Local Hero.

Af Niels Jørgen Dinnesen.

Den skotske film ”Local Hero”, instrueret af Bill Forsyth, er morsom, varm, visuelt flot – og samtidig lidt af et lærestykke. Både i hvordan en ”lille” film bliver ”stor”, og hvordan tilsyneladende fast forankrede storbyværdier fuldstændig krakelerer, når de kommer ud under åben himmel.

Det begynder i USA, på en tæt trafikeret, flersporet indfaldsvej til Houston, Texas – efter sigende ”den hurtigst voksende by i den vestlige verden”. At dømme efter billederne må man næsten kunne høre den gro: Den er skudt op af jorden og har bredt sig i løbet af ingen tid, og nu rager tårnene i bymidten op i himlen, prangende og glimtende i glas og stål. Det er et af vækstcentrene for den vestlige civilisation, spækket med veje, biler, skyskrabere, telefoner – og mennesker, selvfølgelig. Vi følger filmens hovedperson, Maclntyre, på vej til arbejde hos Knox Oil and Gas i sin Porsche 930. Den evige bilradio kværner løs med nyheder, vejrudsigt og rappe rytmer for at animere jakkesættene på motorvejen til en ny dags indsats. Fuld fart fremad, folkens! Stemmen er hektisk og påtaget frisk – i samme rablende stil, som mange af vore hjemlige amatørpladevendere ved de nye lokalradioer for tiden prøver at tilegne sig. ”Keep moving, Texas!”, lyder det opstemt, mens kameraet og vores blik langsomt glider op ad et af højhusene.

Ørken-billede fra "Local Hero".

Pludselig skifter billedet til en glinsende, øde ørken, hvor sandet fyger hen over klitterne. Klippet er så brat og tilsyneladende umotiveret, at man som hærdet film tilskuer paradoksalt nok næppe bemærker det – og måske helt har glemt det bagefter. Men intet er tilfældigt, hverken her eller andre steder i filmen. Det spring, der er tale om – fra betonjungle til ørken eller fra nutid til urtid – rummer både filmens fortællemæssige princip og dens hovedtema; kontrasten mellem nyt og gammelt, mellem moderne storby og oprindelig landsbykultur.

Men ørkenbilledet er ikke bare sat ind som en løs metafor. Det er del af en reklamefilm for Knox Oil and Gas, som firmaets chefer er ved at se igennem – og som danner overgang til en scene, hvor historiens udgangspunkt bliver ridset op. Knox Oil vil bygge et raffinaderi ved Ferness, et lille fiskerleje i det nordlige Skotland, og sender en mand derover for at købe området af de lokale beboere. Vor helt, Maclntyre, bliver udset til jobbet, fordi han er af skotsk afstamning – og fordi han tidligere har løst en lignende opgave til alles tilfredshed. Dengang dog i Mexico, hvad der får hans chef til at formane: ”Husk på, det er rigtige mennesker, du skal handle med denne gang, ikke en flok indianere!” Selv synes Maclntyre ikke, han er den rette. Han føler sig mere som en ”telex man”, bedst til fjernkontakter, og er desuden slet ikke skotte. ”Mine forældre kom fra Ungarn”, fortæller han en kollega. ”De tog navneforandring og troede MacIntyre var typisk amerikansk”.

MacIntyre i audiens hos overbossen Felex Happer.

Opgaven gør ham urolig. Han har ingen lyst til at tage afsted, og en audiens hos overbossen og ejeren af Knox Oil, Felix Happer, gør kun ondt værre. Manden er bindegal og tænker øjensynligt mere på stjernerne end på firmaets ve og vel. Hele hans kæmpemæssige kontor i toppen af Knox-tårnet er indrettet som planetarium og observatorium, og Maclntyre får besked på at holde øje med himlen i Skotland, speci­elt stjernebilledet Jomfruen – og straks ringe op, hvis han ser noget usædvanligt, for eksempel en komet. ”The Northern sky is a beautiful thing, Macintosh”, siger Happer. Maclntyre lytter måbende til instrukserne og forsøger bagefter at finde ro ved at invitere en af sekretærerne ud til en drink, men hun betakker sig. Og endnu en kold skylle får han lidt senere af eks-konen, som han ringer op hjemme fra lejligheden – bare for at snakke. Hun er mistroisk, tror der stikker noget under, og de begynder med det samme at skændes. Der er altså ingen hjælp at finde, Maclntyre er on his own.

En amerikaner i Skotland.

Instruktør Bill Forsyth, som også har skrevet manuskriptet til filmen, er selv skotte og har selvfølgelig intet til overs for multinationale amerikanske oliekoncerner, der kan finde på at opkøbe uspolerede naturområder for at etablere raffinaderier eller lignende forureningskilder – og slet ikke, når de har tænkt sig at gøre det i Skotland. Det siger sig selv og behøver ikke større plads i filmen. Men for at ingen skal være i tvivl, bliver perspektiverne alligevel trukket op: Maclntyre bliver samlet op i lufthavnen af sin skotske assistent, Danny Oldsen, og kørt ud til Knox’s laboratorium i Aberdeen, hvor nogle ingeniører har bygget en model af Ferness-området for at lave forskellige tests og den slags. En af dem piller husrækken langs stranden op og rækker den til Maclntyre, mens den anden flytter et par bjerge, jævner jorden ud og placerer et fabriksanlæg og en betonmole på tomten. Det vil tage et halvt år at sprænge klipperne væk, fortæller de nøgternt. Hvorefter området vil være totalt molestreret, konstaterer vi.

Oldsen og MacIntyre kigger langt efter pigen Marina på Knox-laboratoriet i Aberdeen.

Perspektivet er skræmmende nok, men karakteristisk for filmen som helhed bliver det vist ironisk, let underdrejet og uden nemme pegefingre. Videnskabsmændene fabler om at vende Golfstrømmen og smelte isen på Nordpolen, men hverken Maclntyre eller Oldsen høre særligt nøje efter. De står og tænker på den flotte, kvindelige havbiolog, som for lidt siden smed tøjet for næsen af dem og sprang i bassinet for at hente en eller anden dims nede på bunden. ”Kommer Marina tilbage?”, spørger Oldsen oven på eksperternes forelæsning. – Kort sagt: Bill Forsyth overlader det trygt til os, filmtilsku­erne, at gøre de rigtige eftertanker, både her og i resten af filmen. For eksempel er det betegnende, at Ferness-beboerne selv ingen betænkeligheder har. De lugter guld og tænker kun på at blive rige.

Det er tydeligvis med diabolsk fryd, at Bill Forsyth piller en teknokratisk amerikaner ud af mængden i Houston og placerer ham i disse uvante omgivelser. Maclntyre er rent ud til grin ved sit første møde med det skotske landsbymiljø. Eller rettere: Hans rolle er det – for personen selv kommer vi straks til at holde af, ligesom filmen generelt holder af alle sine personer.

Det starter allerede, da MacIntyre og Oldsen tidligt om morgenen banker på døren til hotellet i Ferness. Hotelværten gætter med det samme, hvem de er, men han lader i første omgang som ingenting – og griner ad dem bag deres ryg sammen med konen, Stella. ”Passing through?”, spørger han neutralt, mens han følger dem ud i køkkenet, så de selv kan lave noget morgenmad. ”Der er noget salat i køleskabet til kaninen.” Først da MacIntyre lidt senere banker på soveværelsesdøren for at låne en adapter til opladning af sin elektriske håndtaske, kan han næsten ikke holde masken. ”Jeg skal se, hvad jeg kan gøre”, får han fremstammet, mens konen fniser i baggrunden – og vi griner højlydt. Tåbelige amerikaner!

Gordon og Stella. ”Breakfast isn’t until 8 o’ clock, 7 in the fishing

season. It’s not the fishing season!”

Maclntyre og Oldsen. ”We have an injured rabbit, also.”

Mac og Danny skal have fat i en bogholder ved navn Urquhart og bliver vist ud på gaden og ind i det næste hus. Det giver anledning til et ubetaleligt billede: Jakkesæt og dokumentmapper på Ferness’ lille hovedgade. Det ser i sig selv urkomisk ud – og for at det ikke skal være løgn, er de samtidig ved at blive kørt over af en nærgående knallert.

Urquhart ”vil helt sikkert være der om et kvarter”, har hotelværten sagt – uden at fortælle, at han selv er Urquhart. Mac og Danny banker på og træder ind, genkender ham, og er nu klar over at blive holdt for nar. ”Somme tider er jeg også taxachauffør”, siger Urquhart, Gordon til fornavn. Mac fortæller (hvad Gordon allerede ved), at han repræsenterer Knox Oil and Gas og er kommet for at købe the whole place, inklusive kirken. ”Det bliver mange penge”, mener Gordon, og beder om et par dage til at få samlet grundejerne. Det nemmeste er, hvis Knox køber af alle på een gang. Mac og Danny går, og Gordon kalder på Stella. ”Hold op, hvor bliver vi rige!”, synger han eksalteret – i takt til hammerslagene på taget uden for vinduet.

MacIntyre og Oldson skridter stranden af med dokumentmapper og stram mine.

Imens skridter Mac og Danny stranden af, med rank ryg og forretningsmine. Her kan de tale sammen uforstyrret, fastslår Mac, mens Danny udpeger, hvor de forskellige anlæg skal ligge, og fremhæver oliebranchen som et godt sted at arbejde. ”It’s the only business!”, siger Mac. En verden uden olie er utænkelig: Ingen biler, intet blæk, ingen nylonstrømper, ingen plastikregnfrakker... Så bliver de afbrudt af alarmen fra Maclntyres elektroniske armbåndsur. ”Business time in Houston”, konstaterer han. ”I want to make some calls”. De går hen til byens pub, hvor Mac under stort postyr får vekslet en seddel til en masse småmønter og bliver vist over til telefonboksen på den anden side af gaden. På vej derover er han igen ved at blive torpederet af knallerten. Han har kort sagt ingen som helst check på situationen; han er virkelig på glatis. Houston-attituderne og -attributterne duer ikke her.

Faktisk har han og Danny allerede på vejen op til Ferness fået et varsel om, hvad de går ind til – men selvfølgelig uden selv at opfatte det som sådan. Kontrasten mellem natur og teknologi, mellem harmoni og overgreb, stilles op igen: De bliver generet af tåge og til sidst stoppet af en vild kanin, som løber ud på vejen og bliver ramt af bilen. De samler den op, tager den med ind på bagsædet – og opgiver at køre videre. Tågen er for tæt. Og heldigt for dem, viser det sig næste morgen: De holder lige foran et skarpt højresving og en stejl skrænt ned mod en sø. I en vis forstand har kaninen altså reddet dem, i hvert fald fra fuldstændig at knække halsen.

I Ferness anbringer Maclntyre kaninen på sit værelse, ved siden af sengen. Men for de lokale er en kanin en kanin, og ikke noget kæledyr. Og en kanin med brækket ben skal aflives, hvorefter den passende kan spises. Det kender gæsterne imidlertid ingenting til, så det er først, da de er halvvejs gennem middagen, at Gordon fortæller, hvad der er i gryden: Casserole de Lapin. Mac og Danny bliver rasende og mister selvfølgelig straks appetitten. Men Gordon forsikrer bare, at benet faktisk var brækket. De kan selv se efter på knoglerne i fadet!

Fortrædelighederne fortsætter for Mac og Danny en rum tid endnu – for eksempel da de får den idé at opsøge den lokale præst. Deres ”fortrolige samtale” er fra hans side bare en afværgemanøvre for at holde dem væk fra kirken, hvor hele byen er samlet til jubelmøde for at forberede handlen. ”I’ll be as discreet as the next man”, siger præsten til afsked, ”but news does tend to travel fast around here.” Et øjeblik efter myldrer folk ud fra kirken, men det er kun Oldsen (og os, selvfølgelig), der ser det – og han siger ikke noget. Mac står med ryggen til og beklager sig: ”I don’t know what I’m doing here. I’m a telex man”. Han fatter ingenting af, hvad der sker – heller ikke, da han lidt senere kommer for skade at spørge fiskerne, hvis barn det er, der sidder i klapvognen. De stirrer på ham, lige så måbende, som da de hører, han kun har eet job. Her hjælper alle hinanden. Og han får selvfølgelig ikke noget svar; spørgsmålet er forkert stillet!

Oldsen og MacIntyre foran den lille bys kirke.

Himmel og hav.

I MACGUFFIN har vi gang på gang fremhævet de film og filmkunstnere, vi mener er særligt gode til at formidle deres historie visuelt. Som viser det, de vil fortælle. Sådan en film er også ”Local Hero”, endda i eminent grad. Kontrasterne stilles som sagt op visuelt, indstillinger og sekvenser komponeres omhyggeligt – således at omgivelser og baggrunde hele tiden karakteriserer eller perspektiverer både begivenheder og personer. Der er ingen ”flade billeder” i filmen, alle detaljer betyder en hel masse.

I begyndelsen stikker Maclntyre klart af fra Ferness-miljøet. Der er ingen, der siger det til ham direkte, og vi får det heller ikke fortalt gennem indre monolog eller lignende. Filmen viser det simpelt hen, så ingen kan være i tvivl. Tænk for eksempel på gadebilledet, som jeg allerede har nævnt: Mac og Danny med dokumentmapper på Ferness’ hovedgade. Eller strunkheden, da de marcherer hen ad stranden. Eller den tilbageven­dende vits med knallerten. Eller scenen i byens lille købmandsforretning, da Mac køber tandpasta og hårshampoo og ender med at bede om ”extra normal”… På samme måde bliver det også vist, hvordan Maclntyre efterhånden kommer på bølgelængde med både beboere og omgivelser. Først slipset og dernæst jakkesættet bliver lagt på hylden, han lader skægget stå, og fjerde gang knallerten kommer forbi, holder han erfarent Danny tilbage fra at blive kørt over. Selv digitaluret bliver droppet – ja, bogstaveligt talt opslugt af havet, da han glemmer det i strandkanten. Bill Forsyth pointerer det med et langt nærbillede suppleret med urets døende biptoner på lydsporet; måske lidt overdrevet, men stadig uden ord.

Ferness-beboerne drømmer om Silver Dollars.

Der sker flere ting, som er med til at løsne op for Maclntyre. Lige efter den uheldige samtale ved havnen (”Whose baby?”) dukker Marina, som de mødte i Aberdeen, op. Det ved Maclntyre ikke, for det er Danny, der møder hende, men det får alligevel betydning. Stor betydning endda, om end uforklarlig. Marina er havbiolog og har fore­slået Knox-selskabet at lave et havlaboratorium i Ferness, altså nærmest det modsatte af det påtænkte raffinaderi. Og selv om Danny på et tidspunkt drister sig til at fortælle hende om de faktiske planer, er hun mærkeligt nok aldrig i tvivl om, at hun nok skal få sin vilje. Det gør hun også – som ved et trylleslag, faktisk, så måske er hun, som det antydes – en havfrue. ”Dragende og gådefuld”, med svømmehud mellem tæerne. Ikke underligt, at Danny er helt væk i hende. Til sidst dykker hun ned uden iltflaske, Danny bagefter.

Det næste er, at Maclntyre får smag på whiskyen. Gordon præsenterer ham for en 42 år gammel McKeskil – og under en tur bagefter i klitterne nærmer de sig for første gang et konkret beløb på handlen. ”Noget i retning af ... 20 millioner”, siger Gordon, ”Pund altså.” – ”Dollars måske”, siger Mac. De fortsætter ned til stranden, hvor de møder gamle Ben, ”landsbytossen”, som bor dér alene i en hjemmelavet hytte af drivtømmer. Han ler længe og hjerteligt, da Gordon fortæller, at de har prøvet at sætte tal på, hvor meget bugten er værd. Mac begynder at spørge ham om himlen og stjernerne, Ben ved noget om det. ”Hvad med kometer?”, spørger Mac. ”Nå, sådan en vil du måske også købe?”, lyder svaret. Pludselig slår himlen gnister med massevis af stjerneskud. ”Holy cow! Jesus!”, udbryder Maclntyre. ”Tag det roligt”, siger Gordon, ”det er bare meteorregn”.

Jeg ved ikke, om man ligefrem kan hævde, det er whiskyen, der udløser disse naturkræfter. I hvert fald sætter den noget i gang hos Maclntyre. Whisky er jo en herlig drik, der nok kan få een til at ”nærme sig himlen”, og så en 42 års... Senere, under festen den næste aften, slås låget helt af Maclntyre. Han danser med Stella, bliver mere og mere beruset, oplever nordlyset og foreslår ud på natten Gordon at bytte liv. Til festen serveres ikke fra 42 års flasken – men ”Så gi’ mig fire 8 års og en 10 års”, siger Mac.

MacIntyre har smidt sko, slips og jakkesæt og samler strandskaller.

Morgenen efter meteorregnen understreger filmen Maclntyres forvandling. Han går endnu en tur langs stranden, fra venstre mod højre. Men denne gang så tæt ved vandkanten, at han bliver overrasket af en bølge og får våde sko. Han tager dem af, smøger bukserne op, lægger uret fra sig, og begynder at samle muslingeskaller og sten i småpytterne og det lave vand mellem klipperne. Pludselig har han fået øjnene op for den natur, han er kommet for at spolere. Imens har også russerne indfundet sig. Da Mac kommer tilbage til hotellet præsenterer Gordon ham for Victor, en fisker fra Murmansk, som gennem mange år har gjort forretninger i Ferness. Han er kommet for at være med til Ceilidh’en, den årlige byfest. Gordon og Victor får Mac til at vise dem skallerne og sætter navn på et par af dem: Scallop, razor shell. For ham har ordene en næsten eksotisk klang, ukendt som han er med praktisk talt alt i dette univers, så han suger straks til sig – og får lidt senere endda chancen for at demonstrere sin nye viden over for Danny. Om aftenen begynder festen.

Fra dette punkt i filmen begynder den inderste konflikt for alvor at spidse til. Mac har fået sans for landsbylivet, men det betyder ikke, at han ligefrem opgiver sit forehavende. Det gør i øvrigt heller ikke de lokale, optændt som de stadig er af dollardrømmen. ”Vi er nødt til at vænne os til den kendsgerning, at vi er stinkende rige”, siger een – mens andre seriøst diskuterer, om de skal købe en Maserati eller en Rolls Royce. Maseratien er måske flottest, men der er bedre plads til fiskekasser i en Rolls.

Mac gør stadig sit arbejde. Han er bare blevet mere medgørlig som forhandler – og er nu indstillet på ganske enkelt at give Ferness-beboerne, hvad de forlanger. ”Kom nu, Mac”, siger Gordon. ”Vi skal jo prutte om prisen.” Men Maclntyre gider ikke. Han er ligeglad med, om millionerne er dollars eller pund.

Raffinaderiet ser altså ud til at blive en realitet, og situationen er kort sagt ved at tage overhånd. Der er brug for assistance udefra, hvis oliepølen skal forhindres, men fra hvem? Byen selv har ingen miljøforkæmpere. Så er der Marina; hun kender konsekvenserne, men har ingen magt til at gribe ind. Heller ikke Oldsen, som ellers er begyndt at få skrupler på grund af Marina. Men Gamle Ben har svaret; Knox hedder han endda til efternavn ligesom oliefirmaets grundlægger, som Happers far købte ud i begyndelsen af århundredet. Gordon erfarer pludselig, at Ben faktisk ejer den strand, han bor på – den har tilhørt Knox-familien i 400 år – og han er ikke indstillet på at sælge.

Fra telefonboksen ved havnen i Ferness rapporterer MacIntyre om meteorregn og nordlys hjem til Happer i Houston.

Mac tilbyder ham 100.000 pund og senere trekvart million plus en strand efter frit valg hvor som helst i verden; Hawaii, Australien. Men Ben viser med et enkelt greb, hvorfor han ikke vil sælge. Han samler en håndfuld sand op og spørger Mac, om han vil give et pund for hvert sandskorn. Det tør han ikke. ”Ærgerligt”, siger Ben. ”Der er ikke mere end højst 10.000 korn i en håndfuld.” Stranden er hele hans liv, ”den skaffer mig til dagen og vejen”, siger han. Den skal passes, og de ting, der driver ind, samles sammen. Hvis Mac fik sin vilje, var det ”goodbye beach forever”, ikke sandt? De prøver at gøre ham blød med stor middag og rødvin, men forgæves. Han tager imod måltidet (det er jo gratis) og udnytter endda situationen temmelig groft ved at proppe sig hæmningsløst – ligesom da han ved festen aftenen før fyldte lommerne med levninger, før han gik hjem. Udenfor har byboerne taget opstilling; pludselig hænger millionerne i en tråd. Ben kommer ud, Mac og Gordon følger ham hjem, men han er ikke til at rokke. Han siger bare godnat og forsvinder ind i sin hule. De står tilbage med hver sin appelsin, som han har givet dem fra en kasse, der er drevet ind. ”Føj, den er fra Sydafrika!”, siger Mac.

Så klipper Forsyth til et totalbillede, som med eet vender bagsiden ud på komedien: Standen, klitterne, i baggrunden kirken. Tusmørke og Mark Knopflers ildevarslende musik; klar lynch­stemning. Hele landsbyen er på benene, på vej ned mod Bens hytte. ”Måske vil de bare snakke med ham”, beroliger Mac og Gordon hinanden. ”Men hold op, hvor er der mange!”

Som sendt fra himlen.

Men nu bliver der grebet ind fra de højere magter. Inden situationen når at udvikle sig videre, ankommer Happer himself i privat helikopter og tager affære. Han gør sin entré med manér; som en konge – ja, faktisk som en gud fra det høje. Pludselig viser der sig en lysende kugle over horisonten; den bevæger sig! Er det et himmellegeme, en komet måske? Det er kun en helikopter og den besøgende ingen extra terrestrial, men fornemmelsen af ’det fantastiske’ bliver hængende filmen ud.

Gordon og Mac foran Bens hjemmebyggede hytte på stranden.

Happer stiger ned fra flyet, smigret af den storslåede ”modtagelse”, som han går ud fra, Maclntyre har arrangeret til hans ære. Som tak tilbyder han de indfødte en gave, et klaver for eksempel. Han bliver briefet om situationen, og i løbet af ingen tid den næste dag løser han knuderne og finder den eneste rigtige løsning (som vi jo længe har haft i baghovedet): Knox-kompagniet køber området, så beboerne kan få deres penge, men i stedet for et raffinaderi skal der bygges et mere fredsommeligt observatorium på stedet. Ben har øje på hele otte uregistrerede genstande i rummet lige over dem, fortæller Happer, ”Hvad gi’r I?” Så nævner Oldsen havprojektet, Marinas idé, og det tiltaler straks den store mand. ”Sea and sky... I like that.”, siger han. ”You can call it the Happer Institute, Sir”, foreslår Oldsen – taktisk velovervejet. ”That might just be the name for it”, svarer Happer. ”Good thinking, young man!”

Happer bliver spillet af ingen ringere end Burt Lancaster, og det tror jeg har haft stor betydning for filmen. Både i udformningen af selve rollen og i det hele taget. Lancaster er selv en stjerne, som bringer så meget med ind i en film, at instruktøren automatisk får større spillerum og kan tillade sig flere ”flotheder”. Som her, hvor Bill Forsyth giver den hele armen med mytologiske overtoner: Himmel og hav, personificeret i en Stella og en Marina – med navne afledt af de latinske betegnelser for henholdsvis stjerne og hav. Der er altså tale om himmellegemer og havfruer, naturmennesker og troldmænd – over for truende olieforurening og teknologisk vanvid.

For Bill Forsyth, skotsk filminstruktør med kun to spillefilm bag sig, var det på ingen måde givet, at selveste Lancaster ville medvirke. Mange andre unge instruktører har sikkert i tidens løb drømt om ”en af de store” – og drømt forgæves. Forsyth har siden fortalt, at det i begyndelsen var ubevidst, at han skrev Happer-figuren med Lancaster i baghovedet: ”In my head I began to hear him saying the dialogue and I think I started writing it specifically for him. Of course, it was amazing when he read the script and was interested in doing it”. Lancaster syntes om projektet: ”Local Hero” was the best script I’d received since ”Atlantic City”, har han sagt. ”Frankly, I don’t particularly mind if I don’t act anymore, unless I find a piece of work that really excites me. You’ve no idea the rubbish that’s sent to me. Tits and sand! That’s what we used to call sex and violence in Hollywood, but ”Local Hero” is like those lovely Ealing movies. No villains, just eccentrics.”

Efter ankomsten med helikopter indkvarteres Happer ligesom MacIntyre og Oldsen på byens lille hotel.

Happer’s komet.

Felix Happer er selv excentrisk – ligesom kometerne, i øvrigt, som han er på udkig efter. De bevæger sig i elliptiske baner omkring solen, hvor ”excentriciteten” er målet for, hvor meget banen afviger fra cirkelform. Happer ejer Knox Oil and Gas og resi­derer øverst i firmaets skyskraber, men det eneste, der for alvor interesserer ham her på jorden, er himlen. Stjerner, planeter – og specielt kometer. En af filmens stående vitser er psykiateren Moritz, der prøver at tilføre Happer elementære, menneskelige følelser ved at tirre, håne og fornærme ham – men Happers opmærksomhed er det meste af tiden på langfart, ude i rummet. Han drømmer om at opdage en komet og blive udødeliggjort ved at få den opkaldt efter sig. Men hvad skal den hedde: Happer’s Komet eller Komet Happer?

Engang forårsagede kometer skræk og rædsel blandt menneskene. Den lysende ”ny stjerne” med en lang hale efter sig gav anledning til undergangsvisioner og meget andet, længe efter Tycho Brahe i 1577 påviste, at alle kometer er mindst tre gange længere væk fra jorden end månen. Senere, i 1705, fik en engelsk astronom, Edmund Halley, den tanke, at kometer er periodiske og vender tilbage med nogenlunde faste mellemrum. Lysende kometer fra 1531, 1607 og 1682 havde omtrent samme bane, og han antog derfor, at det drejede sig om een og samme komet, som ergo havde en omløbstid på cirka 76 år. I følge beregningerne skulle den vende tilbage i 1758, og det gjorde den, endda på selve Julenat – i følge Jay M. Pasachoffs ”Astronomy Now” (1978). Desværre for Halley var han selv i mellemtiden død, 16 år tidligere. 

Komet West, 1976. [Fra astroarts.jp]

Siden er hundredvis af kometer blevet opdaget og navngivet efter opdagerne, langt de fleste dog ikke tilnærmelsesvis så spektakulære som Halley’s og andre af de berømteste, lysende kometer, som har kunnet ses med det blotte øje. Nogle har omløbstider ned til 3-4 år, andre noget mere – nogle så meget, tusinder eller hundredetusinder af år, at de måske aldrig kommer igen. Næsten alle de lysende kometer har meget lange omløbstider og dukker altså uventet op, for eksempel Komet Kohoutek i 1973 og Komet West i 1976. Kun een af de lysende vender tilbage med kortere intervaller, nemlig Halley’s, som der findes sikre observationer af siden før Kristus. Sidst var den forbi i 1910, og næste gang den kan opleves bliver i 1986. Så hold bare øjnene åbne!

”Vi kom fra stjernerne”, sagde lektor Jens Martin Knudsen, med glødende overbe­visning, i en af sine fascinerende tv-forelæsninger i marts 1984. Og måske kan netop kometerne give nye oplysninger om selve universets tilbliven for 4,6 milliarder år siden. Fordi nye kometer kommer fra de fjerneste og dermed koldeste egne af vores galakse, indeholder de sandsynligvis stof, som ikke har ændret sig, siden solsystemet blev dannet. Derfor er det vigtigt at studere deres sammensætning – hvad mange astronomer da også gør, efter alle kunstens regler.

Felix Happer er amatørastronom, almindelig stjernekigger så at sige – om end hans økonomiske status unægtelig gør, at han har udstyret i bedre orden end de fleste. Han er interesseret i himmelfænomenerne i sig selv, ganske enkelt fordi de fascinerer ham, og er som så mange andre optaget af tanken om at få sit navn skrevet ind mellem stjernerne. Alle de faste objekter er for længst navngivet; det er kun, hvis man får øje på noget nyt og permanent (som en komet, med bane omkring solen), menigmand har chancen. Derfor findes der blandt alverdens amatør astronomer ligefrem en speciel gruppe af komet-jægere; folk der nat efter nat scanner stjernehimlen, i håb om at få øje på en ny komet. Og ind imellem sker det faktisk. For eksempel fortæller ”Yearbook of Astronomy” (1983), at der i 1980 var 20 kometer under observation, hvoraf 8 var nyopdagede. Og ”Astronomy Now” beretter om en særligt ihærdig japaner, Minoru Honda, der i 1970’erne havde spottet ikke mindre end 12 hidtil ukendte kometer. Så Happers drøm er ikke helt vanvittig. Dog skal man nærmest kende stjernehimlen som sin egen bukselomme for at få øje på noget, der både er nyt og – som oftest – uanseeligt. Kometer bevæger sig, men det kan kun ses over en vis tid. Og det er kun de største, der har den karakteristiske hale. Tanken om, at Maclntyre, en totalt ukyndig, skulle få øje på en, er derfor helt umulig. Han og vi andre må nøjes med det, alle kan se – bare vi af og til kigger opad: Solen, månen, stjernerne og planeterne; måske stjerneskud, meteorregn, nordlys – og om to år: Halley’s komet.

Happer på kontoret i toppen af Knox-firmaets skyskraber i Houston.

Den lokale helt?

”Local Hero” er i det hele taget spækket med både over- og undertoner. På overfla­den ”en raffineret oliekomedie”, som en vittig reklamehund har fået trykt på plakaten; bagved en højst alvorlig sag, hvis perspektiver bogstaveligt talt rækker tilbage til univer­sets tilbliven – og fremad mod noget nær det modsatte. Det bliver gjort spøgefuldt og aldeles udogmatisk, i en enkel folkekomedieramme á la ”Whisky Galore” eller ”Olsen-Banden i Jylland”, men som sagt med de store modsætninger stillet op og konkretiseret i billederne. Og så dette enorme paradoks, personificeret i Felix Happer: På den ene side optagetheden af naturelementerne, himmellegemerne og betingelserne for jordens fød­sel; på den anden medansvarligheden for en økonomisk-teknisk udvikling, der risikerer at føre til samme klodes død.

Inden for filmen bliver det Happer, der sammen med Ben til slut bestemmer, hvor skabet skal stå – og raffinaderiet i hvert fald ikke stå. Hans er magten, men ikke hele æren, selv om det måske er ham, der i de lokales øjne ender med at være the local hero. Andre har både gødet grunden og gjort det hårde arbejde, før Happer steg ned blandt folket. Blandt andre Maclntyre, som er og bliver filmens egentlige helt. Det er ham, vi følger det meste af tiden – og føler med, selv om der slet ikke er tale om egentlig identifikation. Filmen, og også vi tilskuere, er i en vis forstand hele tiden klogere end spillets aktører. Men aldrig bedrevidende. Det er os, der sidder med de store skræmmebilleder om forurening osv., men samtidig med et ønske om, at Mac og Ferness-beboerne (og Oldsen og Marina, i øvrigt) som i alle gode eventyr skal finde hinanden.

Felix Happer og Ben Knox hilser på hinanden ved hytten på stranden.

Til slut går det hele op, på mirakuløs måde – og i et univers, hvor selv russere og amerikanere, og sågar punkere og landsbyboere, er på fredelig talefod med hinanden. Den eneste omkostning er, at Maclntyre atter må drage hjem til Houston, og det har han ikke lyst til, ved vi fra hans og Gordons samtale under festen:

Mac går til bekendelse over for Gordon ud på natten ved byfesten og foreslår at bytte liv.

Maclntyre: ”I want to swap with you, Gordon. Everything. I want to stay here. Run the hotel. Do little bits of business. You can go to Houston. Take the Porsche, the house, the job. It’s a good life there, Gordon. I have over fifty thousand in mixed securities. I want you to have it all. There’s nothing due on the car, it’s pure ownership. And I won’t let down a good name here. I’ll make a good Gordon, Gordon. What do you say, pal?”

Gordon: ”What about Stella?”

Maclntyre: ”I was coming to that. I love her very, very much. She’s wonderful. She’s the most beautiful woman I’ve ever loved. And I think she knows it. I want you to leave Stella with me. Will you do that? Will you leave Stella here with me?”

Gordon: ”Sure, Mac”.

Maclntyre: ”You’re a good guy, Gordon”.

Der er langt til Houston, og set på afstand er livet dér intet bevendt. Hus, bil og job; andet er der ikke. Det har Maclntyre lidt efter lidt erkendt, og gennem whiskyen fremstår det med frygtelig klarhed. Allerede dagen efter er billedet betydeligt mere blakket, ligesom heller ikke ideen med at bytte liv længere virker så oplagt. Båndene er tit stærkere end længslerne. Happer sender Mac hjemad, med øjeblikkeligt varsel; han får ikke engang sagt farvel til Stella. Alligevel er vi ikke i tvivl om deres tanker og følelser, da hun står og ser helikopteren lette – selv om filmen kun har vist dem sammen et par gange, og hver gang i helt almindelige situationer. Samtaler, et par øjekast, en enkelt dans.

Husrækken langs havnen i lillebyen Ferness. Foran pub'en står den røde telefonboks.

Hjemme igen i Houston læsser Maclntyre strandskallerne ud på køkkenbordet og ser sig omkring i lejligheden; et futuristisk rumskib i forhold til Ferness. Han træder ud på altanen og stirrer vantro på det, der er hans hjemby. Det er efter solnedgang, men alt er så oplyst af højhusenes tusindvis af vinduer, at man næppe kan se de rigtige stjerner, dem på himlen. Langt nede på en af gaderne hyler et uundgåeligt udrykningshorn fra en politibil eller ambulance. Baggrundsmusikken toner op: Mark Knopflers stilfærdige og smukke tema, som undervejs kun er brugt i små bidder på velvalgte steder. Det kobler tilbage til Skotland og fører over i filmens sidste billede: Telefonboksen ved havnen i Ferness, forbindelsen til den store verden. Telefonen ringer; er det Maclntyre, der har kaldt nummeret? I hovedet har han garanteret en plan om snarest muligt at vende tilbage, men hvordan ser han på det om 2-3-4 uger, når han er inde i ræset igen? Ja, det må guderne vide!

Local Hero. Skotland 1983.

Producent: David Puttnam. Instruktion og manuskript: Bill Forsyth. Foto: Chris Menges, Mike Coulter. Lyd: Louis Kramer. Klip: Mike Bradsell. Stills: Graham Attwood. Musik: Mark Knopfler (Soundtrack til filmen kan købes på cd). Medv.: Peter Riegert (Maclntyre), Burt Lancaster (Felix Happer), Denis Lawson (Gordon Urquhart), Peter Capaldi (Danny Oldsen), Fulton MacKay (Ben Knox), Jenny Seagrove (Marina), Jennifer Black (Stella), Christopher Rozycki (Victor), Chris Asanti (præsten), Norman Chancer (Moritz). Længde: 110 min. Udlejning: Warner & Metronome. Premiere: Dagmar, København, 23.12.1983.

Artiklen ”Local Hero” blev oprindelig trykt i MACGUFFIN 50, der udkom i juni måned 1984. Denne udgave, med nogle få korrektioner af den scannede originaltekst, er redigeret i februar 2007.

Artiklen er sat op, så den bedst printes fra Internet Explorer med to sider på hvert A4-ark. Udskriften fylder 16 sider, eller i alt 8 A4-ark    

Locations i Skotland:

22 år efter filmens premiere blev ”Local Hero” i 2005 i en afstemning for ’the Film Distributors’ Association’ kåret som nr. 1 i kategorien ’bedste anvendelse af britiske locations’. Det meste af filmen er optaget i landsbyen Pennan i Aberdeenshire på Skotlands østkyst. For at skabe filmens fiktive landsby Ferness blev Pennan parret med en strand på Skotlands vestkyst, nemlig Camusdarrach Beach i området Morar. Der blev opført en kopi i pap af Pennans kirke for enden af Camusdarrach-stranden til visuel overgang mellem de to locations.  

Happer’s komet (revisited):

Da Halley’s komet som varslet i artiklen vendte tilbage i 1986, kunne den knap ses med det blotte øje og var selvsagt en skuffelse for de fleste. Til gengæld er der i perioden fra artiklen blev skrevet til i dag opdaget mange nye kometer, heriblandt også en del meget lysende og tydelige med det blotte øje. Den mest imponerende har været kometen Hale-Bopp, som i de første måneder af 1997 med lang lysende hale var synlig i adskillige uger på nattehimlen.

Komet Hale-Bopp 1997. Fotografiet er taget fra Epsom Downs i Surrey, England med et

Minolta X300s kamera med en almindelig 135mm linse og cirka 15 sekunders eksponering.

[Fra pevans.me.uk]