En mand stiger af toget

Da jeg en efterårsgrå og tidlig morgen i oktober 2004 stiger af toget i Taulov, er det snart et halvt århundrede siden, jeg sammen med min far og mor og storesøstre i vinteren 1958-59 forlod byen. Jeg var 9 år dengang og i gang med 3. klasse på Taulovs nye centralskole – som her i år 2004 kan fejre sit 50 års jubilæum.

 

Skolefoto, 1957. 

 

Fra den første skoletid husker jeg især, at det føltes trygt og godt at gå de første to år i den lille forskole kun få hundrede meter fra mit hjem, og at jeg aldrig savnede nogen at lege med. Min bedste ven hed Jens og boede ligesom jeg ved jernbaneoverskæringen i Taulovs østlige udkant, et sted der dengang nok hørte til en af de fredeligste pletter på jorden i det hele taget. Universet i barneårene fra først i 1950’erne til vinteren 1958-59, hvor familien flyttede til Hjulby på Fyn, omfattede nogle få hundrede meter bygade fra baneoverskæringen og om til Taulov Station og ellers bondegårde, stier og marker, hvor vi drenge gik på opdagelse efter farlige vandhuller, dyrespor og roekuler – og samlede uglegylp på mørke skovveje eller skar pilekviste til flitsbuer. Stødte vi på en flot farvestrålende fasanfjer, blev den brugt som midtpunktet i en indianerfjerprydelse lavet af bølgepap, elastiksnor og de flotteste fjer, vi kunne finde.
 

Udsigt fra forhaven, august 1956.

 
Min kæreste i forskolen hos Frk. Faurholt havde store brune øjne og hed Lone. Ingen af os nævnte nogensinde, at vi var kærester, men vi vidste begge to, at det var vi. Jeg husker ikke, hvornår præcis jeg fik lært at læse – men noget problem var det aldrig, og jeg kan stadig se for mig den målbevidste Frk. Faurholt stå ved katederet og pege med pegepinden på bogstaverne et for et på en simpel gammel paptavle, mens vi elever sagde lydene højt i kor. Tavlen var fra før retskrivningsreformen omkring 1950, og gamle dages dobbelt a var med håndkraft streget ud og erstattet med det moderne bolle å.

      Derimod var det for mig personligt en kamp at få lært at skrive, og det tog lang tid, før jeg fik noget så simpelt som opstregerne på et ’i’ til at være blot nogenlunde lige. Først mange år senere gik det op for mig, at problemet sandsynligvis skyldtes, at jeg i virkeligheden er venstrehåndet, men dengang som alle andre elever fik at vide, at det selvfølgelig var den højre, der var skrivehånden. Jeg vandt kampen til sidst – men er den dag i dag stadig venstrehåndet, når jeg for eksempel fejer med en kost eller deltager i et spil keglebillard.

 

Taulov lilleskole, 1956. Jeg står som nummer tre fra højre i bageste række. Min bedste ven Jens er nummer tre fra venstre i bageste række - og Lone sidder som nummer to fra venstre i forreste række.

 
Efter skoletid samledes vi knægte tit hos en af gårdmændene, Dorwin, og hjalp allerede som 6-7-årige til i marken med både høsten, opsamling af roer, og når der skulle køres gødning fra møddingen og gylle fra staldene ud på marken. Ajle kaldte man dengang blandingen af urinaffald fra heste, køer og grise.

 

 

Der køres ajle 1954. Niels Jørgen holder tømmen.
 

Det største var, når jeg fik lov til at holde tømmen og styre hestene – eller året efter, da Dorwin ligesom mange andre landbrugere i de år havde anskaffet sig en grå Massey Ferguson traktor, at få lov til at køre frem på den store maskine, når der skulle samles roer i marken. Vi fik aldrig penge for arbejdet, men engang imellem efter et særligt hårdt slid i marken blev hele flokken inviteret ind i stuehuset ad fordøren til kaffe og vandbaggelser, to ting som jeg og de andre børn i virkeligheden slet ikke brød os om.

      Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg stadig mærke den bitre og brændte smag af skoldhed kaffe blandet med mælk og tilsat de klæge oppustede kager bagt på en dej helt uden smag af sukker. Det tog en evighed at tygge sig igennem sådan en karl. Den største belønning var overhovedet at få lov til at tage del i arbejdet omkring gården – og at klatre i høet i laden, lege med kattekillingerne på loftet, nusse med en af kalvene i stalden og springe fra loftsbjælkerne ned i bjerge af nytærskede blanke kornkerner, før de var fyldt på sække og kørt til møllen eller foderstofkompagniet.
      I det hele taget havde vi børn næsten aldrig penge mellem hænderne, og vi fik kun sjældent slik, is eller den slags dyre luksusting. Når vi fik søde sager, var det altid i form af røreæg (rå æggeblommer rørt op med sukker) eller hjemmelavede bolsjer eller karameller fremstillet af brunlig sukkermasse smeltet i en gryde. Når sukkerlavaen var klar, blev den hældt i små metalforme forestillende dyrefigurer og skulle dernæst stå og køle af i lang tid, inden figurerne blev vrikket ud af formene, og man kunne få lov til at smage et bolsje. Lige efter de var færdige, var bolsjerne altid helt glatte og stenhårde, men efter nogle dage blev de mere smattede og klistrede og til sidst helt træagtige og uinteressante. Nogle gange var der blandet hakkede nødder i sukkeret.

 

Havregryn til morgenmad, 1956.

 

Til morgenmad spiste jeg altid havregryn med mælk og sukker, og ellers stod menuen på rugbrød med leverpostej og om aftenen kogte kartofler med ærter og gulerødder og hakkekarbonader eller boller i selleri. Det værste var, når jeg blev sendt i Brugsen eller til slagteren for at købe ind for min mor, ”trekvart pund til frikadeller”. Det var træls arbejde, som altid kom på et ubelejligt tidspunkt, mens jeg legede allerbedst, og så var det pinligt, hvis det viste sig, når regningen blev talt sammen, at jeg havde fået for få penge med, og der manglede en femogtyveøre, tiøre eller selv endnu mindre.
      Når min mormor og morfar kom på besøg faldt der altid en skilling af, typisk en krone til deling mellem os tre søskende og i så fald med en femøre lagt oveni, så beløbet kunne deles med tre. Men min morfar tog altid pengene med sig igen for at sætte dem ind på bankbogen godt gemt af vejen – og i øvrigt en opsparing og en kapital, som jeg aldrig siden så igen. Jeg tror nok, mine forældre havde brug for pengene, da jeg nogle år senere skulle konfirmeres, og hele familien var inviteret til fest i Jelling.

 

Lege i haven, 1957.

 

Jeg legede i timer med mine få Tekno-biler og en grå plastiktraktor med forskellige redskaber (plov, harve, tromle, mælkejungelad) udenfor i jorden foran vores lille hvide tjenestebolig med rødt tegltag omkring hundrede meter fra jernbaneoverskæringen – og i skolegården ved forskolen viste jeg Jens, hvordan man laver en uimodståelig fodbolddribling ved at løfte bolden en anelse med et lille vip med foden, netop som modstanderen sætter en tackling ind. Jens blev siden 1. divisions-spiller i AGF i Århus.

      Der var altid dyr i nærheden, både på gårdene og omkring os derhjemme. Min far havde enten høns eller gæs, og vi havde også en hund – en sort langhåret retriever-agtig krydsning, som hed Tot, og som en dag var kommet rendende og derefter boede hos os. Sidste gang, jeg så Tot, var en eftermiddag, den kom på besøg i skolegården et frikvarter i 1. klasse. Jeg gav hunden et kram og sagde ”så kan du godt løbe hjem”, da det ringede ind til næste time. På den høje trappe ind mod skolestuen vendte jeg mig om og så Tot trave sorgløst ned ad vejen mod overskæringen ved bommene – og da jeg kom hjem fra skole fik jeg den for en ubekymret 7-årig helt uforståelige og brutale besked, at hunden var blevet ramt af toget og nu var død. Jeg husker, vi græd i dagevis, og nu hvor jeg skriver disse ord, kan jeg stadig mærke sorgen.
 

Forårsskoven med anemoner, 1955.
 
Livet var frit og fuld af muligheder, dagene var lange, og sommeren varede for evigt. Favorit­beklædingen var korte bukser og gummisko, og det bedste var, når jeg fik lov at lege ude efter aftensmad, og det stadig var lyst. Om søndagen, og når der kom fremmede, blev de korte bukser skiftet til plusfours, knæstrømper og kasket. Jeg havde lov til at bevæge mig frit omkring i hele universet fra Dorwins inde i byen til markerne i vores kvarter – men slog jeg mig og skulle trøstes, eller var jeg ved at dø af sult eller tørst, var min mor altid hjemme og klar med en klud, et plaster, et knus, en mellemmad, et glas saftevand, eller hvad der nu skulle til.

      Om vinteren løb vi på skøjter på en tilfrosset oversvømmelse oppe bag Børupgaard, og i den mørke og kolde tid, hvor luffer og hue og halstørklæde var en livsbetingelse, kan jeg huske at blive sendt ud til en af gårdene i nabolaget for at bede om et juleneg, typisk et bundt havre, så vi kunne fodre de vilde fugle omkring vores hus ved banen. Sneen lå i høje driver hele vinteren, og det var aldrig noget problem at skaffe materiale til snemænd, snehuler og snebolde.  

 

Far og radiogrammofonen, 1956.

 

Min far arbejdede på stationen og var tit borte i dagtimerne, og når han havde fri, var han altid i gang med et eller andet projekt i haven eller omkring huset. Der skulle hentes koks eller bæres aske ud, lokumsspanden skulle tømmes, haven måske graves, et eller andet repareres ved brændeskuret, han havde måske anskaffet noget nyt værktøj eller en brugt radiogrammofon med fire lakplader, eller han var i mørkekammeret i gang med at fremkalde billeder. Der var altid et eller andet, som måtte ordnes. Når en høne skulle slagtes, fulgte jeg med ned til huggeblokken ved brændeskuret. Min far holdt kræet fast med et solidt greb i benene, lagde dyrets hoved med de plirrende øjne på blokken og så HUG, af med knoppen! Det var også min far, der med utrættelig ildhu løb med mig og holdt fast i en stang sat i baggaflen, da jeg skulle lære at cykle. Time efter time og dag efter dag – for jeg var ikke god til det, og det tog en evighed, før jeg selv lærte at holde balancen.
      Da først kunsten var lært, voksede rækkevidden i det lille univers.  Nu kunne jeg bevæge mig længere omkring, op til hovedvejen for at skrive bilnumre, ud til benzinstationerne for at samle BP- og Esso-klæbemærker, og fra starten af 3. klasse om gennem byen, rundt om kroen og under viadukten op til centralskolen på Kirkebakken.

      Den store skole var en helt ny verden med mange flere klassekammerater og større og mere krævende forhold på alle måder. Hvis man tre gange blev grebet i ikke at følge med i timen, fik man hos Frk. Petersen en eftersidning – og jeg kan huske, da jeg en dag af samme grund kom for sent hjem fra skole, hvor bange min mor var nået at blive, og hvor vrede begge mine forældre blev på skolen, fordi man uden varsel eller besked til hjemmet blot havde beholdt mig en time længere end normalt. Min far tog kontakt til skolen og fik vistnok en uforbeholden undskyldning af lærer Sørensen – i hvert fald opstod efterfølgende ligefrem et årelangt venskab mellem mine forældre og lærer Sørensens.

      Det sidste, jeg husker fra Taulov, var en skrækindjagende oplevelse med et besøg hos skoletandlægen i Fredericia, hvor der på helt uventet brutal måde skulle betales tilbage for sukkermadder, røreæg og andet usundt. Det var første gang i mit 9-årige liv, jeg var til tandlæge, og jeg havde mange huller, der krævede flere besøg – og jeg tror nok, jeg blev klar over, det var en god idé at børste tænder oftere end blot om morgenen.
 

Jernbaneoverskæringen set fra skolegården ved forskolen, oktober 2004.
 
I dag er vores hjørne af Taulov et slumrende og fredsommeligt boligkvarter, hvor bygaden fra stationen ender blindt ved jernbaneoverskæringen, der ”midlertidigt er spærret”, som der står på store skilte ved bunden af Østergade, som gaden hedder nu til dags. Dorwins, forskolebygningen og flere andre af de gamle huse står endnu – men landbruget er nedlagt, skolen for længst lukket og butiksvinduerne til både Brugsen og og slagteren og bageren muret til.

      Stakittet ved skolegården ud mod vejen er det samme som for næsten 50 år siden og frønnet af tidens tand, og her stopper jeg et øjeblik og genkalder uden besvær billedet af vores hund Tot, der traver ned mod bommene uden tanker om det rumlende godstog, som er på vej. I virkeligheden havde hunden måske set toget og var klog nok til at vente med at løbe over, snakkede de voksne om nogle dage efter ulykken – men en banearbejder, vistnok Danny og Boris’ far, så Tot stå betænkeligt tæt ved skinnerne og ville jo bare hjælpe, da han smed en sten efter hunden og råbte op for at advare, men kun med det resultat, at hunden blev bange og tog et fatalt spring ud foran det frembrusende lokomotiv. Tots banemand, altså. Historien gjorde ikke tabet mindre, tværtimod, men i mit hoved passede billedet bedre på den måde. Jeg kendte jo Tot og kunne ikke forstå, hvorfor den pludselig skulle løbe ud foran toget.
 

Køkkendøren ved Dorwins, oktober 2004.
 
Villaen ved siden af forskolen, hvor min bedste ven Jens boede, står der også endnu, men al bevoksning i både skellet og den store have er fjernet og familien selvfølgelig borte, og på den anden side af skinnerne, hvor rækken af DSB-tjenesteboliger og mit barndomshjem lå, er alle husene og markerne afløst af et kæmpe industrianlæg, der fylder hele strækningen på højre side af vejen og dermed alle Dorwins og Jens Hansens marker syd for banen og op mod Børup.

      På tilbagevejen mod stationen stopper jeg ved Dorwins og kigger ind på gårdspladsen med lade og stald og kaster et langt blik på stentrappen ved køkkenindgangen til stuehuset, hvor vi børn satte vores fodtøj eller skrabede den værste jord af støvlerne, inden vi gik ind i køkkenet for at få en kop mælk eller vand. Bygningerne er krympet siden dengang, men alle sammen intakte – og stuehuset er stadig beboet.

      Jeg slår et slag forbi den gamle hovedskole, Rytterskolen, som er stærkt forfalden og i øvrigt til salg, forbi den hvide statelige Taulovgaard og videre om mod kroen og svinget ned til viadukten og om imod den store skole på Kirkebakken. I kroen så jeg i rejsebiografen barndommens første film – Jacques Cousteaus farverige undervandsfilm ”Den tavse verden”, Erik Ballings Grønlandsfilm med Paul Reichhardt, ”Qivitoq”, og siden en musikfilm med Tommy Steele – den hvor han synger den udødelige rockklassiker ”A Handful of Songs”. Min ene søster var helt tosset med Tommy Steele, men jeg så også filmen – og bagefter løb vi rundt og legede guitar med gamle badmintonketsjere. Det var også her – i den hvide kro, som nu er nedlagt – at jeg som medlem af en større børnegruppe var med til at starte en såkaldt FN-klub og deltog i et velgørenhedsarrangement med dilettant-sketches, loppecirkus og andet gøgl.

 

 

Mor og Tot, 1956. 

 

Samtlige små forretninger, håndværksbutikker og handels- og servicevirksomheder i min barndoms univers er i dag lukket og enten jævnet med jorden eller omdannet til privatboliger. Også stationen er ubetjent, og det hele er nu afløst af en enkelt af nutidens evindelige servicestation-kiosker med dagligvarer og videoudlejning over for den gamle kro.

      Fra perronen ved stationen får jeg på den anden side af skinnerne øje på rækken af høje træer omkring fodboldbanerne på idrætsanlægget, hvor jeg for 48 år siden spillede min første fodboldkamp for Taulov Boldklub. Vi spillede mod et hold fra Fredericia og vandt kæmpestort, husker jeg – men jeg var med som det tynde øl og fik sjældent bolden, selv om jeg godt nok løb som en gal frem og tilbage på den enorme bane mellem de to mål. Det var en fantastisk oplevelse bare at være med, og hjemme igen efter kampen gjorde det godt at få et glas mælk og høre Raquel Rastenni eller ”De små synger” på min fars radiogrammofon eller fanfaren før Gunnar Nu Hansens nyheder fra olympiaden i Melbourne på den anden side af jordkloden.

      Jeg hanker op i kufferten, stempler min billet i automaten og stiger op i lokaltoget mod Kolding og siger farvel til Taulov og minderne om barnelandet for denne gang. Midtvejs mellem stationen og baneoverskæringen ligger stadig den firkantede toetagers klods af et hus, hvor der var forsamlingshus i gamle dage, og hvor jeg så mine første fjernsynsprogrammer på en 21-tommer skærm bestyret af Jens’ far, der var formand for boldklubben – blandt andet en engelsk krimiserie, der hed ”Drej 0-0-0” eller noget i den retning og finalen mellem Sverige og Brasilien ved VM i fodbold i 1958. Nu starter toget, deroppe ligger kirken og skolen, nu passerer vi motorvejen, og Taulov er lagt bag mig – men bliver ved med at rumstere.
 
Skrevet den 24. oktober 2004.

Publiceret her på siden i nyt layout i februar 2014.


Flere billeder fra Taulov