Sidste løb på Aarhus Cyklebane 

 

Jeg er taget til cykelløb på Aarhus Cykelbane, Jørgen Leths Æresløb 2024. Det er på mange måder en unik begivenhed, for den 23. august 2024 er det sidste stævne på cykelbanen, inden anlægget bliver revet ned for at give plads til et nyt atletikstadion. Cykelbanen åbnede i 1940, altså for 84 år siden.

 

 

Det er første gang, jeg er fysisk til stede ved et stævne på Aarhus Cykelbane, men jeg har været her mange gange i selskab med Gunnar Nu Hansen, da Danmarks Radio i 1960’erne ofte sendte fjernsyn fra stævnerne på Ordrupbanen og i Aarhus.

 

Danske baneryttere tilhørte også dengang verdenseliten, Kaj E. Jensen var verdensmester i 4 km forfølgelsesløb, Niels Fredborg kørte 1000 meter på tid, Peder Pedersen fra Odense var suveræn i sprint. Dansk fjernsyn sendte dengang især fra sportsbegivenheder, der kunne transmitteres gratis eller meget billigt, så vi så ofte roning fra Bagsværd Sø, banecykling fra Ordrup og Aarhus og keglebillard med Søren Søgaard fra Vejle.

 

I dag er jeg for første gang til stede ved et stævne på Aarhus Cykelbane. Billetten koster 100 kroner og er inklusive en u-nummereret siddeplads. Aftenen byder på 20 løb for børn, unge, kvinder, veteraner og herre elite, og ud over aftenens hædersgæst Jørgen Leth nævnes i løbstitlerne legender som Kay Werner, Gert Frank, Gunnar Asmussen og Niels Fredborg.

 

Niels Fredborg, som vandt OL-guld i 1972, er her i aften personligt og skyder et af løbene i gang.

 

Vejret er ikke det bedste, men det er holdt op med at regne, og da stævnet starter kl. 18, er banen tør. Til gengæld er der en kraftig blæst. Jeg har klædt mig varmt på og medbringer en pude til at sidde på. På de skæve trin foran den gamle tribune sidder jeg næsten under tag og i nogenlunde læ.

 

Blandt aftenens koryfæer er OL-heltene Michael Mørkøv og Lasse Norman. Som par nummer 7 vinder de overlegent et 25 omganges linjeløb. Mørkøv er aftenens stjerne. Han har en topfart, som ingen kan følge. Blandt kvinderne er Julie Norman Leth tilsvarende suveræn.

 

En banecykel et helt specielt instrument, fordi den hverken har gear, bremser eller frihjul. Hvis man holder op med at træde, bliver man smidt over styret. Efter målstregen må rytterne fortsætte på pedalerne, til farten gradvis går af cyklen.

 

I et par pauser mellem løbene causerer Jørgen Leth fra en sofa på inderkredsen lige over for, hvor jeg sidder. Som barn kom han ofte på cykelbanen og havde adgang til inderkredsen, fordi hans onkel Erik Linde var chef for anlægget. Jørgen samlede på autografer, og fortæller også i aften den samme historie som i dette interview fra 2012.

 

”Jeg havde alle de bedste sprinteres autografer i min grønne scrapbog. Axel Schandorff, som var den bedste dansker. Og så var der udlændingene. Dem, jeg var vildest med. Arie van Vliet, Jan Derksen, Oscar Plattner, Sid Patterson fra Australien, Georges Senfftleben og Joseph Scherens. Og den mest cool af dem alle: Reginald Harris.

 

Når man kiggede på hans ansigt, kunne man se, at det var lappet lidt sammen. Det kom af, at han var med i ørkenkrigen i Nordafrika. Meget blodigt og meget afgørende slag under Anden Verdenskrig. Harris havde siddet i en tank, da den blev skudt i brand. Alle hans kammerater forlod tanken og blev skudt af tyskerne. Harris blev siddende. Og det overlevede han på”.

 

En gruppe børn, både drenge og piger, dyster i udskilningsløb og linjeløb, og et stort felt af ungdom kører spurtløb og udskilning. Damernes keirin bliver vundet overlegent af den lokale stjerne Julie Norman Leth. Programmet er hele tiden afvekslende og meget underholdende. Linjeløb, keirin, handicap, udskilning, dernypace, spurt og parløb.

 

 

Tilskuerantallet er det største i mange år, jeg gætter på 5-6.000 mennesker, og der er lange køer ved boderne med grillpølser og øl fra Skanderborg Bryghus. Par nummer 7 vinder den afsluttende finalejagt, og som punktum for stævnet kører banens yngste rytter, 9-årige Viggo, til slut den allersidste omgang på Aarhus Cykelbane.

 

22.8.2024