Hr. Åge af Gröndal.

Af Niels Jørgen Dinnesen.

Vi er på weekend i Stockholm i slutningen af juni måned 2008.  Jonas og Malin bor i Gröndal – tæt ved det store vand Mälaren, som sindigt og bredt flyder igennem den svenske hovedstad fra vest og sørger for, at luften i den travle by altid er frisk og klar. Boligens beliggenhed ved vandet gør også, at der er mange måger og andre havfugle i området – og da vi lørdag eftermiddag sidder i solen på terrassen, kan vi næsten ikke få ørenlyd for de skrigende og skrålende fugle. Vi er netop vendt tilbage fra en udflugt til den lille idylliske by Mariestad ved Gripsholm Slot vest for Stockholm og sidder nu på balkonen med en kop kaffe og taler om dagens begivenheder og forventningerne til EM-finalen i morgen aften mellem Spanien og Tyskland.

     Neden for lejligheden, som ligger på første sal i en gammel nyindrettet industribygning, er der en stor asfalteret parkeringsplads, og at dømme efter larmen fra fuglene kunne man næsten tro, at pladsen var blevet invaderet og indtaget af en større mågekoloni. Vi kommer på benene for at se, hvad der foregår, og det viser sig nu, at genstanden for spektaklet er en forpjusket halvstor mågeunge, som står på flade fødder midt på pladsen omgivet af flaksende og skrigende voksenfugle. Ungen har endnu sine grå babydun og kan ikke flyve, og nu er den derfor blevet skydeskive og nemt bytte for angribende glubske fugle og andre rovdyr.

     En grum gråkrage dykker som et jagerfly ned fra taget og får med sit store næb fat i nakken på mågeungen – men straks kommer to hvide måger med højlydte skingre skrig den lille fyr til undsætning og får kostet angriberen væk.  Andre fugle forsøger tilsvarende anfald mod den udsatte unge, men de samme to voksne måger fortsætter med hele tiden at skærme det lille grå væsen og gå til modangreb på alle, der kommer ungen for nær. Tumulten på pladsen er kolossal, og de to gamle fugle kæmper så indædt ihærdigt under voldsomme skrig og skrål, at angrebsbølgen efterhånden dør ud, og den grå unge til slut står mutters alene tilbage på pladsen, forpjusket og bange, men stadig med livet i behold.

     De to trofaste væbnere er selvfølgelig ungens forældre, og parret sidder nu på taget af bygningen og holder øje med tumlingens mindste bevægelser nede på parkeringspladsen. Ungen selv er træt og forkommen, og vi giver den ikke mange chancer for at overleve alle de farer, der truer rundt omkring den – i form af lumske rovfugle og blodtørstige hunde og katte. Samme aften er vi på restaurant inde i byen, og da vi vender hjem i midsommerskumringen kort før midnat, ligger mågeungen sammenrullet midt på parkeringspladsen, tilsyneladende ubevægelig. Men den lever endnu, og da den hører os nærme sig, kommer den på fødderne og stolprer i skjul under en af pladsens biler.

     Søndag morgen sjosker Åge stadig rundt på parkeringspladsen, tydeligvis træt og udmattet efter en lang og ensom nat på asfalten. Nu ringer Malin til dyreværnsforeningen for at høre, om der kan gøres noget for at hjælpe den stakkels mågeunge. ”Hvis du har fundet en vildfaren bjørn, så ring til det her nummer”, står der på dyreværnsforeningens hjemmeside – så det lyder som det rigtige sted at henvende sig. ”Nej, nej”, siger den flinke mand i telefonen. ”Der er ingen grund til bekymring. Ungen er garanteret ikke faldet ud af reden. Han er nok snarere selv sprunget ud, og nu må han jo tage konsekvenserne af sin egen dristighed. Forældrene skal nok passe på ham, de har helt styr på det”.

     ”Men er der ikke noget, jeg kan gøre?”, spørger Malin. ”Kan jeg give ham noget mad eller noget at drikke, for eksempel?” ”Nej, endelig ikke”, siger dyreværnseksperten. ”Du skal ikke gøre noget som helst, og du er forhåbentlig ikke begyndt at fodre ham...?” ”Selvfølgelig ikke”, siger Malin – som for ti minutter siden har lagt nogle brødstumper opblødt i vand på parkeringspladsen, så Åge kan få både vådt og tørt.

     ”Lad mig give et eksempel”, fortsætter manden i telefonen. ”Hvis det nu var et menneskebarn, som du så lege på parkeringspladsen, mens forældrene sad oppe på altanen og holdt øje med ungen, så ville du vel ikke begynde at ringe til børneværnet eller noget...?” ”Nej, det er rigtigt nok”, siger Malin. ”Men på den anden side. Hvis de lod ham blive ude hele natten, så ville jeg måske alligevel overveje at gøre noget”.

     Under morgenkaffen på terrassen kan vi ved selvsyn konstatere, at det faktisk ser ud som om, Åges forældre har styr på situationen. Åge selv holder sig hele tiden ude midt på parkeringspladsen, så forældrene kan holde øje med ham, og eventuelle fjender ikke uden videre kan snige sig ind på ham og falde ham i ryggen. Forældrene sidder på toppen af hver sin lygtepæl med godt udsyn over både pladsen og buskadserne omkring. Faretruende situationer er der nok af – men når for eksempel en bil ruller ind på parkeringspladsen, eller nogle mennesker kommer gående, så trasker Åge stille og roligt ind til siden eller i skjul under en bil eller en busk. Hvis situationen bliver alt for farlig, så markerer Åges forældre med høje skrig, at man gør bedst i at holde sig på afstand af den lille unge.

     Da Jonas og Malins kat Siri – som er i snor – kommer ud på terrassen og sætter sig under sin sædvanlige busk og kigger på verden, får de to gamle måger straks øje på hende og meddeler med skingre skrig, at hun godt må fjerne sig, straks. Da advarslen ikke hjælper, går mågerne bogstaveligt talt til angreb og suser ned helt tæt over nakken på den intetanende kat, som dels jo er bundet, dels slet ikke har haft tid til at opdage den lille mågeunge. Siri bliver forskrækket over både skrigene og de susende mågevinger og løber i sikkerhed under Jonas og Malins seng inde i lejligheden.

     Billedet er det samme, hver gang der viser sig en hund eller en kat eller et andet farligt vilddyr på parkeringspladsen. Straks skriger mågeforældrene advarende og højlydt, og er det ikke nok, så går de direkte til fremstød mod den, der udgør en trussel – uanset om det er store eller små, dyr eller mennesker. Fra deres høje stade på lygtepælene eller på taget kaster de sig ud over kanten, folder vingerne sammen og dykker som pile fra en flitsbue tæt ned over hovedet på alle, der kommer Åge for nær.

     En kvinde fra en af nabolejlighederne går tur med sin lille hund og slipper ubetænksomt sit skødedyr løs på parkeringspladsen. Hunden er ikke for smart og tøffer nysgerrigt hen mod Åge, som så småt begynder at tage benene på nakken – men straks er Hr. og Fru Måge der fra oven og går i flæsket på den lille halsende møghund. Kvinden slår voldsomt og vredt ud med hundesnoren i retning mod mågerne, men kun med det resultat, at nu bliver også hun angrebet – dog ikke af mågerne, men af os, der står på terrassen og holder med Åge og hans forældre. ”Nej, nej”, råber vi efter kvinden. ”Mågerne vil ikke noget ondt. Det er bare fordi, de passer på deres lille unge, som er faret vild på parkeringspladsen”. ”Ja, det er snart farligt at gå en tur uden for sit eget hus”, siger kvinden mut og spænder snoren på sin lille dorske møghund.

     Mandag morgen er Åge der stadig på parkeringspladsen, nu tilsyneladende mindre udmattet og med mere mod på tilværelsen end i går. Han jokker nygerrigt og med vakse øjne rundt og holder sig hele tiden i det område af pladsen, hvor der ikke er nogen eller noget, der kommer ham for nær. Åges far og Åges mor sidder ubevægelige på toppen af hver sin lygtepæl og holder øje med alt, hvad der sker. Når der er fred og ingen fare, flyver de ned til Åge og giver ham mad, moralsk opbakning og måske en lille opsang. Han er jo selv årsag til at være havnet, hvor han er, og nu må han i det mindste lære at holde sig i skindet og sørge for ikke udfordre skæbnen unødigt. På den måde overlever Åge de næste dage alle farer. Forældrene passer på ham og sørger for mad – og om natten sover Åge i skjul under en bil på parkeringspladsen, mens hans far og mor på skift holder vagt.

     Solveig og jeg er i mellemtiden vendt hjem til Danmark, men Jonas og Malin følger stadig dramaet på nærmeste hold og rapporterer via emails og sms’er om Åges trængsler og videre færden. Han bor fast på det samme sted, forældrene holder vagt dag og nat – og alle dyr og mennesker, der udgør en trussel mod den udsatte unge, får i alvorlig grad med Åges forældre at bestille. Mens vi et par uger senere er på sommerferie i Parga i Grækenland, får vi en billedbesked fra Jonas med et lille foto af Åge og teksten ”Han lever endnu”, og det er jo dejligt at høre.

     Den ene dag går med den næste, Åge vokser sig større og større, hans babydun udskiftes efterhånden med hvide og fastere flyve- og styrefjer – og en dag kan vingerne pludselig bære. Åge tager rask tilløb hen ad asfalten og letter fra parkeringspladsen, skruer sig opad og opad til svimlende højder, prøver et susende dyk ned over huse og træer i Gröndal – og indtager som Hr. Åge af Verden sammen med sine prøvede forældre jagtmarkerne over det store vand Mälaren i den sydvestlige udkant af den svenske hovedstad Stockholm.

     Så svæver Hr. Åge... Suveræn, stolt og fri.

Skrevet i juli/august måned 2008.

Virkelighedens lille grå mågeunge på parkeringspladsen i Gröndal - den 29. juni 2008.