I anledning af, at Nils Malmros’ nye film ”Lars Ole 5.c” sandsynligvis snart får premiere i en Århus-biograf, har vi kapret instruktøren til et MACGUFFIN-interview. Dette interview er ikke særlig stramt tilrettelagt, det er faktisk helt improviseret. Det vil sige, at interviewet er taget umiddelbart efter, at redaktionen havde set Malmros’ arbejdskopi af filmen – så det hele havde i praksis form af en ret løs samtale om filmen og om Malmros. Derfor har vi også ment, at det ville være formålstjenligt med en kort omtale af filmen inden selve interviewet. Artiklen er skrevet af Niels Jørgen Dinnesen, og i samtalen med Nils Malmros deltog hele redaktionen.

Lars Ole, 5.c
 
Malmros’ film er noget af en nyskabelse inden for dansk film. Først og fremmest er den mig bekendt det første forsøg på at lave en seriøs behandling af børn og deres indbyrdes relationer. Samtidig er resultatet blevet ægte dansk, endda noget så sjældent som århusiansk, og alt dette på trods af store produktionsvanskeligheder, hvor Malmros ikke har kunnet få støtte fra nogen af de officielle institutioner.

     ”Lars Ole” er en film om skolebørn og skoleforhold, i centrum står Lars Ole, og det er igennem hans øjne, vi får indblik i handlingen og intrigerne. Lars Ole er ”forelsket” i Inger, men hun er fra starten uopnåelig, idet hun ”kommer sammen” med Hanse. Inger bliver herved en lidt mystisk person, som hele tiden ligger og svæver over alt, hvad Lars Ole foretager sig.

     Dette spil er glimrende karakteriseret i filmen og giver anledning til nogle af dens smukkeste scener, for selv om Inger er uopnåelig, opgives hun alligevel ikke, men bliver nærmere en slags katalysator for en masse bestræbelser for at komme hende nærmere.

     Herved kommer filmen ind på et meget karakteristisk skolegårdsemne, klikedannelser og køb og salg af kammerater og venskaber. Lars Ole forsøger at vinde den usympatiske Hanses venskab og sælger herved Jelles tilnærmelse. Og samtidig afviser han ikke en anden pige, Hanne, som er forelsket i ham. I stedet opretholder han en slags balance i deres forhold, han holder hende nok varm, men samtidig meget bevidst mindst eet skridt fra livet. Herved udnytter han ikke bare hende, men også sin bedste kammerat, John, der – skønt betydelig mere umoden – også er interesseret i hende.

Alt dette er meget bevidst fra Lars Oles side, og meget koldt og kynisk, men nøgternt set er det en balance og en følelsesmæssig udnyttelse, der er svær at opretholde, og som indebærer en risiko for nederlag, et nederlag som dog, hvis det kommer, ligger uden for filmen.

     Stilistisk er filmen næsten asketisk ved sin mangel på effekter og tekniske raffinementer, der er f.eks. overhovedet ikke anvendt kunstlys, men i lighed med f.eks. Jan Troells ”Ole Dole Doff” eller Bo Widerbergs første to film ”Barnevognen” og ”Ravnekvarteret”, er det en stil der passer perfekt til filmen.

     Den væsentligste anke mod filmen er, at den kan virke noget utidssvarende i sit syn på skolesituationen. Instruktørens erindringer om sin egen skoletid er direkte overført på nutiden, og da såvel lærere som elever vitterligt har forandret sig, kan det ikke undgås, at et par scener kommer til at virke en smule anakronistiske. Malmros tager ikke stilling til hverken skoleinstitutionen som sådan eller til sine egne personer i filmen. Herved bliver filmen – som han selv indrømmer i det efterfølgende interview – meget nostalgisk, og, hvis man kan ignorere den miljømæssige nutid, en næsten sociologisk korrekt filmisk beskrivelse af skolesituationen i midten af 50’erne.

Generelt er filmen imidlertid meget seværdig, den er teknisk set perfekt, og Malmros har bearbejdet og instrueret sine amatøraktører så fremragende, at diktionen og spillet holder fint hele vejen igennem. Filmen fungerer således; den bliver åben for fortolkninger, og den er tilstrækkelig kompleks til, at det helt klart giver mening at kritisere og behandle filmen nærmere. Den traditionelle firkantethed i behandlingen af følelsesmæssige relationer mellem børn har Malmros på glimrende vis undgået, og netop her ligger filmens største styrke.
     Udover dette er der tale om en så ambitiøs og stædig produktionsform, at filmen alene af den grund fortjener at få et stort publikum.

Interview med Nils Malmros

Hvorfor har du overhovedet lavet denne film?
 
Det er svært at formulere. Men der er dels spørgsmålet om, hvorfor jeg har lavet netop denne film, dels spørgsmålet om, hvorfor jeg overhovedet laver film. Med netop denne film vil jeg gerne prøve at give det sande billede af, hvordan det var at være tolv år. Altså gøre op med denne her kammeratskabsmyte, og at man var så skidegode venner. Filmen handler simpelt hen om, hvordan man til hver en tid er parat til at sælge sine kammerater, hvis man kan få noget ud af det. Det som jeg selv synes er stærkest i filmen er, hvordan venskabet med John langsomt køres ned, hvor Lars Oles frustrationer er i en hel anden retning, og som John overhovedet ikke fatter, hvad handler om.
 
Hvis du nu så fortæller noget om, hvorfor du laver film, kommer du vel også til at sige noget om, at du vil lave flere film?
 
Ja – det vil jeg da i højeste grad. Jeg håber, jeg stadig udvikler mig, og at jeg kan lave bedre og bedre film. Jeg har meget gevaldige planer for den næste film – synes jeg selv – men det bliver ikke foreløbig til noget, af økonomiske grunde. Mine intentioner i almindelighed med at lave film, det har simpelt hen noget at gøre med, at jeg som alle andre filmklubfolk er begejstret for det lærred og det, der sker deroppe. Jeg ser nok i højere grad teknisk på det, altså på hvordan pokker man får ting til at hænge sammen, så de er kontinuerte. Jeg har altid, når jeg har set et eller andet, haft en trang til at gøre det efter. Når jeg så et godt billede, gik jeg hjem og malede et billede nøjagtig magen til – eller forsøgte på det. Men selvfølgelig prøvede jeg også at få noget nyt ud af det.

Du sagde, du ville vise hvordan det var at være tolv år?
 
Ja, det er meget vigtigt. Min indfaldsvinkel er ene og alene baseret på erindringer fra dengang jeg selv var tolv år. Eller endnu tidligere. F.eks. historien med Inger, den foregik i virkeligheden i 3. klasse. Jeg tænkte også på at lave den i 3. klasse, men det ville blive for svært at formulere, og der er mange der benægter, at børn overhovedet er forelsket i 3. klasse. Det hele er altså baseret på erindringer, der er intet, der er baseret på iagttagelser af børn. Jeg har selvfølgelig været interesseret i at se, om det mønster, jeg beskrev, stadigvæk passede. I første omgang syntes jeg, at det ikke passede mere, men det skægge var, at det viste sig til sidst, at det var fuldstændig magen til. Børnene gennemlevede den samme historie under filmoptagelserne. – Der er også et kønsrollemønster. Lars Ole render rundt efter hende, der er køn, som vi ikke ved spor om, hun er endog muligvis dum. Hvorimod Hanne, som er varm på ham, bliver ”røvet” på det grusomste. Hun kommer simpelt hen for tæt ind på livet af ham, hun er for følelsesfuld.

 
Hvad med dine påvirkninger? Hvad kender du til stoffet udover dine erindringer?
 
Jeg mener ikke at have set noget lignende på film før. Selvfølgelig er der ”Ung flugt”, men den handler jo om noget helt andet – om Antoines relationer til den voksne verden. Min film handler ene og alene om børnenes verden. De voksne kommer hele tiden i periferien. Pointen er, at det er i skolegården, at verdens centrum ligger.

Har der været større tekniske problemer?

Mit primære problem – som selv irriterer mig grusomt, når jeg ser filmen – det er, at jeg har meget svært ved at skildre tid. Altså, jeg har ikke kendt de forskellige tricks til, hvordan man laver tidsoverspring. Nogen steder er det lykkedes, og der synes jeg det er mægtig godt. Men f.eks. i scenen hvor Lars Ole er syg og brækker sig, er jeg bundet af tiden, det er den reelle tid, der er på filmen, og det skal det ikke være. Det er helt forkert. Det gør, at jeg er nødt til at køre moren så kort. En rigtig mor vil sørme sætte sig ned og snakke lidt længere med drengen og spørge ”Har du ondt i maven – har du ondt i dit og dat?”. Jeg prøver at undskylde, at hun går igen så hurtigt, med at det er midt om natten, og hun er snorksøvnig, hvad hun jo ikke rigtig ser ud til være. Derimod synes jeg, at han spiller helt fabelagtig godt her – men jeg indrømmer, at moren er svag. Det der er mine væsentlige intentioner, og som måske gør at moren virker noget svag i hele filmen, er at vise at Lars Ole ikke har sin ondskab hjemmefra. Altså – jeg håber det kommer frem – Lars Ole har vores håb og sympati, men han er i virkeligheden stykkets skurk. Det er nogle gemene tricks, han laver til sidst med John og søsteren. Men det jeg ønsker at få frem er, at han ikke har sin ondskab hjemmefra, det er ikke fordi han får tæsk eller lignende.

Er der nogen scener, som du ved klippebordet har opdaget ikke var så gode, som du havde regnet med da du optog scenerne?

Jeg synes selv, at det der er svagest i filmen er begyndelsen med Hanse. Man får ikke rigtig fornemmelsen af, at Hanse kommer sammen med Inger. Det var sådan, at man kom sammen med en pige, men hvad det bestod i var noget mere ukonkret, det var ikke noget med at man kyssede hinanden, det var heller ikke noget med at man gik med hinanden i hånden, det var bare noget man vidste – og det er fanme meget svært at formulere og vise på film. Det ville have været uægte, hvis jeg havde ladet dem foretage sig disse ting.

Hvor lang tid har det taget dig at få lavet denne film? – Det er som om, man kan mærke en progression i filmen, at der i begyndelsen er en svag dialog, men at den bliver mere kompetent hen imod slutningen.

Jeg føler også, at filmen bliver bedre hen imod slutningen, men det har ikke noget at gøre med, at jeg er blevet bedre som instruktør. Filmens scener er jo heller ikke blevet optaget i den rækkefølge, som man ser dem. Grunden til at den fungerer bedre hen imod slutningen er, at det er helt klare følelser der kommer frem der. Det, at Hanse kommer sammen med Inger, er meget vagt formuleret, men man får helt klart fornemmelse af, at Lars Ole ”røver” John. Det kan jeg vise, derfor fungerer det bedre. – Det har taget tre år at lave filmen, og det var selvfølgelig ikke meningen fra starten. Jeg begyndte optagelserne i ’69, og de børn er selvfølgelig for længst vokset fra mig. De sidste optagelser jeg lavede, det er nogen meget få ting jeg har tilføjet, der var ting der ikke fungerede, så jeg har lavet et par rettelser for at redde en enkelt situation. Tiden er primært gået med, at jeg har klippet om. Jeg var helt færdig med den for halvandet år siden, dog i 16 mm. Jeg kørte den for nogle mennesker og de forstod simpelt hen ikke en brik af den. Jeg havde begået den fejl, at jeg havde klippet alt, alt for hårdt. Når jeg sidder med den ved klippebordet, så kan jeg godt se, hvad der skal ske, men folk når ikke at opfatte det; der manglede nogle led i udviklingen.

Hvornår foregår filmen?

Jeg prøver at formulere en svag fortid. Det er en nostalgisk film, det er ikke skolen af i dag, den er ikke på nogen måde tænkt som et angreb på skolen. Det betyder ikke nødvendigvis, at jeg vil forsvare skolen.

Mener du, at børn er de samme nu, som de var dengang? F.eks. filmen ”Operation Kirsebærsten” vidner da om, at skoleeleverne har en betydelig større politisk bevidsthed nu. Det er noget der helt primært mangler i filmen – en eller anden form for politisk stillingtagen.

Der er jeg helt fundamentalt uenig. Jeg synes netop, at ”Operation Kirsebærsten” er dårlig, påduttende skolen noget som den overhovedet ikke har. Filmens hovedperson findes overhovedet ikke, og derved bliver filmen meget mærkelig. Man kan godt lave personen som et fantasifoster og så følge ham, men der sker det meget mærkelige i filmen, at de laver ham og så sætter spørgsmålstegn ved ham, de er ikke solidariske med ham. Det er muligt, at han findes i København, men det mener jeg ikke engang. Han findes i hvert fald ikke i en århusiansk kommuneskole. Her er eleverne totalt apolitiske.

Det er en simpel umulighed, fordi børnene under alle omstændigheder reagerer som det de er, produkter af skolesystemet.

Det er anden sag, og der synes jeg virkelig min film er, ja banalt sagt, i dobbelt forstand en klassekamp. Den handler om klasseskel, om nogen der er bedre end andre, hvorfor de er det, og hvad det betyder, hvad det medfører – det medfører at man køber og sælger hinanden. Politisk set er jeg meget imod den meget demonstrative fortolkning med, at nogle kommer fra de fine og nogle fra de mindre fine steder og derfor sådan og sådan. Men hvad jeg synes er meget reelt, det er hvordan man i et fuldstændigt lukket samfund selv bygger nogle skel op. Og som sådan kunne man måske nok betragte den som en klassesamfundsanalyse. Så er det bare spørgsmålet om, hvor min sympati ligger, og den er måske nok lidt lunken, fordi jeg har en eller anden mærkelig sympati for Lars Oles ”struggle for survival”. Det kan jeg kun vedkende mig, for det ligger i filmen.

Men har du ikke i det hele taget sympati for skolemiljøet som sådant?

Jeg har måske nok en i nogens øjne forkastelig manglende interesse for, hvorvidt lærer Samuelsen er en skiderik eller ikke en skiderik.

Man kan måske kalde filmen nostalgisk?

Jeg vil meget gerne kalde den nostalgisk. Jeg er også godt klar over, at det nostalgiske er et farligt punkt. Det slører et eller andet. Det er skøn musik, det var skønt dengang, gud hvor havde vi det dejligt – men hvor var vi dog onde. Principielt vil jeg gerne have en ting frem: Det er ikke på nogen måde en børnefilm. Det er virkelig afgørende for mig, at man forstår det. Jeg risikerer, at det går som det går for alle mulige børnefilm. Der kommer en masse forældre med deres progressive børn. Det er slet slet ikke tanken – det er slet ikke for dem, den er lavet. Den er lavet måske primært for dem der har gået i skole sammen med mig. Man kan måske endda sige, at den er lavet for at give dem en chance for at genopleve, hvordan det var at gå i skole.

”Lars Ole 5.c”, Danmark 1973. Produktion: Nils Malmros, EBC Film (Erik Bay Christensen), Dansk Lydteknik. Producent: Nils Malmros. Instruktion og manuskript: Nils Malmros. Foto: Erik Nygaard. Klip: Nils Malmros. Assistenter: Ole Thestrup & Frederick Cryer. Musik: Gunner Møller Pedersen. Medvirkende: Søren Rasmussen (Lars Ole), Knud Randa Frank Nielsen (John), Lars Randrup Mikkelsen (Hanse), Judith Nysom (Inger), Ilse Sørensen (Hanne), Anne-Marie Udsen (Anne-Marie), Ole Rasmussen (Jelle), Kim Noes (Bette-fis), Søren Peter Madsen (Palle), Bjarne Krogh-Petersen (Topper), Steen Højgaard Pedersen (Bum), Annie Gisselmann Jensen (Jytte), Lene Sørensen (Lille Helle), Ellen Margrethe Sørensen (Yvonne), Ernst Eriksen (Henrik), Ann Rosendahl Pedersen (Lizzy), Lone Rosenvold Kehler (Hanne Sørensen), Eija Højgaard (Eija), Leo Nysom (Benny), Ditta S. Dreier (Jette), Bente Rasmussen (Åse), Jørn Würtz (Jørn), Ronnie Vestergaard (Ronnie), Per Nielsen (Lillebror), Henry Nielsen (Samuelsen, lærer), Leon Mogensen (Mogensen, lærer), Rikke Malmros (lærerinde), Finn Stein Larsen (Lars Oles far), Jeannette Hede (Lars Oles mor), Lene Detlefsen (ekspeditrice), Ivan Dreye (danselærer), Nils Malmros (musiklærer), Finn Horn Nielsen (pianist), Lis Nielsen (Jelles mor), Bente Pedersen (Store Helle), John Møldrup Pedersen (Klaus), Ole Schmidt (Ebbe), John Wilhelm Jensen (Knud), Kurt Rasmussen (Kurt), Jørgen Jensen (Jørgen), Svend Schmidt-Nielsen (skoleinspektør), Jørgen Dals Kvartet (ved skoleballet). Længde: 87 min. Udlejning: Obel Film. Premiere: 26. marts 1973, Århus.

Interviewet blev lavet efter en forevisning af filmen i Århusstudenternes Filmklub i januar 1973 og artiklen ”Nils Malmros: Lars Ole 5.c” oprindelig trykt i MACGUFFIN 4 (februar 1973). Denne udgave, med lidt flere billeder og nogle få korrektioner af den scannede originaltekst, er redigeret af Niels Jørgen Dinnesen i juni 2005. ”Lars Ole 5.c” er udsendt på vhs videobånd, men endnu ikke på dvd.