Kløfter, kaktus og klippebuer

Af Niels Jørgen Dinnesen

Da vi tirsdag den 1. juli 2014 lander i Phoenix Arizona og har fået udleveret bagagen, tager vi pendul-bussen uden for ankomsthallen til biludlejningscentralen et par kilometer fra lufthavnsbygningen. Det er nemt og bekvemt, og busturen er gratis. Luften under åben himmel på disse kanter er markant over kropstemperatur og brænder som en tør sauna. Tænker man de menneskeskabte bygninger og veje væk, er det tydeligt, at Phoenix-området oprindelig har været gold og øde sandørken. Byen blev grundlagt i 1867 som landbrugsfællesskab tæt ved sammenløbet af floderne Salt og Gila, og i dag er Phoenix med 4,5 millioner indbyggere USA’s 13. største bysamfund. Området er en del af Sonora ørkenen – men fra slutningen af 1800-tallet udvidedes landbruget ved hjælp af et kanalsystem, der hentede vand fra floderne. Det var en af de tidligste pionerer, Phillip Darrell Duppa, der foreslog at give det nye fællesskab navnet Phoenix for at karakterisere en by, der vokser ud af ingenting. Som Fugl Føniks, der rejser sig af asken.

State Highway 87 i Arizona den 1. juli 2014.

Varmen i Arizonas højsommer er brændende, men det bekymrer os ikke. Dels er alting inden døre luftkonditioneret, også den bil der står og venter på os hos udlejningsbureauet, dels er det vores plan at forlade lavlandet omkring Phoenix og begive os nordpå til højere liggende egne i Arizona og Utah, hvor vi kan se frem til mere behagelige temperaturer. En gammel tommelfingerregel siger, at temperaturen falder med en grad for hver 200 meter, man stiger opad. I virkeligheden er det lidt mere, nemlig 6,5 grader for hver kilometer. I 2.000 meters højde er luften altså 13 grader køligere end ved havoverfladen. Jeg forventer derfor, at vi vil opleve omkring 30 grader de næste dage – og det ser vi frem til.

Biludlejningscentralen i Phoenix lufthavn er selv efter amerikanske forhold voldsomt stor og prangende med kontorer for alle de kendte selskaber. Jeg har bestilt bil gennem Auto Europe, der har skaffet køretøjet hos Hertz.

Biludlejning i Phoenix Sky Harbor Airport. 

Vi triller kufferterne ind gennem svingdøren og over et skinnende flisegulv på størrelse med en halv fodboldbane. Der er ingen kø ved skranken, og en ung kvinde kommer straks frem for at ekspedere vores bestilling. Jeg har betalt for en SUV af typen ’ Ford Escape or similar, Intermediate SUV, Automatic, With A/C’, men kvinden har ikke lige den nævnte model og begynder at vise mig en brochure med billeder af hele vognparken. Hun taler varmt for både en mindre sportsvogn og en meget større Mercedes, men opgraderinger koster ekstra, og det er jeg ikke interesseret i. Usikkerheden om bilen og spændingen om de ukendte veje, der ligger foran os, gør tilsammen, at jeg et øjeblik mister orienteringen og ender med at tage imod en Kia Sorento, selv om jeg hjemmefra var besluttet på kun at ville køre en amerikansk bil. Nu står jeg her med en øse fra Korea.

Skuffelsen varer heldigvis kun kort. Bilen er faktisk en SUV i cirka den størrelse, jeg havde forestillet mig, og den er relativt ny med både god plads og særdeles behagelige sæder. Man sidder samtidig højt og har glimrende udsyn. En SUV, ’Sports Utility Vehicle’, kan stilles om til firehjulstræk, men det forventer jeg ikke, vi får brug for. Vi skal ikke ud på sand- eller grusveje i ødemarken, det er ganske enkelt for farligt. Hvis et eller andet går galt – bilen bryder sammen, eller hvad ved jeg – kan man være ilde stedt, for der er langt mellem bebyggelserne i det sydvestlige USA, klimaet er særdeles varmt, og mange steder er der ingen mobildækning. Det er vigtigt altid at have rigeligt med vand – for man ved aldrig.

Kia Sorento, juli 2014.

Det er mange år siden, jeg har kørt en bil med automatgear, men det er meget lettere, end jeg husker. Som jeg har læst et sted, bliver man fortrolig med automatgearet, inden man har forladt parkeringspladsen ved udlejningsfirmaet. Når man sætter i gear – frem eller bak – og slipper bremsen, kører bilen ganske langsomt fremad eller tilbage, uden man behøver at træde på speederen. Jeg er vant til lige at skulle finde koblingspunktet, når jeg sætter mig ind i en ny bil, men det kan man springe over, når bilen har automatgear. Der er ikke brug for den slags finmotorik. Det eneste, man skal huske, er ikke at bruge venstre fod. Kommer man til at lade venstre fod forsøge at koble ud, rammer man nemt bremsen, og så kan det gå galt. Venstre fod skal sættes helt ud af funktion.

Jeg har reserveret hotelværelser til hele turen hjemmefra og har lagt ruten således, at vi ikke skal køre ret langt den første dag. Vi skal bare ud af storbyen Phoenix og halvanden time nordpå mod de mål, vi har sat os i staterne Arizona og Utah. Vi har to uger foran os, noget af vejen i omtrent det samme område, vi besøgte de første 6-7 dage sidste år. Vi er kommet tilbage til det sydvestlige USA for at se nogle af de naturområder, vi ikke nåede i 2013 – herunder Canyon de Chelly, nationalparkerne Arches og Canyonlands, Utahs berømte Scenic Byway 12 og nationalparken Zion. Efter vi kom hjem fra den forrige tur, fortsatte jeg med at læse om Det Røde Land i min Rough Guide til Southwest USA og indså snart, at der er utroligt meget mere at se i disse områder, og en ekstra tur blev derfor uomgængelig. I vintermånederne har jeg fastlagt ruten og bestilt hotelværelser, og nu går det løs.

Syn for sagn.

Arkesymbolet for staten Arizona på bilernes nummerplader og andre steder er den karakterististiske Saguaro kaktus, som også kendes fra mange af de klassiske westerns. Sidste år nåede vi ikke langt nok sydpå i staten til at se disse kaktus, men i år findes de alle vegne langs landevejen, så snart vi kommer ud af Phoenix. Vi har kurs mod byen Payson, der ligger 85 miles nordøst for den store by. Fra lufthavnen leder vores medbragte GPS os nemt gennem et par motorvejsudfletninger og ud til den firesporede landevej State Highway 87, der slynger sig gennem et stadigt mere bakket landskab i det sommervarme Arizona.

Saguaro kaktus.

Saguaro kaktus vokser naturligt i Sonora ørkenen, der dækker det meste af det sydlige Arizona fra Tucson nær den mexikanske grænse op til udkanten af Phoenix. En Saguaro eller på dansk Kæmpekaktus har en stamme og 5-6 grene, og planten kan nå en højde af 15-20 meter og blive op til 200 år gammel. Nogle saguaroer får aldrig grene og kaldes i så fald for spyd. Bladene er omdannet til torne, som det er karakteristisk for alle kaktusarter. Når det regner, opsuger planten vand og bliver tydeligt tykkere. Den opbevarer på den måde vandet og forbruger det lidt efter lidt. Jeg vil gerne standse for at tage et billede, men der er ingen vigepladser ved landevejen, og vi nøjes derfor med fotos gennem forruden.

State Highway 87 i Arizona den 1. juli 2014.

Bilens udendørs termometer viser, at temperaturen gradvis falder fra 110 grader Fahrenheit i Phoenix til cirka 90, da vi nærmer os Payson, altså fra 43 til 33 grader Celcius. På strækningen fra lufthavnen har vi samtidig flyttet os fra kun 300 til nu 1.500 meter over havet. Naturen er smuk og afvekslende, og når vi passerer en bakketop, breder et uberørt landskab sig ud til alle sider. Jorden er ikke opdyrket, og her er langt mellem bebyggelserne. Da vi kommer lidt op i højderne, forsvinder saguaroerne og afløses af en lavere bevoksning af grønne og tornede buske. Det er en fornøjelse at køre bilen. Der er ingen motor- eller vejstøj, og der er god lyd i højttalerne, når jeg starter et musiknummer fra klassikerlisten på iPhone'n, i dette tilfælde Cat Stevens.

Well, I left my happy home

To see what I could find out

I left my folk and friends

With the aim to clear my mind out

Well, I hit the rowdy road

And many kinds I met there

Many stories told me

Of the way to get there

So on and on I go

The seconds tick the time out

There's so much left to know

And I'm on the road to find out

Payson Arizona.

Payson Arizona er en klassisk amerikansk lilleby med brede veje, store parkeringspladser og alle de kendte kædeforretninger og takeaway restauranter. Byen er vokset en del de seneste år og har i dag 15.000 indbyggere.

Vi kører ind til supermarkedet Walmart i den nordlige udkant og indløser en kæmpestor indkøbsvogn med en mønt. Forretningen er kolossal og umiddelbart uoverskuelig, cirka tyve gange så stor som vores lokale Føtex. Vi er ude efter en køleboks og nogle fryseelementer og spørger en kvinde, der er i færd med at fylde op på hylderne, om retning. Hun er både flink og snakkesalig, og snart har vi fundet vores røde køleboks og løfter også en 24 styks Arrowhead kildevand ned i indkøbsvognen og ruller hen mod kassen for at betale. Vandet er på tilbud og koster fire dollars. Det svarer til omkring en krone pr. halvlitersflaske.

Majestic Mountain Inn i Payson, Arizona.

Vores hotel er Majestic Mountain Inn, som ligger på State Highway 160 nær byens centrale skæring af landevejene 87 og 160. Der er ikke nogen egentlig bymidte, som vi kender det, med butiksrækker, der ligger tæt. Alt er lagt ud til bilkørsel, som det er almindeligt overalt i USA. Vi parkerer bilen ud for hotellets reception og får udleveret nøglen til vores værelse, der ligger i stueetagen i bygningen ved siden af receptionen. Værelset er stort og rummeligt med bad og køleskab og egen terrasse med et bord og to stole ved en kun halvgrøn græsplæne på bagsiden af bygningen. Det er fremragende. Stedet er indbydende og et fund for USD 90 pr. nat.

I receptionen spørger vi om vej til en god restaurant, og det viser sig mirakuløst, at byens bedste spisested er nabo til vores Mountain Inn, så vi kan gå derhen på få minutter. Det betyder, at vi ikke behøver at starte bilen og kan tillade os et glas vin eller to uden betænkeligheder.

Fargo's Steakhouse.

Fargo's Steak House rummer i spiselokalet både en stor bardisk, karakteristiske bokse med rutebilsbænke og en sirlig række med borde og stole lavet af solide træelementer. Ikke overraskende er lokalet hundekoldt på grund af overdreven luftkonditionering, men der findes også en udendørs terrasse, hvor vi sætter os i skumringen og får udleveret et stort og farvestrålende spisekort. Temperaturen er faldet lidt i solnedgangen, men luften er stadig over 25 grader.

Fargo's Steakhouse.

Kvinden, der serverer, er venlig og hjælpsom og betjeningen på alle måder upåklagelig. Vi bestemmer os for en pastaret med kylling, som vi har tænkt os at dele, og det må vi selvfølgelig gerne. Kvinden kommer med bestik og tallerkener til os begge, og da vi lidt efter ser retten, der består af linguini og kyllingestykker med stegte tomater og en krydret flødesovs drysset med parmesan, er vi ikke i tvivl om, at der er rigeligt til to. Restauranten serverer vin 'by the glass', og vi bestiller to glas Zinfandel fra en vingård i Napa Valley. Det er en dejlig aften i Payson, Arizona, og dette første stop på turen er på alle måder en fin optakt til de oplevelser, der venter. Som kølig champagne før et udsøgt måltid.

Den forstenede skov.

Næste dag har vi en køretur på 237 miles eller 380 km foran os fra Payson til lillebyen Chinle ved Canyon de Chelly i Navajoland. Omkring midtvejs ved byen Holbrook drejer vi mod sydøst ad Highway 180 for at komme frem til den sydlige indgang til nationalparken Petrified Forest.

Ruten fra Payson via Petrified Forest National Park til Chinle - i alt 237 miles med en anslået køretid på 4 timer og 15 minutter.

Betegnelsen 'Den forstenede skov' er egentlig misvisende, for der er ikke tale om opretstående træer, men om forstenede rester af faldne stammer, der voksede i dette område i Trias-perioden for 225 millioner år siden. Dengang lå regionen, som nu udgør parken, tæt ved ækvator på superkontinentet Pangea, der omfattede alle de nuværende verdensdele Nordamerika, Sydamerika, Afrika, Europa og Asien. Klimaet var fugtigt og subtropisk. Store strømme af vand flød gennem området og aflejrede både uorganisk og organisk materiale, herunder også træer, planter, dyr og andet, der var havnet i vandet. Organisk materiale opløses normalt hurtigt eller bliver spist af andre organismer, men somme tider kan det ske, at noget synker til bunds og bliver begravet så hurtigt, at det forbliver intakt og med tiden måske forvandles til fossil.

De forstenede træer blev opdaget af europæerne i midten af 1800-tallet. Da der efterfølgende blev bygget jernbaner og veje gennem området, voksede turismen, og indtil parken i midten af 1900-tallet blev beskyttet, blev der fjernet enorme mængder af forsteninger og fossiler fra de øde sletter. Petrified Forest blev nationalpark i 1962, men selv i dag er tyveri af forstenet træ stadig et stort problem.

Tromler af forstenet træ - Petrified Forest National Park, Arizona.

Ved indgangen til parken køber vi et sæsonkort, der giver adgang i et år for bil med passagerer til alle USA's nationalparker. Kortet koster 80 dollars. Vi gør holdt ved en stor souvenirbutik, der sælger sten og forsteninger i alle afskygninger. Jeg køber en flaske vand og får øje på en Route 66 T-shirt magen til den, Neil Young har på i filmen fra koncerten i Red Rocks Colorado år 2000. Den kan jeg ikke stå for. Vi lader sten og fossiler ligge og går tilbage til bilen for at køre ind i parken. Ud over souvenirbutikken og parkens billetbod er der ingen bygninger at se se nogen steder i det vidtstrakte landskab. Området er tørt, varmt og fuldstændig øde.

Meget bekvemt fører en 27 mile lang 'scenic route' gennem hele parken fra syd til nord. Vi gør holdt ved Crystal Forest, Krystalskoven, hvor der ligger tusindvis af tromler af forstenet træ så langt øjet rækker. Nogle skinner som sort glas, andre er frønnede og brune som livagtige stammer, der jo blot har ligget her på den tørre jord i over 200 millioner år. Alle vegne står der på store skilte, at man skal holde sig til de afmærkede stier, og at det er forbudt at fjerne træet. Der er andre besøgende i parken end os, men ikke mange. Der holder sjældent mere end to-tre biler, når vi gør holdt, og det er nemt at fotografere forsteningerne og det fascinerende landskab uden at få forstyrrende elementer med i billederne.

Blue Mesa, Petrified Forest National Park.

Ved Blue Mesa stopper vi flere gange og vandrer langs kanten af en 30-40 meter dyb kløft omgivet af højdedrag på den ene side og en flad øde slette på den anden. Nogle af klipperne er ganske rigtigt meget blålige, men alle er lagdelte og indeholder også striber af orange, gråt, hvidt og brunt. Alt er uberørt og betagende og smukt som et månelandskab. Vi befinder os her på kanten af et område, der fra gammel tid kaldes Painted Desert, altså 'Den bemalede ørken'. Det er storslået at opleve, og det er denne fascinerende natur, vi er kommet for at se. Jeg er vild med de åbne vidder, de knudrede ødemarker, de røde klipper.

Route 66, Petrified Forest National Park.

Vi stopper ved 'The Teepees', som er nogle indianertelt-formede sandstenskegler med samme farvelag som Blue Mesa, og fortsætter derefter nordpå mod parkens hovedindgang tæt ved motorvejen. Den klassiske landevej fra Chicago til Los Angeles, Route 66, førte igennem dette område, men er i dag afløst af den firesporede motorvej Interstate 40. Et gammel bilskrog og en planche med en forklarende tekst viser, hvor den gamle vej gik, og sporet markeres desuden af en række gamle telefonpæle, der trækker en lige linje gennem ørkenen mod horisonten i vest.

The Teepees, Petrified Forest National Park.

Ved vejsiden er der flotte udsigtspunkter mod ødemarken og Painted Desert. Vi gør holdt flere gange og står et øjeblik i solen, mens vi lader øjnene vandre hen over det vilde landskab. Det er ved at være tid til frokost, og jeg har på kortet over parken set en Painted Desert Inn tæt ved nordindgangen. Det lyder som det helt rigtige sted at få en sandwich og et glas vand med isterninger.

Painted Desert Inn, Petrified Forest National Park.

Kroen er bygget i klassisk Pueblo stil af pæle og med tykke sandfarvede mure. Bygningen er smuk og gammel, og da vi kommer inden for, viser det sig, at restauranten i dag er museum. På en væg hænger en plakat for filmen "The Petrified Forest" med Leslie Howard, Bette Davis og Humphrey Bogart, og på bardisken ligger gamle menukort, som stammer fra dengang, hvor en Coca Cola kostede 10 cents, og en burger kunne fås for under en dollar. Vi må altså videre, hen til besøgscentret ved indgangen, hvor vi får en sandwich og et glas koldt vand.

Arizona State Highway 191 North.

Efter frokost og et sidste kig ud over Painted Desert tanker vi bilen op og fortsætter mod Canyon de Chelly og Chinle. Vi kører et kort stykke ad motorvejen I-40 og drejer fra ved Chambers, hvor vi sætter kursen mod nord ad Highway 191 ind i det store indianerland The Navajo Nation. Landskabet er fladt og øde det meste af vejen. Der er langt mellem bebyggelserne, og der er frit udsyn til horisonten hele vejen rundt. Vi gør kort ophold ved historiske Hubbell Trading Post nær byen Ganado, men fortsætter snart mod Chinle, hvor vi skal bo to nætter på Best Western hotellet Canyon de Chelly Inn.

Vores lille røde køletaske købt hos Walmart i Payson følger os hele vejen.

Hotellet har, som man siger, alle fornødenheder, inklusive sin egen restaurant, The Junction. Vi får et stort værelse på første sal, parkerer bilen ud for trappen og bærer kufferterne op. Men hvad nu? Der er ingen balkon ved værelset, og hotellet har ingen udearealer, hvor man kan sidde ugenert med en bog i solen. Det er for sent på dagen at køre ud til kløften, og det er for tidligt at spise aftensmad, så et øjeblik er vi lidt rådvilde.

Best Western Canyon de Chelly Inn, Chinle.

Chinle er som by betragtet næsten ikke eksisterende. Indtrykket er nedslidt og fattigt. Vi er i Navajoland, og mange beboelseshuse minder om de statsfinansierede ens huse i en sydafrikansk township. Det deprimerende indtryk fortsætter, da vi senere går hen til hotellets restaurant for at spise aftensmad. Størstedelen af kunderne er Native Americans, og mange er stærkt overvægtige eller har på anden måde et usundt udseende.

Kvalitetsmæssigt kan The Junction slet ikke konkurrere med Fargo's Steakhouse i går aftes i Payson. I aften er vi på fast food cafeteria nivau og får en kyllingeret med pasta og masser af ost. Jeg ville gerne have haft en kold øl eller et glas rødvin, men Diné landet er som bekendt alkoholfrit. Efter maden ser vi stort på ordensreglerne på hotellet og trækker to stole ud i den lune aftenluft på svalegangen ved vores værelse og skænker et glas vin. Tre værelser længere henne sidder to bikere med hver sin dåseøl. Vi hilser på hinanden og glæder os alle til i morgen at få syn for sagn og komme rundt i legendariske Canyon de Chelly.

Petrified Forest National Park.

Canyon de Chelly.   

Canyon de Chelly er et af de landområder i Nordamerika, der har den længste historie for menneskelig bosættelse. Kløften rummer ruiner fra de ældste indfødte stammer, herunder de såkaldte 'Ancient Pueblos', også kaldet 'Anasazi', og Navajo. Anasazi'erne levede i området indtil omkring år 1400 og blev efterfulgt af navajoerne, der formodentlig var indvandrere fra Alaska-regionen langt mod nord. Spaniere bosat i Mexico besøgte området i 1600-tallet, og samtidige optegnelser fortæller om handel med navajoerne, der indtil kontakten med europæerne hovedsagelig var jægere og samlere. Nu lærte de agerbrug og begyndte at dyrke majs, bønner og squash og holde får og geder. I navajoernes historie og selvforståelse er Canyon de Chelly stammens oprindelige hjemstavn, og kløften har derfor i dag status som et særligt ærefuldt og helligt sted.

De Chelly er i virkeligheden to kløfter, begge dannet af rivende floder i en fjern fortid, 'del Muerto' mod nord og 'de Chelly' mod syd. Begge er cirka fyrre kilometer lange og op til fire hundrede meter dybe, på begge sider indrammet af skarpe og lodrette vægge. I moderne tid er der anlagt asfalterede veje langs randen af kløfterne både i syd og nord, og vores plan for i dag er at bruge formiddagen på at følge vejen langs sydsiden og undervejs gøre holdt ved de flotteste udsigtspunkter. Sidste stop, hvor vejen ender, er det såkaldte 'Spider Rock Overlook'. Efter frokost skal vi ned i kløften og på tur i en firehjulstrækker med en navajo guide.

Junction Overlook, Canyon de Chelly National Monument.

Allerede det første kig ved Junction Overlook er hele rejsen værd. Her ser man, hvor kløftens to grene mødes. Der er samtidig frit udsyn til de høje lige sider med knudrede formationer i alle retninger og ned til slugtens flade bund, der flere steder har små opdyrkede marker, som dengang dalbunden var navajoernes godt beskyttede hjemstavn. Klipperne er rød og gullig sandsten med sorte aflejringsstriber ned ad siderne fra årtusinders sivende fugt. Dette er Det Røde Land for alle pengene.

Bemærkelsesværdigt har vi stort set hele det majestætiske område for os selv. Vores Kia Sorento er ofte den eneste bil på parkeringspladsen, og der er heller ingen tegn på liv nede på bunden. Samtidig er her forunderligt stille. Man hører kun vinden og fuglene og ikke engang knasen af sand under fodsålerne, når vi går på stierne. Mange steder går vi direkte på den nøgne ru klippe af rødbrun sandsten, som på engelsk kaldes 'slickrock', eller på dansk 'glatsten'. Overfladen er meget jævn og lige og ser ud som om, den er glat, men i virkeligheden er sandstenen så tilpas ru, at der er et godt og sikkert greb i sandalernes gummisåler.

Jeg har drømt om at se dette sted, siden jeg i forbindelse med vores rejse sidste år begyndte at læse om det sydvestlige USA's storslåede natur og fascinerende historie. Nu står jeg og skyder med kameraet i alle retninger i forsøget på at fastholde disse øjeblikke for altid. Det er på en gang umuligt at tage dårlige billeder i disse omgivelser - og meget svært at finde en vinkel og lave en beskæring, som giver det storslåede sceneri fuld retfærdighed.

Sliding House Overlook, Canyon de Chelly.

Ved Sliding House Overlook holder en anden bil på parkeringspladsen, da vi ankommer. Det er en af de lokale, som følger efter os ad stien ud til udsigtspunktet og begynder at tale til Solveig, mens jeg bakser med kamerastativet for at zoome ind på Ancient Pueblo ruinen på den modsatte klippevæg. Mandens familie har boet i dette område altid, fortæller han, og det er hans bedsteforældre, som har det lille landbrug, vi kan se nede på bunden. "Men det er hårde tider".

Det er svært at få arbejde og forsørge sin familie, og selv forsøger han at skaffe en indkomst ved at lave keramik og petroglyph-skraveringer, som han sælger fra sit lille værksted i Chinle. Han har tilfældigvis et par eksempler i lommen, siger han, og viser os nogle stykker sandsten med karakteristiske primitive graveringer. Hele historien er selvfølgelig et trick, der går ud på at få turisterne til at købe et af hans kunstværker. Det lykkes, og vi køber et flot stykke med blandt andet den karakteristiske Anasazi-fløjtespiller, der findes afbilledet på talrige gamle petroglyffer ridset ind i klippen.

Spider Rock, Canyon de Chelly.

Spider Rock er en spydformet sandstensmonolit, der skyder 248 meter op fra kløftens bund. Formationen har to toppe, og i følge Navajo-legender er den højeste spids hjemsted for edderkop-bedstemoderen Spider Grandmother, som har skabt stjernerne på himlen. Hun tog et af sine spind og overrislede det med dug. Derefter smed hun spindet op i himlen, hvor dugdråberne blev til stjerner. Udsigten ved Spider Rock Overlook er svimlende, og man forstår godt, at den fænomenale monolit har givet anledning til fabler og legender.

Efter frokost bliver vi samlet op foran hotellet af vores guide Ron fra De Chelly Tours. Vi er de eneste gæster på denne eftermiddagstur og har dermed ideelle betingelser for at stille spørgsmål og bede om ekstra fotostop, når fotografen ser et fantastisk motiv. Ligesom i den inderste del af Monument Valley har besøgende kun adgang til selve kløften i selskab med en lokal turistfører. Stedet er helligt for navajoerne og skal behandles med respekt. Jeg har for lang tid siden købt turen til rabatpris, kun 125 dollars for to personer på en tretimers jeeptur.

Canyon de Chelly.

Ron er en stor mand, der er næsten lige så trind som han er høj. Han sveder hele tiden kraftigt og pruster som et damplokomotiv, selv om han det meste af tiden blot styrer bilen og helst ikke vil flytte sin store krop ud i solen. Men han er flink og imødekommende og fortæller levende om de ting, vi ser, og om navajoernes historie på dette sted igennem århundreder. Da europæerne opdagede området i midten af 1800-tallet, kom det snart til sammenstød, fordi de indtrængende på den ene side forbrød sig mod de indfødte og tog kvinder og børn som slaver og unge navajoer på den anden stjal kvæg og heste fra nybyggerne.

Navajo kvinde og barn, cirka 1880. [en.wikipedia.org]

i 1861 fik US Colonel Kit Carson til opgave at få styr på navajoerne. Sammen med en stor gruppe frivillige fra New Mexico trængte han ind på indianernes område, dræbte både mennesker og husdyr og ødelagde afgrøder, bosteder og alt, hvad de kom forbi. Den sidste gruppe navajoer overgav sig i Canyon de Chelly og blev i første omgang interneret på Fort Defiance og derefter tvunget til at blive ført til fods omkring 500 km til Fort Sumner i nabostaten New Mexico. I navajoernes historie er dette kendt som The Long Walk, den lange vandring. Mange døde undervejs, og i Fort Sumner formåede den amerikanske regering ikke at skaffe tilstrækkelige forsyninger af vand og mad og andre fornødenheder til de tilfangetagne 4-5.000 mennesker. Interneringen blev derfor opgivet, og en fredsaftale i 1868 tillod navajoerne at gå fri og vende tilbage til deres gamle hjemstavn i og omkring Canyon de Chelly.

The White House Ruin, Canyon de Chelly.

Den røde kløft er spændende og spektakulær med tårnende klippevægge, sære sandstensformationer, grønne bevoksninger og talrige ruiner, bemalinger og øvrige levn fra Anasazi-fortiden og det ældste urfolk. Resterne af de gamle beboelser ligger typisk på skyggefulde afsatser i klippevæggen 30-40 meter eller mere over bunden af kløften. Beboerne er kommer herop ved hjælp af høje stiger, som de har trukket op efter sig for at forhindre overfald og ubudne gæster.    

Aftryk af hænder, den karakteristiske 'frømand', manden med fløjten, symbolet for en slange og øvrige bemalinger, såkaldte 'pictographs', fra Anasazi-kulturen omkring år 1200 i Canyon de Chelly.

Mange steder ved de gamle beboelser ses både malede billeder, 'pictographs', og indgraverede tegninger, 'petroglyphs', med karakteristiske motiver som aftryk af hænder, en tændstikmand med noget der ligner hænder og fødder fra en frø, sære menneskeskikkelser, symboler for slanger og himmellegemer og den evige fløjtespiller. Billederne er mindst 7-800 år gamle og bevaret til i dag, fordi de er placeret i læ for vejr og vind og på steder, der ikke rammes af regn eller drivende fugt.

Kløften er ikke længere en rivende flod, men der er stadig vand i jorden, og det har været nemt for navajoerne i gamle dage at skaffe drikkevand til både mennesker og husdyr. Store områder er præget af grønt, og her vokser både træer og buske. Nogle af dem er i følge Ron plantet af staten og har vist sig at være invasive og brede sig uhæmmet, så de opsuger alt for meget af grundvandet.

Røde klipper og grønne træer i Canyon de Chelly.

Ron har glemt at få vand med i bilen, og efter mange fotostop og halvanden times kørsel er vi ved The White House Ruin ved at dø af tørst. Himlen er blå med små lammeskyer, og temperaturen ligger omkring 32 grader. Ved den berømte ruin, som vi også har set oppefra fra et af udsigtspunkter i formiddags, er der opsat små boder, hvor de lokale sælger smykker og andet kunsthåndværk, og her er også et sted, hvor en kvinde sælger vand fra en stor køletaske. Vandet er livgivende, og vi køber et par ekstra flasker til tilbageturen.

Ved White House Ruin, Canyon de Chelly.

White House Ruin er vendepunktet for tretimers-turen. Her er afsat tid til en halv times pause, så vi både kan bese ruinen, vandre rundt mellem træerne og måske købe en ting eller to ved en af boderne. Derefter starter tilbageturen ad den sandede vej i det gamle flodleje. Nu ser vi kløften fra andre vinkler. Der er stadig brug for at gøre holdt flere steder, men tiden er ved at være opbrugt, og Ron sætter snart kursen ud af kløften og tilbage til hotellet.

Hvis turlederen havde gennemskuet hjemmefra, hvor trist og kedeligt her er på og omkring hotellet, ville han helt sikkert have fundet et alternativt sted at overnatte. Kløften i sig selv er helt sikkert rejsen værd, men to nætter på Best Western i Chinle er mindst en for meget.

Antelope House Overlook, Canyon del Muerte.

Før aftensmaden starter vi bilen og kører ud ad udsigtsvejen på kløftens nordside. Her er der også fremragende udsyn over kløften, nu over den nordlige gren Canyon del Muerte. Vi stopper ved Antelope House Overlook, hvor man på 5-10 minutter kan gå mellem to suveræne udsigtspunkter, det ene med et kig direkte ned på ruinen, det andet med frit syn til en sidegren, der kaldes Black Rock Canyon. Dybt nede mellem de røde klippevægge ligger et lille landbrug med huse omgivet af træer og en grøn mark.

Gensyn med Monument Valley.

På fjerdedagen i det vilde vesten krydser vi for første gang spor med rejsen sidste år i sommeren 2013. Dengang startede vi i Los Angeles og kørte mod øst til først Grand Canyon og dernæst Monument Valley. Nu skal vi igennem samme område for at komme op mod nationalparkerne Canyonlands og Arches i staten Utah, og i dag kan vi derfor se frem til et gensyn med legendariske Monument Valley.
 

Navajo Route 59 West.

 
Som anbefalet af ”The Rough Guide to USA Southwest” følger vi fra Chinle mod Kayenta de mindre veje i retningen mod nord og vest. Vi kører ad bagvejen, noget der på Google Maps kaldes ’Navajo Service Route 59’, i det øde landskab i den centrale del af Navajo Nation. Den tosporede snorlige vej fejler imidlertid ikke noget, og fra korsvejen i Many Farms kommer vi rask af sted mod Kayenta og passerer undervejs de små landsbyer Rough Rock og Chilchinbito ved foden af det store højdedrag Black Mesa.
 
Kayenta er områdets største by, og her gør vi holdt for at købe et par fornødenheder i supermarkedet Diné Market. Indtrykket af at befinde sig i et andet land end USA er endnu tydeligere her i Kayenta end i Chinle. Der er en lettere lurvet kant på mange ting, også hylderne og vareudvalget i supermarkedet, og der er tegn på arbejdsløshed og fattigdom overalt i gadebilledet. Et opslag på nettet bekræfter dette. Ledigheden er 42 pct., og næsten halvdelen af unge under 25 lever under den nationale fattigdomsgrænse. United States Department of Agriculture har karakteriseret størstedelen af Navajo Nation som 'fødevaremæssig ørken'. Det betyder, at forarbejdet føde er langt mere tilgængelig end friske råvarer og frugt.

Gensyn med Monument Valley, den 4. juli 2014.

 
Fra Kayenta er der en halv times kørsel ad Highway 163 North til Monument Valley. Omkring midtvejs passerer man den markante klippeknold El Capitan, der rejser sig næsten lodret 457 meter fra det omkringliggende terræn. Snart efter dukker konturerne af Monument Valleys markante profil op i det fjerne. I vejsiden ses flere og flere boder, der sælger indianske smykker og andet kunsthåndværk – men mange er lukket og trækonstruktionerne flere steder i forfald. Der er tydeligvis ikke så stor afsætning af krukker, tæpper og smykker, som der var engang.
 
Da vi var her sidste år, nåede vi ikke længere end til selve dalen og området ved det centralt placerede The View Hotel. Vi så derfor ikke den allermest berømte tilkørsel til Monument Valley, nemlig når man kommer fra nord ad Highway 163. Et sted er der en lavning i terrænet, som fører vejen i en lige linje nedad over en strækning på måske et par kilometer – og dernæst stejlt opad over nogle hundrede meter, før vejen svinger mod højre for at komme rundt om de karakteristiske klippeprofiler.

Udsnit af filmplakaten til "Thelma and Louise" (1991).

Står man det rigtige sted, får man et fantastisk billede, der i tidens løb har været brugt på filmplakater til eksempelvis ”Thelma og Louise” og på talrige turist- og rejseprospekter. Det er stadig tidligt på dagen, og vi har god tid, inden vi efter frokost skal på guidet rundtur i  Monument Valley. Vi fortsætter derfor ad vejen mod nord, indtil vi rammer det rigtige sted for mit ultimative billede af landevej, rød ørken og konturerne af Monument Valley. Da vi har retning mod nord og dermed bort fra den berømte dal, ser vi i første omgang det berømte motiv i bakspejlet, men det løser sig selvfølgelig, når vi får vendt bilen.

Monument Valley i bakspejlet.

Sjovt nok er billedet på ”Thelma and Louise” plakaten også spejlvendt. Måske er det tilfældigt og uden anden bagtanke, end at designeren har foretrukket det sådan. Eller måske er det for at understrege, at de to kvinder i filmen har lagt alting bag sig og nu ser det meste af deres liv i netop bakspejlet.

Tilkørslen fra nord ad Highway 163 mod Monument Valley.

 
Jeg drejer ind på en parkeringsplads ved en af smykkeboderne i vejsiden og går med kameraet ud midt på den tosporede vej for at tage mit billede. Der er kun spredt trafik på dette sted, og det er nemt at finde et hul mellem bilerne, der er stort nok til, at fotografen kan finde den foretrukne beskæring af det fænomenale motiv. Jeg ryster nok lidt på hånden, da jeg har billedet i søgeren, men det betyder ikke noget med en lukkerhastighed på 1/1000 sekund eller mindre.
 
Vi ankommer til The View Hotel før middag, og heldigvis lykkes det at få udleveret nøglen til vores værelse flere timer før det officielle check-in tidspunkt klokken 15:00. Service-niveauet er ellers ikke specielt højt på dette hotel. Stedet er så eftertragtet, at det er udsolgt mange måneder frem i tiden, og kundepleje er derfor ikke noget, der bliver gjort noget ud af. Jeg har ringet til hotellet i morges og fortæller kvinden i receptionen, at jeg i telefonen fik at vide, vi kunne tjekke ind tidligt – og det medfører faktisk, at hun med et par opkald til rengøringspersonalet finder et værelse, der er klar til at modtage gæster.
 

Monument Valley anno 2014.

 
Det er et år siden, vi var her sidst, men alting er umiddelbart så bekendt, at det føles som om, det var i går. Den mest markante forandring i omgivelserne er, at luften er meget klarere end i fjor. Dengang sagde vores guide, at disen skyldtes en skovbrand i Colorado, og nu tror jeg på ham - for i år er udsigterne alle vegne knivskarpe.

Rundtur med guide.

Monument Valley var i mange år en drøm for mig, og jeg har skrevet et længere afsnit om mine oplevelser, da jeg besøgte stedet første gang i forbindelse med rejsen sidste år. Jeg vil ikke gentage teksten her, men nøjes med et link til den relevante sektion i den foregående beretning: Monument Valley i 2013.
 
Stedet er stadig blandt mine absolutte favoritter, og det er både forunderligt og en udsøgt fornøjelse i dag at vende tilbage kun et år senere. Jeg kan ikke få nok af dette spektakulære område og ville gerne opholde mig her i mange dage for at opsøge flere afkroge i det store område, end det er muligt at se på en dag eller to.
 
Jeg har bestilt en 3½ timers rundtur med guide hos foretagendet Monument Valley Safari. Prisen er 90 dollars per person. Der er mange udbydere af disse ture, og indtrykket er, at de arbejder tæt sammen og fordeler kunderne imellem sig ved at skiftes til at have dage, hvor der kan arrangeres ture. Prisen er også stort set den samme uanset udbyder. Varigheden er identisk, også ruten rundt i dalen. Flere af firmaerne ejes af personer med efternavnet Holiday. Dagens tur starter kl. 3 om eftermiddagen, og det er aftalt, at vi skal mødes med vores guide i hotellets forhal ved statuen af en cowboy til hest.
 

John Ford's Point, Monument Valley.

 
Vores guide er en ung kvinde, der hedder Jessica, og som foretrækker kortformen Jess. Hun er sød, vidende og engageret og svarer beredvilligt på alle spørgsmål. Firehjulstrækkeren med bænke på ladet under et soltag har plads til seks passagerer, men vi er de eneste gæster på turen og har dermed vores egen private guide. Jess følger den slagne rute, men hun stopper lidt andre steder, end vi oplevede sidste år. Samtidig har hun sine egne historier, når hun fortæller om de forskellige seværdigheder. Ved John Ford’s Point, hvor udsigten over dalen er helt suveræn, er det forbløffende, hvor meget klarere luften er i forhold til i fjor. Det sætter vi pris på, det er godt arrangeret.
 
Jess fortæller, at de fleste indianerstammer i Nordamerika har meget forskellige sprog, og at navajo er samme sprogstamme, som tales af eskimoer i det nordlige Alaska. Der er en del Anasazi-ruiner og tegnede og indgraverede billeder i dalen, men i mindre omfang end i Canyon de Chelly. Vi ser undervejs Elephant Butte, The Three Sisters, Rain God Mesa og stopper i lidt længere tid ved The Sleeping Dragon. ”Det er min favorit formation af dem alle sammen”, siger Jess. I den imponerende Big Hogan hule med hul i loftet synger Jess med smuk stemme en navajo kærlighedssang for os. Meget fornemt.
 

Navajo hogan, Monument Valley.

 
Da vi fortæller, at vi aldrig har været inde i en veritabel hogan, som er navajoernes traditionelle bolig, ændrer Jess ruten, så vi kommer omkring en kvinde, der bor i dalen, og som væver indianske billedtæpper. Hun har væven og alt sit grej inde i en hogan, der er overraskende stor og rummelig og i gamle dage nemt har kunnet huse en familie med børn. En hogan er en oftest rund trækonstruktion klinet med et tykt lag rødt og størknet mudder. Døråbningen vender altid mod øst og byder velkommen til den opgående sol.
 

Væverskens datter, Monument Valley.

 
Kvinden fortæller, at hun har overtaget væven efter sin afdøde mor, og at hendes familie altid har boet her i dalen. Der hænger eksempler på de vævede produkter bag ved kvinden. De fleste er primitive og har en overraskende høj pris. Kvindens 5-6-årige datter ser interesseret på de besøgende, og fotografen får lov til at tage et billede af pigen, dagens lille Pocahontas.
 
Efter den høje spektakulære klippebue Sun’s Eye runder vi The Totem Pole og igen slår det mig, hvor meget tydeligere landskabet tegner sig i dag i forhold til sidste år. Helt markant bliver det ved rundturens sidste stop The North Window, hvor de skarpe konturer i baggrunden sidste år blev skjult fuldstændig af disen, men i år står helt klart i billedet.
 

The North Window, Monument Valley.
 
Tilbage på hotellet undersøger jeg, om restauranten har en takeaway ordning, så man kan tage maden med op på sit værelse. Det vil gøre, at vi kan indtage aftensmåltidet på vores private balkon med suveræn udsigt over dalen i stedet for at være spærret inde i restaurantens kolde luft-konditionerede spiselokale. Desuden betyder det, at vi kan nyde et glas vin fra egen beholdning til maden.

Takeaway er absolut en mulighed, viser det sig, og lidt efter kommer jeg tilbage med to poser med John Wayne burgers, salat og franske kartofler. Vinen er en glimrende Zinfandel, som vi har købt for mange dage siden hos Walmart i Payson.
 

Solnedgang i Monument Valley.

 
Da mørket begynder at sænke sig over dalen, går der pludselig ild i Mitchell Mesa mod syd og i West Mitten og Merrick Butte nede i dalen. Den lave nedgående sol er brudt igennem skydækket og sender nu sine sidste stråler mod de højeste punkter i landskabet. I skumringstimen er kraften af sollyset kolossal, og klipperne funkler og gløder som brændende lava fra en vulkan i udbrud. Det er fuldstændig overvældende, og jeg når knap at fokusere kameraet, før det fænomenale syn igen fortoner sig.
 

Trængsel ved The View Restaurant.

 
Ovre ved hotellets restaurant er gæsterne myldret ud på terrassen og står på nakken af hinanden for at kunne se det glødende syn. Imens har vi fra egen balkon fået det forbløffende lysshow fra første parket. Kommer jeg en dag tilbage til magiske Monument Valley, står den helt sikkert igen på takeaway fra hotellets restaurant, når det er tid til aftensmad.
 

Utahs vilde ødemark.

Den sydlige del af staten Utah udgøres af et meget stort naturområde af ødemark, klipper, kløfter og vildnis. Regionen var i mange år ufremkommelig for mennesker og er den dag i dag kun i begrænset omfang tilgængeligt for andre end globetrottere og trænede ødemarksudforskere. Området dækker cirka 300 gange 400 km, altså i alt 120.000 km², svarende til tre gange størrelsen af Danmark. Her er kun få veje, og langt de fleste bliver hurtigt smallere og smallere, opløses gradvis i sandede hjulspor og ender til slut blindt ved stejle klippevægge eller dybe slugter. Fra syd til nord er der i hele området blot to gennemgående asfalterede veje og fra øst til vest kun en eneste.

Karakteristisk uopdyrkeligt slickrock landskab ved Utahs Scenic Byway 12 - den eneste asfalterede vej gennem ødemarken fra øst til vest.
  
Landet er stenet og goldt på disse egne, og jorden kan umuligt dyrkes. Store stræk af denne enorme ødemark er derfor fuldstændig uberørt natur, der alene af den grund er tiltrækkende for eventyrere og fantaster. Samtidig indeholder området et væld af unikke og spektakulære landskaber og naturformationer, som gør det en rejse værd at vove sig ind i denne alt andet end gæstmilde vildmark. Det er det, vi nu har tænkt os. Planen er først at følge den østligste af de to tilgængelige veje fra syd til nord, Highway 191, og derefter den eneste mulige vej fra øst mod vest, State Highway 12.
 

Kort over Utahs store ødemark og ruten fra Monument Valley til Moab. Klik på billedet for at se en større udgave.

Store dele af regionen er udlagt som statslige eller føderale naturparker, og på vores rute de næste dage vil vi besøge en række af de største nationalparker, nemlig Arches, Canyonlands, Capitol Reef, Bryce Canyon og Zion. Første mål er lillebyen Moab, der ligger i det nordøstlige hjørne af Utahs ødemark midtvejs mellem de to parker Arches og Canyonlands. Her skal vi bo fire nætter på hotellet Gonzo Inn. Der er en køretur på godt tre timer fra Monument Valley til Moab, og med stop undervejs regner vi med at tjekke ind på hotellet først på eftermiddagen.
 

Highway 163 North mod Mexican Hat, Utah.

Vi forlader Monument Valley ad Highway 163 North og har i lang tid den karakteristiske silhuet af klippeprofilerne i bakspejlet. Jeg finder spillelisten ’Favorites’ på min iPhone og sender Neil Youngs ’Thrasher’ ud gennem bilens højttalere. Sangen er en samling stærke indtryk fra en rejse, som starter før daggry og har kursen sat mod der hvor asfalten bliver til sand, ’where the pavement turns to sand’. Sangen giver rislen ned ad ryggen hver gang, jeg hører den – og endnu mere, selvfølgelig, som jeg sidder nu med hænderne på eget rat i dette vidtstrakte amerikanske landskab af krystalkløfter, perleporte og urgamle floder.
    
They were hiding behind hay bales,
They were planting in the full moon
They had given all they had for something new
But the light of day was on them,
They could see the thrashers coming
And the water shone like diamonds in the dew.
 
And I was just getting up, hit the road before it's light
Trying to catch an hour on the sun
When I saw those thrashers rolling by,
Looking more than two lanes wide
I was feelin' like my day had just begun.
 
Where the eagle glides ascending
There's an ancient river bending
Down the timeless gorge of changes
Where sleeplessness awaits
I searched out my companions,
Who were lost in crystal canyons
When the aimless blade of science
Slashed the pearly gates.
 
It was then I knew I'd had enough,
Burned my credit card for fuel
Headed out to where the pavement turns to sand
With a one-way ticket to the land of truth
And my suitcase in my hand
How I lost my friends I still don't understand.

Broen over San Juan River ved landsbyen Mexican Hat. [Foto fra internettet]

Ved landsbyen Mexican Hat fører en vejbro over San Juan floden, som danner grænse mod nord for Navajo Nation, og vi forlader dermed indianerland. En smal sidevej efter Mexican Hat drejer mod nordvest til Goosenecks State Park i det stenede øde landskab. Her ender vejen blindt ved et gysende udsigtspunkt, hvorfra man kan se ud over en slyngende bugtning af San Juan floden dybt nede.

San Juan River ved Goosenecks State Park, Utah.

Navnet Gooseneck kommer af krumningen, der kan minde om halsen af en gås. Floden har gennem millioner af år skåret sig ned i klippen, og flodlejet ligger nu mere end 300 meter lodret under os. Der er ingen afskærmninger eller sikkerhedshegn på dette sted, og der er dermed frit udsyn fra kanten af den lodrette klippe til slyngningen af floden i det nøgne og røde landskab. Det er et syn for guder, så overvældende som Grand Canyon.

Klippeformationen 'Den mexicanske hat' ved landsbyen Mexican Hat.

Fra det lodrette kig på den slyngende flod kører vi tilbage mod hovedvejen og landsbyen Mexican Hat. Byen har fået sit navn efter en sær klippeformation uden for byen, som kan minde om en mexicansk hat, en sombrero. Fotografen stopper for et billede, og vi fortsætter derefter ad Highway 191 North mod Moab og nationalparkerne Canyonlands og Arches. Undervejs passerer vi landsbyerne Bluff og Blanding, men ellers er landet på disse kanter fuldstændig øde. Kort før Moab gør vi holdt ved den imponerende klippebue Wilson Arch, der ligger tæt ved landevejen. Buen er en flot forsmag på de spektakulære landskaber, som venter os de næste dage.

Klippebuen Wilson Arch syd for Moab Utah.
  
I Moab tjekker vi ind på hotellet Gonzo Inn og får tildelt et værelse med udsigt over svømmepølen. Men støjen fra mange børnefamilier er irriterende, så kort efter bytter vi til et mere roligt værelse med balkon og udsigt over hotellets grønne parkanlæg. Vi spiser sen frokost på cafeen Peace Tree ved byens brede hovedgade, og bagefter slapper vi af med en vandretur op og ned ad gaden og et kig ind i nogle af de mange butikker. Mange sælger forskellige former for souvenirs og indiansk kunsthåndværk. Andre er sports- eller tøjbutikker, der har udstyr til campister og vandrere på besøg i ødemarken. Solveig køber Teva sandaler og jeg et par Lee shorts til halv pris.

I et supermarked møder vi en dansk familie, der camperer i deres lejede motorhome inde i selve Arches-parken. Det er fedt at være midt i naturen, siger de, men deres to teenage-drenge er begyndt at savne bylivet med flere mennesker og fast internetforbindelse.

Aftenlys over Moab Utah.

 
Om aftenen spiser vi på byens bedste restaurant, Desert Bistro, der ligger i en sidegade kun få hundrede meter fra vores hotel. Restauranten er gourmet-agtig og serverer fremragende mad. Prisen for hovedretter er mellem 25 og 50 dollars, hvilket efter amerikanske forhold er dyrt. Solveig får lam og jeg mørbrad fra en veritabel bison.

Moab tegner lovende. Vi skal være her i fire dage, og i tillæg til de planlagte naturoplevelser er der hyggeligt, indbydende og rart i den lille by.

Moab mellem Canyonlands og Arches.

Byen Moab er i sin tid opstået ved et naturligt vadested over Colorado-floden. Dem er der ikke mange af. Det meste af vejen fra udspringet i staten Colorado gennem Utah og Arizona løber Colorado-floden i dybe og ufremkommelige kløfter, herunder Grand Canyon – men ved Moab er der umiddelbar adgang til begge bredder.

Moab har haft faste beboere siden 1878. Efter århundredskiftet blev byen centrum for først landbrug og siden udvinding af forskellige mineraler og andre råvarer, herunder potaske og senere olie og gas. Moabs helt store boom kom i 1950’erne, da der blev opdaget rige forekomster af uran syd for byen. Befolkningstallet steg dengang til over 6.000, og der blev bygget masser af boliger og også skoler, kirker og andre institutioner.
 
Da konstruktionen af nye atomkraftværker begyndte at aftage, og der blev fremstillet færre atomvåben, faldt efterspørgslen efter uran så meget, at alle minerne fra starten af 1980’erne var lukket. Befolkningstallet faldt drastisk, og mange huse stod en overgang tomme.

Inden Moab lukkede helt, blev byen reddet af en voksende turisme. På grund af den omkringliggende vilde og øde natur blev byen et eftertragtet udflugtsmål for både fotografer, vandrere, flodsejlere, klatrere og inden for de senere år mountain bike cyklister. Moab har i dag lidt over 5.000 indbyggere, der næsten alle lever af turismen.

The Gonzo Inn, Moab Utah.
  
Byen har hvert år over en million besøgende, og i sommermånederne er mange hoteller udsolgt flere måneder i forvejen. Området er også velegnet for eventyrlystne firehjuls-bilister. Der findes langt ud i ødemarken primitive veje og hjulspor, som blev anlagt i 1950’erne, da jagten på uranforekomster var allerstørst.
 
Moab ligger midt imellem de to store nationalparker Arches og Canyonlands, og de næste dage er det planen at besøge begge. Der er anlagt bilveje ind i parkerne med parkeringspladser ved de bedste udsigtspunkter og afmærkede vandrestier til spektakulære seværdigheder. Selv om vores Kia Sorento er en SUV, der kan stilles om til firehjulstræk, skal vi ikke ud på primitive hjulspor i vildmarken. Det er for risikabelt, og vi holder os til de asfalterede veje.

The South Window, Arches National Park.
  

Arches, arches, arches.

Arches har fået navn efter sin overvældende koncentration af naturlige stenbroer eller klippebuer, såkaldte 'arches'. Det billedskønne landskab er formet af naturens vilde kræfter og erosion gennem millioner af år. Vand, vind og vejr har slebet på landskabet, så der er skabt flere hundrede større eller mindre klippebuer alene inden for nationalparkens område.

Landskabet er også på andre måder overvældende. Ud over klippebuer findes et væld af fritstående spir, balancerende store sten, smuldrende monolitter og stejle klippetårne. Klipperne er flere steder forunderligt farvestrålende i et spektrum fra hvid og gul til mange nuancer af orange og rød.
 
 

Nummerplade fra staten Utah - med konturen af Delicate Arch.

Hjemmefra har jeg bestemt, at vores første mål i Arches National Park skal være den berømteste klippebue af dem alle sammen, nemlig Delicate Arch, ’Den skrøbelige klippebue’. Den er kendt som staten Utahs varemærke og ses afbilledet på bilernes nummerplader og alle mulige andre steder. For at komme tæt på Delicate Arch skal man forcere en stejl skråning af ’slickrock’ og derefter en sandet og stenet bakkekam til klippebuen øverst oppe.

Vandreturen er 2,4 km hver vej, højdeforskellen 146 meter fra parkeringspladsen til det øverste punkt, og turen frem og tilbage tager et par timer. Samtidig er der her i juli måned høj sol og ingen skygge, så anbefalingen på områdets plancher og skilte er at medbringe rigeligt med vand og sørge for at drikke mindst en liter undervejs til og fra Delicate Arch.
 

Arches National Park.

Indkørslen til nationalparken ligger lige uden for Moab på nordsiden af Colorado-floden, og efter at have kørt bilen rundt i et par snævre hårnålesving og op på et højere plateau passerer vi snart de første flotte formationer ved et sted, der kaldes Courthouse Towers. Kort efter gør vi kort holdt ved Petrified Dunes udsigtspunktet og fortsætter til Wolfe Ranch, hvor vi parkerer bilen på en af de sidste ledige pladser. Her starter vandrestien.

Vandrestien op til Delicate Arch.

Solveig kigger skeptisk på det stenede og stejle spor op ad klippen, men jeg har læst på lektien og véd, at vi kan klare turen. En sand folkevanding af besøgende bekræfter dette. Her er folk i alle aldre og også en del, der er ældre end os. Nogle er iført professionelle vandrestøvler, andre blot lettere sportssko eller sandaler som os. Hvis blot man har gummisåler under fødderne, er der et godt og sikkert greb på den stejle og ru klippegrund. ’Slickrock’ er som sandpapir, hvis klippen er tør – men bliver glat, når det har regnet.

Delicate Arch.
  
Opstigningen er hård og giver sved på panden, men belønningen kommer, når man efter en sidste stejl passage har rundet en rød klippevæg og får udsyn til den imponerende og fritstående klippebue på et relativt fladt plateau på størrelse med en halv fodboldbane. Buen er 20 meter høj og lige så bred og består af orangefarvet sandsten, der ved solnedgang giver indtryk af at være rødglødende.

Det er tilladt at gå hen til Delicate Arch og røre ved den – men siden det i 2006 lykkedes en klatrer ved navn Dean Potter at kravle op på toppen uden brug af reb eller andre hjælpemidler, har det været udtrykkeligt forbudt at bestige både Delicate Arch og alle øvrige navngivne klippebuer i parken.
 

Delicate Arch.

 
En gruppe ældre og temmelig kraftige mænd fra New Zealand spørger om min alder og vil høre, hvordan jeg havde det med turen herop. ”Ingen problemer”, siger jeg. ”Jeg er kun 65”. ”Okay”, siger mændene og peger på en i gruppen, der er våd af sved på hele overkroppen og samtidig glinsende kokrød i ansigtet. ”Nigel her er 75”.

Delicate Arch er rigeligt anstrengelserne værd og desuden en fremragende introduktion til det fænomenale landskab i nationalparken Arches. Vandreturen tager op imod tre timer, og da vi kommer ned fra bjerget svedige og tørstige, beslutter vi at køre tilbage til Moab for at spise frokost, før vi fortsætter til andre af parkens storslåede seværdigheder.

Cafeen Peace Tree på Main Street i Moab. Bemærk vandforstøver til luftafkøling.
 
Vi deler en sandwich på cafeen Peace Tree, der ligger på hovedgaden Main Street rundt om hjørnet fra vores hotel, The Gonzo Inn. Her kan man sidde forholdsvis køligt i skyggen under et halvtag foran cafeen og spise god mad med et glas frisk kildevand. Klimaet på terrassen kontrolleres af dyser under tagrenderne, der sprøjter forstøvet vand ud over fortovet. Forventningerne til nationalparken Arches har været store og er i høj grad allerede indfriet med turen op til Delicate Arch.
 

North Window og South Window. Ørnen er landet.

 
Efter frokost sætter vi kursen mod The Windows Section i den østlige ende af parken. Her ligger en hel række af de største klippebuer forholdsvis tæt, og i dette område bruger man nemt to-tre timer til fods, mens man går fra den ene bue til den næste. De mest markante buer kaldes her ’vinduer’, og både North Window og South Window har et spænd på omkring 30 meter og en højde i åbningen på 15-16 meter. Et sted på stien ned mod Turret Arch ligner de to vinduer sammen med det krogede landskab en gigantisk ørn, der er landet på sletten. Sceneriet er vildt og nærmest svimlende i denne storslåede natur.
  

Turret Arch.

Turret Arch – der minder om et enormt sandslot med et højt tårn og en kolossal porthvælving – har et mindre spænd end vinduerne, men til gengæld en højere åbning på omkring 20 meter. I en anden retning ses en massiv og knudret klippevæg, der meget rammende kaldes ’Parade of Elephants’.

Double Arch.

På den modsatte side af parkeringspladsen fører en kort sti ind til den enorme klippebue Double Arch, der har et spænd på 45 meter og en højde på 35 meter i den største åbning. Synet er fantastisk. Jeg har drømt om Arches i lang tid og ville ønske at kunne vise dette fænomenale sted i Windows Section til alle, jeg kender. Det er et syn for guder.

Double Arch blev i sin tid brugt som baggrund for startscenerne til filmen ”Indiana Jones and the Last Crusade”. Det er her, den unge Indy i en hule under klippebuen finder et kostbart guldkors, i filmen kaldet Coronado’s Cross. Landskabet i Arches er rent ud eventyrligt.

Balanced Rock.
 
På vej tilbage til Moab passerer vi for fjerde gang i dag den markante formation Balanced Rock. Her balancerer en stor sten af omfang som tre skolebusser, stående på højkant, på toppen af et 25 meter højt klippefundament, altså igen et nærmest utroligt syn. Fundamentet har form som en meget stor støvle. Der er mennesker i billedet. De er bittesmå i forhold til klippesøjler og balancesten.

Det er værd at huske, at erosionen i området fortsætter ubønhørligt, og hverken klippebuerne eller stenen på højkant bliver stående for evigt. Det er derfor en god ide at pakke kufferten og komme af sted til Utah, inden det bliver for sent.
 
Øen i himlen.
 
Næste dag besøger vi den anden store nationalpark i nærheden af Moab, Canyonlands. Parken dækker et kolossalt område, som er delt i tre regioner, henholdsvis Island in the Sky, Needles og Maze, hvoraf det sidste er stort set utilgængeligt – med mindre man begiver sig afsted på en flerdages ekspedition med telt, proviant og oppakning.

Jeg har for længe siden lagt billet ind på en heldagstur i firhjulstrækker med foretagendet Navtec Expeditions til Needles-distriktet, men arrangøren kræver mindst tre tilmeldte, og foreløbig er det kun os to danskere, der har vist interesse for turen i de dage, vi er i Moab.
 
Til vores besøg i Canyonlands på egen hånd vælger vi det nordligste og mest tilgængelige område, Island in the Sky, altså ’Øen i himlen’. Fra Moab er der en køretur på cirka halvanden time til indgangen – det meste af vejen gennem et fladt og træbevokset område, der ikke indbyder til mange stop. Det er først, når man er kommet ind i parken, at landskabet for alvor bliver spændende.
  

Shafer Canyon Overlook, Island in the Sky.

Da vi gør holdt ved billetkontoret, og jeg ruller vinduet ned for at vise vores årskort til nationalparkerne, er det med det samme påfaldende, at kvinden i kontrolhuset står beskyttet bag et finmasket fluenet monteret i vinduesrammen. Luften er tæt af små bitte insekter, der ligner fluer mere end myg, og som sværmer omkring de besøgende. Umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at insekterne stikker, men de kildrer i ansigtet og på armene og er rigtigt irriterende.
 
Da vi gør holdt ved nogle af udsigtspunkterne og vandrer rundt i parken, tynder det så meget ud i insekterne, at vi næsten vænner os til dem – og da jeg dagen efter opdager nogle røde pletter på armene, tror jeg, at der åbenbart er myg i Moab efter solnedgang. Det er først, da vi mange dage senere er kommet hjem fra rejsen, og myggestikkene på min højre arm udvikler sig til decideret udslæt, der kræver behandling med lægeordineret hydrocortison-salve, at det går op for mig, jeg er blevet bidt af de irriterende insekter i Canyonlands.
 
Insekterne er såkaldte ’gnats’ eller på dansk dansemyg. De stikker ikke, men de bider – og på hjemmesiden for National Park Service kan man læse følgende: ”In the late spring and early summer, swarms of tiny biting gnats often greet visitors to Arches and Canyonlands National Parks. Also called midges, no-see-ums, punkies and moose flies, these miniscule pests thrive in the scattered pinyon-juniper forests of southeast Utah. Regardless of their name, it is no secret that a large population of these creatures can make outdoor activity unbearable”. Hvis jeg havde læst denne beskrivelse før besøget i Island in the Sky, havde jeg nok vendt bilen og var kørt tilbage til Moab, så snart vi mødte disse små djævle ved indgangen. Der var ingen gnats i hverken Moab eller Arches.

Island in the Sky set fra Needles-distriktet. [Foto fra Wikipedia]
 
Området har fået navnet ’Øen i himlen’, fordi det på afstand ligner en bakkekam højt hævet over det øvrige landskab. Når man står på dette højdedrag kan man fra spektakulære udsigtspunkter omvendt kigge ned på de øvrige og lavere plateauer i det store sceneri.

500 meter under os, ved foden af lodrette klippeskrænter, ligger en udstrakt slette, der kaldes White Rim, og yderligere 500 meter længere nede i bunden af dybe kløfter ligger et niveau, der gennemskæres af områdets store floder Green River og Colorado River. Det er et fuldstændig vildt landskab, som forfatteren Edward Abbey har kaldt "the most weird, wonderful, magical place on earth – there is nothing else like it anywhere”.

National Park Ranger ved Grand View Point Overlook.
 
Vi får et første kig ud over White Rim plateauet fra udsigtspunktet Shafer Canyon Overlook, og senere oplever vi fra Grand View Point Overlook et gigantisk panorama, der er om muligt endnu mere storslået.

Ved Grand View er vi desuden så heldige at løbe ind i et foredrag ved en af parkens rangers, som stående ved kanten foran det spektakulære panorama fortæller om alderen af de forskellige lag og om den igangværende erosionsproces, der om nogle få hundrede millioner år vil have forvandlet alle områdets klipper til sand og aske, som af de store floder er ført ud i Den Mexicanske Golf og dermed forsvundet.

Green River Overlook. En bugtning af Green River ses lidt til højre for midten af billedet.

Næste stop er Green River Overlook, hvorfra man kan se ud over både White Rim plateauet og det lavere niveau, hvor den grønne flod slynger sig i et dybt skår i klippen. Det er vildt og overvældende – et landskab af den anden verden.

Ud over vide udsigter over plateauer og kløfter rummer Island in the Sky en af Utahs mest fotograferede klippebuer, Mesa Arch. Fra parkeringspladsen ved parkens rundfartsvej er der en kort vandring på nogle få hundrede meter til klippebuen, som helt sikkert er et besøg værd. Den er mindre end de store buer i Arches – men meget spektakulær, fordi den står på kanten af kløften, og der er vid udsigt over det store landskab gennem åbningen under overliggeren.

Mesa Arch, Island in the Sky.
 

Det er nemt at komme op på toppen og gå over den naturlige stenbro, og da vi ankommer til stedet, er en gruppe japanere i gang med at fotografere sig selv og hinanden stående på buens top. Jeg klatrer selv op for at forcere broen – men da jeg opdager, at der på den modsatte side er et frit fald på 500 meter ned til bunden af kløften, opgiver jeg ideen. Hvis man snubler her, kan det nemt være fatalt.
 
Siden vi landede i Phoenix for en uge siden, har jeg taget omkring 550 fotos, og det bliver en kæmpe opgave at sortere og redigere samlingen, når vi kommer hjem. I dag er vi kun halvvejs på rundturen i Arizona og Utah. Vi har stadig otte dage foran os, før vi vender tilbage til Phoenix og starter hjemrejsen. Ud over resten af dagen i dag har vi i morgen en hel dag mere i Moab-området, inden vi kører vestpå mod Bryce Canyon og Zion.
 

White Rim Overlook.
 
Dead Horse Point State Park.

Tilbage mod Moab anbefaler alle rejsebøger, at man lægger vejen forbi statsparken Dead Horse State Park, der er nabo til Island in the Sky. Det er særdeles velbegrundet. Ved et udspring i kløften kaldet Dead Horse Point er der et dramatisk udsyn over Canyonlands og Colorado-floden dybt nede.
 
Navnet ’Dead Horse’ skyldes, at plateauet på den yderste pynt i 1800-tallet blev brugt af cowboys som fold for indfangede vilde heste. Pynten er afgrænset på alle sider af lodrette skrænter med et fald på 600 meter ned til floden og er kun forbundet til det øvrige land med en 27 meter smal landtange. Det var derfor nemt for datidens cowboys med et hegn over den smalle tange at holde hestene indespærret på pynten. Kom en af hestene for tæt til kanten og faldt 600 meter ned – ja, så var der helt sikkert tale om en død hest.
 

Dead Horse Point Overlook. Den snoede sti er en bilvej for firehjulstrækkere.
 
Vi parkerer bilen ved et picnic-område for enden af den asfalterede vej gennem parken og går ud på pynten, hvor der i dag er opsat et beskyttende hegn, så man ikke uden videre risikerer at falde i dybet. Udsynet er svimlende hele vejen rundt. Klipperne er her rødbrune i forskellige nuancer og helt nøgne og golde. Kun langs den slyngende flod nede i bunden er der antydninger af grøn bevoksning.
 
Dead Horse Point blev brugt i slutscenen for filmen ”Thelma & Louise”, da de to kvinder siger farvel til det hele og kører sig selv og deres Ford Thunderbird i afgrunden. Billedet fryser, mens bilen svæver i luften – men ligesom for en hest på afveje i 1800-tallets indhegning er udfaldet af de to kvinders styrt med bilen givet med sikkerhed. I filmens fortælling befinder de to kvinder sig ved Grand Canyon, men optagelserne til slutscenen er rent faktisk lavet her ved Dead Horse Point. Filmens sidste replikker er følgende:

Thelma: Go!
Louise: You sure?
Thelma: Yeah … yeah.
 

Slutbilledet i filmen "Thelma & Louise" (1991).
 
Gensyn med Arches.
 
Da jeg i løbet af dagene i Moab må indse, at den guidede tur i firhjulstrækker til Chesler Park i Needles-distrikten ikke bliver til noget, har vi en ekstra dag til flere oplevelser i Arches og til at opsøge andre mål i Moab og nærmeste omegn. Udflugten til Needles koster 175 dollars pr. person, og hvis jeg også skal betale for en tredje person for at nå op på tre tilmeldinger, bliver det for dyrt. Jeg taler flere gange med det arrangerende firma Navtec Expeditions, og de er meget flinke og hjælpsomme, men de går ikke på kompromis med, at der skal være tre tilmeldte.
 
Fordelen er, at vores program dermed bliver mindre stramt, så vi kan dele seværdighederne i Arches over flere dage og får mere tid til bare at slappe af og nyde livet i lillebyen Moab. Byen er turistet, men også charmerende, og den har både en del interessante forretninger og mange fremragende cafeer og spisesteder. Der er brede fortove, og man kan nemt bevæge sig rundt til fods i den centrale del af byen omkring Main Street. Byen har endda en CD-butik, hvor jeg køber Keb Mo's "Blues Americana".
 

Eddie McStiff’s Restaurant & Bar, Moab.
 
Vores foretrukne steder til mad og drikke bliver hurtigt cafeen Peace Tree og saloon-restauranten Eddie McStiff’s. Begge steder kan man sidde udenfor i skyggen under beskyttende halvtage, og selv om temperaturen i dagtimerne kommer op omkring 30 grader, så er det langt at foretrække at sidde i det fri frem for indendørs i den kraftige luftkøling. Da jeg på et tidspunkt får røde kløende knopper på armene, tror jeg, der er myg i luften her i Moab omkring solnedgang, men det er der faktisk ikke. Knopperne skyldes som nævnt ovenfor, at jeg er blevet bidt af djævlefluerne oppe i Canyonlands.
 
Det er ikke noget problem at få et glas vin eller en øl. Det tænker vi ikke nærmere over, mens vi er i Moab, men det er faktisk usædvanligt for mormonstaten Utah. I de fleste småbyer er der normalt kun en enkelt restaurant, der har spiritusbevilling, og alkoholiske varer kan ikke købes i supermarkederne, kun i den statslige ’liquor store’. I Moab er der af hensyn til de mange turister lempet på restriktionerne, men vin og øl til hjemmeforbrug kan stadig kun købes i byens spritbutik.

Tunnel Arch.
  
I Arches har vi gemt området Devil’s Garden til den sidste dag. Her ligger inden for et afgrænset område en række imponerende og meget forskellige klippebuer, blandt andet den største af dem alle sammen, Landscape Arch, som har et spænd på 88,4 meter. Ligesom ved Delicate Arch er der en lidt længere vandretur fra parkeringspladsen hen til buen, her cirka 2,5 km hver vej, men stien er i dette tilfælde næsten helt plan og derfor nem at gennemføre.
  

Landscape Arch.
 
Landscape Arch er med sit store spænd den længste klippebue i USA. Den er samtidig forbløffende tynd og ser ekstremt skrøbelig ud – som om den kan risikere at falde sammen når som helst. Siden 1991 er der tre gange knækket store stykker sandsten af buen omkring det tyndeste sted, og parken har derfor måttet lukke den del af vandrestien, der tidligere fortsatte under buen. Stykkerne, der er faldet ned, var henholdsvis 9, 14 og 21 meter lange. Landscape Arch er kun et par meter i tværsnit, hvor den er smallest – og det forekommer næsten uvirkeligt, at et stykke buet sten som dette overhovedet kan hænge sammen.
  

Stien mod Broken Arch.
 
Andre klippebuer omkring Devil’s Garden ligger ved stien til Landscape Arch eller ved sidegrene, der fører ud i det åbne ørkenlandskab. Pine Tree Arch, Tunnel Arch, Skyline Arch og Sand Dune Arch er nemt tilgængelige, mens man må ud på en lidt længere tur til fods for at komme hen til Broken Arch. Til gengæld ser man på vejen flotte panoramer af orange klippeknolde, der indrammer det røde ørkenlandskab.

Broken Arch har et buk på midten af den kraftige overligger, men er ikke på vej til at falde sammen. ”Var det turen værd?”, spørger en mand, der kommer imod os, da vi er på vej tilbage. ”Ja, helt sikkert”, svarer jeg og tilføjer: ”Og buen er ikke længere knækket. Jeg har sat den sammen på midten”.
  

Broken Arch.
 
Tilbage i Moab styrer vi hen til McStiff’s for at spise frokost. I dag går vi indenfor i det afkølede lokale og sætter os ved et bord med udsyn til en række store fladskærme bag bardisken. Tidspunktet passer med, at jeg kan se anden halvleg af VM-semifinalen mellem Brasilien og Tyskland. Selv om Brasilien ikke just har imponeret i turneringen hidtil, regner jeg med en lige kamp, der først vil blive afgjort sent – men sådan kommer det ikke til at gå. Tyskland fører 5-0, da vi ankommer til McStiff’s, og resultatet bliver til slut forbløffende 7-1, altså en total ydmygelse og katastrofe for værtslandet Brasilien.
  

Colorado floden ved Potash Road.

Vi kører ud til Colorado-floden og følger den et stykke vej mod vest ad State Highway 279, der også kaldes Potash Road, altså ’potaskevejen’. Potaske er et saltmineral, der indeholder stoffet potassium, som er en vigtig ingrediens i gødningsindustrien. Oprindelig blev potaske udvundet af asken fra brændt træ, men i moderne tid udvindes stoffet ved minedrift og opløsning af saltene i vand. Minedriften finder blandt andet sted her i den sydlige del af Utah, og tidligere på rejsen har vi set en stor fordampningssø for potassium-udvinding ved San Jose floden nær byen Mexican Hat.
  

Petroglyphs ved Potash Road.
 
Potaskevejen følger et langt stykke den store flod med bredden på venstre side og en stejl klippeskråning til højre. Strækningen her langs floden har øjensynlig været farbar fra gammel tid, for på klippevæggen i vejsiden findes talrige århundredgamle graveringer fra Anasazi-tiden, såkaldte 'petroglyps'. Motiverne er ofte menneskeskikkelser og dyr, men også fantasifulde monsterlignende væsener. Desuden optræder symboler som bølgestreger og cirkel-figurer, der måske repræsenterer grundelementerne vand og sollys.
  

Petroglyphs ved Potash Road.
  
Petroglyffer findes typisk på steder, hvor klippen er farvet mørk af århundreders aflejringer. Den mørke flade kaldes ’desert varnish’, altså ’ørkenfernis’, fordi den er velegnet til indgraveringer. På Potash Road fortsætter petroglyfferne på imponerende vis over en flere hundrede meter lang strækning. Ofte er graveringerne placeret så højt oppe på klippen, at de kan være svære at få øje på – men til gengæld dermed også så fjernt fra jorden, at de er beskyttet mod vandalisme fra moderne graffiti. Et sted på klippen ses også et fodaftryk fra en dinosaurus.
 
Den sidste aften i Moab spiser vi burgers med french fries på McStiff’s. Solen er forsvundet bag bjergkammen mod vest, og temperaturen falder i skumringen til omkring 25 grader. Den saftige hakkebøf er toppet med ost, sprødt bacon og skiver af jalapenos, og tallerkenen indeholder desuden et par salatblade og et stort stykke syltet grøn agurk. This is America. Hvis man nøjes med en rigtig burger engang imellem, smager den fremragende.
 

Aftenlys i Moab.
 
Hvor helvede ligger Hanksville?
 
Fra Moab går turen vestpå til byen Kanab midtvejs mellem Bryce Canyon og Zion National Park. Det er en køretur på godt syv timer, så vi deler strækningen i to og tager en overnatning cirka midtvejs ved landsbyen Boulder Utah. Der er ingen veje stik vestpå fra Moab. Her ender alle spor blindt på grund af de dybe slugter i Canyonlands.

Moab til Boulder Utah, en tur på cirka 300 km.

Ruten går først mod nord til Interstate 70, dernæst vestpå et stykke ad motorvejen, og endelig ad mindre veje ind mod ødemarken Grand Staircase Escalante. Nu er der igen tid til at få gang i Kia Sorentoens musikanlæg.
 
Well Mack the Finger said to Louie the King
I got forty red, white and blue shoestrings
And a thousand telephones that don’t ring
Do you know where I can get rid of these things?
And Louie the King said let me think for a minute son
And he said yes I think it can be easily done
Just take everything down to Highway 61
   

Interstate 70, Utah.
 
Interstate 70 fortsætter i et fladt og øde område ligeud, så langt øjet rækker, og det er først, da vi drejer fra og fortsætter ad State Highway 24 mod Hanksville, at der igen kommer konturer og knolde på landskabet.

Der er meget langt mellem bosættelserne i dette område, og det meste af vejen er der ingen mobildækning. Hjemmefra har jeg overvejet, hvad man kan gøre på disse kanter, hvis bilen pludselig strejker – men det er ingen rar tanke, og jeg har opgivet at tænke den til ende. Det vigtigste er altid at have rigeligt med vand, og også i dag er køletasken fyldt.
  

Highway 95, Hanksville Utah.
 
Vi stopper for at tanke benzin i den lille by Hanksville, der ligger ved skæringspunktet mellem State Highway 24 og den nord/syd-gående Highway 95. Byen har omkring 200 indbyggere, som i stigende grad lever af turisme på grund af nærliggende Lake Powell og Capitol Reef National Park.

Hanksville er grundlagt i 1882, og i sine unge år i 1890’erne var byen forsyningspost for navnkundige Butch Cassidy og hans vilde bande, der blandt andre talte vennerne Elzy Lay og Sundance Kid. Banden havde uden for Hanksville i en afsides kløft et gemmested kaldet Robbers Roost. Her var de godt beskyttet og kunne hvile ud i fred efter et gennemført røveri. Forsyninger af mad og friske heste blev skaffet hos de lovløse søstre Ann og Josie Bassett, der havde en farm i nærheden.
  

Hollow Mountain, Hanksville Utah.
 
Benzintanken har navnet ’Hollow Mountain’, fordi dens butik faktisk er bygget ind i sandstensklippen ved siden af vejen. Butikken har et righoldigt udvalg af forskellige dagligvarer og sælger blandt andet også T-shirts. Jeg overvejer at købe en med påskriften ”WHERE THE HELL IS HANKSVILLE?” på brystet. Jeg kan godt lide det selvironiske for dette stykke udkants-Amerika i teksten – men beslutter alligevel at lade T-shirten blive hængende. Man skal nok kende Hanksville for at synes, teksten er sjov, og det er der jo netop ingen, der gør.
  

Gammel skolebygning med klokketårn i Hanksville.
 
Vi triller langsomt gennem den mennesketomme landsby, og jeg stopper et par gange for at tage billeder af en gammel skolebygning med klokketårn og en ruin af noget, der måske har været en hestestald. Lige uden for byen går landskabet med det samme igen i gold og øde ørken. Over lange strækninger er jorden dækket af grågule nøgne klipper, der ligner størknet sand, og hvor intet kan gro.
 

Et af de skiftende landskaber på vej mod Capitol Reef National Park.

  
Vi nærmer os snart nationalparken Capitol Reef, hvor landskabet skifter til høje klipper og mægtige kløfter. Vi planlægger ikke et længere ophold i parken, men stopper flere steder ved nogle af de skiltede seværdigheder. En klippevæg i starten af området indeholder en samling meget flotte petroglyphs, der også her forestiller både dyr, mennesker og sære skabninger. Nogle af skabningerne er måske medicinmænd i fuldt ornat. Dyrene er typisk geder med horn, men en af graveringerne indeholder også figurer, der ligner en hund og en lille bjørn.
  

Petroglyphs i Capitol Reef National Park.

Det er bevægende at se disse mange hundrede år gamle graverede tegninger på klippevæggen her i Utahs ørken. De stammer fra en tid før den europæiske indvandring, hvor mennesker på godt og ondt levede i pagt med naturen. Det har sikkert krævet hårdt arbejde at skaffe til dagen og vejen, men der har alligevel været overskud til at bruge tid og energi på kunstneriske udfoldelser som disse. Hvorfor alle disse tegninger af geder og andre dyr - og hvem er de sære skabninger med den store hovedbeklædning?

Petroglyphs i Capitol Reef National Park.

State Highway 24 fortsætter gennem Capitol Reef, men kun på den smalle led, der her er cirka 20 kilometer. På den anden led strækker parken sig mange hundrede kilometer både mod nord og syd. Kun en lille del er tilgængelig i bil. Hvis man vil længere ind i vildmarken kræves specialkøretøj eller vandrestøvler, proviant og oppakning. I nærheden af besøgscentret ses resterne af en oprindelig bebyggelse i området – et lille samfund, der blev kaldt Fruita, og som blev grundlagt i 1880. Mest bemærkelsesværdig er den restaurerede gamle skole, der indeholder blot ét rum i en flot lille stribet træbygning.
 

Capitol Reef National Park.

 
Navnet Capitol Reef skyldes en af parkens markante bjergtoppe, der er hvid som marmor og med lidt god vilje har form som kuplen på Capitol i Washington DC. Efter Fruita og besøgscentret bliver klipperne og jorden rødere og rødere og når til slut en nuance, jeg vil kalde mørk rustrød. Vi gør holdt flere gange, og fotografen er hele tiden flittig med kameraet.
 

Capitol Reef Inn & Cafe, Torrey Utah.

  
Lige uden for parken køre vi ind i lillebyen Torrey, der har både en benzintank og et par forretninger og desuden en café med navnet Capitol Reef Inn & Cafe. Det må være det helt rigtige sted at spise frokost. Cafeen har optaget petroglyfferne fra parken nærmest som sit varemærke, og ud over restauranten rummer foretagendet også en bugnende souvenirbutik med alskens kunsthåndværk, krukker, skindtasker og indianske smykker. Vi deler en stor skål salat og får ud over et krus vand med isterninger henholdsvis et glas hvidvin og en lokal pale ale af mærket Uinta Cutthroat.
  

Capitol Reef Inn & Cafe, Torrey Utah.

Restaurantlokalet er indrettet med lakerede og skinnende fyrretræsmøbler. Gulvet er lakeret med samme gule fernis, væggene er skrigende orange, og loftet blåt og hvidt i malede spiraler. Ved den ene væg står et stort hammondorgel af mærket KORG, og måske kommer det skinnende lokale for alvor i brug som svedig honky tonk saloon ved heftige lørdagsballer eller anden form for munter selskabelighed efter mørkets frembrud.
  

Larb Hollow Overlook, Scenic Byway 12.

Efter Torrey kører vi ind på Utahs berømte Scenic Byway 12, der fører ind i ødemarken mod navnkundige steder som Burr Trail, Box-Death Hollow, Devils Garden og Grand Staircase Escalante. Den flotteste strækning gemmer vi til i morgen. I dag kører vi blot de første cirka 50 kilometer til landsbyen Boulder, hvor vi har reserveret et værelse på Boulder Mountain Lodge. Efter Torrey svinger vejen snart opad til et højere plateau, hvorfra der er flotte udsigter ved Larb Hollow og Steep Creek.

Gammel bondegård i Boulder Utah.
 
Landsbyen Boulder var i mange år kendt som et smørhul i det sydlige Utah. Byen var afsondret fra omverdenen på grund af den omgivende forrevne vildmark, men lige omkring Boulder var landet grønt og frodigt og centrum for landbrug og kvægavl. I dag bor der omkring 200 i landsbyen, og mange lever af den voksende turisme. I mange år havde Boulder kun dårlig vejforbindelse til det øvrige Utah, og byen fik først elektricitet så sent som i 1947.
 

Anasazi State Park Museum, Boulder.
 
Vi tjekker ind på Boulder Mountain Lodge midt på eftermiddagen og besøger derefter Anasazi-museet, der ligger ved landevejen midt i den lille by. Museet rummer blandt andet fine eksempler på Anasazi keramik og er indrettet tæt ved ruinerne af en gammel Pueblo-landsby, der stammer fra tiden omkring år 1200. Fritlagte ruiner af enkelte huse og en moderne rekonstruktion af et af husene kan ses i en lille park bag museet. Kommer man igennem Boulder, er museet absolut et besøg værd.
 

Boulder Grocery Store.
 
Længere nede ad hovedgaden ligger landsbyens købmand, der har til huse i et lille charmerende træhus. Nogle gamle bondegårde ses langs landevejen, og på hjørnet, hvor Burr Tail mødes med Highway 12, ligger faldefærdige træhuse, der for måske 50 år siden har rummet en servicestation og et lille spisested.

Nedlagt service station ved Burr Trail i Boulder.

Også vores mondæne lodge-hotel stammer fra en svunden tid. Stedet minder om noget, der blev opfattet som fint og fornemt af velhavende ældre ægtepar for mange år siden i måske 1960’erne eller 1970’erne. I hovedbygningen har hotellet, hvad der kaldes ”et stort to-etagers fælleslokale, hvor man kan slappe af, læse, planlægge udflugter eller tage en snak foran en hyggelig pejs af sandsten”. Ingen benyttede dette lokale, mens vi var der.
 
Hjemmefra havde jeg forestillet mig, at Boulder Mountain Lodge lå nærmere den røde sandstensvildmark end tilfældet faktisk er. Hotellet er omgivet af en grøn park og en stor sø med ænder, og man skal starte bilen for at komme ud i klippelandskabet. Det når vi ikke i forbindelse med vores korte besøg.

Hell's Backbone Grill, Boulder.

Om aftenen har jeg bestilt bord på stedets navnkundige restaurant Hell’s Backbone Grill. Det er et glimrende og gourmetagtigt spisested, hvor maden er god og priserne i rigelig grad derefter. Hovedretterne koster omkring 30 dollars og en flaske Sonoma Zinfandel fra 45 dollars og opefter. Vi får et godt og velsmagende måltid, men er enige om, at både hotel og restaurant er forholdsvis for dyre.
 

Gamle benzinpumper ved Burr Trail Trading Post.
 
Næste morgen går vi hen til Burr Trail Trading Post rundt om hjørnet fra hotellet for at spise morgenmad. Forretningen har både en righoldig gavebutik og en lille diner-agtig café. Her får vi frisklavet kaffe og lune hjemmebagte bagles med smør og ost. Betjeningen er venlig og imødekommende, og både servitricen og en af gæsterne spørger interesseret, hvor vi kommer fra, og hvad vi har set på rejsen indtil nu. Atmosfæren er rar og indbydende, og vi vender helt sikkert tilbage til Burr Trail Trading Post næste gang, vi er i Boulder.
 

Turen ad Highway 12 fra Boulder via Bryce Canyon til Kanab.

Highway 12 i Utah.

Dagens køretur ad Highway 12 via Bryce Canyon til byen Kanab er cirka 250 km og forventes med passende stop undervejs at tage fem-seks timer. Fra Boulder slynger Highway 12 sig opad og efter nogle stejle hårnålesving kommer vi op i 3.000 meters højde, hvor vejen over en strækning på et par kilometer er anlagt på selve højderyggen af Boulder Mountain.

Luftfoto af Highway 12 på højderyggen af Boulder Mountain. [Foto fra internettet]

Jeg har aldrig set noget lignende, og det giver et sug i maven, da jeg styrer bilen rundt i svingene på den smalle bjergkam med stejle skrænter til begge sider. Her er ingen autoværn og kun få centimeter fra kanten af asfaltvejen til afgrunden. Stedet kaldes Hogback, altså ’Griseryggen’, og har flotte udsigter over det vidtstrakte klippelandskab.

Highway 12 på Hogback, Boulder Mountain. [Foto fra internettet]

Heldigvis er der vigepladser flere steder på højderyggen, og vi stopper nogle gange for at lade øjnene vandre rundt og give fotografen mulighed for at tage billeder. Et sted kommer en yngre mand på mountainbike asende op ad bakken fra vestsiden, og han rækker jublende begge arme i vejret, da han når toppen.

Mit eget foto af Highway 12 på bjergkammen.

Jeg styrer forsigtigt bilen rundt i svingene på bjergkammen og ser ud over det vidtstrakte landskab, hvor der ikke er tegn på bebyggelser i miles omkreds. Det er svært at tage fotos, der yder denne del af ruten fuld retfærdighed - men på YouTube findes nogle korte videoer, der viser køreturen over Hogback, bl.a. denne: Hogback video. Videoen varer kun godt et minut, fordi bilen med kameraet kører relativt hurtigt. Det kan anbefales at se videoen på halv hastighed.
 
Den næste time kører vi gennem et smukt og øde landskab, hvor der er nye udsigter efter hvert eneste sving. En lang strækning løber vejen gennem en nøgen slette af rødgul slickrock. Anlægsarbejdet har garanteret været besværligt, men er flot udført. Asfaltvejen slår nogle store sving for at finde det mest vandrette underlag og kommer på den måde rundt om de største knolde i det stenede landskab. Alligevel må det have krævet masser af sprængstof og meget kraftige maskiner at forme en vej gennem denne mægtige ødemark.

Landskab af 'slickrock' i Utah.

Underlaget af 'slickrock' eller på dansk 'glatsten' er gennem tiderne slebet jævnt af vand og vind og dækker med afrundede bølger store strækninger i staterne Colorado, New Mexico og Utah. Stensletterne er dannet, hvor der engang var havbund. Overfladen er derfor riflet og bølgeagtig. Efter havene udtørrede, forvandledes den nøgne sandbund gennem milioner af år til forstening. Trods betegnelsen 'slickrock' er klippen i virkeligheden ikke glat. Navnet stammer fra pionertiden, hvor metalskoede heste havde svært ved at stå fast på dette underlag.

Highway 12 gennem forstenet havbund, Utah.

Jeg kan ikke få nok af de riflede røde og gule sletter og stopper bilen hver gang, jeg ser en vigeplads i vejkanten. På et højdedrag finder vi et udsigtspunkt, hvor der er fremragende udsyn over asfaltvejen, der slynger sig gennem det nøgne landskab. Kun hvor der i sprækker eller hjørner er samlet en smule løs jord eller sand, er der planter eller buske, som gror.

Der er eventyrere, som med rygsæk og proviant vandrer i dagevis i dette vildnis og opsøger fjerne kløfter og unikke klippelandskaber, hvor ingen før har sat en fod. Jeg forstår godt denne fascination, men er nok blevet for gammel og har ikke modet til at forsøge noget lignende.

Highway 12, Utah.

Et alternativ til vandringer til fods er i vore dage er at trænge ind i landskabet i et motorkøretøj. Moderne firehjulstrækkere kan komme vidt omkring i ødemarken, og tør man ikke selv styre bilen, er der rige muligheder for at finde guidede ture til mange af de mest udsøgte steder. Der er turarrangører i alle byerne langs Highway 12, og i morgen skal vi selv på tur i firehjulstrækker med Dreamland Safari fra byen Kanab.

Efter byen Escalante skifter landskabet fra 'slickrock' til høje formationer af smuldrende og løse sandsten i forskellige nuancer af gul, hvid, grå og lysebrun. Der er langt mellem byerne i dette område, og både Escalante og den næste by Henrieville har kun nogle få hundrede indbyggere. Et sted gør vi holdt i vejsiden for at fotografen kan få et billede af en flot lagdelt gul, hvid og grå sandstensklippe.

Landskab ved Highway 12, Utah.

It was a beautiful day, the sun beat down
I had the radio on, I was drivin'
Trees flew by, me and Del were singin' little Runaway
I was flyin'
Yeah runnin' down a dream
That never would come to me
Workin' on a mystery, goin' wherever it leads
Runnin' down a dream

Mørkere skyer trækker sig sammen over bjergkammene mod vest, og da vi nærmer os det karakteristiske røde land ved Bryce Canyon, regner det pludselig så heftigt, at vindusviskerne ikke kan følge med. Vi drejer ind på en parkeringsplads og venter et par minutter, til det værste er overstået. Imens kører spillelisten med 'road songs' over bilens højttalere, nu med Tom Petty og "Running Down A Dream".

Regnbyge nær Bryce Canyon.

I rolled on as the sky grew dark
I put the pedal down to make some time
There's something good waitin' down this road
I'm pickin' up whatever's mine
I'm runnin' down a dream
That never would come to me
Workin' on a mystery, goin' wherever it leads
Runnin' down a dream

Gensyn med Bryce Canyon.

Bryce Canyon var også på programmet sidste år. Dengang boede vi to nætter på lodgen inde i parken og havde god tid til både at beundre de røde søjler i kløften fra forskellige udsigtspunkter og vandre rundt på kryds og tværs mellem høje hoodoos nede i kløften. Det var fantastisk. Bryce Canyon er forunderligt smuk.  

Fairyland Point, Bryce Canyon.

Bryce er derfor ikke øverst på listen denne gang, men da Highway 12 fører os lige forbi, og vi jo har et partoutkort til alle nationalparkerne, drejer vi ned ad stikvejen til parken og får et gensyn med dette magiske sted. Vi runder lige indkørslen til det store område og kører dernæst ud til et udsigtspunkt, vi ikke fik set sidst. Stedet hedder Fairyland Point, og det ligger faktisk uden for parken og kan opleves uden at købe billet.

Vi har ikke planer om en vandretur ned i kløften og opdager også hurtigt, at det heller ikke vil være en god idé. Efter den kraftige regnbyge er den røde jord på stierne smattet og klistrer til sålerne på sandalerne. Vores bil er den eneste på parkeringspladsen, og vi har udsigten ved Fairyland Point for os selv, indtil to vandrere dukker op nede fra kløften. Det er to mænd på cirka vores alder, og vi hilser selvfølgelig på hinanden og udveksler historier fra vores respektive rejser.

Fairyland Point, Bryce Canyon.

De to mænd har medbragt regnslag og er sluppet for at blive alt for våde, men deres vandrestøvler er fedtret ind i tykke plamager af rødt mudder, og de fortæller, at det har været næsten umuligt at komme op fra bunden af kløften, fordi stierne er smattede og glatte som is. De har i morges efterladt hustruerne på hotellet og har gået en lang tur gennem kløften fra Bryce Canyon landsbyen, og nu er de trætte og har besluttet at følge asfaltvejen de fire-fem kilometer tilbage. Jeg tilbyder dem et lift til hotellet, men de takker nej og siger, de ikke vil risikere at svine vores bil til med rødt mudder.

Vi kører tilbage gennem Bryce Canyon Village til Highway 12 og fortsætter mod Highway 89, som vi skal følge en time sydpå til byen Kanab. Kort før den store vej passerer vi parken Red Rock Canyon og kører langs med den røde klippe på højre side af vejen og til sidst gennem nogle karakteristiske korte vejtunneller, der er skåret i bjerget.

Rød vandpyt i Red Rock Canyon.

Fra vi rammer Highway 89 og kører mod syd går det den næste time ned ad bakke mod byen Kanab. Vi forlader plateauet ved Bryce Canyon, der ligger i 2.500 meters højde, til et betydeligt lavere niveau omkring 1.500 meter. Vejen følger et gammelt flodleje og løber gennem en lav kløft, hvor skrænten i venstre vejside fortsat er rød klippe.

Little Hollywood.

I Kanab skal vi bo to nætter på hotellet Canyons Lodge, der ligger i byens udkant mod nord. Kanab er et samfund med under 5.000 indbyggere, men byen har alligevel et betydeligt udvalg af butikker og restauranter og giver klart indtryk af noget mere end blot en landsby. Efter vi har tjekket ind på hotellet, vandrer vi ind til byen for at spise frokost.

Canyons Lodge, Kanab.

Rejsebogen "The Rough Guide to Southwest USA" nævner, at der ligger omkring tyve restauranter ved landevejen, hvor den løber igennem Kanab. En eller to af dem gør en anstrengelse for at være noget særligt, fortæller bogen. Resten slår sig til tåls med, at uanset hvor dårlige, de er, findes ingen andre valgmuligheder inden for hundrede miles i alle retninger. [Rough Guide, side 390]

En af de en eller to restauranter, der prøver at gøre noget ekstra, er Rocking V Café. Den ligger på Center Street omkring fem hundrede meter fra vores hotel og er indrettet i en ældre bygning, som engang har huset en bank. Den gamle bankboks med tyk jerndør er i dag lager for sodavand og flaskeøl. Vi sætter os ved et bord i skyggen under halvtaget uden for restauranten og deler en rullet sandwich med kylling, krydderier og grønsager, mens vi taler om turen sidste år, da vi også spiste frokost på Rocking V. Opholdet var dengang ganske kort. Nu er der tid til meget mere.

Rocking V Café, Kanab.

Ved siden af restauranten ligger en butik, der ud over at fungere som pantelåner sælger skydevåben og indiansk kunsthåndværk. Længere nede ad gaden ligger en tøjbutik, der hedder Duke's, og som har et stort udvalg af cowboybukser, T-shirts, sko og sportssandaler. Til frokosten drikker jeg en kold øl - en White India Pale Ale af mærket Ghost Rider. Den er fremragende.

Kanab, Utah.

Kanab kalder sig selv 'Little Hollywood', fordi byen engang var centrum for optagelserne til talrige klassiske westerns og tv-serier. Fjernsynsserien "Gunsmoke" er optaget i Kanab. Den kørte i tyve år fra 1955 til 1975, og seriens gamle kulisseby ligger her endnu og kan ses på en mark uden for byen. John Wayne har lavet film her - det er derfor, tøjbutikken hedder Duke's - og optagelserne til Clint Eastwoods "Outlaw Josey Wales" fandt sted ved Paria Canyon uden for Kanab.

Vi kigger indenfor hos Duke's, der reklamerer med udsalg og forskellige slagtilbud. Butikken bugner af varer, og Solveig finder et par Levi's shorts, mens jeg køber et par lækre og velsiddende meget lette sandaler af mærket Teva. Sandalerne har gummisåler med et godt greb, og jeg glæder mig til at prøve dem, når vi i morgen skal ud at klatre på glatsten.

Little Hollywood Movie Set Museum, Kanab.

På vejen tilbage til vores hotel kommer vi forbi Little Hollywood Movie Set Museum og beslutter at gå indenfor. Der er gratis adgang, og på en mark bag ved souvenirbutikken ligger et udvalg af primitive gamle filmkulisser - der er sat sammen, så de ligner et klassisk gadebillede fra en gammel western. Set fra de rigtige vinkler skaber nogle af de gamle kulisser en fin og livagtig scene for en klassisk revolverduel.

Little Hollywood Movie Set Museum, Kanab.

I de senere år er Kanabs ry som filmby falmet en hel del, og mens vi vandrer rundt i kulissemuset kommer jeg til at tænke på, at unge mennesker af i dag måske aldrig har set eller hørt om de westernfilm, der tidligere blev betragtet som evige mesterværker. Selv gamle legender som John Ford, Howard Hawks og John Wayne har mistet meget af deres tidligere heltestatus - og jeg tror ikke, souvenirbutikkens store udvalg af Wayne T-shirts bliver solgt i tilnærmelsesvis samme omfang som tidligere.

Howard Hawks' "El Dorado" fra 1966 med Wayne og Robert Mitchum i hovedroller blev optaget ved Kanab - og fra de senere år er som nævnt Clint Eastwoods "Outlaw Josey Wales" fra 1976 en anden kendt klassiker.

Little Hollywood Movie Set Museum, Kanab.

Til "Josey Wales" blev bygget en kulisseby, der blev stående efter optagelserne og i mange år kunne besøges ved Paria Canyon, der har karakteristiske, næste regnbuefarvede smukke klipper. Nu findes den ikke længere, fordi nogen har sat ild til de gamle huse - men en af kulissebygningerne fra filmen er bevaret her på museet.

Kulisse fra "Outlaw Josey Wales" øverst. Nederst foto fra filmen.

Huset ligner livagtigt noget, der er bygget af lerklinede mursten - men væggene er faktisk helstøbt i noget plastikmateriale. Døre og vinduer har nogle karakteristiske kors-udskæringer, der på forskellig vis blev brugt dramatisk i filmen. Det er sjovt at se. Hvis man kender filmen, husker man helt sikkert disse korsudskæringer, når man besøger Kanabs charmerende kulissemuseum.

Om aftenen spiser vi på Rocking V. Her får man både god mad og venlig betjening, og man kan frit købe en øl eller et glas vin til måltidet. Rocking V er en af de få restauranter i Kanab, der har bevilling. Øl og vin kan ikke købes i supermarkederne, kun i den statslige liquor store, altså et system i stil med Systembolaget i Sverige.  

Syn for guder.

En af de mest spektakulære seværdigheder i det sydvestlige USA er såkaldte ’slot canyons’ – snævre og ofte bugtende kløfter, der er dannet af årtusinders brusende vandløb gennem klippen. En slot canyon er betydeligt dybere, end den er bred. Nogle af disse kløfter kan være mindre end en meter brede i toppen og samtidig have et fald til bunden på op mod 30 meter. De snævre kløfter dannes typisk i sandsten, men selv i områder, hvor der er masser af relativ porøs sandsten, er det kun ganske få vandløb, der skaber en slot canyon. Det kræver en speciel kombination af en særlig type sandsten og den lokale mængde af nedbør.
 

Mystical Slot Canyon, Utah.

 
Slot canyons dannes som følge af kraftige, periodiske regnskyl. I tørre perioder er der ingen eller ganske lidt vand i kløften – men efter kraftige regnskyl kan skåret i klippen fyldes op til kanten af en rivende malstrøm. Det er derfor livsfarligt at opsøge slot canyons lige efter et skybrud. I de senere år er det sket flere gange, at besøgende er blevet ramt af såkaldte 'flash floods' i en af de smalle kløfter, og senest i september 2015 døde seks personer, da de var på vej i kano gennem Keyhole Canyon i Zion National Park og blev ramt af en pludselig springflod.
 
I ødemarken omkring Kanab er der mindst fem-seks markante slot canyons. Alle ligger langt fra alfarvej og kan være svære at finde, så det er en god idé at melde sig til en guidet tur for at se en af disse kløfter. Jeg har for længe siden reserveret en halvdagstur til Mystical Slot Canyon og The White Wave hos Dreamland Safari Tours i Kanab – og aftalen er, at vi på dagen bliver afhentet på vores hotel kl. 10.

Mystical Slot Canyon, Utah.
  
Dreamland har kontor lige over for vores hotel på hovedgaden Highway 89 i byens nordlige udkant. Vores guide er Don Black, og det viser sig, at vi er de to eneste gæster på dagens tur til kløft og klipper i ørkenlandskabet nordøst for Kanab. Minimum for antal tilmeldte er to hos Dreamland Safari Tours, så der har aldrig været tvivl om, at turen gennemføres – men det er selvfølgelig et privilegium på denne måde at have både guiden og pladsen i den store firehjulstrækker for os selv.
 
Don er en erfaren guide, der er meget vidende om natur og landskab i det røde land her i Utah, og han er både en god fortæller og svarer beredvilligt på alle spørgsmål. Vi kører mod nord ad Highway 89 og drejer efter 15-20 kilometer ind på en grusvej, hvor et lille metalskilt peger mod Peek-a-boo Canyon. Peek-a-boo er et begreb fra den børneleg, der på godt dansk hedder Tittebøh. ”Der er en del kløfter i området, der kaldes Peek-a-boo”, fortæller Don, ”Så for at undgå forvekslinger vælger vi hos Dreamland at kalde den slot canyon, vi skal se i dag, for Mystical Slot Canyon”.
  

Indgangen til Mystical Slot Canyon, Utah.

Straks vi har forladt asfaltvejen gør Don holdt for at lukke noget luft ud af bilhjulene. ”Så er det nemmere at styre køretøjet på en vej, der består af et tykt lag blødt sand”, fortæller han. Efter et kvarters kørsel med spinnende hjul i det løse sand stopper vi, hvor vejen ender blindt ved en mørkerød klippevæg. Her er indgangen til Mystical Slot Canyon. Kløften er med det samme overvældende smal og dyb, og hvor strålerne fra en næsten lodret brændende sol når ned gennem spalten for oven, funkler klippevæggene i lysende orange, røde og lilla nuancer. Det er utroligt smukt og faktisk et syn for guder.
 

Mystical Slot Canyon, Utah.

 
Bunden af kløften er fast sandgrund, så det er nemt at vandre ned ad det snoede spor omgivet af høje lodrette klippesider. Ofte er kløften så snæver, at man knap kan klemme sig igennem, og det meste af vejen kan man nemt nå begge vægge med udstrakte arme. Højden af de røde mure op mod den blå himmel er hele tiden 10-15 meter eller mere. Det er ikke ligefrem en klaustrofobisk oplevelse, men det er nemt at forestille sig, hvor farligt det vil være at opholde sig her, hvis der pludselig kommer en springflod gennem den smalle kløft.

Mystical Slot Canyon: Store sten i spænd mellem væggene over os.

Nogle steder sidder der store sten eller stykker af knækkede træstammer i klem mellem de smalleste vægge højt over os, alt sammen bragt ind i kløften og skruet i spænd mellem klippevæggene af en rivende malstrøm.

Kløften fortsætter cirka en kilometer ind i bjerget og bliver samtidig smallere og smallere. Til sidst når vi til et sted, der er så blokeret af fastklemte sten og træstykker, at vi ikke kan komme længere uden decideret klatreudstyr. Vi går derfor samme vej tilbage og genser nu den snoede slot canyon fra nye vinkler og i andre farvespil på de røde og orange funklende sandstensvægge. Fotografen går amok med kameraet og skyder op imod 100 billeder på turen frem og tilbage i den spektakulære kløft.

Mystical Slot Canyon: Trin hugget i klippen af urfolket.

Et sted udpeger Don nogle fine trin i klippen, som urfolket har hugget i væggen. Den røde klippe er hele vejen glat og blankslebet af årtusinders fossende vandløb. Mønstre af farver og vandrette striber veksler hele tiden, så der opstår nye fascinerende billeder og motiver, så snart man flytter blikket den mindste smule i den ene eller anden retning. Det er rendyrket skønhed i enestående mængder.

Mystical Slot Canyon, Utah. 

Den hvide bølge.

Da vi kommer ud af kløften, fører Don os omkring en flot rød hoodoo, inden vi hopper ind i bilen for at køre videre til næste seværdighed. Vi forlader de imponerende røde klipper og styrer videre ud i ørkenen, hvor vores guide på imponerende vis kender nettet af snoede sandveje som sin egen bukselomme og aldrig har problemer med det finde det rigtige spor.
  

På tur med Dreamland Safari Tours.

En af de allermest imponerende naturattraktioner i ødemarken uden for Kanab er nogle røde bugtende sandstensformationer, der kaldes The Wave. Det er et sted, der ligger højt på ønskelisten for alle, der besøger dette område – men området er både vanskeligt tilgængeligt og kun åbent for et meget begrænset antal besøgende. Man skal søge om tilladelse lang tid i forvejen, og hver dag trækkes der lod om kun 20 adgangsbilletter.
 
Samtidig har man i høj grad brug for an guide for at finde det magiske sted, og de sidste kilometer frem og tilbage fra det sted, firehjulstrækkeren ikke kan komme længere, skal forceres gennem særdeles vanskeligt terræn og kan kun tilbagelægges til fods. Så for os gamle er The Wave desværre ikke en mulighed. Vi må nøjes med noget, der kaldes The White Wave, og som også er imponerende, men ikke tilnærmelsesvis i samme grad som den helt usandsynligt smukke røde bølge.
  

The White Wave.

The White Wave er en lagdelt gullig-hvid klippeflade, som er bølgeformet i en længde på nogle hundrede meter. Ron leder os op over den bølgende klippe og rundt om et flot gult sandstenstårn med en højde på 30-40 meter eller mere. Der er primitive petroglyffer på tårnets vægge, og Ron har i området fundet en mængde gamle indianske potteskår, som han har hyllet ind i et klæde og gemt i sandet ud for de magiske tegninger. ”Det er bedre at bevare potteskårene her, hvor de hører hjemme, end i en eller anden skuffe hjemme hos folk, der har besøgt stedet”, siger han.

The White Wave - og vores guide, Don Black.
  
På vejen tilbage mod Kanab kører Don ad grusvejen i bunden af Angel Canyon og viser os blandt andet anasazi ruiner, petroglyffer og en skjult sø i en hule i bjerget. Vi passerer et foretagende med navnet Best Friends Animal Sanctuary. Det er en institution, som giver husly til kæledyr, der er uønskede af deres ejere og derfor i fare for at blive aflivet. Hjemmet har til enhver tid omkring 1.700 dyr boende, mest hunde og katte, men også eksempelvis heste og papegøjer. Dyrene kan sponsoreres eller adopteres af private.

Best Friends bestyrer desuden en begravelsesplads for kæledyr kaldet ’Angels Rest’. Folk fra hele USA kan sende deres afdøde kæledyr til begravelse på dette sted. Hvert dyr får sit eget indrammede lille stykke jord med gravsten og alting - selvfølgelig under forudsætning af, at man er villig til at betale, hvad det koster. ”Det lyder tosset”, siger jeg, da Ron fortæller om det. ”This is America”, siger han bare.

Rød hoodoo ved Mystical Slot Canyon.

  
Om aftenen spiser vi igen på Rocking V Café. Restauranten er fyldt, da vi ankommer lidt efter klokken 20 – men der er også servering i overetagen, fortæller den flinke og meget snakkesalige vært Victor Cooper, da vi står og ser os søgende om i det travle lokale. Vi går op ad trappen til et stort lokale med masser af plads mellem bordene. Her er faktisk hyggeligt og mindre støjende end nedenunder, og lokalet er samtidig indrettet som kunstgalleri med blandt andet malerier, fotos, keramik, tekstiler og stenskulpturer skabt af lokale kunsthåndværkere.

Victor er selv fotograf og udstiller et kæmpestort motiv fra netop The Wave, der er omtalt ovenfor. Fotoet i sig selv er måske ikke noget særligt. Det er selve det unikke sted, der gør, at man ikke kan undgå at komme hjem med nogle fantastiske billeder.

The Rafters Gallery, Rocking V Café, Kanab.
  
På gulvet under Victors store foto står et stykke rødt sandsten med petroglyffer graveret i stenens sorte ørkenfernis. Motivet er en række geder, der marcherer på rad og række fra højre mod venstre. Stilen er karakteristisk naivistisk fuldstændig som de petroglyffer, vi har set blandt andet på Potash Road uden for Moab og i Capitol Reef National Park på turen fra Moab til Boulder for nogle dage siden. Stenen er til salg, og jeg tænker med det samme, at den ville være en fuldstændig suveræn souvenir at tage med hjem.
 
Petroglyfferne ser autentiske ud, men er det selvfølgelig ikke. Det er ikke tilladt at handle med originale oldsager. Værket er lavet af kunstneren Tom Wesson, der bor i Moab. Men selve stenen er ægte nok. Der er tale om et stykke rødt sandstensklippe, som Wessen med behørig tilladelse fra myndighederne selv har hjembragt fra vildmarken uden for Moab. Han kalder værket "Parade From the Past" - og prisen på 325 dollars er faktisk ikke skræmmende.

Tom Wessons "Parade From the Past" - og en kaktus af stof og læder.
  
Mens vi spiser endnu et fremragende Rocking V måltid, beundrer vi stenen med de muntre marcherende geder og taler om, hvordan vi skal bære os ad med at få værket hjem til Danmark. Stenen er både tung og stor, og det vil nok koste en halv formue at få den sendt. Vi spørger efter Victor, men han har i mellemtiden forladt restauranten og holder fri for i dag. Jeg giver mine kontaktoplysninger til en kvindelig tjener og fortæller, at jeg er interesseret i et købe Tom Wessons kunstværk, og hun lover at bede Victor kontakte mig på min mobil, så vi forhåbentlig kan finde en løsning.
 
Fra Kanab til Zion.
 
Fra Kanab er der kun en times kørsel til Zion National Park, som er næste stop på vores rundrejse i det sydvestlige USA. Vi har derfor god tid næste formiddag, inden vi skal afsted fra Kanab, og efter morgenmaden på hotellet ringer jeg til Victor hos Rocking V for at høre, om han har tænkt over, hvordan vi kan få en Tom Wesson sten til Danmark.
 
Vi aftaler at mødes på cafeen ved 11-tiden for at tale om, hvad der eventuelt skal være næste skridt. Victor hilser hjerteligt på os, da vi ankommer, og tager os med op i galleriet på første sal for at vise os de Wesson-værker, der for tiden er udstillet. Den sten, vi har forelsket os i, er langt den største og tungeste. Den vejer næsten 30 kilo, og Victor er bange for, det bliver for kostbart at få tingen sendt til Danmark.
  

Tom Wessons "Two and a Half Marching" på Rafters Gallery, Kanab.

Et af de andre værker er også flot og kunne måske være en mere realistisk mulighed. Det er stadig en stor sten, men klippestykket er tyndere og vejer betydeligt mindre end ”Parade From the Past”. Motivet er tilsvarende naivistisk og forestiller geder på vandring. En af gederne er kun halv, fordi stenen er knækket – og værket har derfor titlen ”Two and a Half Marching”. Vi aftaler at mødes igen om to dage, når vi kommer tilbage fra Zion på vej mod Flagstaff og Phoenix. I mellemtiden vil Victor undersøge, hvad det koster at sende en af stenene til Højbjerg.
  

Zion Canyon [foto fra Wikipedia].

Zion National Park dækker et stort område på 600 km² i det sydvestlige Utah. Den centrale del af parken er Zion Canyon, som er 24 km lang og op til 800 meter dyb. Kløften er dannet i den røde sandstensklippe gennem mange årtusinder af floden Virgin River, der løber fra nord til syd gennem parken. Det laveste punkt i parken er cirka 1.000 meter over havet og det højeste 2.660 meter. Parkens unikke geografi og særlige klima giver plads til et usædvanligt rigt dyre- og planteliv med blandt andet 289 fuglearter, 75 forskellige pattedyr og 32 reptiler. Selv i højsommeren med dagtemperaturer over 30 grader er der masser af vand i kløften, både i flodløbet i bunden og fra kildevæld og silende strømme på de stejle bjergsider.
 
Tilkørslen til nationalparken, når man nærmer sig fra østsiden, er imponerende. Landskabet domineres mere og mere af rødlig, lavdelt slickrock, der rejser sig til alle sider. Efter en række stejle sving fører en smal og mørk kilometerlang tunnel gennem bjerget de besøgende ud i lyset et sted højt over dalbunden, hvorfra der er en fænomenal udsigt over kløften og de høje røde bjerge.

Zion Mount Carmel Highway til Zion Canyon.

Egentlig er det snyd at komme ind i parken ad denne tunnel, der åbnede så langt tilbage som i 1930. Det ville være mere korrekt at komme kørende ad vejen fra syd mod Springdale og opleve kløften gradvis bliver smallere og smallere og bjergsiderne på begge sider højere og højere. Men udsigten fra udmundingen af biltunnellen er ikke desto mindre fantastisk.
 
Vejen fører i stejle hårnålesving ned til bunden, hvor man møder bilvejen ’The Scenic Drive’, der fortsætter ti kilometer ind i kløften og ender ved en lodret klippeformation, der kaldes Temple of Sinawava. Fra dette sted smaller kløften ind til kun et flodløb omgivet af høje bjergsider, og endnu længere oppe ender Zion-kløften et sted, hvor det brusende flodløb kommer ud af en naturlig tunnel i bjerget. Det er muligt at forcere dette sted og vade i vand til livet gennem den smalle slot canyon, og de senere år er der blandt forhærdede vandrere og ekstremsport-udøvere gået sport i at gøre det. Man skal søge om tilladelse hos myndighederne for at få adgang, og en vandretur med strømmen fra nord mod syd gennem Zion Narrows tager for toptrænede en hel dag.
 
På grund af mange besøgende er The Scenic Drive lukket for privatbiler fra begyndelsen af april til slutningen af oktober – men fordi vi har reserveret værelse på Zion Lodge, der ligger midt i det lukkede område, har vi et skilt til at hænge i forruden, der giver os lov til at passere.

Zion Canyon Scenic Drive.

Vi er alene på vejen og stopper et par gange for at fotografen kan tage billeder, og kort efter ankommer vi til lodgen og parkerer bilen på den store plads ved hovedbygningen. Transport i Zion Canyon mellem seværdighederne foregår i sommermånederne med shuttle-busser, der kører i pendulfart mellem feriebyen Springdale syd for afspærringen og Temple of Sinawava længst mod nord.
  

Zion Lodge.

Klokken er cirka 13, da vi ankommer til hotellet, og efter en del parlamenteren med kvinden i receptionen lykkes det at få udleveret nøglen til vores værelse mere end to timer tidligere end den officielle tjek-ind-tid klokken 16. Vi køber sandwiches på hotellets fast food café og overvejer, mens vi spiser, i hvilken rækkefølge, vi skal opsøge de forskellige lokaliteter i kløften. Nogle af dem indebærer forcering af stejle stier, andre er mere umiddelbart tilgængelige.

Vi stiger på shuttle-bussen og kører med til det sidste stop ved Temple of Sinawava. Herfra fører en asfalteret sti langs floden hen til det sted, hvor kløften smaller ind til et flodløb og Zion Narrows begynder.

Zion Narrows.

Her er der trængsel af besøgende, og ude i flodløbet vader en skøn blanding af pensionister, småbørn, unge mennesker og professionelle vandrere rundt i vand til knæene, mange med en tung vandrestok i den ene hånd, og alle med det forsæt at komme hjem fra ferien og kunne prale med at have gået gennem Zion Narrows.

Gule akelajer i Zion Canyon.

Vandrestien 'Riverside Walk' fra busholdepladsen til Zion Narrows er cirka halvanden kilometer hver vej, og det er karakteristisk for kløftens klima og vegetation, at klippevæggene mange steder driver af fugt og små rislende vandløb. Der vokser blandt andet fine gule og orange akelajer på klippen, og Solveig sniger sig til at samle en lille pose frø fra den gule art, Golden Columbines. Luften står helt stille mellem de stejle røde mure. Temperaturen er over 30 grader, og vandflaskerne er flittigt i brug. Flere steder i parken er der haner med drikkevand, hvor man frit kan fylde dunkene op.

Vi tager shuttle-bussen et enkelt stop til Weeping Rock. Ud for stoppestedet fører en kort og stejl sti op til et sted, hvor vandet fra en kilde i klippen siler ned ad bjergvæggen. Der vokser små bregner og miniatureblomster i sprækkerne, og udsigten over den frodige dal er heroppefra smuk og idyllisk.

Zion Lodge.

Tilbage på hotellet beslutter vi en udflugt ind til turistbyen Springdale for at se, om det eventuelt er her, vi skal spise aftensmad en af dagene. Turen tager cirka en halv time hver vej med shuttle-bussen, men er faktisk ikke tiden værd. I Springdale findes kun få forretninger og restauranter, og alt ligger meget spredt mellem talløse hoteller og feriehuse. Vi vender derfor feriebyen ryggen og skynder os tilbage til idyllen ved vores lodge i den røde kløft.

Vores værelse på første sal i en af sidebygningerne har en balkon, der vender ud mod den store plæne foran hotellet. Somme tider er der børn, der leger på græsset, eller nogle der kaster med frisbee. Men det meste af tiden er der total ro i disse omgivelser, og vi oplever flere gange, at en flok hjorte kommer frem fra tykningen og græsser på plænen nedenfor vores balkon.

Mule Deer ved Zion Lodge.

Om aftenen i skumringstimen efter klokken 20 spiser vi på lodgens restaurant, som ligger på første sal i den lange hovedbygning. Her kan man sidde udendørs på en stor terrasse og nyde sin mad og et glas vin, mens mørket falder på, og der tændes flere og flere stjerner på den klare himmel. Maden er god, og selv om tjeneren måske klumrer gevaldigt med serveringen, er det ren luksus at lade sig opvarte på dette udsøgte sted.

Sol over Zion.

Næste dag i Zion starter vi med vandreturen til de såkaldte Emerald Pools, altså 'smaragd-dammene'. Det kan godt virke lidt irriterende, når stederne absolut skal have den slags superromantiske navne - Emerald Pools, Weeping Rock, Angel's Landing - men som vores guide Don Black sagde forleden, da vi talte om gravpladsen for kæledyr, "This is America".

Vandfald ved Lower Emerald Pool.

Stien til Emerald Pools er cirka fire kilometer frem og tilbage, hvis man kommer helt op til den tredje og øverste dam. Adgangen til den første sø er relativ nem på en asfalteret sti og fører forbi smukke små vandfald og mangfoldig bevoksning af buske og blomster.

Videre opad til den mellemste dam bliver stien stejlere, og snart springer sveden fra vores pander. Poolen er her betydeligt mindre, men vandet står flot og klart med en spejling i den blanke overflade af bjergsiden på den modsatte side af kløften. Det er fristende at dyppe fødderne i det kølige friske vand, men det er ikke tilladt.

Middle Emerald Pool.

Det sidste stykke op til den tredje dam er både det længste og stejleste. Samtidig reduceres stien til et smalt spor gennem knudrede sten og krogede trærødder, og vi puster og sveder, da vi aser op ad den stejle stigning til en skyggefuld plet ved den øverste lille sø. Godt gået, siger vi til os selv og hinanden. Vi kan godt mærke, at vi ikke er tyve år længere. Den øvre smaragd-dam er næsten udtørret, men udsigten heroppefra er fantastisk

Udsigten fra Upper Emerald Pool.

Vandreturen frem og tilbage tager et par timer, og da vi kommer ned til floden over for vores lodge, smider jeg sandalerne og skyller fødderne i det livsalige kølige vand. Det er en herlig fornemmelse. Teva-sandalerne, jeg købte forleden hos  Duke's i Kanab har gjort det fremragende. De sidder godt på fødderne uden at klemme nogen steder, og sålerne har et godt greb i både sten og løsere grus.

Forfatteren til denne beretning svaler fødderne i Virgin River's kølige vand.

Vi køber sandwiches og noget koldt vand i hotellets cafeteria, og lidt efter går jeg op på værelset for at se anden halvleg af VM-finalen mellem Tyskland og Argentina. Kampen bølger frem og tilbage med flot spil og gode chancer til begge hold, men der står stadig 0-0 efter 90 minutter, så kampen må ud i forlænget spilletid. Messi har et par farlige forsøg, men midt i anden halvleg af forlængningen er det Schürle og Götze, der afgør kampen til tyskernes fordel. 1-0 - og Tyskland er verdensmester. Jeg holder mest med Argentina og Messi, men set over turneringen som helhed er det nok det bedste hold, der vinder. Tyskland har spillet mange flotte kampe, og sejren på 7-1 over værtsnationen Brasilien i semifinalen var jo helt formidabel.

East Rim Trail, Zion Canyon.

Om eftermiddagen overtaler jeg Solveig til endnu en tur op ad en af de stejle stier, denne gang East Rim Trail, der starter ud for Weeping Rock. Stien er velplejet med et godt fast underlag, men den er stejl og zigzagger op mod toppen i stigninger, der virkelig trækker søm ud.

Vi gør holdt nogle gange for at få vejrtrækningen i ro og pulsen ned og for at slukke tørsten i køligt vand fra vores grønne Zion Canyon vanddunke. Udsigten over kløften bliver flottere og flottere, og flere steder er der svimlende udsyn over den stejle og snoede sti, vi har fulgt fra asfaltvejen nede i dalen.

East Rim Trail.

I nærheden af toppen kan vi se ned i en veritabel slot canyon, og efter et par timers svedende opstigning har vi fået nok og beslutter at vende om og begive os nedad. Vi møder et ungt par, der har fulgt et sidespor ind til Hidden Canyon, men ellers har vi sammen med et egern og nogle små vævre chipmunks hele denne fantastiske natur for os selv.

Da vi kommer tilbage til lodgen, står der en iskold fadøl fra et lokalt mikrobryggeri og venter på mig. I eftermiddagstimerne er der en bod ved området med borde og stole uden for lodgens café, der sælger lokalt fadøl - og i dag efter nogle gode vandreture er det virkelig en pint, der gør underværker.

Om aftenen i skumringstimen spiser vi igen på lodgens fine restaurant med udendørs servering. Det har været nogle fine dage i Zion nationalparken med flot natur og gode vandreture. Det overordnede indtryk er mere velkæmmet idyl end de vildere kløfter og klippebuer i Canyon de Chelly, Arches, Bryce Canyon og Mystical Slot Canyon ved Kanab. Zion er næsten for pæn, velordnet og poleret og minder på den måde om oplevelsen sidste år af Yosemite.

Aften i Zion Canyon.

Via Kanab til Flagstaff.

Næste dag har vi en temmelig lang køretur foran os via Kanab til Flagstaff, Arizona. Ruten er 400 km med en forventet køretid på cirka fem timer. Der er ikke noget køleskab i vores værelse på Zion Lodge, så vi har ikke kunnet nedfryse vores køleelementer til køletasken. I stedet henter vi en spand isterninger i hotellets ismaskine og hælder terningerne over flaskerne med kildevand. 

Zion Lodge til Flagstaff, 244 miles svarende til 400 kilometer. Til højre på kortet ses Chinle, Kayenta og Monument Valley, hvor rundrejsen startede for 14 dage siden.

Vi forlader parken ad Zion Mount Carmel Highway, samme vej som vi kom ind, og efter tunnellen gennem bjerget stopper jeg i vejsiden. for at fotografen kan få endnu et billede af de flotte røde slickrock klipper på begge sider af landevejen.

Under nogle fyrretræer på den modsatte side af vejen står en lille flok vildt og gumler på noget tørt græs. Det er nogle såkaldte Zion Bighorn Sheep, som godt kunne ligne et af de firkantede behornede dyr på Tom Wessons petroglyf-værker. Måske er dyrene på Wessons sten slet ikke geder, som jeg hidtil har troet, men i stedet afbildninger af får, Bighorn Sheep.

Zion Bighorn Sheep.

Efter en times kørsel stopper vi ved Rocking V Café i Kanab og mødes igen med Victor. Han har imellemtiden forhørt sig hos US Postal om muligheder og priser for forsendelse, og konklusionen er, at kun den mindre af stenene, "Two and a Half Marching", er en reel mulighed. Jeg går ud til bilen og henter min lille trolley-kuffert, der størrelsesmæssigt er godkendt som håndbagage på flyrejser, for at prøve, om vi måske kan pakke Tom Wessons sten i den lille kuffert. Men det går ikke. Stenen er både for lang og for bred.

Rocking V Café og Rafters Gallery, Kanab.

Victor lover at pakke kunstværket så forsvarligt som muligt i bobleplastik og en stor papkasse, og vi aftaler at betale for selve tingen nu og for forsendelsen senere, når vi har modtaget pakken i forhåbentlig god behold. Jeg giver Victor mit visitkort og beder ham sende pakken til min firmaadresse, fordi det måske vil lette indfortoldningen, når pakken lander i Danmark. Lige nu er praktiske bekymringer underordnede. For mig er det et kup at få denne unikke ting med hjem som souvenir fra en suveræn rundtur i Det Røde Land i Arizona og Utah. Et stykke ægte ørkenklippe med flotte petroglyffer i stil med de indgraverede tegninger, vi har set på klipperne mange steder på turen.  

Øverst en klippevæg med petroglyffer i Capitol Reef National Park, nederst Tom Wessons "Two and a Half Marching". Inspirationen fra de gamle figurer er tydelig.

Vi forlader Rocking V omkring klokken 12. Nu starter for alvor hjemturen. I dag er det mandag den 14. juli, og vi har været på farten i 17 dage. På onsdag den 16. juli er der flyafgang fra Phoenix via Chicago og Frankfurt til Billund, hvor vi lander torsdag formiddag. Fra Kanab er der mindst 6 timers kørsel til Phoenix, og da jeg planlagde ruten, besluttede jeg at dele køreturen fra Zion til Phoenix i to. På den måde bliver der både tid til nogle stop undervejs og få en overnatning i byen Flagstaff, som jeg gerne vil se. En anden mulighed på vejen til Phoenix kunne være et besøg ved Grand Canyon – men det har vi fravalgt, fordi vi besøgte den store kløft sidste år.
  
Vi forlader Utah og vender tilbage til Arizona. Den første by, vi møder, har navnet Fredonia. Det lyder bekendt og får mig til at tænke på den gamle Marx Brothers film ”Duck Soup” fra 1933. I filmen har det lille land Freedonia alvorlige økonomiske problemer, og for at holde hjulene i gang anmoder myndighederne om et lån hos den velhavende enke Mrs. Teasdale spillet af Margaret Dumont. Hun går med til det på den betingelse, at Rufus T. Firefly, spillet af Groucho Marx, bliver indsat som leder af landet.

Groucho Marx som Rufus T. Firefly i filmen "Duck Soup" (1933).

Det er selvfølgelig ingen klog disposition, og der går ikke mange dage, før Firefly har fornærmet ambassadør Trentino fra nabolandet Sylvania, som derefter erklærer krig mod Freedonia. Da ”Duck Soup” i sin tid blev udsendt, modtog filmselskabet en klage fra landsbyen Fredonia i staten New York. Indbyggerne var bange for, at Marx-brødrenes skøre film ville give et negativt omdømme for deres by. Brødrene svarede i vanlig stil og bad protestskriverne ændre bynavnet, fordi navnet Fredonia risikerede at skade filmen.
  

Highway 89A South, Arizona.

Fra Fredonia fører Highway 89A ud i Arizonas ørken og følger de næste mange kilometer udkanten af ødemarken Vermillion Cliffs, som rummer et utal af spektakulære naturseværdigheder, herunder navnkundige The Wave, der er omtalt ovenfor. I lange stræk fortsætter vejen ligeud mod horisonten med lavt bevokset øde sandørken til højre for kørebanen og konturen af Vermillion-højdedraget til venstre.
 
Get your motor running
Head out on the highway
Looking for adventure
And whatever comes our way
  

House Rock Valley, Arizona.

Ganske uventet dukker pludselig en bizar seværdighed op i vejsiden og ved foden af de røde bjerge, et sted der kaldes House Rock Valley. Store røde sten ligger spredt på et udstrakt fladt areal, og fra gammel tid har nybyggere brugt de store sten som udgangspunkt for særprægede huse bygget op ad, under og ind i de store sten. Det ser vildt ud og ligner scener fra en fantasifilm om bosættelser på Månen eller den røde planet Mars.
  

House Rock Valley, Arizona.

Kort efter fører en vejbro over Colorado-floden på et sted, hvor kløften – der længere mod vest udvides til Grand Canyon – er relativt smal. Vi stopper ved broen og får et kig ned til flodlejet, hvor en gruppe besøgende er på vej ned ad floden i store gummibåde.
  

Colorado River, Arizona.

Vi er nu tilbage i Navajoland – med smykkeboder i vejsiden og spredte bebyggelser, der minder om fattige townships i Sydafrika. Det er ikke ligefrem blikskure som i de store townships ved Sydafrikas storbyer – men rækker af ens små huse, der minder om simple almennyttige boligtilbud i stil med lignende boliger ved byerne i den fattige sydafrikanske region Eastern Cape.

Smykke- og keramikboderne i den vestlige del af Navajo Nation, som vi kører igennem ad Highway 89 South, har åbenlyst deres fremtid bag sig. Mange af boderne er forfaldne, tomme for varer og på vej til at smuldre og gå i et med sandet i den store ørken.
  

Salgsboder for smykker og keramik, Navajo Nation.

I Flagstaff sidst på eftermiddagen møder vi igen den klassiske landevej Route 66 – og da vi har tjekket ind på hotellet og vandrer om mod bymidten, kommer vi forbi et mikrobryggeri med det forjættende navn Mother Road Brewing Company. Bryggeriet har en lille cafe med udendørs servering, og her sætter vi os i solen og bestiller et stort glas India Pale Ale fra fad. Det er fremragende øl.
  

Mother Road Brewing Company, Flagstaff.

Den centrale del af Flagstaff er hurtigt overset. Downtown består af nogle få vinkelrette gader og en samling spredte forretninger, cafeer og restauranter. På et par af hushjørnerne ses nogle flotte klassiske hotelbygninger, men generelt er der ikke meget at skrive hjem om. Flagstaff har ry af at være en hyggelig gammel by, men vi synes faktisk, den er lidt kedelig. Måske er det fordi, vi mentalt er på vej hjemad, og eventyrlysten er ved at falme. Det vil jeg ikke afvise.

Flagstaff, Arizona.
  
Victor har anbefalet en burgerrestaurant ved navn Diablo, og her spiser vi i skumringstimen efter klokken 20 en fremragende krydret burgermenu. Det er en lun aften, og restauranten i North Leroux Street har heldigvis behagelig udendørs servering, hvor vi nyder maden og et glas rødvin. Mens mørket falder på, taler vi om stenen, vi har købt tidligere på dagen af Victor Cooper i Rafters Gallery i Kanab. Forhåbentlig lykkes det Victor at pakke værket forsvarligt ind i skum og bobleplast, så kassen med indhold når frem til Højbjerg i god behold.

14 dage senere: "Two and a Half Marching" er nået til Højbjerg. 

Kløfter, kaktus og klippebuer.  

Vores beskedne hotel med det prangende navn Highland Country Inn tilbyder ikke morgenmad, så vi går om i byen og finder en lille café, der har borde og stole udenfor på fortovet. Her får vi lune bagels med smøreost og en stor kop frisklavet kaffe.

Saguaro kæmpekatus i Arizonas ørken.

Vi forlader nu det højereliggende plateau, vi har befundet os på under stort set hele turen. Flagstaff ligger i 2.100 meters højde, Phoenix i kun 300 meter - så køreturen i dag er ned ad bakke hele vejen. Det betyder samtidig et klimaskifte fra temperaturer omkring 30 grader til 40 eller mere nede i lavlandet. Jeg har læst på lektien hjemmefra og ved, at vi de sidste 30-40 miles før Phoenix vender tilbage til saguaro-ørkenen, og i dag vil jeg have et flot foto af en søjleformet kæmpekaktus.

Saguaro cactus, Arizona.

Til frokost besøger vi nogle venner i Camp Verde omkring midtvejs på ruten. Efter et par hyggelige timer vender vi tilbage til motorvejen Interstate 17 South og ganske rigtigt. Fra omkring afkørslen til Black Canyon City breder de karakteristiske kæmpekaktus sig i alle retninger.

Joshua tree, Arizona.

Vi forlader for en stund motorvejen og kører ind ad nogle mindre veje for at fotografen kan få sit billede, og det lykkes heldigvis. Her er både Saguaro med mange grene og enkeltstående spyd uden grene, desuden masser af de lige så karakteristiske ørkenplanter Joshua træer.

Saguaro kæmpekaktus, Arizona.

I udkanten af den store by Phoenix stopper vi ved megabutikscentret Anthem Outlets og køber legetøj og andet til børnebørnene, som er på besøg hos os, når vi lander i Danmark om to dage. Selv køber jeg tre af mine favorit T-shirts i 100 pct. bomuld hos Banana Republic. Under rundrejsen har vi brugt møntvaskeriet på vores hotel i Moab, men det er snart mange dage siden, og beholdningen af rent tøj nærmer sig nulpunktet.

Anthem Outlets, Phoenix.

I USA er der gode muligheder for at købe kendte mærkevarer relativt billigt - og jeg har selv under vores tre dages ophold i New York City på udrejsen købt ind af Lee cowboybukser i en butik på Broadway og Banana Republic T-shirts i et outlet på hovedgaden i Brooklyn. Men nu må det være slut. Efter indkøbene i Anthem Outlets i Phoenix er der ikke plads til mere i kufferterne.

Lower Manhattan den 30. juni 2014 set fra vandre- og cykelstien på Brooklyn Bridge, New York City.

Trafiksituationen i millionbyen Phoenex sidst på eftermiddagen en tirsdag i juli måned er kaotisk. Der er brede veje med mange kørebaner og indviklede udfletninger i alle retninger, og selv om GPS'en er meget hjælpsom, kræver det stor koncentration og giver sved på panden, når chaufføren febrilsk skal finde vej og vælge den rigtige bane i udfletningerne for nå frem til vores hotel i nærheden af Phoenix Sky Harbor International Airport. Hotellet er en stor orangefarvet betonklods ved navn Drury Inn and Suites.

Drury Inn and Suites, Phoenix.

Værelsesprisen inkluderer foruden morgenmad også en aftenbuffet med kildevand ad libitum og billetter til to glas vin per person. Maden er udmærket og vinen god, men der er den hage ved arrangementet, at alting på hotellet lukker klokken 8 pm, og at man ikke kan købe hverken et glas vin eller en øl med op på værelset. En flink mand i receptionen fortæller, at baren på Sheraton-hotellet lidt længere nede ad gaden er åben, så vi går ud i aftenluften, der stadig er tæt ved de 40 grader. Jeg bestiller en IPA og Solveig et glas hvidvin, og nu sidder vi i baren på Sheraton og skåler og siger tak for turen.

Phoenix Sky Harbor International Airport.

Det har været en lang og meget oplevelsesrig rundrejse i Det Røde Land i det sydvestlige USA og staterne Arizona og Utah. Der har været mange højdepunkter, og hver eneste dag har budt på nogle nye og helt exceptionelle naturoplevelser imellem kløfter, kaktus og klippebuer. Det er magiske steder, vi har besøgt. Petrified Forest, Canyon de Chelly, Monument Valley, Arches, Canyonlands, Capitol Reef, Bryce Canyon, Mystical Slot Canyon, Zion. Men vi mangler at se The Wave i Vermillion Cliffs.  

Highway 163 South mod Monument Valley.

Skrevet fra maj til oktober 2015.

Rejsen foregik fra den 28. juni til den 17. juli 2014.

Faktuelle oplysninger om byer, stater, landeveje, indianerkulturer, naturfænomener og nationalparker er fundet på en.wikipedia.org.

Den bedste rejsebog til området er ’The Rough Guide to USA Southwest’, skrevet af Greg Ward.

Mit kamera er et Nikon D7100.

Flere fotos fra rejsen kan ses via links på denne side: USA Southwest 2014.

Min beretning om den foregående rejse i 2013 kan læses her: Det røde land.

Her er et kort over den samlede rute: Phoenix, Payson, Chinle, Monument Valley, Moab, Boulder, Kanab, Zion, Flagstaff, Phoenix.