Spanien. To andre billeder i åbninger på samme mur er malet af de franske kunstnere Nô og Demoiselle MM. Billederne er fascinerende. Nô bidrager desuden med ansigter på en kasseformet transformatorstation ved perronen.
På Lunderskovhallen i udkanten af landsbyen har spanske Tardor Roselló malet et kæmpestort kvindeportræt. Flere af de samme kunstnere har også lavet værker i Kolding. Dem vil jeg forsøge at lokalisere ved lejlighed.

På en tur nogle dage senere til herregården Sønderskov opsøger vi flere af street art værkerne i Lunderskov. Der er overraskende mange, og alle er på hver sin måde både fascinerende og fremragende. Kunstneren Nô har malet en isfugl på en gavl i bygaden, og ved Drabæks Mølle lidt uden for landsbyen har Tardor malet fugle og blomster og en liggende ung kvinde på husene ved åløbet og den gamle vandmølle.

Lunderskov Street Art er vildt imponerende.
1.6.2025
Fotoserie fra maj 2025: Lunderskov Street Art.