Stilhed som torden

Bob Dylan i 1990’erne
Tilbage til tekster  

Af Niels Jørgen Dinnesen

 

 
”There must be some way out of here,” said the joker to the thief,
”There’s too much confusion, I can’t get no relief.
 Businessmen. they drink my wine, plowmen dig my earth,
None of them along the line know what any of it is worth.”
 

Netop som mange var begyndt at opfatte Bob Dylan som fuldkommen udbrændt, har det seneste tiår betydet et forbløffende comeback for den snart 60-årige musiker og sangskriver – i første omgang relativt ubemærket som anonymt medlem af gruppen Travelling Wilburys, der toppede alverdens hitlister i 1989, siden med den fremragende plade ”Oh Mercy” fra 1990 – men især med en helt forbløffende energisk koncertturne, der under betegnelsen ”The Never-Ending Tour” har fortsat rundt på jordkloden uafbrudt fra 1988-89 til skrivende stund ti år senere. ”Det er lettere på den måde”, har Dylan fortalt. ”Man kan bedre vælge og vrage, når man er i gang hele tiden, og showet allerede er kørende. Man slipper for både at skulle starte det op og slutte det af. Det kører hele tiden, med nogle mindre pauser ind imellem”.
     I stedet for at gøre som andre i samme generation, Rolling Stones eller Bruce Springsteen for eksempel, og tage på turne med års mellemrum til diverse fodboldarenaer har Dylan valgt at holde sig selv i gang og forsøge at dække efterspørgslen ved at spille mange flere koncerter, 150 til 200 om året, og styre turneen ud til også mindre byer og små spillesteder og er på den måde kommet vidt omkring igennem årene – snart sagt overalt i USA, Canada, Sydamerika, Europa, Japan, Australien. Allevegne er der stort set udsolgt hver eneste aften, lige meget om der er plads til to, fem, ti eller halvtreds tusind tilskuere. Repertoiret veksler for en stor dels vedkommende fra optræden til optræden; Dylan og det faste band er efterhånden så rutinerede og sammenspillede, at de hver aften kan vælge frit i et aktivt repertoire på op imod hundrede sange, allesammen klassikere.
     Et af de få faste holdepunkter i programmet har de sidste mange år været sangen ”Silvio” fra en af de ellers mindst mindeværdige plader, ”Down In The Groove” fra 1987. Her synger Dylan om troubadourrollen og sit igangværende projekt – så aldeles skæmtende åbenhjertigt, at næsten ingen bemærker det – blandt andet følgende:
  

I can snap my fingers and require the rain
From a clear blue sky and turn it off again
I can stroke your body and relieve your pain
And charm the whistle off an evening train
I give what I got until I got no more
I take what I get until I even the score
You know I love you and furthermore
When it’s time to go you got an open door
 

I can tell you fancy, I can tell you plain
You give something up for everything you gain
Since every pleasure’s got an edge of pain
Pay for your ticket and don’t complain
One of these days and it won’t be long
Going down in the valley and sing my song
I will sing it loud and sing it strong
Let the echo decide if I was right or wrong
 

Silvio, silver and gold
Won’t buy back the beat of a heart grown cold
Silvio, I gotta go
Find out something only dead men know
 

De første år kørte den endeløse turné i relativ ubemærkethed af medierne, og selv for en gammel fan som undertegnede, der mener at have fulgt nogenlunde med i alle årene, var det uden de helt store forventninger, at jeg i foråret 1996 købte billet til rockarrangementet ”Århus Open Air”, der pludselig blandt lokale navne som TV-2, Gnags og en række af tidens døgnfluebands kunne skilte med selveste Bob Dylan på plakaten. Jeg syntes godt om de to solo CD’er med coverversioner af gamle blues- og folk-sange, ”Good As I Been To You” (1992) og ”World Gone Wrong” (1993), og jeg var selvfølgelig vild med den veloplagte ”Unplugged” (1995), men derudover havde jeg ved video-transmissionen af 30 års jubilæumskoncerten i oktober 1992 oplevet, hvordan jubilaren himself faldt fuldstændigt igennem i forhold til de utroligt livfulde optrædender af mange af gæstestjernerne (ikke mindst Neil Young), og alt i alt var jeg så småt nået til den erkendelse, at Dylan var ved at være gammel, slidt op og snart sagt ”over the hill”.
     Men det var han ikke. Allerede fra første fløjt den eftermiddag i juni måned 1996 blev jeg og alle øvrige tilstedeværende ved Tangkrogen klar over, at det absolut ikke var nogen afglans, vi var kommet for at høre – men et levende, boblende, vibrerende band i rockmusikkens absolutte topklasse, og med en veloplagt Dylan, som kraftfuldt og inciterende sendte ”Highway 61”, ”Silvio”, ”All Along The Watchtower” og andre perler på snor ud over Århusbugten. Lange og tålmodige versioner af alle sangene, med fremragende soloer af både guitaristen John Jackson og mesteren selv på indfølt bluesy mundharpe. Stemmen er, som alle ved, blevet skrøbelig med årene og knækker somme tider frygteligt sammen, men båret oppe af dette forrygende band og alle disse mesterlige sange, er selv ukontrollable stemmeudsving et handicap, der i live-sammenhæng er fuldstændig og aldeles uden betydning. ”Jeg gi’r hvad jeg har, til der ikke er mere”.
  

Well Mack the Finger said to Louis the King
”I got forty red white and blue shoe strings
And a thousand telephones that don’t ring
Do you know where I can get rid of these things?”
And Louis the King said, ”Let me think for a minute son”
And he said, ”Yes I think it can be easily done
Just take everything down Highway 61.”

 

The Never-Ending Tour er desværre kun sparsomt dokumenteret på officielle plader. Det nærmeste, man kommer er ”Unplugged” fra 1995 med alle musikerne fra det daværende tour-band (kun bassisten Tony Garnier er stadig med i dag, i gennemsnit falder der en fra hvert år), men de afdæmpede, halvakustiske optagelser her – hvor fremragende de end er – savner i følge sagens natur noget af den glød og bragende intensitet, som normalt kendetegner en af de elektriske forestillinger. Vil man have syn for sagn og selv lægge øre til og høre, hvad der foregår, må man enten møde op til koncerten, når manden er i byen – eller investere i en af de talrige uofficielle liveplader, ”bootlegs”, for eksempel dobbelt-CD’en ”Pure Heat” med optagelser fra turneen i foråret 1997 eller triple CD’en ”At The Globe Arena” med 36 forskellige numre (i suveræn lydkvalitet!) fra koncerterne i Sverige, Norge og Danmark i juni 1998. De eneste glimt af det stortslåede show, der fås i almindelig handel, er spredt ud som (fremragende) fyldstof på tre CD-singler – ”Not Dark Yet” og ”Love Sick” 1 og 2 – der blev udsendt i enkelte lande i Europa, blandt andet Norge og Sverige, i starten af 1998. Den første af disse singler indeholder således – ud over titelnummeret, der er hentet fra ”Time Out Of Mind” – tre sange optaget i ”House Of The Blues” i Atlanta 1996, og navnlig en otte minutter lang version af ”Ballad Of A Thin Man” er helt fantastisk.

 

You raise up your head
And you ask, ”Is this where it is?”
And somebody points to you and says, ”It’s his”
And you say, ”What’s mine?”
And somebody else says, ”Where what is?”
And you say, ”Oh my God
Am I here all alone?”
Because something is happening here
But you don’t know what it is
Do you, Mister Jones?

 

På baggrund af turneen og omsiggribende rygter om en samling skelsættende nye sange var forventningerne kolossale op til udgivelsen i september 1997 af den første plade med helt frisk materiale siden ”Under The Red Sky” i 1990 – og alligevel lykkedes det for hundrede og syttende gang Dylan at overraske alt og alle, denne gang ved at pladen viste sig at være endnu mere helstøbt, hudløs og umiddelbart fængende, end nogen havde troet det muligt. Musikalsk er det en plade, der hænger sammen i alle hjørnerne og hviler fuldstændigt i sig selv, i en for det meste sagtmodig, lavmælt og unik stil, der præges af mange lag af sirlige guitarfigurer, sprøde keyboards, en syngende basgang, stille rockende rytmer fra flere trommeslagere – og, ikke mindst, Dylans tilbageholdte, lidt hæse og utroligt udtryksfulde sangstemme.

 

I am walking
Through streets that are dead
Walking, walking with you in my head
My feet are so tired
My brain is so wired
And the clouds are weeping
Sometimes, the silence can be like thunder
Sometimes, I wanna take to the road of plunder
Could you ever be true?
I think of you
And I wonder

 

I’m sick of love
I wish I’d never met you
I’m sick of love
I’m trying to forget you
Just don’t know what to do
I’d give anything to be with you

 

Det bliver hurtigt klart, at hovedtemaet er kærlighedstabet – jeg-fortælleren, der har mistet og er blevet svigtet af sin elskede, den eneste ene – og det medfølgende, smertefulde, ubærlige, savn. ”You left me standing in the doorway crying / Suffering like a fool”. Sagt og sunget om og om igen, på forskellige måder – blidt, hårdt, skævt, direkte, tryglende, ironisk, hadsk – i vers efter vers igennem pladens elleve rystende og ufatteligt smukke sange. ”I’m thinking about that girl / Who won’t be back no more / I just don’t know what to do / I was all right ‘till I fell in love with you”. Nogle gange hæves fortællerstemmen og lyden af det rumlende og rockende orkester til et næsten agressivt og anklagende niveau, og Dylan skærer til marv og ben med sine lammende enkle billeder af savnet og de svære sindsstemninger: ”If I ever saw you coming I don’t know what I might do / I’d like to think I could control myself / But it isn’t true”. Der er ingen særlig mystik i det, der udtrykkes. Det handler om ganske almindelige, om end voldsomme, almenmenneskelige følelser, og pointerne falder hele tiden prompte og umisforståeligt og i et krystalklart sprog, som kan opleves helt umiddelbart og knap har brug for nogen fortolkning.

 

I can’t wait, wait for you to change your mind
It’s late, I’m trying to walk the line
Well it’s way past midnight
And there’s some people all around
Some on their way up
Some on their way down
The air burns
And I’m trying to think straight
And I don’t know how much longer I can wait.

 

Det andet hovedtema i sangene handler om fortællerens gøren status over sit liv – fortid, nutid, fremtid – det hele. Han er ensom og forladt, har set og oplevet det meste og derfor mistet næsten enhver glød for det at leve. ”I got no place left to turn / I got nothing left to burn”. Der er ikke mere i vente, ikke flere ord der skal siges, ikke flere tanker der skal tænkes – ingenting tilbage, ud over den sidste store oplevelse, det unævnelige, døden. Han klynger sig til sin egen skygge, tiden er gået i stå, alting forekommer hult og meningsløst, det hele er enten lige meget eller helt forbi. ”I know I can’t win / But my heart just won’t give in”. Alle disse for mange mennesker ganske almindelige tanker og følelser (specielt selvfølgelig, hvis man er kommet lidt op i årene) lykkes det Dylan på en unik, følsom og smertelig måde at formidle med sin vidunderlige musik og sine enkle tekster på denne plade. Tiden er ved at rinde ud, kærligheden og alle mulighederne er forspildt, det er nødvendigt at stoppe op og gøre status, skrive det hele ned, lige ud af hovedet, finde en afklaring og undgå at miste kontrollen, humøret, besindelsen. Kort sagt, ”Time out of mind”.

 

People on the platforms, waiting for the trains.
I can hear their hearts a-beating,
Like pendulums swinging on chains.
When you think that you’ve lost everything,
You find out you can always lose a little more.
I’m just going down the road feeling bad,
Trying to get to heaven before they close the door.

 

Som altid, når man står over for store kunstværker som denne plade, har mange – selv ellers velmenende og rimeligt intelligente mennesker – naturligvis villet fortolke pladen som lodret selvbiografisk, som om fortæller-jeg’et i forholdet een til een skulle være identisk med kunstneren: Bob har mistet sit livs kærlighed, han lider af dødsangst, og var der ikke også noget med, at han var meget syg i forbindelse med, han lavede pladen?
     Jeg vil naturligvis ikke spilde tid på den slags spekulationer, men give ordet til Dylan, som i forbindelse med udgivelsen med stor tålmodighed besvarede en række mere eller mindre forudsigelige og trivielle spørgsmål fra en lille gruppe journalister: ”Allerede på min første plade var jeg inde omkring emnet med ulykkelige kærlighedsforhold”, siger han blandt andet. ”Folk skulle holde op med at tage alting så bogstaveligt. Elvis sang for eksempel: ”You ain’t nothing but a hound dog”. Det ville da være dumt at spørge Elvis, om dét var alvorligt ment. Man ændrer sig fra minut til minut. En plade fanger atmosfæren i øjeblikket. En time senere er alting anderledes.”

 

I was born here and I’ll die here, against my will.
I know it looks like I’m moving but I’m standing still.
Every nerve in my body is so naked and numb,
I can’t even remember what it was I came here to get away from.
Don’t even hear the murmur of a prayer.
It’s not dark yet, but it’s getting there

  

Stemningen, atmosfæren, følelserne, den uafrystelige gode historie, det hele – samles til slut sammen og summeres op i pladens helt formidable finalenummer, ”Highlands”, hvor kunstneren som udtryk for fortæller-jeg’ets resignerede sindsstemning over for verden omkring ham bruger det enkle og let forståelige billede, at hans hjerte er i det skotske højland – hvor blåklokker blomstrer ved bjergenes fod, og kaprifolierne flammer ved bredden af Loch Lomond. Sangen når næsten magiske højder gennem en evig og mere og mere velsmurt gentagelse af den samme enkle bluesfigur om og om igen i seksten-sytten minutter, og ved – ganske enkelt – at turnere en sublim, underfundig, sjov og spændende historie, komplet med mundret dialog og overraskende pointer, som netop Dylan altid har været en mester i at gøre. Tidligere tiders lignende højdepunkter som ”Lily, Rosemary & the Jack og Hearts” fra ”Blood On The Tracks” bliver i livagtig scenegang og fascinerende persongalleri næsten til levende billeder for øjnene af os, mens sangen og handlingen i den intense, effektivt krydsklippede affære ruller ud fra højttalerne. Og det samme gælder på ”Time Out Of Mind” sangen ”Highlands” – blandt andet i en pragtfuld ”Five Easy Pieces” agtig restaurantscene med nogle skægge ironiske pointer i spillet mellem den mandlige kunde og servitricen: ”Waitress comes over, nobody in the place but me and her / Well it must be a holiday, there’s nobody around / She studies me closely as I sit down / She got a pretty face and long white shiny legs / I said ”Tell me what I want” / She say ”You probably want hard boiled eggs” / I said ”That’s right, bring me some” / She says ”We ain’t got any, you picked the wrong time to come” / Then she says ”I know you’re an artist, draw a picture of me” / I said ”I would if I could but / I don’t do sketches from memory””.
     Fortælleren i Dylan-sangen flygter ud af restauranten, da intimiteten i samtalen bliver for påtrængende (”You don’t read women authors, do you?”) – ud på den travle gade, hvor ingen er på vej nogen steder hen. Han føler sig trist, fortabt og lidt gammel ved synet af de unge elskende par, der går tur i parken. Han er udenfor, alene, men stadig iagttagende og ikke mere vissen og ”over the hill”, end han stadig kan være selvironisk og helt bevidst om både at være til stede – og netop ikke.

 

I’m crossing the street to get away from a mangy dog,
Talking to myself in a monologue.
I think what I need might be a full length leather coat,
Somebody just asked me if I’m registered to vote.

 

The sun is beginning to shine on me,
But it’s not like the sun that used to be.
The party’s over and there’s less and less to say
I got new eyes, everything looks far away.

 

Well my heart’s in The Highlands at the break of day
Over the hills and far away.
There’s a way to get there, and I’ll figure it out somehow,
Well I’m already there in my mind and that’s good enough for now.

 

Den 11. juni 1998 har jeg ved koncerten i Forum fornøjelsen at være så tæt på scenen, at jeg næsten kan læse aftenens mulige repertoire på de cue sheets, der er sat op strategiske steder foran musikerne. I billetlotteriet på posthuset har jeg trukket en plads på anden række næsten midt for scenen, og fra denne position er der naturligvis både overblik over begivenhederne og mulighed for på nærmeste hold at opleve det glade og ironiske glimt i mesterens øje, efterhånden som han noterer sig, hvordan folk i salen synger med af hjertets lyst på mange af de kendte sange. ”You’re the reason I’m travelling on”, brøler vi ud i lokalet af vore lungers fulde kraft, ”But don’t think twice, it’s all right!”

     I sædet til højre for mig sidder en ældre herre, som jeg umiddelbart tænker bestemt må være gået galt i byen. Godt nok er jeg ikke selv nogen årsunge, og vel er gennemsnitsalderen blandt publikum relativt høj – men manden ved siden af mig er så gammel, at han må støtte sig til både en spadserestok og stolen foran, hver gang vi ryger op af sæderne for at vise vores begejstring.
”Jeg har fået billetten af mine to døtre i fødselsdagsgave”, fortæller den gamle mand, da bifaldet har lagt sig efter koncertens åbningsnummer, en ligefrem og lavmælt country-udgave af ”All Along The Watchtower”, milevidt fra det Hendrix-inspirede arrangement, der ellers har været normen for denne sang i mange, mange år. ”Jeg fyldte jo 80, forstår De, for nogle måneder siden”. ”Faktisk kender jeg Bob Dylan rigtigt godt”, fortsatte han. ”Jeg har endda truffet ham personligt engang, på et hotel i Manchester i 1966. Siden har jeg fulgt med i hans karriere, og jeg har jo de fleste af pladerne”. ”Det var pokkers”, tænker jeg ved mig selv og stirrer på den gamle, mens jeg prøver at se ham for mig sammen med en ung og krølhåret Dylan iført mørke solbriller. ”Er det rigtigt?”, siger jeg. ”Snakkede du med ham?” ”Nej, jeg syntes det ville være for påtrængende”, svarer han og ser op på scenen. ”Men jeg kunne have talt med ham, hvis jeg havde villet. Jeg stod lige ved siden af ham”.
     Dylan har danset sig igennem ”Tonight I’ll Be Staying Here With You”, ”Cold Irons Bound”, ”Shooting Star” og ”Silvio”– og i en lille pause bøjer jeg mig over mod den gamle og spørger nysgerrigt, ”Men så du koncerten dengang?” ”Nej, desværre ikke”, svarer han. ”Jeg var jo i Manchester på forretningsrejse, og der var vel ikke tid, tror jeg”. ”I aften er første gang, jeg ser ham optræde”. ”Hvad synes du så om det?”, spørger jeg ind i øret, efter vi lige har hørt en åndeløs version af ”Masters Of War” under aftenens akustiske sæt. ”Jeg synes, det er dejligt”, siger han, ”men lidt for hårdt ved ørerne, synes De ikke?” ”Jeg havde håbet, han måske ville spille et par sange alene, uden orkestret. Men det gør han nok ikke”.

 

I’m walking down that long, lonesome road, babe
Where I’m bound, I can’t tell
But goodbye is too good a word, gal
So I’ll just say, fare thee well
I ain’t saying you treated me unkind
You could have done better but I don’t mind
You just kind of wasted my precious time
But don’t think twice, it’s all right.

 

Selv synes jeg, at koncertens traditionelle akustiske afdeling er blevet væsentligt bedre og langt mere integreret i helheden i takt med, at Dylan har valgt at lade de øvrige musikere blive på scenen og spille med på de tre-fire sange, der tidligere blev mere pligtskyldigt afliret som rene solonumre. Og lige præcis denne aften er det nok ikke mindst den solide og diskrete backing fra dette sublime band, der giver Dylan et afsæt til nogle lange og intense soloforløb på akustisk guitar og mundharpe under ”To Ramona”, ”Love Minus Zero”, ”Tangled Up In Blue” og sidenhen ”Don’t Think Twice”. Da skælver Forum under den kogende begejstring, og taget truer med snart at styrte i grus.
     Da pludselig folk fra bagest i salen midtvejs i koncerten får lov til at storme op foran scenekanten og i eet nu fylder hele synsfeltet, må selv vi gamle på anden række op at stå for stadig at kunne opleve Dylan med herlig selvironi udføre sine lead guitarist stunts med skrævende ben og bøjede knæ som en anden Elvis, nogle gange ledsaget af sidelæns dansetrin og et spark af en vild støvle ud i luften – og hele tiden med et skævt smil og et glimt i øjet, der siger ”I havde nok ikke troet, jeg kunne den slags – hva’beha’r ?”

 

See them big plantations burning
Hear the cracking of the whips
Smell that sweet magnolia blooming
And see the ghosts of slavery ships
I can hear them tribes a-moaning
I can hear the undertaker’s bell
Yeah, nobody can sing the blues
Like Blind Willie McTell

 

Begejstringen er kolossal under mit eget favoritnummer for hele aftenen, ”Blind Willie McTell”, efterfulgt af en bragende ”Highway 61” – og halvvejs inde i ekstranumrene ser jeg pludselig, at den gamle ved siden af mig har opgivet at kæmpe mod kødranden foran os og nu blot bliver siddende i sin stol. ”Jeg bliver nødt til at hvile mig lidt”, forklarer han med et smil. ”Jeg plejer at kalde mig selv den ældste nulevende Bob Dylan fan, og lige nu kan jeg stå inde for, at det passer”. Men efter tre ekstranumre, inklusive ”Love Sick” og det traditionelle boblende punktum med ”Rainy Day Women”, henter Dylan på ny den akustiske guitar frem, og straks han begynder at slå an til klassikeren over dem alle, ”Blowing In The Wind”, må den gamle simpelt hen op at stå. ”Den har jeg ventet efter hele aftenen”, siger han – og løfter sin røst for at brøle med på omkvædet sammen med hele salen af fem tusind bevægede, opløftede sjæle. ”The answer, my friend, is blowing in the wind / The answer is blowing in the wind”.
     ”Firs år gammel”, tænker jeg ved mig selv, da jeg forlader Forum efter koncerten. Det betyder, at han må have været otteogfyrre eller niogfyrre, altså nøjagtig min alder i dag, da han mødte Dylan på det hotel i Manchester i 1966. ”Hmmm”. Jeg prøver at forestille mig selv som firsårig og stadig gå til rockkoncerter, og umiddelbart er det vel ingen umulighed. ”Hvis jeg stadig er sund og rask, hvorfor så ikke?” Men hvem vil der være at se? Dylan og Mick Jagger, hvis de overhovedet lever endnu, vil være næsten halvfems – og ærligt talt kan jeg ikke forestille mig en eneste musiker ret meget yngre end mig selv, som jeg vil betale for at se ved en koncert. En flok midaldrende, kvabsede Spice Girls? Gud fri mig vel!
     Jeg vælger nok at blive hjemme på mit værelse på alderdomshjemmet og høre en plade eller to – måske ligefrem Dylan og The Hawks trykke den af i Manchester 1966 – hvilket til den tid vil være, hold nu fast, for treogtres år siden! ”How does it feeeel?” Musikken rammer lige i hjertekulen. ”How does it feel?” Jeg bliver nødt til at skue lidt op. ”To be on your own”. Jeg synger med på omkvædet. ”With no direction home”. Jeg skruer endnu højere op. ”Like a complete unknown”. Der er ingen, der kan spille den guitar som Robbie Robertson. ”Like a rolling stone?” Den her musik bliver aldrig overgået.

 

Once upon a time you dressed so fine
You threw the bums a dime in your prime, didn’t you?
People’d call, say, ”Beware doll, you’re bound to fall”
You thought they were all kiddin’ you.
You used to laugh about
Everything that was hangin’ out,
Now you don’t seem so proud
About having to be scrounging for your next meal.
How does it feel
How does it feel
To be without a home
Like a complete unknown
Like a rolling stone?

 

Min firsårige sidekammerat på anden række ville nok have fået sit livs chok – og, måske, mest altovervældende oplevelse – hvis han havde blæst på forretningsmøderne og var gået til koncerten den aften i Manchester 1966. Som pladen ”Live 1966” udsendt i 1998 dokumenterer, nåede Dylan denne aften det absolutte højdepunkt af sin kunstneriske formåen – ja, overgik vel i virkeligheden endog sig selv – med et den dag i dag fuldkommen unikt repertoire af lutter skelsættende, magiske og underfundige sange og i en fremførelse, der allerede i det akustiske sæt når sublime højder, og som siden i den elektriske afdeling med The Hawks blæser både det måbende publikum i salen og hele resten af musikverdenen totalt omkuld. ”Judas!”, råber, som alle efterhånden véd, en af publikummerne efter en fænomenal udgave af ”Ballad Of A Thin Man” og antænder herved den ild, der opflammer Dylan og orkestret til en sitrende, rasende og ultimativ udgave af bravurnummeret ”Like A Rolling Stone”. I disse øjeblikke befinder Dylan, orkestret og alle medlevende tilhørere sig hinsides alle grænser, hvor alt går op i en højere enhed, krop og sjæl bliver til eet, kort sagt: Hvor englene synger. Endnu i dag har denne legendariske koncert – selv i den afglans i forhold til selv at være til stede, som enhver liveoptagelse altid er – en overvældende og uimodståelig kraft i hele sit samlede udtryk. Det er, havde jeg nær sagt, guddommelig musik. I hvert fald, af en anden verden.

 

Inside the museums, Infinity goes up on trial
Voices echo this is what salvation must be like after a while
But Mona Lisa must have had the highway blues
You can tell by the way she smiles
See the primitive wallflower freeze
When the jelly-faced women all sneeze
Hear the one with the mustache say, ”Jeeze
I can’t find my knees”
Oh, jewels and binoculars hang from the head of the mule
But these visions of Johanna, they make it all seem so cruel

 

Om 1990’ernes Never-Ending Tour siger Dylan selv, at han bliver ved, fordi det at spille er hans job, hans håndværk, hans erhverv. ”At stå på scenen er for mig lige så naturligt som at trække vejret. Desuden er jeg den eneste, der spiller den her type sange. Populærmusikken af i dag er i samme situation, som da jeg i sin tid begyndte at spille. Så snart nogen er en seriøs musiker, er der ingen, der lytter til ham. I sin tid var vi klar over, hvornår noget lød forkert, og vi var stærke nok til at gå efter folk, der sagde sandheden. Jeg er musiker, ikke bare en der måske køber en plade engang imellem. For mig er det hele mere end bare underholdning. Jeg spiller for folk, der forstår mine følelser”. Som inspirationskilder nævner han ”Enkel musik fra tyverne og trediverne og en lille smule fra halvtredserne. Indflydelsen er meget begrænset: Amerikansk folkemusik. Blues, lidt rockabilly. Men bestemt ikke rock’n roll. Jeg tror aldrig rock’n roll har haft nogen særlig betydning for mit arbejde. Blues er en utroligt enkel og åben form, som kan bruges til at sige lige hvad man vil. Men blues er blevet en sjældenhed. Blues kommer fra landet, fra bomuldsmarkerne i syden. De tog den med til de store byer og satte elektrisk strøm på den. I dag er det blevet til elektronik. Man fornemmer ikke, at der bag det hele er en person, der trækker vejret, eller at der er noget hjerte bag.”
     Selv om han er forsøgt afskrevet mange gange i årenes løb, er Dylan her ved slutningen af 1990’erne stadig på vej – dansende, smilende og levende som aldrig før – og alle, der har hørt ham live inden for de seneste år kan bevidne, at manden med stemmen, som utroligt mange elsker at hade, absolut ikke synger på sidste vers. Livet fortsætter, og da orkesteret på turneen i Nordamerika i de første måneder af 1999 gav koncert i byen Normal i staten Illinois, havde Dylan følgende kommentar til publikum: ”They always said I’d never get close to normal. But they were wrong!” Tonen er hver aften den samme – skæmtende, tongue-in-cheek agtig og samtidig hudløs, ægte og levende. Narren, den evige joker, der taler til sit publikum. Folk får hvad de vil have – et pluk af de største hits og muligheden for at skråle med på de kendte omkvæd – men som den sande troubadour i næsten middelalderlig forstand, som Dylan med årene har udviklet sig til at være, forstår han også at ryste sine tilhørere en lille smule og efterlade små foruroligende spørgsmålstegn og prikkende nåle rundt omkring. Mange af de bedste sange har nogle evigtgyldige budskaber, og som manden synger dem i dag – med hudløs stemme og fuldmoden soul – funkler mange gange både ordene og de gyldne melodilinjer, som var det allerførste gang, de blev fremført.

 

Yes, my guard stood hard when abstract threats
Too noble to neglect
Deceived me into thinking
I had something to protect
Good and bad, I defined these terms
Quite clear, no doubt, somehow,
Ah, but I was so much older then,
I’m younger than that now

 

Dylans egen sangbog er en uudtømmelig guldgrube, hvorfra der til stadighed kan hentes både overraskelser, rariteter og nye udfordringer. Det tog lang tid, efter ”Time Out Of Mind” var udkommet, inden Dylan fik helt has på at spille de følelsesmæssigt måske sværeste af sangene, ”Not Dark Yet” og ”Trying To Get To Heaven” – men nu indgår de, allerede udødelige, som naturlige glansnumre på linje med de øvrige klassikere. En gammel sang som ”Down Along The Cove” fra 1967 er blevet uropført under turneen med Paul Simon i sommeren 1999, det samme er for nylig sket med selveste ”Highlands” fra ”Time Out Of Mind” – og som om det ikke var nok, dykker Dylan med mellemrum også ned i den amerikanske fællessangskat og fremdrager gamle countrysange, gospels – senest ”Hallelujah, I’m Ready To Go” – eller et Buddy Holly-nummer som ”Not Fade Away”, der tidligere også er blevet brugt flittigt af for eksempel Rolling Stones og Grateful Dead. Dette nummer har endda i det meste af 1999 afløst ”Rainy Day Women” som aftenens traditionelle finale.
     ”Not Fade Away”, altså. Ikke noget med at dø hen eller visne, endsige gå til hvile på nogen som helst laurbær. Så hellere brænde helt ud i fuldt vigør – og gå ind i sit hus, ”justified” – som er nogle af de billeder (Neil Young, Sam Peckinpah), den amerikanske kunst og mytologi igennem årene har givet på den slags projekter, som Dylan så vedholdende er i færd med. Hundredetusindvis af tilhørere til de sidste mange års koncerter brænder efter at få en live-CD – og da den endelig kommer i 1998, er det gudhjælpemig en optagelse fra 1966! Sådan er det med Bob Dylan; bedst som man tror, man har grejet ham, så er han allerede nået videre, stædigt på vej. ”There must be some way out of here / Said the joker to the thief”.

 

I started out on burgundy
But soon hit the harder stuff
Everyone said they’d stand behind me
When the game got rough
But the joke was on me
There was nobody even there to call my bluff
I’m going back to New York City
I do believe I’ve had enough

 

Noget tyder dog på, at 1999 måske bliver året, hvor The Never-Ending Tour langt om længe bliver dokumenteret på en officiel plade. Dylan udsender normalt én ny plade hvert efterår, og et kvalificeret gæt kunne være, at de fire specialkoncerter på små spillesteder rundt omkring i USA, som Dylan har afviklet de dage, der var pause i turneen med Paul Simon i juni-juli 1999 – er blevet optaget med henblik på en plade senere på året. Nye sange bliver det nok ikke til lige med det samme, ikke før – jfr. ”Time Out Of Mind” – Dylan har noget afgørende nyt at skulle have sagt.

 

De fremhævede citater er fra sangene ”All Along The Watchtower”; ”Silvio”; ”Highway 61”; ”Ballad Of A Thin Man”; ”Love Sick”; ”Can’t Wait”; ”Tryin’ To Get To Heaven”; ”Not Dark Yet”; ”Highlands”; ”Don’t Think Twice, It’s All Right”; ”Blind Willie McTell”; ”Like A Rolling Stone”; ”Visions Of Johanna”; My Back Pages”; ”Just Like Tom Thumb’s Blues”.

 

Interviewet med Bob Dylan i forbindelse med ”Time Out Of Mind” blev bragt i det tyske ugemagasin Der Spiegel i oktober 1997. Citaterne i artiklen er min egen danske oversættelse af en (uofficiel) engelsk udgave af Spiegel-interviewet, publiceret i oktober 1997 på Dylan-webstedet expectingrain.com.

 

Denne artikel er skrevet i 1998-99, oprindelig til udgivelse i MACGUFFIN 58 – et projekt, der i mellemtiden er stillet i bero. Afsnittet om koncerten i København i juni 1998 har tidligere været offentliggjort (på engelsk) under overskriften ”Just Like Tom Thumb’s Blues” på webstedet ”www.bobdylan.com” under essay-rubrikken ”Etc.”.