Hr. Åge af Gröndal
Af Niels Jørgen Dinnesen
Vi er på weekend i Stockholm i slutningen af
juni måned 2008. Jonas og Malin bor i Gröndal – tæt ved det
store vand Mälaren, som sindigt og bredt flyder igennem den
svenske hovedstad fra vest og sørger for, at luften i den travle
by altid er frisk og klar. Boligens beliggenhed ved vandet gør
også, at der er mange måger og andre havfugle i området – og da
vi lørdag eftermiddag sidder i solen på terrassen, kan vi næsten
ikke få ørenlyd for de skrigende og skrålende fugle. Vi er netop
vendt tilbage fra en udflugt til den lille idylliske by
Mariestad ved Gripsholm Slot vest for Stockholm og sidder nu på
balkonen med en kop kaffe og taler om dagens begivenheder og
forventningerne til EM-finalen i morgen aften mellem Spanien og
Tyskland.
Neden for lejligheden, som ligger på første sal i en
gammel nyindrettet industribygning, er der en stor asfalteret
parkeringsplads, og at dømme efter larmen fra fuglene kunne man
næsten tro, at pladsen var blevet invaderet og indtaget af en
større mågekoloni. Vi kommer på benene for at se, hvad der
foregår, og det viser sig nu, at genstanden for spektaklet er en
forpjusket halvstor mågeunge, som står på flade fødder midt på
pladsen omgivet af flaksende og skrigende voksenfugle. Ungen har
endnu sine grå babydun og kan ikke flyve, og nu er den derfor
blevet skydeskive og nemt bytte for angribende glubske fugle og
andre rovdyr.
En grum gråkrage dykker som et jagerfly ned fra taget
og får med sit store næb fat i nakken på mågeungen – men straks
kommer to hvide måger med højlydte skingre skrig den lille fyr
til undsætning og får kostet angriberen væk. Andre fugle
forsøger tilsvarende anfald mod den udsatte unge, men de samme
to voksne måger fortsætter med hele tiden at skærme det lille
grå væsen og gå til modangreb på alle, der kommer ungen for nær.
Tumulten på pladsen er kolossal, og de to gamle fugle kæmper så
indædt ihærdigt under voldsomme skrig og skrål, at angrebsbølgen
efterhånden dør ud, og den grå unge til slut står mutters alene
tilbage på pladsen, forpjusket og bange, men stadig med livet i
behold.
De to trofaste væbnere er selvfølgelig ungens forældre,
og parret sidder nu på taget af bygningen og holder øje med
tumlingens mindste bevægelser nede på parkeringspladsen. Ungen
selv er træt og forkommen, og vi giver den ikke mange chancer
for at overleve alle de farer, der truer rundt omkring den – i
form af lumske rovfugle og blodtørstige hunde og katte. Samme
aften er vi på restaurant inde i byen, og da vi vender hjem i
midsommerskumringen kort før midnat, ligger mågeungen
sammenrullet midt på parkeringspladsen, tilsyneladende
ubevægelig. Men den lever endnu, og da den hører os nærme sig,
kommer den på fødderne og stolprer i skjul under en af pladsens
biler.
Søndag morgen sjosker Åge stadig rundt på
parkeringspladsen, tydeligvis træt og udmattet efter en lang og
ensom nat på asfalten. Nu ringer Malin til dyreværnsforeningen
for at høre, om der kan gøres noget for at hjælpe den stakkels
mågeunge. ”Hvis du har fundet en vildfaren bjørn, så ring til
det her nummer”, står der på dyreværnsforeningens hjemmeside –
så det lyder som det rigtige sted at henvende sig. ”Nej, nej”,
siger den flinke mand i telefonen. ”Der er ingen grund til
bekymring. Ungen er garanteret ikke faldet ud af reden. Han er
nok snarere selv sprunget ud, og nu må han jo tage
konsekvenserne af sin egen dristighed. Forældrene skal nok passe
på ham, de har helt styr på det”.
”Men er der ikke noget, jeg kan gøre?”, spørger Malin.
”Kan jeg give ham noget mad eller noget at drikke, for
eksempel?” ”Nej, endelig ikke”, siger dyreværnseksperten. ”Du
skal ikke gøre noget som helst, og du er forhåbentlig ikke
begyndt at fodre ham...?” ”Selvfølgelig ikke”, siger Malin – som
for ti minutter siden har lagt nogle brødstumper opblødt i vand
på parkeringspladsen, så Åge kan få både vådt og tørt.
”Lad mig give et eksempel”, fortsætter manden i
telefonen. ”Hvis det nu var et menneskebarn, som du så
lege på parkeringspladsen, mens forældrene sad oppe på altanen
og holdt øje med ungen, så ville du vel ikke begynde at ringe
til børneværnet eller noget...?” ”Nej, det er rigtigt nok”,
siger Malin. ”Men på den anden side. Hvis de lod ham blive ude
hele natten, så ville jeg måske alligevel overveje at gøre
noget”.
Under morgenkaffen på terrassen kan vi ved selvsyn
konstatere, at det faktisk ser ud som om, Åges forældre har styr
på situationen. Åge selv holder sig hele tiden ude midt på
parkeringspladsen, så forældrene kan holde øje med ham, og
eventuelle fjender ikke uden videre kan snige sig ind på ham og
falde ham i ryggen. Forældrene sidder på toppen af hver sin
lygtepæl med godt udsyn over både pladsen og buskadserne
omkring. Faretruende situationer er der nok af – men når for
eksempel en bil ruller ind på parkeringspladsen, eller nogle
mennesker kommer gående, så trasker Åge stille og roligt ind til
siden eller i skjul under en bil eller en busk. Hvis situationen
bliver alt for farlig, så markerer Åges forældre med høje skrig,
at man gør bedst i at holde sig på afstand af den lille unge.
Da Jonas og Malins kat Siri – som er i snor –
kommer ud på terrassen og sætter sig under sin sædvanlige busk
og kigger på verden, får de to gamle måger straks øje på hende
og meddeler med skingre skrig, at hun godt må fjerne sig,
straks. Da advarslen ikke hjælper, går mågerne bogstaveligt talt
til angreb og suser ned helt tæt over nakken på den intetanende
kat, som dels jo er bundet, dels slet ikke har haft tid til at
opdage den lille mågeunge. Siri bliver forskrækket over både
skrigene og de susende mågevinger og løber i sikkerhed under
Jonas og Malins seng inde i lejligheden.
Billedet er det samme, hver gang der viser sig en hund
eller en kat eller et andet farligt vilddyr på
parkeringspladsen. Straks skriger mågeforældrene advarende og
højlydt, og er det ikke nok, så går de direkte til fremstød mod
den, der udgør en trussel – uanset om det er store eller små,
dyr eller mennesker. Fra deres høje stade på lygtepælene eller
på taget kaster de sig ud over kanten, folder vingerne sammen og
dykker som pile fra en flitsbue tæt ned over hovedet på alle,
der kommer Åge for nær.
En kvinde fra en af nabolejlighederne går tur med sin
lille hund og slipper ubetænksomt sit skødedyr løs på
parkeringspladsen. Hunden er ikke for smart og tøffer nysgerrigt
hen mod Åge, som så småt begynder at tage benene på nakken – men
straks er Hr. og Fru Måge der fra oven og går i flæsket på den
lille halsende møghund. Kvinden slår voldsomt og vredt ud med
hundesnoren i retning mod mågerne, men kun med det resultat, at
nu bliver også hun angrebet – dog ikke af mågerne, men
af os, der står på terrassen og holder med Åge og hans forældre.
”Nej, nej”, råber vi efter kvinden. ”Mågerne vil ikke noget
ondt. Det er bare fordi, de passer på deres lille unge, som er
faret vild på parkeringspladsen”. ”Ja, det er snart farligt at
gå en tur uden for sit eget hus”, siger kvinden mut og spænder
snoren på sin lille dorske møghund.
Mandag morgen er Åge der stadig på parkeringspladsen,
nu tilsyneladende mindre udmattet og med mere mod på tilværelsen
end i går. Han jokker nygerrigt og med vakse øjne rundt og
holder sig hele tiden i det område af pladsen, hvor der ikke er
nogen eller noget, der kommer ham for nær. Åges far og Åges mor
sidder ubevægelige på toppen af hver sin lygtepæl og holder øje
med alt, hvad der sker. Når der er fred og ingen fare, flyver de
ned til Åge og giver ham mad, moralsk opbakning og måske en
lille opsang. Han er jo selv årsag til at være havnet, hvor han
er, og nu må han i det mindste lære at holde sig i skindet og
sørge for ikke udfordre skæbnen unødigt. På den måde overlever
Åge de næste dage alle farer. Forældrene passer på ham og sørger
for mad – og om natten sover Åge i skjul under en bil på
parkeringspladsen, mens hans far og mor på skift holder vagt.
Solveig og jeg er i mellemtiden vendt hjem til Danmark,
men Jonas og Malin følger stadig dramaet på nærmeste hold og
rapporterer via emails og sms’er om Åges trængsler og videre
færden. Han bor fast på det samme sted, forældrene holder vagt
dag og nat – og alle dyr og mennesker, der udgør en trussel mod
den udsatte unge, får i alvorlig grad med Åges forældre at
bestille. Mens vi et par uger senere er på sommerferie i Parga i
Grækenland, får vi en billedbesked fra Jonas med et lille foto
af Åge og teksten ”Han lever endnu”, og det er jo dejligt at
høre.
Den ene dag går med den næste, Åge vokser sig større og
større, hans babydun udskiftes efterhånden med hvide og fastere
flyve- og styrefjer – og en dag kan vingerne pludselig bære. Åge
tager rask tilløb hen ad asfalten og letter fra
parkeringspladsen, skruer sig opad og opad til svimlende højder,
prøver et susende dyk ned over huse og træer i Gröndal – og
indtager som Hr. Åge af Verden sammen med sine prøvede forældre
jagtmarkerne over det store vand Mälaren i den sydvestlige
udkant af den svenske hovedstad Stockholm.
Så svæver Hr. Åge... Suveræn, stolt og fri.
Skrevet i juli/august måned 2008.
Virkelighedens lille grå mågeunge på parkeringspladsen i Gröndal - den 29. juni 2008.