Jelling i mit hjerte

Min far var ansat ved statsbanerne, og familien flyttede ofte, og derfor var min barndom og ungdom i 1950’erne og 1960’erne lidt af en nomadetilværelse. Jeg blev født i Ejstrup ved Kolding i 1949, og samme år flyttede familien til Fredericia, derfra til Taulov i 1952, videre til Hjulby på Fyn i 1958 og til Jelling i 1960. Denne artikel handler om barndoms- og ungdomsårene i Jelling fra 1960 til 1966, da jeg var fra elleve til seksten år gammel og gik i skole på Jelling Statsseminariums Øvelsesskole.
 
 
 

Jeg havde kun boet i Hjulby på Fyn i halvandet år, da min far i foråret 1960 blev udnævnt til stationsmester i Jelling ved Vejle. Jernbanestationen i Hjulby var blevet nedlagt, og familien med min storesøster Aase og mig måtte søge nye græsgange. Min anden storesøster Jette var i gang med en uddannelse og for længst flyttet hjemmefra. Alt vores grej blev pakket i store kasser og sammen med møbler og vores kostbare fjernsynsapparat stablet på en lastbil, som transporterede både flyttegodset og min far og mig over Fyn og Lillebæltsbroen tilbage til Jylland, hvor vi jo dybest set hørte hjemme. Det med Fyn og det fynske sprog var og blev en parentes på den rejse, der for mig som elleveårig knægt kun knap var ved at tage form. Min mor og min storesøster kørte nok med toget via Odense, Fredericia og Vejle til Jelling. Vi havde ingen bil dengang, og min far havde ikke engang kørekort.
 
Med på flyttelæsset var også vores grå kat Mons. Den var puttet i en stor papkasse med udskårne huller, så den kunne få luft under køreturen – men da vi holdt foran stationen i Jelling, og bagsmækken blev åbnet og presenningen slået fra, var kassen tom og katten væk. Borte havde taget den, som man siger. Det viste sig nu snart, at der var en forklaring. Da ladet på lastbilen var tømt og alting båret ind i vores nye hus, sad katten allerbagest på ladet, panikslagen klemt op imod forsmækken, og lod sig kun modstræbende formilde, så vi kunne bære den ind til madskålen og de nye omgivelser. Hvordan det var lykkedes katten at komme ud af kassen, ved jeg ikke. Den må under køreturen være blevet så lillebitte af skræk og rædsel, at den har kunnet orme sig igennem en sprække i papkassen mindre end et nøglehul.

 

På gyngende grund.
 
Ligesom i Hjulby rummede stationen i den ene side DSB-kontor med forrum og ventesal og i den anden vores lejlighed med stue, spisestue, køkken og bryggers. Førstesalen af bygningen var vores i hele husets længde – med min mor og fars soveværelse i den højre gavl oven for trappen, mit lille loftskammer lidt til venstre, bad og toilet længere henne ad gangen på venstre side – og længst borte, i den modsatte gavl, og på den anden side af et uisoleret loftsrum med åbent kig til tagstenene, et stort suverænt værelse, som selvfølgelig blev tildelt min storesøster. Mit eget værelse havde et lille loftsvindue i skråvæggen og kun lige plads til en seng og ikke ret meget andet. Der var ingen varme i rummet, og om vinteren blev her isnende koldt, så dyne og lagen føltes som isflager, når jeg skulle i seng, og der mange gange var brug for en varmedunk for overhovedet at overleve. I min søsters værelse var der et stort lyst gavlvindue, et separat hjørne til sengen, egen skorsten og kakkelovn, indbyggede skabe og et stort opholdsareal med plads til sofa, stole, reoler og alt muligt.
 

Jelling Station set fra gaden, 1961. DSB-skiltet over dørene havde min far selv lavet.
 
Fra køkkenet i stueetagen var der udgang til en baggård med udhuse og vaskehus, og fra baggården var der via haspede trædøre adgang til gaden til højre og til perronen til venstre. Der var ingen have eller jord eller græs at se nogen steder, men det var fordi – fik jeg at vide – at haven lå på den anden side af skinnerne, skjult bag et anlæg af høje træer langs banen i hele stationsområdets længde. Haven var kæmpestor, viste det sig, med både køkkenhave, blomsterbede, græs og høje træer – og det bedste var næsten, at der lige uden for hækken modsat jernbanen lå en kæmpe sportsplads med fodboldbane, to håndboldbaner og rigtige fodboldmål og håndboldmål med henholdsvis hvide og rød-hvide stribede stolper og overligger. Fra vores have var der fri adgang til sportspladsen; man behøvede bare klemme sig igennem hækken, springe over en grøft og kravle igennem et lavt hegn for at komme derind.
 
På vej tilbage fra haven på den anden side af skinnerne kunne man fra stien under de høje træer overskue hele stationsområdet. Banen fra Vejle via Jelling til Brande og Herning var enkeltsporet, så modkørende tog måtte passere hinanden på stationer, der havde vigespor, som her i Jelling. Vigesporet startede i retningen mod Vejle helt henne bag en vejbro over banen og fortsatte imod Herning ud til bommene ved en vej over banen mange hundrede meter borte. Ud over vigesporet var der hen imod vejbroen i Vejle-retningen to rangerspor og plads til mange holdende godsvogne – og flere, end der nogensinde var brug for. Normalt holdt der aldrig mere end et par stykker. Hver morgen ankom et godstog fra Vejle, altid trukket af det samme damplokomotiv, som det var sjovt at få lov til at køre med, mens der blev rangeret på sidesporene. Selve stationen bestod af hovedbygningen i midten, et stort pakhus ved rangerarealet i den ene ende og et signalhus med betjening af skiftespor og vejbomme i den anden. Alt i alt et imponerende anlæg – og et kæmpestort beskyttet område omgivet af hegnspæle og DSB-trådhegn – som nu alt sammen var mit.
 
 
Jelling Station set fra perronen, 1962. Forrest signalhuset, dernæst stationsbygningen og bagest pakhuset.
 
Foran stationen løb en bred Jernbanegade parallelt med banen så langt øjet rakte i begge retninger – og vinkelret på Jernbanegade gik en vej forbi mejeriet og posthuset på venstre side og seminariet på højre op mod hovedvejen gennem byen og en stor grøn gravhøj, der fyldte næsten hele billedets baggrund. Netop ankommet fra et andet barndomsland i Hjulby på Fyn var jeg som elleveårig de første dage og uger i høj grad på fremmed grund i Jelling. Jeg kendte ingen og vovede mig ikke frivilligt på egen hånd uden for synsvidde af stationen.
 
Vi må være ankommet til disse nye himmelstrøg hen imod sommerferien, for der gik lang tid og mange dage og uger, før jeg begyndte i skolen. Fra vores stue i lejligheden i stueetagen var der gennem en dobbeltdør direkte adgang til kontoret, hvor min far arbejdede. Lokalet var et magisk rum – tætpakket med tunge skriveborde, store sorte telefoner med håndsving, telegrafapparat og ovre i hjørnet billetlugen, der vendte ud mod ventesalen, og som var omgivet af store skabe med fortrykte brune papbilletter til hver eneste station i kongeriget. I modsætning til Hjulby, hvor min far var alene på stationen, var der i Jelling en del andet personale på arbejdspladsen – herunder to trafikekspedienter og en såkaldt ekstramand, som tog sig af pakker og andet gods og desuden ”alt det løse” – altså alle tingene ud over selve jernbanetrafikken, som jo blev bestyret af min far og de to ekspedienter på skift. Ekspedienterne hed Pedersen og Mertner, og ekstramanden var Ejnar Nielsen, der havde en søn, Børge, på min alder.
 

Med min mor, mine søstre Aase og Jette og min svoger Jørgen i stuen, 1961.
 
Om aftenen, når min far havde fri, og en af ekspedienterne var på vagt, blev dobbeltdøren ind til kontoret somme tider åbnet, enten for at ekspedienten blev tilbudt en kop kaffe, eller for at invitere ham ind til et kig på et eller andet spændende i fjernsynet. En af gangene, hvor døren blev åbnet, og ekspedienten kiggede med på fjernsynet, var da Danmarks fodboldlandshold i eftersommeren 1960 ved de olympiske lege i Rom spillede semifinale mod legendariske Ungarn, som altid havde været i en klasse for sig, milevidt over de danske amatører. Men den dag skete miraklet – Danmark kom foran 1-0 i første halvleg, som kun blev transmitteret i radioen, og Henry From reddede direkte i fjernsynet hele nationen, da han i anden halvleg med overlegen mine placerede sit tyggegummi på stolpen og snuppede det ungarske straffe, før Henning Enoksen hen imod slutningen afgjorde kampen til sensationelle 2-0 til Danmark. Danmark var i finalen.
 
Jeg havde mit værelse klistret til med fodboldbilleder, og mit helt store idol på den tid var angriberen Harald Nielsen fra Frederikshavn. Han var debuteret på landsholdet året før som 17-årig og havde allerede skrevet sig ind i historiebøgerne som dobbelt målscorer mod verdensmestrene fra Brasilien og genstand for talrige myteskriverier af blandt andre krønikeskribenten Knud Lundberg og sportsjournalisten Simon i dagbladet Politiken. Før olympiaden spillede landsholdet nogle opvarmningskampe i det danske sommerland, blandt andet en kamp for fulde huse på Vejle Stadion mod Vejle Boldklub, og den kamp så jeg sammen med min far. Jeg husker ikke meget fra kampen, men jeg rørte næsten ved Harald Nielsen, da jeg sammen med hundredvis af andre børn stod på cindersbanen bag det ene mål og fulgte Harald, da han løb ud over baglinjen og hentede bolden til et hjørnespark. Den olympiske finale blev tabt 1-3 til Jugoslavien, men sølvmedaljerne kunne ingen tage fra det danske hold, som dermed overgik præstationen af det legendariske bronzehold fra de olympiske lege i London 1948, året før jeg selv blev født.

 

Lassie, kom hjem.
 

Sammen med min mor og Lassie i Jernbanegade, 1961. Bag på billedet står den helt præcise dato: Den 19. marts 1961, altså kort efter jeg fyldte tolv år.
 
I forhold til lilleskolen hos lærer Nissen i Hjulby var det noget af et spring at starte efter sommerferien i femte klasse på Jellings store centralskole. Her kom jeg sammen med en stor flok af over tyve jævnaldrende, som havde kendt hinanden siden første klasse – og det var klart, at jeg som tilflytter straks skilte mig ud som et fremmedelement, der gav indtryk af at være både skræmt og genert, og som talte et mærkeligt sprog, nemlig syngende fynsk. Jeg var et nemt og oplagt offer for de andres drillerier, og selv om det foregik i al godmodighed med nogle sarkastiske bemærkninger og lidt skubben i frikvartererne, og jeg aldrig blev decideret mobbet eller noget, så betød drillerierne og min følelse af at være helt alene i skolegårdens jungle, at jeg fik tårer i øjnene og kom til at græde i stort set hvert eneste frikvarter og stadig ikke havde nogen venner eller kammerater at lege med efter skoletid.
 
Vendepunktet kom i en gymnastiktime nogle uger inde i skoleåret. Vi var begyndt at træne atletikdiscipliner på skolens sportsplads på den anden side af banen, og en dag handlede det om 60 meter løb, hvor gymnastiklæreren Bødker tog tid på hver enkelt af os med stopur. Her skete det fantastiske, at jeg løb i samme tid – nemlig 9 sekunder rent – som klassens suverænt hurtigste sprinter, Leif, der alle dage havde kunnet løbe fra hvem som helst i klassen. Tangeringen af Leifs ellers enestående tid gav respekt og umiddelbar anerkendelse i drengegruppen, og fra den dag blev jeg aldrig mere udsat for alvorlige drillerier i skolegården.
 
Alligevel gik der selvsagt noget tid, inden jeg kom med i inderkredsen af klassens sammenhold, og de første måneder af tiden i Jelling tilbragte jeg mange timer efter skoletid alene med mine legesager, tegneserier og bøger. Det var sikkert derfor, min mor og far i vinteren 1960-61 skaffede mig en legekammerat i form hunden Lassie. Hunden var en collie i mellemstørrelse, altså hverken helt stor eller det modsatte. Den havde ikke stamtavle, men var selvfølgelig opkaldt efter stjernen i en af tidens fjernsynsserier, den amerikanske familiesaga om hunden Lassie, der snuste sig frem til løsning af diverse kriminalgåder eller lavede mirakuløse sidste øjebliks redninger af børn eller voksne i yderste livsfare.
 

Med Lassie på perronbænken, 1962. 
 
Jeg elskede min hund over alt i verden og brugte timer hver dag på at nusse og lege med den, spille bold med den eller få den ud på lange løbeture, men desværre var den over for fremmede noget uberegnelig af natur. Man vidste aldrig, hvornår den kunne finde på at gø voldsomt ad hvad som helst eller gå til angreb på andre hunde, eller hvad den i øvrigt opfattede som fjender eller trusler. Navnlig mejeristerne på mejeriet på den anden side af gaden kunne få Lassie til at gå helt amok. Som hvalp var hunden opvokset hos en købmand et sted ude på landet, og vi gættede på, at den her nok var blevet dårligt behandlet, og at det var derfor, den var livræd for ikke mindst folk i hvide kitler.
 
I fjernsynet så vi ud over ”Lassie” blandt andet tegnefilmene om ”Familien Flintstones”, cowboy-serien ”Bonanza” og eventyrkrøniken om ”Robin Hood”, og blandt de meste læste bøger var serierne om heltene Jan, Rolf og Flemming med spændende kriminalhistorier, vikingesagaer og kammeratskaber og kærlighed. Jeg læste uafbrudt dengang i alle pauser mellem fodboldkampe og andre lege og ikke mindst om aftenen, efter jeg var kommet i seng. På den måde slugte jeg både de nævnte titler og mange andre seriebøger, foruden klassikere som ”Robinson Crusoe” og ”Skatteøen” og tegneseriehæfter som Anders And & Co., Kaptajn Mickey og Illustrerede Klassikere. Nogle af bøgerne var mine egne, men jeg var også flittig gæst på biblioteket, der lå for enden af Jernbanegade ved bommene og baneoverskæringen på Fårupvej ned mod Fårup Sø. Her lånte jeg blandt andet bogen om den danske indianerdreng Paw og slugte den spændende historie i ét sug, næsten inden jeg fik fremvist lånerkortet og var kommet ud på gaden med byttet under armen. Ikke mindst Rolf-serien var jeg i lang tid vældig optaget af i mine vildtvoksende dagdrømme og lege. Hovedpersonerne var et par gæve vikingesønner, der tog med på vikingetogt som blinde passagerer, og som blev viklet ind i en mængde farer og dramatiske begivenheder, der kom til at betyde, at der gik mange år, før de via eksotiske steder som Hamburg, Marseille, Malaga, Nîmes, Trier, Aachen og Hedeby igen havde held til at nå hjem. Bøgerne var kulørt stof og ikke just verdenslitteratur, men de var med til hos mig at tænde en interesse for historien, som jeg efterfølgende har bevaret til den dag i dag.  
 

Jørgen, Aase og Lassie i dagligstuen med min mors anegalleri på væggen over chatollet, 1961.  
 
Af legetøj havde jeg nogle få Tekno-biler, men brugte mest tid på at bygge med Lego eller lege med nogle små fint bemalede plastikfigurer forestillende cowboys og indianere med heste, bøfler, medicinmænd og totempæle. Jeg havde et lille præriefort med trævægge og skydeskår og her satte jeg figurerne op i delvis skjul bag mure, vægge og klippelandskaber bygget af legoklodser, og så skød jeg til måls efter figurerne med gummibånd trukket ud på en lang lineal og fortsatte beskydningen, til fjenden var uskadeliggjort til sidste mand. Linealvåbnet med spændte elastikker skød særdeles præcist og kunne også bruges til på mange meters afstand at nedlægge fluer på vægge og vinduesrammer.
 
Til nytår var det tilladt os drenge at affyre kanonslag og lynkinesere, og jeg kan huske, at jeg et år gemte en lille ladning af nogle små enøres kinesere, som jeg de næste måneder – når mine forældre ikke var hjemme – brugte som dynamitstænger til at pulverisere tårne og huse bygget af legoklodser. Ulempen var kun, at affyringen af blot en enkelt kineser fik hele vores hus til at lugte af røg, og at de legoklodser, der var nærmest sprængladningen, fik dybe smeltehuller og sorte brandpletter, så jeg var nødt til at tilintetgøre bevismaterialet og smide de beskadigede klodser i skraldespanden efter en af disse lege.
 

Kongernes Jelling.
 
Jelling var et samfund med både stolte traditioner og store ambitioner. Dels var byen som gammelt kongesæde berømt for sine markante fortidsminder med kæmpehøje og runesten, dels var den også i nutiden et driftigt samfund med blandt andet hæderkronet statsseminarium, et bredt udbud af butikker og detailforretninger og et aktivt foreningsliv med boldklubben som en af de førende.
 
Med bolig sammen med min familie i byens jernbanestation befandt jeg mig på én gang midt i mit nye univers og alligevel i beskyttende sikkerhed i en af byens udkanter. Jernbanen dannede en slags bymur for det lille samfund mod syd. Byen bredte sig kun i de andre retninger mod vest og nord og øst, og på den anden side af banen mod syd var der ud over den store sportsplads kun marker, gårde og skove så langt øjet rakte. Når jeg gik ud på gaden foran stationen havde jeg altså hele den befolkede verden foran mig, og bagved mig sikrede jernbanen, at ingen kunne falde mig i ryggen.
 
 
Gadekort over Jelling fra cirka 1950. Sådan var bybilledet stadig i starten af 1960’erne. Hele byen lå på den nordlige side af banen, på den anden var der kun sportspladsen og enkelte gårde og huse.
 
Fra stationen var der ad Stationsvej kun få hundrede meter op til byens centrum med dels et mylder af små butikker, dels det store åbne område omkring kirken og og de kuplede gravhøje med Gorms Høj ved hovedgaden og Thyras Høj bag kirken. Fra banen lå langs Stationsvej til venstre først mejeriet med eget mælkeudsalg, dernæst posthuset og på hjørnet ved hovedvejen vistnok en tobaksforretning og en boghandel, Hasselbalch. Fortsatte man til venstre langs vejens krumning rundt om Gorms Høj lå både frisør, bager og slagter. Bageren hed Jacobsen. Drejede man til venstre ned ad Møllegade, lå på højre side en lille herreekviperingsforretning, hvor min mor og jeg købte min konfirmationsjakke og mine ternede nylonskjorter. Længere omme ad Gormsgade ved Mølvangvej lå på venstre side en stor købmandsforretning, Lindorph, og på højre henholdsvis Brugsen og Asta Andersens Boghandel. Jeg var aldrig inde hos købmand Lindorph, for i vores familie handlede vi kun i Brugsen.
 
Asta Andersens Boghandel på hjørnet over for den store høj var en sjælden oplevelse, som alle talte om. Asta Andersen havde drevet forretningen i mange år og – sikkert af lutter entusiasme og passion for litteratur og bøger – altid købt mere ind, end hun solgte, og nu var det lille højloftede lokale fyldt til bristepunktet med store uorganiserede stabler af bøger, magasiner, papirvarer og landkort – så man knap kunne få øje på den lille digre kvinde bag bjergene af alt muligt på begge sider af disken. Længere omme ad hovedgaden lå på venstre side radio- og cykelhandleren og en lille slikbutik, på højre side blandt andet Tatol og for enden af gaden Jelling Kro.
 
 
Stationsvej set fra stationen, 1964. Til venstre mejeriet og posthuset, i baggrunden Gorms Høj og kirken, til højre seminariet. 
 
Fra jernbanen ad Stationsvej lå på højre side hovedbygningerne for lærerseminariet og på hjørnet ved Vejlevej seminariets store rektorbolig bygget af røde mursten. På den modsatte side af gaden lå til højre for kirkegården et stort hvidt hus, som var Jellings gamle skole, og ved siden af den hvide bygning Håndværkerforeningen med restaurant og hotel. Fortsatte man ad hovedgaden til højre i retning mod Vejle, kom man efter en lavvandet dam på højre side snart til byens andet centrum med købmand, bager, lægehus, skomager og en lille sø med ø i midten, hvor vi børn løb på skøjter hver vinter.
 
Til højre ad Jernbanegade fra stationen lå banen på højre side og til venstre først seminariet, dernæst skolen, som jeg gik i, og øverst ved Grønnegade og Skovgade en række store villaer, herunder skoleinspektørboligen og nogle huse, der tilhørte andre af seminariets eller skolens lærere. Fra mit hjem havde jeg altså kun nogle få hundrede meter til skole, og det betød, at jeg i middagspausen tit gik hjem og spiste frokost i stedet for at have madpakke med. Spisefrikvarteret var indrettet således, at eleverne først havde tyve minutter i klassen til at spise og derefter tyve minutter i skolegården – og jeg kunne derfor både nå hjem og få mad og alligevel tilbringe størstedelen af de sidste minutter i skolegården sammen med kammeraterne.

Det blå hæfte.
 
Nogle af lærerne underviste på både seminariet og skolen, og skolen fungerede til daglig som seminariets øvelsesskole, hvilket betød, at det var her, mange af lærerkandidaterne under deres uddannelse kom i praktik. Det tætte samarbejde mellem de to institutioner bidrog til, at kvaliteten af undervisningen på min skole var fremragende. Alle lærerne var dygtige og stillede store krav til os elever, og hvis man fulgte med og havde gjort sit hjemmearbejde, gav det virkelig gevinst at gå på denne skole. Ikke mindst, hvis man havde pli og forstod at opføre sig ordentligt. Skolens atmosfære var nok frisindet og liberal, men der blev også fordret seriøsitet og et vist minimum af disciplin. Alle lærerne var som sagt dygtige, men nogle af dem var ret strikse og kunne blive decideret rasende, hvis der opstod uro og forstyrrelser af undervisningen. Det gjaldt blandt andre Bayer, som vi havde til sløjd og naturhistorie, og Garly, som vi havde til geografi. Begge var absolut elskelige, så længe vi opførte os ordentligt – men hvis klassen var støjende, kunne Garly godt blive vred, og Bayer fandt for eksempel på at klapre meget larmende med lågerne til nogle kasser foran tavlen i naturhistorielokalet, hvor der opbevaredes store plancher med detailstudier af vigtige plantefamilier. Korporlige afstraffelser hørte til sjældenhederne, og i det hele taget bestræbte skolen og lærerstaben sig helt klart på at være moderne og fremsynet og skiftede eksempelvis til den nye 13-skala, så snart den blev indført som en mulighed og længe før, den blev påbudt.
 
Jeg startede som sagt i august måned 1960 i femte klasse, og et af de nye fag var her fremmedsproget engelsk, som dengang kunne åbne en helt ny verden, fordi vi jo slet ikke i samme grad som nutidens unge var vant til at høre dette sprog i dagligdagen. Vi hørte lidt engelsk i fjernsynet eller biografen og kendte måske nogle enkelte brokker som flintstones og rubbles, men sang vi med på nogle af tidens engelske eller amerikanske schlagere, var det ofte med brug af en slags lydefterligning, fordi vi i virkeligheden ikke forstod ret mange af de ord, som teksterne indeholdt. Tilsvarende var det typisk for mange af de udtryk, der var lånt fra engelsk, og som indgik i hverdagssproget, at de blev udtalt forkert. ”Hands up”, som blev brugt, når vi legede koubojdere og indianere, blev udtalt hansjup – og ”off side” i fodbold blev altid kaldt opsajd.
 

Pladsen foran stationen, 1961. I baggrunden til venstre ses skolen. 
 
Vores engelsklærer hed Søndergaard Hansen, i daglig tale Søndergaard, og han var på alle måder et fund af en lærer. Han var fagligt dygtig og underviste med en glød og entusiasme, som var smittende og lagde op til både respekt og medleven for os elever. Fra den første dag indførte han i engelsktimerne, hvad han kaldte det blå hæfte – der ganske enkelt var en samlemappe af gråt karton til løsblade i A5-størrelse, som vi skulle bruge til notater. Hæftet blev nævnt hele tiden, og Søndergaard lagde stor vægt på, at hver eneste markante nye læring blev noteret heri. Resultatet var, at det blå hæfte hurtigt fik en særlig aura, som både var med til at skærpe opmærksomheden og førte til hurtigere og bedre resultater i vores sprogudvikling. Lavede man en fejl, fik man måske serveret Søndergaards yndlingssentens: ”Nej, nej. Der er altså forskel på en ko og en rødmalet ladeport!”
 
Den første tid i femte klasse fik vi smag for det engelske sprog ved at få sat ord på forskellige afgrænsede universer, for eksempel en bondegård med bygninger, marker, mennesker og dyr. Søndergaard tegnede på tavlen stykke for stykke gården med omgivelser, og vi elever blev selvfølgelig bedt om at kopiere tegningen med de relevante engelske ord i det blå hæfte. Farm, door, window, horse, cow, field, farmer, wife, tractor, plow og så videre. På skorstenen, chimney, tegnede han en stor fuglerede, og sagde så ”Det her er vores hemmelige ord, nest, vi skriver det her på tegningen. Men det er forbudt at sige det her ord. Vi ved godt, at ordet findes, men fremover bruger vi det aldrig. Det er forbudt”. Forbuddet blev selvfølgelig respekteret, og hver gang det hemmelige ord kom op, uden nogensinde igen at blive udtalt, gav det altid anledning til forskellige spidsfindige eller spøgefulde bemærkninger, og måske satte Søndergaard selv trumf på og tilføjede, at ”Vi ved det jo godt alle sammen. Selvfølgelig er der forskel på en ko og en rødmalet ladeport”.
 
Senere på året og i de næste klasser blev engelskundervisningen skridt for skridt udvidet til at omfatte udsagnsord, tillægsord, bøjninger og hele sætninger, og i løbet af de næste år i først underskolen og siden realklassen kom vi via Søndergaards altid inspirerende undervisning op på et niveau, hvor vi både talte sproget ubesværet og uden problemer kunne læse også ret komplicerede tekster. Til realeksamen mange år senere scorede over en tredjedel af os rene 13-taller – og det var ikke mindst Søndergaards fortjeneste.

 

Stationsmester Dinnesen & frue.
 
 
Min far som nyudnævnt stationsmester i Jelling, 1960. 
 
Min far var midt i fyrrerne, da vi ankom til byen, og med pladsen som stationsmester i Jelling havde han indtil videre nået toppen af sin karrierestige inden for de danske statsbaner. Han var nu leder med personaleansvar, og arbejdsstedet Jelling havde samtidig ry som et driftigt sted, der også gav god anseelse blandt kollegerne i stationsmestergruppen. I lokalsamfundet kvalificerede min fars stilling potentielt til at komme i liga med postmester, brugsuddeler og sparekassebestyrer, men enten var min far ikke klar over det, eller også var han for beskeden eller ligefrem genert til helt at gå ind og indtage den position, der egentlig stod klar til ham. Han deltog efterhånden i Borgerforeningen, men førte sig aldrig frem og kæmpede i alle årene nok snarere med en mild grad af mindreværdsfølelse over for byens elite.
 
Det samme gjaldt i høj grad min mor. Hun var hjemmegående og dermed i udgangspunktet en slags baggrundsfigur, der kun inden for hjemmets fire vægge var den, der trak i trådene og bestemte, hvor skabet skulle stå. Det havde hun det vel i virkeligheden fint med, men som stationsmesterfrue forventedes hun også at være udadvendt og var alene i kraft af min fars stilling på sin vis berettiget til at spise kirsebær med de store. Men det tror jeg var akavet for hende. Fra de tidligere bekendtskabskredse alle de steder, hun og min far førhen havde boet – Thyregod, Ejstrup, Fredericia, Taulov og Hjulby – var min mor vant til at omgås mennesker, hun følte sig mindst på lige fod med, både kundskabsmæssigt og socialt, men i Jelling blev nærmiljøet udvidet fra banearbejdere og postbude til skolelærere, brugsbestyrere og bankfunktionærer, eller i hvert fald disses hustruer, og det tror jeg, min mor nogle gange syntes var svært. Blandt andet deltog hun i møder i husmoderforeningen, og herfra kom hun flere gange hjem og beklagede sig over enten at have været overset i forsamlingen eller udsat for noget, hun havde opfattet som en sarkastisk eller nedsættende bemærkning.
 
 
Familietur i Vestergade, februar 1961. 
 
Mindreværdsfølelsen, eller hvad det nu var, skyldtes også nogle kontante faktorer, som det umiddelbart var svært at ændre. Min far havde nok en realeksamen og efterfølgende uddannelse på jernbaneskolen, men min mor havde kun syvende klasse og lidt handelsskole. Desuden berettigede min fars beskedne løn i starten af 60’erne kun med flere års forsinkelse til de samme statussymboler og velfærdsgoder, som andre i stigende grad omgav sig med i disse år i form af hvidevarer, modebevidst tøj, automobiler og udlandsrejser. I vores familie vaskede min mor stadig tøj ved håndkraft, meget af familiens beklædning var enten hjemmesyet eller købt på postordre i Daells Varehus, vi rejste altid med toget og havde ingen bil, og ferierejser var noget, vi kun oplevede med års mellemrum – og når det endelig skete, gik rejserne til beskedne steder som statsbanernes feriecenter ved Knudshoved færgeoverfart eller fem dage i et lånt sommerhus ved Vesterhavet. Senere i 60’erne kom også min familie mere med på forbrugsvognen og begyndte at rejse til udlandet samtidig med, at min far fik kørekort og købte en brugt bil – men vi haltede altid lidt bagefter mange andre i samme socialgruppe og havde for eksempel i al den tid, jeg boede hjemme, altså indtil 1969, ikke noget eget telefonabonnement. Telefoner var noget, der hørte hjemme på kontoret, ikke noget vi havde brug for eller råd til privat.
 
Hjemme lærte jeg, at det var de klassiske dyder som retfærdighed, mådehold, flid og klogskab, der var i højsædet. Det blev aldrig formuleret på den måde eller overhovedet nogensinde sagt eksplicit, men det var i høj grad sådan, mine forældre virkede i det daglige – altså som ordentlige, redelige, ærlige og retskafne mennesker. Og hvis vi børn på en eller anden måde trådte ved siden af, så fik vi det helt klart at vide – ikke nødvendigvis direkte og sagt med ord, så det, der blev opfattet som et fejltrin, eventuelt kunne diskuteres – men ofte blot ved, at min mor blev fortørnet, fornærmet eller ligefrem forarget – over et eller andet, jeg havde sagt eller gjort. Forholdet forældre til barn var nok præget af tillid under ansvar, og det var altid muligt at stille spørgsmål og den slags – men tilliden og tolerancen havde lige så klart en grænse, som ofte var snævrere, end vi børn brød os om, og som derfor tit betød, at der var meget, vi gjorde bedst i at holde for os selv – herunder også alvorligere sager som de første pubertetsfornemmelser, de første sværmerier og forelskelser og de første forsøg med eksempelvis cigaretter og alkohol. Mærkeligt nok havde mine forældre åbenbart glemt, at de selv havde været unge engang – eller havde tilsyneladende mere eller mindre bevidst gemt bort eller halvvejs fortrængt noget af alt det sjoveste.
 
 
I forårssol på perronen, 1962. 
 
Trods den relative tolerance indadtil, var en kritisk holdning og naturlig skepsis over for autoriteter udadtil helt klart blandt de dyder, der blev praktiseret og støttet i vores familie. Blandt min fars favorithistorier fra arbejdslivet var altid, hvordan han med en elegant eller rammende bemærkning i telefonen eller i en tjenstlig skrivelse havde været i stand til effektivt at lukke munden på en af de højere og skrappe herrer i etaten. Måske overdrev han lidt, når han ved aftenbordet med stolthed i stemmen fortalte en af disse historier, eller måske var han i virkeligheden først kommet i tanker om den replik, der satte alting på plads, efter samtalen med den overordnede var afsluttet og telefonrøret lagt på. Det var nogle gange svært at afgøre. Men under alle omstændigheder afspejlede disse fortællinger fra det virkelige liv en holdning og en form for slagfærdighed, der var karakteristisk for min far, og som også kom til udtryk i en frisindet samfundsbevidsthed og i, at han stemte radikalt ved folketingsvalgene og i en årrække abonnerede på dagbladet Politiken. Jeg havde selv stor glæde af det sidste, fordi Politiken i disse år havde en rigtig god sportssektion med fyldig dækning af ikke mindst fodboldturneringen, hvor Vejle Boldklub altid var blandt landets bedste.
 
Det var ikke hvert år, VB vandt mesterskabet – men holdet spillede altid teknisk flot fodbold på meget højt niveau. Tommy Troelsen var i de år kongen på Vejle Stadion. Han var, hvad man kaldte en gudbenådet fodboldspiller, som kunne alt med en bold på de mest overraskende, elegante og udsøgte måder, herunder drible sublimt, aflevere suverænt og score spektakulært. Troelsens eneste problem var, at han var en svækling rent fysisk. Hans ene knæ hang vist kun sammen i en tynd tråd, og han var absolut ikke hurtig og deltog aldrig i det defensive. Men på de sine store dage var Troelsen en oplevelse i verdensklasse. Navnlig til aftenkampe i kunstlys om foråret eller efteråret, hvor banen var lidt våd, og spillerne nemt kunne miste balancen, kunne Troelsen trylle, så modstanderne skøjtede forgæves rundt om ham uden nogensinde at være i nærheden af at erobre bolden.

 

Mød mig ved Seksbøgen.
 
I skolen blev de sociale lag i klassen hurtigt tydelige med børn af byens spidser som læge, præst og lærere i den ene ende og sønner og døtre af husmænd, gartneriarbejdere og andre småkårsfolk i den anden. Jeg selv tilhørte i udgangspunktet mellemgruppen, men kvalificerede mig efterhånden via en kombination af gode skolekundskaber og talent for sport og ikke mindst fodbold til at blive venner med nogle af anførerne i drengegruppen. Her handlede man hos købmanden i stedet for Brugsen og havde måske ’ung pige i huset’, mens moderen i familien var udearbejdende – og i dette univers tog man på sommerferie med campingvogn til Italien eller Sydfrankrig og gik i smart købetøj, mens jeg selv aldrig havde været længere væk fra Danmark end i henholdsvis Flensborg, Tyskland, og Helsingborg, Sverige, og gik i tøj, som enten var hjemmesyet eller købt på postordre i Daells Varehus.
 

Med Lassie i Vestergade, februar 1961. Knæbukserne, som min mor kaldte ’plusfours’, var hjemmesyede. 
 
Det kunne være pinligt, hvis der i skolegården blev peget fingre af mine nye lærredsshorts med elastik i taljen, og det var kun modstræbende, jeg gik med til at prøve de nye lange bukser, min mor havde syet. Pasformen var aldrig perfekt, og stoffet kradsede altid ubehageligt. Da jeg engang faldt på fortovet og slog hul på knæene af nogle nye bukser, så de ikke kunne reddes, føltes det kun som en lettelse – hvad jeg dog ikke turde fortælle min mor. Jeg fik ingen lommepenge og var nødt til at bede mine forældre om at betale, hvis der var et eller andet behov. En dag spurgte to af kammeraterne, om jeg ville med i biografen i Vejle til en forestilling søndag eftermiddag, og her måtte jeg plage i lang tid, før jeg fik lov. Min mor gav mig afmålte midler til billetten og ikke andet, og jeg kunne ikke få mig selv til at sige, at der også skulle være til rutebilbilletten og måske lidt slik. Det var kun fordi en af kammeraternes forældre gav et tilskud, at jeg stadig kom med. Noget stort problem blev disse ydre forskelligheder aldrig, og i det daglige var det især vi drenges reelle fællesinteresser for først sport, fisketure og røverhistorier og senere også biograffilm, fjernsyn og musik, der samtidig med, at vi gik i klasse sammen, blev drivkraften i nogle tætte og ofte varige venskaber.
 
Pigerne i klassen levede det meste af tiden i en parallelverden uden ret mange berøringspunkter med drengenes. Mest direkte kom vi i kontakt med hinanden, når der i et frikvarter blev organiseret en fangeleg, hvor vi skulle løbe sammen parvis. Den, der var den, skulle starte med at fange en af det modsatte køn – og derefter løbe med vedkommende i hånden i resten af legen. Det første par skulle dernæst fange de næste, en af hvert køn, som nu udgjorde det andet par. Og så fremdeles. Fordelen ved at være den var, at man selv kunne vælge sin partner, hvis man da ellers kunne fange vedkommende, uden det virkede alt for påfaldende, hvem man var ude efter. Alle efterfølgende par blev sammensat af enten tilfældighederne eller bevidste valg fra indfangernes side. Nogle gange var disse valg drillende på en venligtsindet måde, når man matchede to, som man godt vidste var lidt lune på hinanden – andre gange var de decideret ondsindede, når man gik efter at parre for eksempel mig med en af de mindst attraktive af pigerne. Selv om det hele var en leg, som blev afviklet med masser af smil på læberne – så var det også en af den slags lege, der fremlagde helt nøgent og usminket, hvem der både blandt pigerne og blandt drengene var de mest eftertragtede, og også hvem der var de mindst eftertragtede. Klassens flotteste pige var ubetinget Jonna – med lang hestehale, kvindelige former, store varme øjne og et sødt drag om munden. Kom jeg en sjælden gang til at løbe i hånd med hende, fik jeg både svedige håndflader og hjertebanken, og legen og frikvarteret måtte gerne vare for evigt.
 

Luftfotografi af Jelling Skole omkring 1960.
 
Skrækken i skolegården var at blive afsløret af gårdvagten i at gøre et eller andet, der var meget forkert – for eksempel at kaste med snebolde efter pigerne en dag i vintertiden. Så blev man prikket ud og bedt om at gå ind i forhallen og vente ved talerstolen, indtil frikvarteret var forbi. Dér stod man med bankende hjerte og måtte først se sig nedstirret af samtlige elever på vej ind til næste time, og når flokken endelig havde passeret, kom skoleinspektøren, Blåbjerg, i egen høje person – altid gående med stok på grund af en defekt i benet eller hoften – og uddelte under fire øjne en alvorlig påtale og røffel. Der var ikke tale om spanskrør eller anden form for korporlig afstraffelse, men som anklaget var man ikke i tvivl om at være i alvorlig unåde.
 
En modedille i skolegården var en overgang at spille hønseringe. Det hed sådan, fordi udgangspunktet havde været nogle ringe i forskellige farver af samme type, som blev brugt til ringmærkning af høns, det vil sige bestående af et snoet bånd, der gjorde det muligt at hægte ringene sammen på samme måde, som man sætter en nøgle i en nøglering. Da dillen var mest udbredt, kunne hønseringe være eksempelvis bogstaver og figurer stanset ud i plastik – men fælles for dem var, at de ligesom de oprindelige ringe kunne hægtes sammen til lange farvestrålende ranker. Pigerne samlede bare på disse figurer og ringe, mens drengene konkurrerede om dem. Spillet i skolegården gik ganske enkelt ud på at erobre nogle af de eftertragtede ringe fra hinanden, og det foregik på den måde, at vi først aftalte, hvor mange vi spillede om, og dernæst på skift fra den aftalte afstand kastede det sammenhængende bundt ringe op ad eller hen imod en mur. Den, der herefter lå nærmest muren, havde vundet og kunne samle begge bundter op. Somme tider krævede det millimeterbånd at afgøre, hvem der lå nærmest, og så brugte man måske en neutral opmand. Det var sjældent held, der afgjorde spillet. Det var nødvendigt at have både god afstandsfornemmelse, godt boldøje og en god kasteteknik. Som med andre af den slags spil kunne man nemt blive så grebet af det, at der gik hasard i foretagendet, og man begyndte at satse vildt, selv om man var oppe mod en overmagt – og engang præsterede jeg selv at tabe mange snese af de eftertragtede ringe i ét frikvarter. Så var det bare om at lade som ingenting, selv om man var lige ved at græde, og alle godt vidste, det var en katastrofe.
 
 
Hønseringe fra 1960’erne. 
 
I drengegruppen foregik de fleste af vores lege og andre aktiviteter efter skoletid udendørs – og der var altid masser af muligheder at vælge imellem. Den foretrukne aktivitet for mange af os var at spille fodbold – men vi tog også på fisketure til omegnens åer, sejlede i robåd på Fårup Sø eller gik på jagt i skoven, der lå et par kilometer syd for jernbanen. Skoven var uendelig stor, der blev ved med at være nye og uopdagede steder og hemmelige stier, og et sted ned mod søen boede efter sigende en farlig eneboer. Mødestedet, når vi skulle i skoven, var altid et bestemt meget markant træ i skovbrynet – Seksbøgen – som hed sådan, fordi træet bestod af seks sammenvoksede stammer. Når vi mødtes der og gik på opdagelse i den mørke skov, var vi i vore egne hoveder ingen mindre end Davy Crockett eller Hjortedræber på udkig efter Den Sidste Mohikaner. Måske havde vi hjemmelavede våben med i form af flitsbuer, skydere eller sværd, og somme tider medbragte en af os en lup med særlige magiske egenskaber. Luppen blev brugt som brændglas ved at samle solens stråler til en lysende plet, der kunne svitse myrer i sandet eller sætte osende glød i noget sort celluloid, vi havde skrællet af styret på en gammel herrecykel. Celluloiden ulmede kraftigt og udsendte en karakteristisk på en gang stærk, krydret og sødlig lugt.
 

Seksbøgen, april 2010.
 
Navnlig i forårs- og efterårsmånederne var også de klassiske gemme- eller fangelege meget populære, og her deltog tit både store og små og piger og drenge. Udgangspunktet for en af de mest brugte udgaver af denne leg var et centralt sted markeret med en cirkel og midt i ringen en tom konservesdåse. Når den, der var den, opdagede en af deltagerne i legen, for eksempel Lille Bent, skulle han løbe tilbage til ringen, sætte en fod på dåsen og råbe ”Lille Bent i dåsen…!” Så var Bent fanget og skulle sammen med de øvrige fanger stå i nærheden af dåsen – og vente – til han eventuelt blev befriet. Hvis det lykkedes en af deltagerne at komme hen til det centrale sted før den, der var den, så gjaldt det om at sparke dåsen så langt væk som muligt og samtidig råbe ”BE-FRI-ET...!” af lungernes fulde kraft. Nu var alle fangerne sluppet fri og havde tid til at komme ud af syne og gemme sig, indtil den, der var den, havde fået samlet dåsen op og stillet den tilbage i ringen. Gemmelegene som denne var ikke mindst spændende i skumringstimen, hvor der blev flere og flere mørke kroge at krybe sammen i – og spændingen, når jeg tog mod til mig og spurtede hen for at sparke dåsen væk og gennemføre en befrielse, var altid kriblende.

 

Projekter og håndværk.
 
Ud over de legesager, jeg tidligere har nævnt, havde jeg også noget specielt  konstruktionslegetøj kaldet Meccano, som bestod af metalstænger og tandhjul og den slags, som kunne sættes sammen med bolte og møtrikker og bruges til at bygge modeller af maskiner, vogne og kraner. Det var legetøj, som sikkert var møntet på den lille ingeniørspire, som min far måske havde håbet, at jeg som hans eneste søn en dag ville manifestere mig som. I så fald var det forgæves, for jeg var ikke ret god til den slags. Min far var selv rigtig dygtig med sine hænder og havde altid gang i nogle konstruktionsprojekter, hvad enten det var restaurering af gamle ure, ombygning af aflagte skabe, afsyring af sortlakerede egetræsstole eller ombygning og udvidelser af diverse redskabsskure og udhuse. Han havde sit værksted med høvlebænk og alskens værktøj på det åbne loft mellem gangen og min søsters store værelse ved den fjerneste gavl – og her arbejdede han altid med et eller andet, og det var også her, han på et tidspunkt kastede sig over at male oliemalerier og restaurere nogle gamle Dinnesen-portrætter, som han havde tiltusket sig hos noget familie i Bramminge.
 
Min far var ikke selv noget videre talent som kunstmaler, men her som på en mængde andre praktiske områder viste han sig altid som en habil og ihærdig praktiker. Det var ikke mesterværker, han skabte, men ofte gedigent og brugbart håndværk. Jeg tænkte ikke videre over det dengang, men i dag kan jeg godt se, det nok ikke var nogen tilfældighed, at min far ikke blev maler som sin far og farfar. Han havde flere og større talenter på andre områder, og jeg er sikker på, han på sit arbejde ved statsbanerne var en fremragende strateg, organisator og leder. Når jeg fik lov at sidde hos ham på kontoret, oplevede jeg ham altid i fuldstændig kontrol over det, som arbejdet krævede, og altid et skridt foran, når det var nødvendigt. Alting var systematisk ordnet i lister og mapper, og skriveborde, hylder, skuffer og skabe var indrettet og opbygget fuldstændig optimalt i forhold til de relevante arbejdsmåder, rutiner og togafgange.
  

 
På disse billeder har min far dokumenteret overgangen fra brune papbilletter til moderne billetmaskine. Det øverste billede er fra den 30. november 1964, det nederste fra dagen efter, den 1. december. 
  
Fra omkring konfirmationsalderen fik jeg somme tider lov til at gå lidt til hånde på stationen, når min far var på arbejde. Sporskifter og bomme blev betjent fra signalhuset i vestenden af perronen. Bommene skulle rulles ned, hver gang et tog kørte forbi, og når to tog skulle krydse hinanden på Jelling Station, skulle der både skiftes spor og rulles bomme ned. Apparaterne var rent mekaniske og betjeningen foregik ved hjælp af manuelle håndsving og lange stålkabler, der var trukket langs banen fra stationen til de forskellige sporskifter, signaler og bomme. Overskæringen ved Fårupvej kunne ses fra signalhuset, men bommene i den anden ende af byen ved Vejlevej lå langt uden for synsvidde, så her foregik betjeningen ud fra oplysninger om det næste tog i telefonen eller via lamperne i et lyspanel inde på kontoret. Engang blev jeg i tvivl om et eller andet og gik fra signalhuset hen ad perronen til kontoret og spurgte min far, om toget fra Vejle snart var på vej, og om det var på tide at rulle bommene ned. Han så op på mig med et sæt, sprang op af sædet og forbi mig uden at sige et ord og spurtede hen ad perronen til signalhuset og rullede bommene ned for bilerne på Vejlevej, netop inden toget nåede overskæringen. Han skældte ikke ud. Hans reaktion alene var nok til at understrege alvoren i situationen. Jeg havde aldrig før set min far løbe så hurtigt.
 

Min mor og far i haven, 1966. Huset til højre var et af min fars største projekter, bygget ved håndkraft af tunge jernbanesveller.
 
Mine manglende talenter med hensyn til mekanik og håndværk kom også tydeligt frem i sløjd-timerne på skolen. Vi havde Bayer til sløjd, og han gjorde sit bedste for at lære os at save, hamre, høvle og slibe, og nogle var ret gode til det, men jeg formåede ikke selv at få ret mange af de ting, jeg fremstillede, i hverken water eller vinkel. Jeg lavede en lille flagstang til fødselsdagsflag, en stærekasse, en fiskekutter og sågar en skammel til at sidde på. Benene på skamlen var lige lange, fordi det var Bayer, der havde mærket op og savet – men alt andet var hjælpeløst skævt, og efter jeg havde høvlet og filet og pudset efter med sandpapir, var ingenting længere vinkelret eller bare i nærheden af at være vellykket. Min mor havde skamlen stående i køkkenet et par år, men jeg tror aldrig, nogen vovede at sætte sig på den. Bayer var tålmodigheden selv, når han instruerede og hjalp med noget, der var svært at få i vinkel, men han blev tosset, hvis nogen i klassen lavede larm eller ballade, og engang slog han en af drengene oven i hovedet med træskaftet på en fil. Så stod Bayer ved katederet – som i sløjdlokalet var lærerens høvlebænk – og stirrede olmt og skumlede ud over klassen, hvor hver dreng nu skulle stå musestille i mange minutter ved sin plads... til der igen var ro og orden.
 
Min mors store projekt i årene i Jelling var at udvikle haven på den anden side af skinnerne til en pryd ud over alle grænser. Hun arbejdede utrætteligt i alle de lyse måneder med at så, plante ud, planere, lægge begoniaknolde, grave dem op igen for vinteren, plante om, købe nye tulipanløg, skaffe sjældne stauder og alt muligt, der kunne gøre haven endnu mere brugbar og endnu smukkere. Min far lavede måske meget af det grove arbejde, men det var min mor, der fik ideerne og havde både visioner og stædighed til at føre det meste ud i livet. Staudebedene voksede sig i sommermånederne meterhøje og farvestrålende – og køkkenhaven bugnede med både bær, traditionelle grønsager som kartofler, gulerødder, ærter, porrer og grønkål og mere eksotiske arter som broccoli, krølsalater og artiskokker. Hun nød selv i fulde drag at gå rundt dér og sætte endnu mere skik på det hele, og når alting var luget og stokket op, tog hun også initiativ til store blomsterkummer på perronen og plantede funklende mesembryanthemum og klematis i nyanlagte små bede op mod husmuren til glæde for sig selv, personalet på stationen og de rejsende med toget. Selv fulgte jeg disse tiltag på afstand og med en vis undren – men det var vel samtidig på noget nær lignende måde, at hun og min far med en vis hovedrysten opfattede de ting, der betød noget for mig. Vi var nok én familie, der boede under ét tag, men udadtil og ikke mindst i vores hoveder levede vi, som teenagerbørn og forældre er flest – i hver sin verden.
 

Lassie og min mor ved min mors mesembryanthemum og klematis på perronen, 1962.

 

 

Livet er andet end fodbold.
 
Fra jeg landede i Jelling som elleveårig i sommeren 1960 brugte jeg de næste år meget af fritiden på at spille fodbold. Ved siden af vores have på den anden side af banen lå som nævnt seminariets og skolens fælles sportsplads med fodbold- og håndboldbaner, her tilbragte vi drenge mange timer med den runde læderbold. Somme tider var vi kun to, så skubbede vi to håndboldmål tættere sammen og stod og skød på mål ved hinanden. Var vi tre, stod den ene på mål, mens de to andre krøllede om bolden og om at komme først til fem. Var vi flere, spillede vi til to mål efter først på grummeste demokratisk vis at have sat holdene. Der blev udpeget en førstevælger og en andenvælger, og så valgte førstevælgeren én spiller fra flokken og andenvælgeren to. På den måde sikrede man, at de bedste spillere ikke kom på samme hold. Alle ville helst vinde, men det var sjovest, hvis holdene var jævnbyrdige. Efter de første var udpeget, skiftedes holdene til at vælge én hver, indtil alle spillerne var fordelt – eller indtil der kun var kylleret, de mindste og de dårligste, tilbage. Så kunne én finde på at sige – ”Hvis vi får Hans, så må I få resten”, underforstået: De dér rollinger får alligevel ingen betydning i kampen.
 

Dette er det eneste foto, der findes af mig i fodboldtøj. Det er Leif til venstre og mig til højre. Billedet er fra forårssæsonen 1961, hvor vi spillede hjemmekampene på skolens bane på den anden side af banen. Boldklubbens nye baner på Mølvangvej blev indviet i sommeren 1961. 
 
Alene trænede jeg timer i at jonglere med bolden eller i at ramme præcist med både afleveringer, indersidespark og hårde og bløde skud på mål. Den her skal op i trekanten, den her skal ramme højre stolpe midtpå, den her skal sidde i jordhøjde helt ude ved venstre stolpe. Jeg forfinede også mit favorittræk med bolden, hvor jeg i fuldt løb lavede et lille vip med bolden og løftede den fra jorden, netop som modstandernes forsvarer satte tacklingen ind. Uvilkårligt forventede han altid bolden på jorden og blev snydt af mit løft – så var jeg lynsnart forbi og kunne lægge en aflevering indover eller styre direkte mod mål med bolden på tæerne.
 
Som fodboldspiller var jeg af natur angriber. Jeg var hurtig, havde en god spilopfattelse, og jeg elskede at lave mål, se netmaskerne blafre og vinde kampene. Jeg spillede altid for at vinde, uanset om vi blot var to, der skød på mål ved hinanden, eller om der var tale om en rigtig turneringskamp, og jeg blev altid sur, når jeg tabte. Fra mine tidligere barndomsmiljøer i Taulov og Hjulby havde jeg ingen erfaringer med at spille i klub, men i Jelling fik klassekammeraterne mig fra starten af 1961-sæsonen med til træning i Jelling Boldklub, og ret hurtigt blev jeg etableret som en af de faste på holdet. Jelling spillede i stribet rødt og hvidt, og foruden fodboldstøvlerne skulle vi selv anskaffe spilledragten bestående af bluse, korte bukser og strømper. Min mor syede selv bukserne, men blusen og strømperne blev købt i dyre domme. Støvlerne var af mærket Lockey og blev typisk købt brugt.
 
Træneren de første par år var en af lærerne på skolen, Monrad, en lille tæt mand, der var flink og rar, men ikke selv nogen ørn til fodbold. Det så ret klodset ud, når han skulle vise os, hvordan man tager en bold ned eller laver et præcist indersidespark. På grund af min hurtighed, og fordi jeg ud over højre også kunne sparke med venstre, spillede jeg næsten altid venstre wing, som det hed, mens Leif tog sig af den anden fløj. Inde foran mål havde vi som centerforward hvert andet år vores klassekammerat Thorkil og hver andet år en dreng, der hed Carl Åge. Leif og jeg var begge født i 1949, men Thorkil var fra efteråret 1948 og rykkede op fra Lilleput til Drenge og fra Drenge til Junior et år før vi andre.
 
På grund af Leifs og min hurtighed både med og uden bold var vi med et moderne udtryk et farligt kontrahold, der pludselig kunne vende spillet og score mål ud af næsten ingenting. Jeg havde selv en særlig teknik med at trække lidt ind mod midten af banen og stå på linje med modstandernes bageste kæde, når de andre angreb. Mistede de så bolden, kunne to hurtige afleveringer fra bageste mand Erling til Jørgen på midtbanen og fra Jørgen en lang bold ud i venstre side på få sekunder bringe mit hold i scoringsposition. Lå afleveringen fra Jørgen, som den skulle, var der frit løb i venstre side, og jeg spurtede ganske enkelt fra forsvaret, kom først på bolden og gik så vidt muligt direkte mod mål og scorede enten ved at placere bolden eller drible forbi målmanden. Det nummer lavede vi masser af gange de næste sæsoner, og jeg var altid blandt de to-tre bedste målscorere i turneringerne.
 
Vi vandt aldrig turneringen, men et år var vi lige ved. Det var i 1963, hvor jeg som fjortenårig var andenårs Drenge, og hvor jeg i løbet af sæsonen scorede sytten mål i fjorten kampe. I en kamp på udebane mod Billund var det Leif på højre fløj, der fik en lang aflevering og løb forbi modstandernes venstre back med bolden på fødderne. På vej ind i feltet blev han afskåret det sidste stykke ind mod målet af Billunds bageste mand, og nu blev Leif i tvivl, om han skulle forsøge et skud, satse en dribling eller hvad. ”Jeg kan sgu ikke”, sagde han, nærmest til sig selv, og afleverede så på tværs skråt bagud til mig, der automatisk var søgt fra min venstre fløj ind mod midten for at følge op på chancen. Jeg mødte bolden på kanten af feltet og kan stadig mærke fornemmelsen i foden, da jeg sparkede første gang med højre fod, hårdt og fladt, og fulgte bolden gå i nettet i venstre side af målet ved foden af stolpen og helt uden for målmandens rækkevidde. 1-0. Siden begyndte vi at dominere kampen mere og mere og vandt til slut 3-0.
 
 
Hover Stadion mellem Vejle og Jelling, april 2010. Her scorede jeg i 1963-sæsonen et af mine karakteristiske mål på en friløber. 
 
I den modsatte kamp i efterårssæsonen på hjemmebane vandt vi hele 8-2, og den dag scorede jeg selv fem af målene, deraf tre på mine sædvanlige friløbere og to på hovedstød, begge på indlæg fra Leif på højre fløj. Jonna og et par af de andre piger fra klassen stod den dag på sidelinjen og kiggede på, og det gav helt sikkert noget ekstra fart i benene og en dobbelt fryd ved at score og vinde kampen i så overlegen og suveræn stil. Ellers var der sjældent ret mange tilskuere til kampene, det var mest nogle af drengene fra de yngre klasser, der stod og kiggede – og mine forældre, eller de andres forældre for den sags skyld, kom aldrig og heppede på os.
 
Desværre tabte vi topkampen mod Bredsten på udebane med 1-0, og derfor var det holdet fra Bredsten og ikke os, som det år vandt rækken. Men vi tabte kun den kamp, som man siger, fordi vi var enormt uheldige. Kampen blev spillet en søndag, hvor det havde regnet meget i flere dage, og store dele af banen var dækket med dybe vandpytter. Sidelinjer og baglinjer og alle andre kridtstreger på banen var vasket væk, og jeg forstår faktisk ikke, hvorfor kampen alligevel spillet under disse i virkeligheden helt uacceptable forhold. Men det gjorde den altså.
 
Ved stillingen 0-0 fik vi et straffespark, og her skridtede dommeren elleve meter fra mållinjen ud i feltet og placerede bolden flydende i en stor og dyb vandpyt. Vores bageste mand Erling tog tilløb gennem vandet, men hans spark resulterede blot i et enormt sprøjt, hvor bolden kun flyttede sig et par meter og ikke engang nåede ind til målet. Lidt senere fik jeg en friløber i venstre side, spurtede ind mod målet, driblede uden om målmanden mod venstre stolpe og gav bolden det sidste spark med venstre fod ind i det tomme mål til 1-0. Jeg kan stadig mærke den rislende fornemmelse i kroppen af at have bragt mit hold foran og var allerede på vej til jublende at løbe tilbage mod kammeraterne og midterlinjen, da jeg ud af øjenkrogen opdagede, at bolden var bremset og blev hængende i vandpytten på selve målstregen – så der alligevel ikke blev mål. Til slut scorede i stedet Bredsten, og vi måtte rejse hjem til Jelling med et ærgerligt og ufortjent nederlag på 1-0.
 

Med syvende klasse i København 1963 (udsnit). Jeg sidder (med briller) bagest ved siden af Bjarne. Foran sidder Jesper og forrest fra venstre Bent C, Leif og Børge.

 

Ko eller ladeport.
 
1963 var i det hele taget noget af et brydningsår. Ud over min hidtil bedste fodboldsæson, hvor jeg blev topscorer og var stjernen på Jellings Drenge A hold, blev jeg konfirmeret den 31. marts og startede efter sommerferien samme år i 1. real på seminariets øvelsesskole. Desuden begyndte jeg omkring dette tidspunkt at bruge briller, fordi det pludselig blev konstateret, at jeg var nærsynet. Det begyndte med, at jeg knap kunne læse, hvad læreren skrev på tavlen, og da jeg en dag var til fodbold på Vejle Stadion og ikke kunne se rygnumrene på spillerne, fordi jeg havde glemt mine briller, begyndte jeg at gå med dem altid. Det kostede nogle drillende tilråb om ”brilleabe” og den slags, men det måtte jeg lære at leve med.
 
 
Med min mor og far ved konfirmationen i marts 1963. 
 
Til konfirmationen fik jeg langt færre gaver end de kammerater, jeg helst ville sammenligne mig med, herunder ingenting af mine forældre. Det var jeg skuffet over. Men ”Du får jo festen”, fik jeg at vide. ”Så kan der ikke også blive råd til gaver”. Festen var der imidlertid ikke meget ved, syntes jeg. Den var vist mest for de voksne, men jeg fik dog af gæsterne både Thor Heyerdahls rejsebøger om Borneo og Kon-Tiki og en del pengegaver. Borneo-bogen havde et foto af en helt afklædt ung pige, der lå på ryggen i en primitiv hængekøje, så man kunne se alting. Det var fantastisk. Der var ikke mange nøgne piger i omløb på dette tidspunkt, og billedmæssigt var vi på det pikante område mest henvist til de mørkeste kroge på biblioteket med lægebøger, illustrerede leksika og den slags, altså ting der i virkeligheden var meget uerotiske.
 
Seksualundervisning bestod af en enkelt time i skolen, hvor Søndergaard kom ind med blussende kinder og fremlagde, hvad han kaldte kendsgerningerne kort og kontant. Han hængte nogle anatomiske tavler op på tavlen, talte lidt om seksualakten, og sagde noget om, at det her jo var ren teknik, som handlede om naturlige drifter og den slags, og det måtte ikke forveksles med kærlighed og forelskelse. ”Der er jo for pokker...”, sagde han til slut ”... forskel mellem en ko og en rødmalet ladeport”. Skoleugerne var i øvrigt længere dengang, for vi gik også i skole om lørdagen. Sådan var det for mit vedkommende i alle årene, til og med både realskolen og efterfølgende gymnasiet. Begrebet weekend fandtes ikke endnu, vi havde kun fri om søndagen.
 
Pengene fra konfirmationen brugte jeg rub og stub hos HC Sport i Vejle, hvor jeg købte en suveræn og kostbar læderfodbold. Bolden var selvfølgelig uden snøre og havde en beskyttende overflade, så den var vandtæt og ikke kom til at veje et ton, selv om banen var våd. Bolden var af den grund bedre end klubbens bolde på det tidspunkt, og den blev derfor flere gange i løbet af sæsonen med Drenge A brugt som kampbold.
 

Syvende klasse på Jelling skole, 1963. Jeg sidder som nummer fire fra venstre i forreste række.
 
Ud over Søndergaard var vores favoritlærer i underskolen Bødker, som vi havde til regning, og som desuden var drengenes gymnastiklærer. Bødker var en ungdommelig, smilende og slagfærdig type, som vi var på næsten kammeratlig fod med – selv om tonen stadig var De og efternavn Bødker. I klassen brugte Bødker nogle gange det trick at smide tavlesvampen eller et stykke kridt efter elever, der mere eller mindre var faldet i søvn i timen, og når Henning svarede ”Jeg sover” og ”Hvad er der?”, efter han var ramt af kridtet og blev spurgt, så sagde Bødker for eksempel ”Ærter? Det er nogle små grønne kugler, som hvis man skærer dem i skiver, så kan de stables”. Kravene var ret store i Jelling Skole på dette tidspunkt i historien, og da klassen efter syvende klasse skulle deles i en boglig og en ikke-boglig retning, var det kun knap halvdelen af os, der kom igennem nåleøjet til realskolen; de andre måtte fortsætte i ottende.
 
Helt ærligt var der et par urolige elementer i klassen, det var rart at slippe af med, og udbyttet af undervisningen blev de næste år endnu bedre, end det havde været i underskolen, men der var også nogen, vi kom til at savne – for eksempel Jonna, klassens flotteste pige. Til gengæld kom der i første real fra omegnens grundskoler en række nye til, herunder også en og anden flot pige, ikke mindst Sonja. Mange af lærerne var de samme – blandt andre Søndergaard, Bødker, Christensen og Bayer. Christensen var vores tysklærer, som var så ferm til at lære os regler og remser, at jeg stadig kan huske mange af dem den dag i dag. Faktisk er det ikke mindst Christensens fortjeneste – kombineret med den omstændighed, at vi dengang så rigtig meget tysk fjernsyn – at jeg altid siden har kunnet forstå og tale tysk relativt ubesværet, i mit erhvervsliv mange år senere rent faktisk tysk på forhandlingsniveau.
 
Bayer var en naturhistorie-lærer af Ingvald Lieberkind typen, helt og aldeles opslugt af sit fag, med kolossal viden og egne omfattende samlinger af udstoppede dyr og fugle og tørrede insekter sat op med nåle i store glaskasser. Når Bayer var i godt humør fortalte han begejstret og med stor glød om det, der var dagens emne – eller han tog os med ud for at fiske efter dafnier, haletudser og rygsvømmere i en af byens damme eller i et nærliggende mosehul nede i skoven ved Seksbøgen. Engang fortalte Bayer, at han var på vej til at få opfyldt en af sine største drømme, nemlig at komme på safari i Afrika. Han havde i den anledning købt et nyt kamera med avanceret teleoptik og havde selvfølgelig store tanker om lysbilledserier og foredrag, når han kom hjem. Men desværre gik det ikke helt som planlagt. Turen var vellykket nok, men da han afleverede sine film til fremkaldelse, viste det sig, at der overhovedet ingen billeder var på filmene – vistnok fordi Bayer havde glemt at fjerne det sorte dæksel fra kameralinsen.
 

Skolen, april 2010. Det brede halvtag foran indgangen er væk, og der er sået græs i skolegården.
 
Geografilæreren Garly brugte hele den første time i første real på to ting, som ingen af os normalt ville skænke en tanke. Først forklarede han i detaljer symbolikken i forsideillustrationen til den nye geografibog. Siden var opdelt i to dele med hver sin farve, hvid og blå, og billederne i begge delene var i følge Garly på hver sin måde repræsentative for begrebet ørken. ”De fleste mennesker opfatter ørkenen som et sted, der mangler vand”, sagde Garly. ”Men det er ikke nødvendigvis rigtigt. En ørken kan også være et sted, der har masser af vand, men i stedet mangler varme. Man skelner på den måde mellem en stenørken som for eksempel Sahara og en isørken som Arktis”. Resten af timen brugte han på at understrege vigtigheden af altid at læse forordet til en hvilken som helst ny bog, man fik i hænderne. Det var der heller ingen af os, der nogensinde havde overvejet. Forordet fortalte i følge Garly altid, hvad der var hensigten med den pågældende bog og pegede samtidig på, om der var nogle specielle forhold, man skulle være opmærksom på, når man læste bogen. Hvis man sprang forordet over, risikerede man altså at misforstå hele bogen. Alt i alt var Garlys udlæg i denne første time udtryk for en akademisk tankegang, der var uvant for os, men som på forskellig vis faktisk skulle vise sig at være karakteristisk for meget af den undervisning i næsten samtlige fag, som vi mødte i realskolen. Lærerne var fagligt dygtige og havde alle sammen noget på hjerte, og vi elever – hvis vi ellers vi fulgte med i timerne – blev taget alvorligt og stillet krav til næsten som rigtige voksne mennesker.
 
Til historie havde vi Lund med det karakteristiske engelske overskæg. Han førte os med stort engagement i løbet af realklasserne gennem de klassiske epoker af Danmarks- og verdenshistorien. Lund havde stor respekt for mange kulturer og folkeslag, men ikke meget til overs for schweizerne. ”Schweiz har kun ydet to bidrag af betydning for verdenshistorien: Røde Kors og kukuret”, sagde han altid og tilføjede: ”Det, man kalder schweizerost, stammer snarere fra Holland, og historien om Wilhelm Tell har schweizerne tyvstjålet fra myten om Robin Hood”.
 
Til fysik og kemi havde vi Erik Nielsen, en forholdsvis mut og striks person, der tit kunne være lunefuld og stram i betrækket – men han var fagligt dygtig som de øvrige lærere og sørgede for med stor omhu og mange overbevisende forsøg, at vi fik fuldstændig styr på de vigtige faldlove og Newtons opdagelser af tyngdekraften. Nielsen var også idrætslærer og havde i sine yngre år spillet divisionsfodbold i OB og haft et par landskampe. Op til et skoleidrætsstævne i tredje real bad han mig komme med forslag til skoleholdet, og det var jeg selvfølgelig beæret over. Jeg rådførte mig med nogle af kammeraterne og kom op med et forslag, men Nielsen syntes, det havde for stor overvægt fra de ældste klasser, og at der i al for høj grad blev set bort fra nogle talenter fra første real. Nielsen kasserede derfor oplægget og satte selv holdet. Og ikke nok med det. Som straf for mit uigennemtænkte forslag blev jeg selv sat af holdet og kom ikke til at spille en eneste kamp ved stævnet.
 
Ved idrætsstævnet deltog jeg derfor kun i atletikkonkurrencerne, hvor jeg til gengæld for skuffelsen over at være udelukket fra fodboldholdet sprang mit livs længdespring og vandt konkurrencen med et spring på seks en halv meter, mange centimeter foran nummer to. Jeg kan stadig huske koncentrationen og spændtheden i kroppen, da jeg tog tilløb – og vidste, at alle pigerne fra klassen sammen med en mængde andre tilskuere stod omkring springgraven og fulgte konkurrencen. Jeg ramte planken perfekt og fik en suveræn højde på springet, så jeg bogstaveligt talt svævede det sidste stykke, meget længere end nogensinde før. Gymnastiklærer Bødker noterede springet som et af de tre topresultater fra stævnet, der med navne på udøverne dagen efter blev omtalt i Vejle Amts Folkeblad. Det var et plaster på såret, men jeg tilgiver aldrig Nielsen, at han udelukkede mig fra fodboldholdet.
 
Et par dage efter idrætsstævnet spillede anden realerne, altså klassen under mig, en fodboldkamp mod lærerne. Til kampen havde de lov til at vælge to forstærkninger fra de øvrige klasser på skolen - og jeg var en af dem, der blev valgt. Jeg spillede ikke nogen specielt god kamp, men opfattede klart valget som en cadeau, fordi jeg ugen før var blevet vraget til skoleholdet.
 
 
Her er nogle af lærerne fotograferet i forbindelse med sidste skoledag i 1966. Fra venstre Bayer, Lund, Garly, Erik Nielsen, Fru Søndergaard og Søndergaard.  
 
Et fast indslag i dagsprogrammet på Jelling Skole var morgensamling og morgensang i forhallen. Fra skolegården og et vidtstrakt halvtag gik man gennem en glassvingdør, og så stod Blåbjerg på talerstolen i højre side, mens vi elever stillede op klassevis efter rangordning ned gennem det store lokale, hvorfra lange gange og trapper både op og ned førte ud til klasseværelser og faglokaler. Formningslokalet lå i kælderen for enden af en trappe og naturhistorie og fysik var placeret i gangen til højre fra bunden af forhallen, før man gik op ad trappen til lokalerne på første sal. Naturhistorie havde store glasskabe med udstoppede dyr ved bagvæggen, og bag det brede kateder under den lige så brede sorte tavle var placeret nogle kasser, der indeholdt plancher på stift pap over dyr og planter.
 
Fysiklokalet lidt længere nede af gangen var opbygget som et auditorium med tre-fire rækker faste borde med klapstole og med katederet og tavlen placeret på scenen nederst i amfiteatret. Længere oppe i lokalet bag auditoriet stod rækker med borde,  der havde gastilslutning til bunsenbrændere og andet udstyr til fysik- og kemiforsøg. En af kammeraterne blev på et tidspunkt så bidt af kemi, at han anskaffede et kemikersæt til hjemmebrug, og en dag gik jeg ham til hånde, da han blandede ingredienser til noget krudt og et kæmpe kanonslag, som vi bagefter forsøgte at affyre midt på sportspladsen på den anden side af banen. Vi pakkede bomben ind i avispapir, som vi antændte med en tændstik, og løb derefter, så langt og hurtigt vi kunne, for at komme i sikkerhed inden sprængningen. Men bomben var heldigvis en fuser, og ingen kom til skade ved eksperimentet. 
 
Gik man op ad trappen fra forhallen, lå geografi efter en yderligere trappe rundt til venstre på anden sal lige under taget. Derfor havde lokalet – der desuden fungerede som skolebibliotek – tagvinduer og delvise skråvægge. Gymnastiksalen lå i stueetagen med indgang i højre side af gangen, der gik ligeud fra bunden af forhallen. Her havde hvert barn en knag til sit håndklæde i et højt skab, og nogle lave fastmonterede træbænke adskilte indgangsarealet, hvor man gik i sko og dagligtøj, fra inderkredsen, hvor udendørssko og den slags var strengt forbudt. Gymnastiklæreren instruerede i vigtigheden af altid at tage brusebad efter gymnastiktimen – og hvis håndklædet lugtede surt, skyldtes det nok, at det ikke var hver måned, jeg tog det med hjem og fik det vasket.
 
Indendørsdisciplinerne i gymnastiktimerne var ikke mine favoritter. Jeg var ikke god til at klatre i tove og fandt aldrig ud af at lave hverken flikflak eller kraftspring, men jeg havde styr på et godt afsæt fra springbrættet og kom over både bukken og plinten uden problemer. Jeg foretrak i alle årene de udendørs aktiviteter, som typisk var boldspil eller atletik. Gymnastiklærer Bødker kørte hvert år os drenge gennem alle de nødvendige discipliner for at få det såkaldte Idrætsmærke – løb, højdespring, længdespring, to kast i form af enten slyngbold, spyd eller kuglestød. Man skulle opnå et minimumresultat i samtlige discipliner, og igennem årene i underskolen og realen erhvervede jeg selv alle mærkerne et for et – bronze, sølv og guld i femte til syvende og sølv med emalje og guld med emalje i realen.

 

Fra barndom til ungdom.
 
Efter skoletid var det stadig de udendørs aktiviteter som atletik og fodbold, der optog os drenge meget. Vi var blevet for store til at spille bold på græsset foran Gorms Høj og brugte nu mere tid på skolens og seminariets sportsplads på den anden side af jernbanen. Her kunne vi være heldige at få lov at spille med seminarieeleverne, der var ældre end os, men ikke længere så meget højere eller hurtigere. Men mange af dem var gode, rigtigt gode endda. I de år i 1960’erne var det ikke usædvanligt, at mindst halvdelen af spillerne på Vejle Boldklubs divisionshold gik på seminariet i Jelling. På nogle af disse eftermiddage oplevede jeg selv pludselig at kunne lægge en lang præcis aflevering, og så var det en udsøgt fornøjelse at have medspillere, for eksempel lynhurtige Kaj Poulsen, der løb på det rigtige tidspunkt og tog bolden perfekt med sig, når min pasning landede, hvor den var tænkt, lige for hans fødder. Også Tommy Troelsen gik på seminariet på dette tidspunkt, og engang – hvor et hold fra skolen spillede mod VB-stjernens seminarieklasse – reddede jeg som målmand et straffe, der blev sparket af Troelsen.
 
 
Seksten år gammel, 1965. 
 
Ud over morgensangen i forhallen lærte vi også de klassiske danske sange i sang- og musiktimerne. En dag i første real ville musiklæreren gerne løfte en finger i forhold til tidens moderne toner og afspillede i musiktimen en optagelse af et radioprogram produceret af den danske kapelmester og komponist Ib Glindemann, som havde set sig rigtigt gal på rock’n roll og den slags og brugte hele udsendelsen på at ville påvise, at al populærmusik var noget bras. Som eksempel brugte han blandt andet engelske Tommy Steeles fænomenale ”A Handful of Songs”, der allerede dengang – i 1964 – var en klassiker. På et tidspunkt talte Glindemann takterne – ”1-2-3-4” – hen over Steeles sang og påviste, at ups, her manglede der en takt, og på den baggrund affærdigede han herefter hele den nye musik som amatøragtig og ikke værd at samle på.
 
Men dét blev for meget for nogle af os i klassen. Jeg tænkte selv, at man med et simpelt kvantitativt bevis – der manglede en takt – naturligvis ikke kunne frakende rock’n roll musikken en værdi. Det afgørende var jo først og fremmest, om musikken rykkede – og det gjorde for eksempel Tommy Steeles ”A Handful of Songs” umiskendeligt. Vores musikinteresse var kun spirende på dette tidspunkt, men Glindemanns provokation fik en gruppe af drengene i klassen anført af Thorkil til at samle skyts til næste musiktime, hvor vi lånte os frem til singleplader og ep’er og fik lov at spille Elvis, Little Richard, Chuck Berry og de nye engelske navne som Beatles og Rolling Stones på skolens musikanlæg. Hold da op, hvor det swingede! Fra den dag var jeg hooked på den nye musik, og allerede nogle måneder senere havde jeg til juleaften 1964 kun et eneste for alvor brændende ønske: Den nyeste Beatles-lp, netop udkommet i starten af december måned, ”Beatles For Sale”. Jeg fik ingen lommepenge af mine forældre og ejede sjældent kongens mønt – men musikinteressen gjorde det nødvendigt at skaffe midler til at købe de nye hits, der kom i en lind strøm i de år ikke mindst fra England, og i den næste periode blev alle mine surt tjente penge fra småjobs med at plukke jordbær og luge roser hos gartnerier i omegnen investeret i udvalgte nye singler, fra melodiøs pop som ”The Carnival Is Over” med Seekers til mere slagkraftig rhythm & blues som ”Here Comes the Night” med Van Morrison og gruppen Them.
 
Spændingen før de traditionelle skolefester blev større og større op gennem realen. Drømmen var altid at få en dans eller to med en af de piger, der fik sveden frem i håndfladerne og hjertet til at dunke, men når man var genert som jeg, kostede det en masse overvindelse at byde den udkårne op. Netop som jeg havde fået kantet mig i stilling i nærheden af den eftertragtede, kom en af de andre drenge mig tit i forkøbet. Skoleballet åbnede altid med en indmarch, hvor vi skulle gå sammen to og to, dreng og pige, derefter fire og fire, otte og otte osv., til gulvet var fyldt i hele salens bredde, og hvordan fik man til denne del af begivenheden lige sørget for at få den rigtige partner? Et år dristede jeg mig til at spørge Sonja, om vi skulle gå sammen til skolefesten, men da var jeg selvfølgelig for sent ude. Hun havde allerede en anden aftale.
 

I haven, 1965.
  
Det var traditionelt anden realerne, der stod for opførelsen af skolekomedien, og da tiden nærmede sig for vores årgang, udpegede Søndergaard Leif og mig til at spille rollerne som to røvere, Lif og Leander, i en forestilling baseret på Astrid Lindgrens ”Rasmus på farten”. Vi øvede stykket en del gange, og der var masser af nerver før premieren, men da først forestillingen var i gang, kørte alting på skinner og nærmest af sig selv. Det lykkedes for en gangs skyld at få fuldstændig bugt med genertheden, og jeg følte mig som konge og i suveræn kontrol, når jeg trådte ind på scenen, en fantastisk følelse, som jeg aldrig havde kendt tidligere. Stykket blev spillet på kroscenen tre-fire aftener i træk, og vi var alle sammen kede af det, da det hele var slut, og magien og den unikke ensemblefølelse med ét slag forduftede. Stjernen i forestillingen var Jens Ole fra B-klassen, der havde hovedrollen som drengen Rasmus’ bedste ven, vagabonden Oskar. Jens Ole fyldte hele rummet og havde salen i sin hule hånd, så snart han trådte ind på scenen. Samtidig var han i stand til at improvisere og finde på nye helt rigtige små bevægelser og minetræk for sin figur hver aften. Det var veritabelt stjernestøv, når det var bedst, og det var hver aften en utrolig oplevelse at stå på scenen og opleve hans glanspræstation på nærmeste hold. Vagabonden havde en iørefaldende signatursang, som Jens Ole foredrog for fuld kraft og uden vaklen, og der var smil på læberne i hele salen og tordnende bifald hver aften ved tæppefald.
 
Ved en efterfølgende fest på skolen optrådte samme Jens Ole som forsanger sammen med sit band fra Gadbjerg, fire fyre med bas, trommer og to elguitarer. Jeg ved ikke, hvor gode de var, men de spillede højlydte coverversioner af en mængde af tidens store hits, især Beatles og Rolling Stones, og det var i sig selv fantastisk. Der var aldrig alkohol i spil til skolefesterne, men nogle fra klassen gik også til lørdagsbal på en af kroerne i omegnen, og hvad der eventuelt foregik ved den slags fester, skal jeg ikke kunne sige. Jeg deltog aldrig i den slags fester. Et af de mest synlige resultater af disse aktiviteter var, at nogle fra klassen i tredje real pludselig mødt op til festerne på skolen med en ven eller veninde, altså havde fået en kæreste. Blandt andre Sonja, og det var selvfølgelig skuffende.
 

2. Real A på Jelling Statsseminariums Øvelsesskole, 1965. Jeg står som nummer to fra venstre i bageste række, det er lærer Søndergaard i bageste række yderst til højre.
 
Passionen for tidens beatmusik delte jeg ikke mindst med Thorkil fra klassen, og han og jeg var derfor mere og mere sammen efter skoletid. Hos Thorkil gik man lige ind, uden at banke på, når man kom på besøg – hvilket for mig tog lang tid og en del overvindelse at vænne mig til. Thorkils far var byens læge, og i lægehjemmet var rammerne på mange måder noget videre, end jeg var vant til. Thorkil fik tidligt sit eget B&O stereoanlæg – og det var ikke mindst sammen med ham, at jeg i disse år oplevede at komme hjemmefra på større og længere ture. Fra sin studietid i Århus var Thorkils far AGF-tilhænger, og somme tider blev jeg inviteret med, når han og sønnen kørte til fodbold om søndagen og så AGF i Odense, Esbjerg eller Århus. Selv delte jeg naturligvis ikke begejstringen for Århus-holdet. Når man nu havde landets bedste fodboldhold, Vejle, nærmest i baghaven, var der jo ingen grund til at gå over åen efter vand, og AGF havde i de år kun én klassespiller, Henning Enoksen, der tidligere havde spillet i Vejle.
 
Senere i løbet af realen lånte Thorkil og jeg og Bent fra klassen i bededags-ferien lægefamiliens campingvogn og boede nogle dage uden forældreindblanding på en campingplads i Juelsminde. I sommerferien tog Thorkil og jeg til København sammen og boede nogle dage hos hans moster og onkel. På en af disse ture så vi i juni 1965 – fra første parket lige bag målet – Ole Madsen score sit berømte mål på hælspark mod Sverige – og året efter oplevede vi en aften på Bakken det engelske band Artwoods, senere Deep Purple, trykke den af for et lille, men begejstret publikum. Vi læste engelske musikblade, fulgte med i alt nyt om den nye musik via Radio Luxembourg, hørte det daglige program ’Efter Skoletid’ i radioen og vidste efterhånden alt, hvad der var værd at vide om de bands og musikere og sangere, som vi var mest vilde med. Hjemme hos mig var min søster flyttet hjemmefra, og jeg overtog derfor hendes store værelse i den fjerneste gavl af stationsbygningen og kunne nu pludselig have kammerater på besøg og skrue lidt op for musikken, uden mine forældre kunne høre det. Og hvis Leif og Jesper og Thorkil og jeg havde aftalt at spille whist en lørdag aften, kunne vi nu fortsætte til over midnat, uden nogen fik ondt af det.
  
I slutningen af anden real skulle der tages stilling til, om vi ville fortsætte i tredje real eller skifte til gymnasiet. Selv var jeg ikke udsat for noget pres hjemmefra, for ingen i min familie havde nogen sinde taget en studentereksamen, men enden på overvejelserne blev, at samtlige elever i klassen fortsatte i tredje real, og ingen skiftede til gymnasiet før realeksamen. Hvordan det kom i værk, er jeg ikke sikker på, men jeg tror, det ikke mindst var på grund af Søndergaards mellemkomst, at det lykkedes at holde klassen samlet hele vejen gennem realen. Ingen af os kom til at fortryde det, for vi havde et godt kammeratskab og lærte også en masse det tredje år. Vi fik Fru Søndergaard til fransk og lærte på ét år mere af hende end de to efterfølgende år i gymnasiet – og i løbet af året tog Søndergaard og Fru Terkelsen os i november 1965 med på et ti dage langt lejrskoleophold sammen med en gruppe tyske børn i noget, der hed Internationales Haus Sonnenberg ved byen St. Andreasberg i Harzen. Vi rejste med toget derned og blev på lejrskolen udsat for et dagsprogram med foredrag på tysk, der var så seriøse, at det næsten gjorde ondt – herunder titler som ”Europäische Gemeinshaft u. atlantischer Partnerschaft” ved Dr. Ernst Aug. Roloff fra Braunschweig og ”Möglichkeiten einer Zusammenarbeit zwischen Europa und Lateinamerika” ved Dr. Hans Röttgen fra Wuppertal.
  

Et af mine egne fotos fra Sonnenberg, 1965. På de øverste balkoner står nogle af pigerne fra klassen.
 
Jeg havde selv to længere indlæg i løbet af ugen, dels et lille foredrag med udvalgte lysbilleder om Danmark og danske forhold, dels en slags anmeldelse af den lørdag, hvor Dr. Röttgen havde talt om mulighederne for et samarbejde mellem Europa og Latinamerika. Jeg skrev selv udkast til manuskripterne til disse plenumindlæg, og Fru Terkelsen hjalp med at gradbøje de tyske sætninger. ”Ich glaube dass der Vortrag gestern Vormittags sehr interessant war – jedenfalls für diejenigen die sich für Geschichte interessieren. Die Fragen zu den Referenten waren meiner Meinung nach gut, und die Antworten Dr. Röttgens oft sehr interessant”. Til slut kommenterede jeg et indlæg fra en af de tyske kammerater om dagens vigtigste avisnyheder. ”Kurt, das heißt ’Dicker’, erzählte uns die Mannschaftsaufstellung des deutschen Nationalmannschafts. Ich glaube, dass Deutschland mit dieser Aufstellung keine Chance hat, Zypern heute zu besiegen”. Med hensyn til fodboldkampen tog jeg dog fejl. Tyskland vandt selvfølgelig kampen i overlegen stil med 6-0. 
 
Selve realeksamen blev en ren svir for mange af os med masser af topkarakterer og succesoplevelser. Vi  var super forberedte i det meste, og i engelsk kunne min kammerat Frede og jeg citere lange passager af en fortælling om nogle skæve eksistenser på The Embankment i London udenad, fordi vi som følge af Søndergaards undervisning havde fået både denne historie og selve det engelske sprog helt ind under huden. Både Frede og jeg og en række af kammeraterne fik 10-, 11- og 13-taller på stribe og var nu fuldstædig klar til næste skridt på vores vej, gymnasiet i Vejle, hvor over halvdelen af klassen startede efter sommerferien 1966, samme år som Stevie Winwood og Spencer Davis Group udsendte deres fremragende lp ”Autumn ’66”, og Beatles kom bag på os alle sammen med det mesterlige og nyskabende udspil ”Revolver”, som Thorkil og jeg hørte sammen i en lytteboks hos Fona i Vejle, da lp’en udkom i august 1966.
 
En dille i de år var rejsegrammofonen – en lille sammenklappelig sag, der kunne foldes ud med pladetallerken, pickup og højttaler og bringes med næsten overalt. Min kammerat Thorkil havde adgang til sådan et apparat, og tit tog vi i somrene 1965 og 1966 grammofonen med ud til Jellings nye friluftsbad, der var åbnet for enden af fodboldbanerne ved Mølvangvej – og så lå vi i solen og kiggede efter pigerne, mens vi hørte Beatles og Kinks og Stones og Them og Who og hvad de nu hed alle sammen, om og om igen, til vi kunne hver eneste tone og hvert eneste riff fuldstændig udenad. Musikken fængede på en forunderligt gennemgribende måde og talte til os direkte, uden noget som helst filter, så det var blevet nærmest livet om at gøre at høre de nye ting først, i en sen nattetime over Radio Luxembourg med transistorradioen ved øret, og at få fat i pladerne, så snart de udkom. Havde man ikke hele beløbet på en gang, kunne man hos radiohandleren omme ved kroen nogle gange købe en eftertragtet plade på afbetaling. Det fortalte jeg ikke mine forældre; de ville have troet, jeg var tosset.
 

3. Real A, 1966. Jeg står som nummer seks fra venstre i den midterste række. Lærerne i bageste række er fra venstre Blåbjerg, Nielsen, Bødker, Lund, Garly, Fru Nielsen og Søndergaard.
 

Station på vejen.
 
I stationsbygningens fjerneste ende hen mod pakhuset er der med adgang fra perronen et stort ubenyttet lokale, som min far har inddraget til forskellige formål. I første omgang blev det brugt som festlokale, da mine forældre for halvandet år siden fejrede deres sølvbryllup og havde inviteret en stor flok af familie og venner. Til festen havde min far fremstillet hjemmebrygget vin, som blev serveret i så rigelige mængder, at gæsterne blev rigtigt muntre, og min far næsten uden nerver kunne oplæse for hele forsamlingen det lange digt på jysk, han havde skrevet til min mor. Nu bliver rummet blandt andet brugt som bordtennislokale, og jeg har netop spillet to kampe mod min kammerat Leif, hvor vi vandt en hver. Jeg førte ellers 20-16 i sidste sæt, men så begyndte jeg at spille unødvendigt defensivt, og Leif vandt derfor de sidste seks bolde og dermed kampen. Min far har lavet bordtennisbordet af en stor spånplade, der har alle de rigtige mål, og bordet er endda malet grønt med hvide linjer fuldstændig efter forskrifterne. Det eneste problem er, når man kommer til at ramme den brandvarme kakkelovn med en af de små levende bolde. Så svitses der nogle gange hul i den hvide overflade, og celluloidkuglen krøller sammen til en ubrugelig klat krakeleret æggeskal.
 
Jeg går rundt om gavlen mellem stationen og pakhuset, hvor der i cykelstativerne står tre sorte herrecykler, den ene punkteret på begge hjul. Det er den 2. februar 1966, det er koldt og mørkt, og der ligger snavsede snebunker op ad murene og på fortovene over mod seminariet og mejeriet ved Stationsvej. Jeg går ind ad hoveddøren midt i stationsbygningen og tager bordtennisbat og bolde med op ad trappen, da min mor åbner døren fra stuen og siger, at vi snart skal spise. Oven for trappen drejer jeg til venstre og går forbi badeværelset på venstre side af gangen, gennem døren til det store loftsrum, der på denne dag i vintersæsonen er iskoldt og skummelt. Til venstre står min fars høvlebænk og til højre hans staffeli med et maleri af et skovmotiv, som han har kæmpet med længe, men nu vistnok har opgivet. I venstre side af bagvæggen fører en lys dør ind til mit værelse i gavlen. Rummet ligger lige over bordtennislokalet og deler derfor skorsten med dette. Der er dejligt varmt, da jeg træder ind i værelset, men jeg kan se, der snart skal hentes koks, og at askeskuffen vist trænger til at blive tømt.
 

En af mine ni lp’er er ”Beatles for Sale” fra december 1964.
 
Inden for døren til højre er der en niche med min seng. Den er gammel med høje gavle af bøgefinér og en madrasbund, der buer mod midten, men den er okay at sove i. Venstre side af nichen er en væg, der går halvvejs ud i rummet og ender i skorstenen, som står cirka midt i lokalet. Til venstre for døren er der et stort hjørneskab, hvor jeg har mit tøj og nogle skolebøger. Væggen ved siden af skabet er dækket af en flere meter høj og bred collage af Beatles-billeder fra engelske og tyske musikblade, navnlig New Musical Express og Bravo. Halvvæggen med skorsten deler det store værelse i to dele, og på den anden side af kakkelovnen er der et stort lyst rum med gavlvindue i den høje mur og skråvægge ud mod taget i begge sider. Ved vinduet har jeg placeret et lille bord ind mod væggen, her står min radio og min pladespiller. Radioen er en ældre sag i trækabinet fra 1950’erne med mellembølger og langbølger, men apparatet har en stor og solid højttaler, der giver en god lyd. Pladespilleren er af mærket LL og betydeligt nyere, men selvfølgelig købt brugt. Midt i pladetallerkenen kan jeg på en stålstang placere en stak på otte-ti singleplader, og når jeg trykker på startknappen, falder den første plade ned og pickuppen kører ind og starter musikken. Når nummeret er slut, går pickuppen automatisk tilbage, den næste plade falder ned – og så fremdeles, til hele stakken er blevet spillet. Jeg kan i princippet gøre det samme med lp’erne, men det er for risikabelt. Nogle gange falder den næste plade ned, før pickuppen er helt væk, og det giver ridser af den mest ondartede slags i vinylen.
 
Mine ni lp’er har jeg sat op på væggen i nogle lommer lavet med vinkelsøm hamret ind i muren. Det har jeg gjort, fordi jeg synes, omslagene til pladerne på hver sin måde er utroligt flotte, og fordi jeg på den måde kan overskue hele samlingen på én gang. Tre af pladerne er Beatles, senest fik jeg ”Rubber Soul” i julegave, og den har kørt stor set lige siden – men der er også noget med Kinks, Spencer Davis Group, Beach Boys, Who og Them i samlingen. På bordet ved siden af radioen står to bokse med mine singler, der er i alt syvogtyve. Jeg tager ”Rubber Soul” lp’en ned fra væggen og fisker posen med pladen ud af pladeomslaget. Side et på denne plade er helt klart den bedste med en suveræn serie af sange fra ”Drive My Car” og ”Norwegian Wood” over ”You Won’t See Me” og ”Nowhere Man” til ”Think For Youself”, ”The Word” og ”Michelle”. Det er fantastisk, jeg bliver aldrig træt af Beatles og den her musik.
 
Jeg sætter mig på briksen ved det smalle sofabord og skimmer nogle sider i geografibogen til i morgen, mens jeg lytter til musikken. Der er også noget med en dansk stil, der skal afleveres en af dagene, men det må vente. Så ringer min telefon pludselig, og jeg regner med, det er min mor, og at jeg skal ned og spise. Min far og mor har ikke noget telefonabonnement til den vide verden, men en af statsbanernes teknikere har lavet en intern linje mellem et apparat i entreen nede i stueetagen og et tilsvarende på mit værelse. På den måde behøver min mor ikke gå den lange vej op ad trappen og hen ad gangen til mit værelse, hver gang jeg skal have en besked, hvad enten det er, at vi skal spise, eller jeg har fået besøg. Nu er det Jesper fra klassen, der har banket på – og jeg går ned i entreen for at møde ham. Han ved godt, vi snart skal spise og er kun kommet for at bekræfte, at han gerne vil være med til at spille kort i aften. Han kommer ved syvtiden. Jesper og jeg har altid været lige høje, men på det seneste er han med en forsinket slutspurt begyndt at vokse mig over hovedet. Alle vi andre drenge er stoppet omkring de hundrede og firs centimeter, men nu har Jesper i rask tempo passeret hundrede og halvfems og er godt på vej mod to meter.
 

Min fars skrivebord med transistorradio, piber, askebæger, diverse nips og klenodier, 1965. I baggrunden døren fra stuen ind til stationskontoret.
 
I mellemtiden har min mor sat maden på bordet. Hun tørrer med en hurtig bevægelse hænderne i forklædet og siger værsgo. Det er frikadeller med kartofler, hvid sovs og nogle af de krasse rosenkål fra haven, som jeg ikke er vild med. Min far har fået fri fra arbejde og lægger sin cerut i askebægeret på skrivebordet lige inden for dobbeltdøren til kontoret. Mens vi spiser, diskuterer han og min mor, om vejrsituationen mon tillader, at de kan køre op til min søster og svoger og børnebørnene på søndag. Min far har for ikke så længe siden fået kørekort og derefter købt en sort Ford Consul af ældre model, så han og min mor nu er blevet langt mere mobile. Senest er de i ramme alvor begyndt at tale om, at vi måske kan køre sydpå med bilen i sommerferien, måske til Harzen eller deromkring. Det lyder sådan set lovende, selv om jeg jo selv lige har været på de kanter. Der er ikke noget i fjernsynet i aften, og desuden får jeg besøg om få minutter, så jeg rejser mig fra middagsbordet og hjælper lige min mor med at rydde ud, før jeg smutter op ad trappen til mit værelse og starter Beatles lp’en forfra. ”Asked a girl what she wanted to be / She said Baby, can’t you see / I wanna be famous, a star on the screen / But you can do something in between / Baby you can drive my car / Yes I’m gonna be a star / Baby you can drive my car / And maybe I love you”.

 

Gensyn med Jelling.
 

Jelling Station anno 2010.
 
Da jeg en dag i april måned 2010 besøger Jelling for at fornemme de gamle steder, er der gået syvogfyrre år, siden jeg i marts 1963 blev konfirmeret og treogfyrre år, siden mine forældre og jeg i 1967, mens jeg gik i gymnasiet i Vejle, forlod byen. Det siger derfor sig selv, at meget er forandret. Runestenene, kirken og højene står der endnu, endnu mere velplejede og stolte end dengang – men stationsbygningen er fjernet og erstattet af en ny bygning, som rummer blandt andet Jelling Pizza. På den anden side af gaden er mejeriet på Stationsvej nedlagt, men selve bygningen findes stadig og er i dag indrettet til butikscenter med navnet Runecentret. Seminariebygningerne er frilagt ved omfattende rydning af træer og buske, og skolegården ved øvelsesskolen er tilsået med græs. Stederne rummer i dag noget ny ungdomsuddannelse, og både seminarium og skolegang er flyttet til helt nye bygninger på den anden side af banen, hvor der i min tid ud over den store sportsplads kun fandtes spredte huse og et par bondegårde. Nu er der anlagt en vej langs med banen på den anden side af skinnerne, og byen har bredt sig med villakvarterer, rækkehuse, gangstier og en nyanlagt golfbane på arealet ned mod skoven, hvor Seksbøgen stadig knejser som stolt markør i skovbrynet. På golfbanen ses en markant gruppe af kuplede bronzealderhøje, som i min tid må have været tilgroet med buske og træer. I hvert fald er synet af de 5-6 høje på rad og række på arealerne omkring Seksbøgen både overraskende og nyt. [Se note herom sidst i denne krønike]
 
Vores have på den anden side af banen, som i sin tid var friseret og velplejet af min mors grønne fingre, findes ikke længere som noget, der er under spade og rivejern. Men omridset af haven er stadig til at få øje på, de høje træer i den ene ende lever endnu, i et af dem ridsede jeg engang i barken nær toppen mine egne initialer og E for Ellen, som jeg dengang var varm på. Jeg tror aldrig, jeg fik sagt det til hende, og kort efter forlod hun og hendes familie byen og var over alle bjerge. I bunden af jordstykket, der engang var vores have, findes den dag i dag stadig ruinen af det havehus, min far rejste af massive jernbanesveller for snart et halvt århundrede siden.  Alle svellerne er intakte, men døren er faldet ind, ruderne knust og jorden foran tilgroet af vildtvoksende tjørne- og pilebuske. Nogle halvt knuste plastikstole, en del tomme flasker og nogle sivmåtter på gulvet inde i huset lader ane, at min fars stolthed senest har været brugt som overnatningssted for sprittere og hjemløse.
 

Sportspladsen på den anden side af banen, april 2010.
 
På den anden side af det, der engang var vores have, ligger stadig skolens og seminariets sportsplads, nu om dage omkranset af villakvarterer og gangstier. Her har jeg i sin tid tilbragt rigtigt mange timer. Noget af arealet er planeret anderledes, end det var engang, men i sydenden kranses fodboldbanen ligesom dengang af en stejl skrænt op imod et lidt højere plateau, hvor klubhuset med to omklædningsrum lå engang. Det var i denne ende af banen, jeg fra kanten af feltet engang ramte en helflugter klokkerent med vristen.  Bolden fløj i en lige linje fra min fod op på overliggeren og sprang højt op i luften, før den landede midt ude på banen et stykke bag mig, langt væk fra målet. Der var ingen, der kommenterede mit fænomenale spark, men der var anerkendelse og undren i øjnene på alle kammeraterne. Jeg finder et hul i det levende hegn fra cykel- og gangstien nær banen og går ud midt på banen, hvor nettet i et af målene hænger i laser. I gamle dage blev nylonnettene i håndboldmålene låst inde i klubhuset hver eftermiddag, men hvis et vindue i huset stod på klem, kravlede vi drenge somme tider ind og lånte et af nettene. Fornemmelsen af at score et mål var meget bedre, når man kunne se og høre nettet blafre.
 

Rektorboligen på hjørnet af Vejlevej og Stationsvej, april 2010.

 

For enden af Stationsvej på hjørnet af Vejlevej ligger stadig seminariets gamle rektorbolig, hvor jeg i sin tid besøgte min kammerat Jens, der var søn af seminariets rektor. Han og jeg fik somme tider af Jens' far en krone hver for at slå plænen i den store lukkede have, som i dag er helt nøgen – uden hverken hæk, træer eller buske. En krone var dengang en halv formue. Omme hos bageren over for Gorms Høj kunne man for det beløb få tyve store lakridsvejskilte, som det tog timer at tygge sig igennem. Småsøerne ved henholdsvis seminariet og omme i den anden ende af byen efter lægeboligen i retningen mod Vejle findes også endnu og ligner fuldstændig sig selv. Her løb vi vinter efter vinter på skøjter, og jeg kan stadig huske den suveræne fornemmelse i kroppen, det var, at krydse den løftede fod indover den bageste skøjte og glide baglæns rundt om den lille ø i dammen ved Skovstien.

  

Jelling i mit hjerte.
 

Stationsgade, rektorboligen, Gorms Høj og kirken, april 2010.
 
På den modsatte side af Vejlevej foran rektorboligen ligger plænen foran Gorms Høj fuldstændig som dengang, vi drenge spillede fodbold her i timevis hver dag i sommerhalvåret efter skoletid. Banen skråner stadig på en dum måde ud mod vejen, der står fortsat en mindesten for et eller andet ud mod parkeringspladsen modsat højen, og alt absolut alt på denne plet er i dag præcis som dengang. Jeg selv er godt nok en del ældre, og på denne lørdag i april 2010 er der ingen, der spiller bold på græsset, selv om det vist stadig er tilladt eller i hvert fald ikke ligefrem forbudt. Ved foden af højen er der nogle unge mennesker, som har spist frokost og efterladt resterne i form af plastikknive og -gafler, diverse indpakning og tomme flasker og et bæger med majskerner i græsset. Det ser umanerligt sjusket ud, og jeg rejser mig derfor fra mit sæde på højens skråning og går hen og samler det hele op og smider affaldet i en skraldespand ved kirkegårdsdiget.
 
Butikkerne fra dengang er næsten alle sammen lukket, og flere steder er husene ryddet og nogle gange erstattet af noget skrækkeligt nyt. Kun Brugsen ligger på fuldstændig samme plads på Mølvangsvej og er stadig i funktion, nu også (i følge nogle skilte udenfor) som posthus. I den sidste del af Gormsgade op mod kroen er hele husrækken på højre side af gaden ind mod kirkegården fuldstændig ryddet for at give udsyn fra vejen ind over de berømte monumenter, og på venstre side af gaden findes i dag i en stor nybygning et museum med flotte plancher og kopier af runestenene i fuld størrelse i udstillingen ”Kongernes Jelling”. Jeg går hurtigt gennem udstillingen og trækker bagefter cyklen hen ad Gormsgade til købmanden ved Mølvangvej, på den modsatte side af Asta Andersens Boghandel, der i dag rummer en sandwich-bar ved navn Candy Corner. I sin tid kom jeg aldrig hos den købmand, for i min familie handlede vi altid i Brugsen, men i dag går jeg derind. Butikken er godt nok for længst nedlagt, men bygningen rummer nu et indbydende spisested ved navn Café Conrad, og her vil jeg spise min frokost.
 

Gormsgade set fra købmanden, i dag Café Conrad, april 2010.
 
Bagefter cykler jeg igen ned til stationen og står en stund med ryggen mod jernbanen og kigger ud over hele det område, der engang var mit. Op ad Stationsgade med mejeribygningen, seminariet og i baggrunden Gorms Høj og den hvide kirke. Til venstre ad Jernbanegade mod byens bibliotek og bommene og overskæringen ved Fårupvej. Til højre ad Jernbanegade mod seminariets sportshal, øvelsesskolen, banearealet og broen over skinnerne ved Skovvej.
 
Jeg sætter bolden i bagagebæreren og cykler op ad Stationsgade mod Gorms Høj. Til højre for højen er der et stykke græs, hvor drengene mødes efter skoletid og spiller fodbold. Plænen er cirka på størrelse med en lille håndboldbane og skråner en del ud mod vejen, men her er dejligt grønt græs at spille på, og forholdene er på mange måder noget nær perfekte. Vi markerer målene med pinde, en sammenkrøllet bluse eller andre markører, der angiver målstolperne. Så aftaler vi cirka hvor højt overliggeren er placeret over græsset. Det ene mål ligger op ad kongehøjen, der fungerer som effektiv stopklods for alle skud i den retning. Selv vildskud eller høje bolde bliver fanget af højen og triller tilbage mod banen, så vi ikke skal spilde tid på at hente. I den modsatte ende fungerer en høj mindesten for et eller andet som den ene stolpe, og nogen har sat en sko for den anden.
 
I dag er vi seks drenge, der har aftalt at mødes, og det er perfekt. Så er vi tre spillere på hvert hold. Holdene sammensættes ved at udpege en førstevælger og en andenvælger, typisk de to bedste spillere af dem, der er der. Jeg er på hold med Jens og Bent, og det andet hold består af Leif, Bjarne og Carsten. Vi spiller med flyvende målmand, og det er ikke tilladt at tage med hænder. Overliggeren er cirka hoftehøjde, og tre hjørne giver straffe. Leif var andenvælger, så det er ham, der giver bolden op. Vi spiller til ti, og fem i hver halvleg.
 
Mit hold starter med ryggen til højen og skal dermed score mod højen i anden halvleg. Leif dribler nemt forbi Jens og Bent og skyder på mål, men bolden suser lige forbi. Jeg griber hurtigt bolden, ser en lille åbning, og skyder bolden mod mål, inden det andet hold er kommet tilbage og målmanden på plads. Bolden går i mål. ”1-0”, konstaterer jeg. Lidt efter angriber vi igen, Jens spiller bolden tilbage til mig, midt foran mål, jeg skyder – og nu står der 4-2. ”Der var stolpe”, siger Leif. ”Åh, hold da kæft”, siger jeg, ”der var da mål…!” ”Nej”, fastholder Leif. ”Der var stolpe”. Der står altså stadig kun 3-2. Lidt efter skyder Bent, Bjarne parerer med foden, og bolden ryger ud over baglinjen til hjørne. ”Det var hjørne nummer tre”, siger jeg. ”Der er straffe til os”. Jeg tager bolden, tæller syv skridt fra mållinjen og placerer bolden, mens Leif stiller sig op midt i målet. Jeg tager tilløb, sparker med højre, og bolden suser ind helt oppe i trekanten. ”5-3”, siger jeg, men ”Den var sgu da over…!” påstår Bjarne. ”Nej, nu…”, protesterer jeg, men så afgør Leif sagen uden videre diskussion. ”Der var mål”, siger han. ”Vi bytter side”.
 
”Hvis I skal spille en mere, må vi så være med?”, spørger nogle mindre drenge, der sidder på skråningen af højen bag det ene mål. ”Nej”, siger jeg. ”I er for små”. Da kampen nærmer sig slutningen, og vores hold fører 9-5, meddeler Bjarne og Bent, at de altså skal hjem og spise, når kampen er slut. Jeg vender mig derfor mod de mindre drenge, der stadig sidder på højen og kigger, og siger ”Hvis vi spiller en mere, vil I så være med?” I den igangværende kamp er modstanderne ved at være opgivende og møre, og da de er for længe om at komme hjem efter et mislykket angreb, laver jeg igen nummeret med at skyde på mål helt nede fra min egen ende. ”10-6”. ”Fanme snyd”, knurrer en på det andet hold. ”Det er ikke tilladt at skyde udefra”. ”Nej”, siger jeg grinende. ”Så er der vel opsajd, eller hvad?” Kampen er vundet, og et øjeblik efter starter en ny. Leif og jeg er stadig på hver sit hold, og der bliver byttet lidt rundt på de øvrige for at kompensere for, at en af de nye er ret lille. ”Okay”, siger jeg ”Vi spiller til 10, og fem i hver halvleg. Tre hjørne giver straffe, og vi må ikke tage med hænder. Er I klar? Det er os, der giver bolden op”.
 

Fodboldbanen ved Gorms Høj, april 2010. Min cykeltaske og en sko markerer målet ved foden af højen. I den anden ende af banen ses mindestenen, der udgør den ene stolpe i det andet mål.
 
 
Skrevet i april-maj måned 2010.
Gensynet med Jelling fandt sted lørdag den 16. april 2010.

"Jelling i mit hjerte" er publiceret her på siden i nyt layout i februar 2014.

Artiklen er efterfølgende trykt i årsskriftet Svundne Tider 2014 og 2015, udgivet af Lokalhistorisk Forening for Jelling, Kollerup-Vindelev og Hvejsel Sogne.
 
Om illustrationerne.
 
Jeg har arvet mine forældres fotoalbum fra årene i Jelling og har derfor kunnet plukke frit i samlingen. Min far var en forholdsvis flittig fotograf, men det er karakteristisk, at langt størsteparten af billederne stammer fra familiefester og andre større begivenheder, og dem var der mange af i denne periode. Begge mine søstre blev gift, mine forældre havde sølvbryllup, min far havde 25 års jubilæum og fyldte 50 år, jeg selv blev konfirmeret. Der er fra alle årene 1960 til 1966 kun meget få fotos, som viser scener fra dagligdagen - og ingen, ikke et eneste billede (ud over fra festerne), der viser rummene på førstesalen af vores hus. Alle de bedste og (for mig) mest sigende billeder fra mine forældres fotoalbum fra Jelling-årene er brugt i denne artikel.
 
Alle fotos med dateringen april 2010 er fra mit besøg i Jelling den 16. april. Hele fotoserien fra dette besøg kan ses her: Gensyn med Jelling april 2010.
 
Gadekortet over Jelling er fra billedbogen ”En vandring gennem det gamle Jelling, årene 1900-1960”, udgivet af Jelling Bogtrykkeris Forlag 1990. Fra samme bog er hentet luftfotografiet af Jelling Skole fra 1960 og billedet nederst i artiklen af damplokomotivet og godstoget fra Vejle på Jelling Station cirka 1962.
 
Henvisninger.
 
Tidligere erindringsartikler om henholdsvis Taulov 1952 til 1958 og Hjulby 1958 til 1960 findes i artiklerne ”En mand stiger af toget” og ”Nissen af Hjulby”, begge skrevet i 2004.
Lokalhistorisk forening for Jelling findes på denne adresse: Lokalhistorie Jelling.
 

Jelling Station, 1962. Hver morgen før klokken otte ankom godstoget fra Vejle kaldet "slæberen", altid trukket af samme lille damplokomotiv.

 

Efterskrift: Seksbøgen og gravhøjene på golfbanen ved Seksbøgen.

 

Efter publiceringen af denne krønike har jeg i juli 2014 modtaget en e-mail fra Bent Nielsen i Jelling, som fortæller, at gravhøjene ved Seksbøgen er genskabt inden for de senere år i forbindelse med anlæggelsen af golfbanen. Højene ses markeret på gamle landkort fra 1800-årene, men er på et tidspunkt blevet fjernet, og fandtes altså ikke, da jeg var barn. Et af de gamle kort og en lille beretning om højene ses i denne artikel af landinspektør V. Friis Sørensen: "Gravhøjene på den nye bane".

 

Seksbøgen ved Jelling, april 2014.

 

Bendt Nielsen fortæller endvidere, at Seksbøgen blev ramt af stormen Bodil i oktober måned 2013. Den stamme, som ligger på jorden i ovenstående foto fra mit besøg i Jelling i april 2014, knækkede og faldt i oktoberstormen. Resten af træet overlevede, men senere i 2014 er den nordøstlige og sydøstlige stamme skåret ned i cirka syv meters højde. Det er gjort af sikkerhedsmæssige grunde, da der også var råd i disse to stammer. De sidste tre stammer bør i følge Bent Nielsen også snart ned. Meningen er at bevare Seksbøgen som monument med fem afskårne stammer og den sidste stamme liggende på jorden. Det er efterfølgende hensigten, at der på stedet skal plantes en “ny seksbøg”.